Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger 2023


Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang Kirke den 8. januar 2023

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 411 Hyggelig, rolig; 315 Helligånd, de frommes glæde; 140 I Nazaret, i trange kår // 108 Lovet være du Jesus Krist; 136 De hellig tre konger så hjertens glad; 136 Dejlig er den himmelblå.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. AMEN (Lukasevangeliet 2,41-52)

 

Kære menighed!

 

I fredags var det helligtrekongersdag.

Men forleden læste jeg et brev med tre juleønsker, som var endnu mere usædvanlige end de vise mænds berømte gaver til den nyfødte Jesus, guld, røgelse og myrraskær. Det lød:

 

”Kære Barn Jesus.

Nu svæver du snart herned til jorden. Du vil berede børnene glæde. Også mig vil du berede glæde. Jeg ønsker mig en messebog, en grøn messeklædning og et Jesu hjerte. Jeg vil altid være en brav dreng.

Mange skønne hilsener fra Joseph Ratzinger.”

 

Sådan skrev en 7-årig dreng i Bayern i 1934, og når en dreng til jul ønsker sig en messebog med bønner og liturgiske tekster på både tysk og latin, så er det måske ikke så overraskende, at drengen siden blev til en af de største katolske teologer i det tyvende århundrede og endda blev pave under navnet Benedikt XVI i årene 2005 til 2013.

 

[Joseph Ratzinger som dreng og hans brev fra julen 1934 til det "kære Jesusbarn"]

 

Nu er han død og blev i torsdags stedt til hvile i krypten under Peterskirken, efter at 200.000 mennesker havde vist ham den sidste ære.

Vatikanet offentliggjorde i den forbindelse en slags åndeligt testamente, som Benedikt XVI har skrevet.

Da jeg i torsdags læste den lille tekst på kun en side op for konfirmanderne, blev de stille og eftertænksomme.

 

Benedikt XVI skrev bl.a. følgende i sit ’testamente’:

”Når jeg på dette sene tidspunkt af mit liv ser tilbage på de årtier, jeg har gennemvandret, ser jeg allerførst, hvor megen grund jeg har til at takke. Frem for alt takker jeg alle gode gavers giver, Gud selv, som skænkede mig livet og førte mig igennem mange slags forvirring; som løftede mig op, hver gang jeg begyndte at glide, som altid på ny skænkede mig sit ansigts lys. . . . 

Jeg takker mine forældre, som gav mig livet, og som i svære tider og under store afsavn gav mig et vidunderligt hjem med deres kærlighed, der som et klart lys har strålet igennem alle mine dage lige til i dag. Min fars klarsynede tro lærte os søskende at tro og holdt stand som vejviser midt i alle mine videnskabelige erkendelser; min mors hjertelige fromhed og store godhed forbliver en arv, som jeg ikke kan takke nok for. . . .

Og jeg vil takke Herren for min smukke hjemegn ved den bayerske alperand, hvor jeg altid på ny fik lov at se Skaberens egen glans skinne igennem.

Menneskene i min hjemegn takker jeg for, at jeg altid på ny fik lov til at opleve troens skønhed.  . . .

Alle, som jeg på nogen måde har gjort uret, beder jeg af hjertet om tilgivelse.”

Derefter beskriver Benedikt ganske kort, hvordan han i sit lange liv som professor og lærd gang på gang har mødt videnskabelige erkendelser i filosofien, naturvidenskaben og historievidenskaben, som i en tid syntes at trække tæppet væk under kirkens tro og overlevering.

Men det viste sig gang på gang for ham, at videnskaben og troen ret forstået ikke modsiger, men supplerer og korrigerer hinanden.

 

Det er selvfølgelig meget hos en sådan konservativ katolsk pave, som vi som lutherske er kritiske eller uforstående overfor, men der er også meget at lære.

For der er nok i vor tid ingen som Joseph Ratzinger alias Benedikt XVI, der konstruktivt er gået i clinch med den moderne tids relativisme – altså modsagt det synspunkt, at der ikke findes absolutte intellektuelle og moralske sandheder.

Benedikt insisterede altid på dialogen med sin samtids videnskabsfolk og filosoffer, og han argumenterede altid for, at tro og fornuft begge kommer fra Gud, og begge er Guds gaver til menneskeheden.

Hele Benedikts ufattelige store forfatterskab kan næsten sammenfattes i de ord, som vi hørte Paulus sige i dag: ”Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham” (Rom 12,3).

”Brug jeres forstand med omtanke”. For tro er ikke alene noget indre og privat. Tro er forbundet med fornuften. Begge er nødvendige og supplerer og beriger hinanden. 

 

[Pave Benedikt XVI (1927 - 2022) ligger lit de parade i Peterskirken den 2. januar 2023]

 

Det kom jeg ikke kun til at tænke på i anledning af Benedikts død, men fordi jeg før jul læste en kronik af vor tids nok mest internationalt kendte danske bibelforsker, hvor han bl.a. skriver, at Jesus ikke er Guds søn, og at han ikke genopstod, og at det kommer vi heller ikke til.

Den slags tale er for den teologiske professor fra Københavns Universitet, som på haft stor indflydelse på en hel generation af danske præster, bare gammel mytologi, som moderne videnskabelige mennesker ikke kan tro på.

Når han alligevel kalder sig kristen, så er det fordi, at de gamle med deres i hans øjne eventyrlige og uvidenskabelige beretning om Jesus som Guds søn, som kom til jorden og opstod fra døden, talte billedligt om kærligheden som det vigtigste i verden.

 

Det lyder smukt, men hvordan kan man logisk tro på, at Gud er kærlighed, hvis den kærlighed ikke har vist sig i verden i form af et konkrete menneskeliv af kød og blod – i den lidende og elskende menneskesøn?

Hvordan kan man bekende og bede til en Gud, som ikke taler og handler konkret i verden?

Hvordan kan man tro på, at kærligheden er stærkere end døden, hvis Kristus ikke virkelig opstod fra de døde?

Hvordan kan man tro på syndernes tilgivelse, hvis man ikke tror, at Kristus havde en uforklarlig myndighed til at tilgive synder i Guds navn, fordi han var Guds søn, og selv betalte syndens pris, og fordi han til sidst ved sin opstandelse og ved at sende Helligånden har bevist, at han den dag i dag har denne forunderlige myndighed?

Så at et menneske selv i døden aldrig er lig med sin fortid, med sin historie eller sin natur, men altid kan få skænket en ny begyndelse.

Der er meget i alt dette, som er svært at forstå, men det betyder ikke, at vi ikke skal forsøge at forstå det og lade fornuften og troen berige hinanden i stedet for at udelukke hinanden. 

 

De vise mænd fulgte den lysende stjerne, som symboliserer fornuften og menneskehedens længsel efter det evige, det sande, det smukke og gode.

Men stjernen viste dem hen til det lille Jesusbarn, fordi her var noget, som overgår vores fornuft, og som den må bøje sig for, men som ikke derfor er ulogisk eller ufornuftigt.

Det er hvad Benedikt XVI lærte vor tid, og måske er det også derfor, at han i sit åndelige testamente ikke taler om sine tanker eller om kristendommen abstrakt, men om alt det, som især hans familie og hjemegn og hans venner, lærere og siden elever, gav ham med på vejen.

Fordi kristendom ikke er en abstrakt tro på kærligheden, men på at Guds søn – Guds evige skaberord og dvs. indbegrebet af alt det sande, smukke og gode - blev født i en bestemt familie og voksede op i en bestemt kultur med alle dens historier, længsler og drømme, som han så måtte tilegne sig og prøve at forstå med sin fornuft.

 

Og det er vel også, hvad der så fint fortælles i dagens evangelium, som er den eneste historie fra Jesus’ ungdom i Det nye Testamente:

Jesus’ forældre tog hvert år til påskefesten i Jerusalem, for de var fromme jøder og forpligtet på deres tradition.

De tog deres 12-årige søn med, fordi de vidste, hvor vigtigt det var, at deres børn fik kendskab til folkets og slægtens tro.

Og så fortælles det, at Jesus bliver i templet, og sidder og lytter og stiller spørgsmål til de lærde, så alle undrer sig over hans indsigt.

Da Josef og Maria om aften efter den første dags hjemrejse til Nazaret opdager, at han ikke er med i karavanen af pilgrimme, så vender de selvfølgelig om, og bruger en dag på at nå tilbage til Jerusalem, og finder så på tredjedagen deres søn i templet.

Maria siger da med ord fulde af lettelse over at se ham og sikkert også med forståelig, men undertrykt vrede:

”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig, og været ængstelige”.

Men hendes 12-årige dreng undskylder sig ikke, som et normalt barn ville have gjort, men siger til sine forældre: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”.

 

Josef og Maria forstod det ikke, og hvordan skulle de have kunnet forstå det dengang?

Men det kan ikke siges mere klart, at Jesus var mere end et menneske og mere end deres barn.

Han var Guds søn, og derfor bliver vi aldrig færdige med at prøve at forstå ham, og undre os over den kraft og myndighed, som var og er i hans ord. 

Hvordan vi dér mødes af en sandhed, godhed og skønhed, som bærer verden, og kan forandre vort liv.

 

Men Jesus var også et sandt menneske.

Fordi kærligheden altid er konkret og sanselig.

Fordi både åndeligt og fysisk liv består i at indgå i sammenhænge, som døden ødelægger.

Fordi det sande liv er at høre hjemme et sted, hvor man modtager livet og giver det videre til andre.

Imens man livet langt prøver at forstå det, og især den kærlighed, som vi alle fik gennem andre i større eller mindre grad, og som oftest især gennem vores forældre. 

Hvordan det har formet os og forpligter os. 

 

Derfor fulgte Jesus med sine jordiske forældre hjem til Nazareth, og han var lydig mod dem, og han gik frem i yndest og vækst hos både Gud og mennesker.

 

AMEN 

[Benedikt XVI's våbenskjold. Det er smukt, at den lærde pave, som altid insisterede på troens fornuft, bl.a. valgte en musling som symbol, hvorved han henviser til en historie om afrikaneren og kirkefaderen Augustin (354 - 430), en af oldtidens største teologer. Det fortælles, at Augustin en dag gik på stranden. Hér fik han øje på en lille dreng, der samlede havvand op med en muslingeskal for at fylde det i et vandhul længere inde på stranden. Da Augustin tænkte nærmere over det ørkesløse i den aktivitet, slog det ham, at drengens leg kunne sammenlignes med hans egne forsøg som teolog på at fatte Guds storhed!]

 

Henvisninger

Pave Benedikt XVI's 'testamente', som han allerede skrev i 2006, kan sammen med andre fine dokumenter om pavens liv og tanker læses her:

https://katolskliv.dk/?p=38696

Den omtalte kronik, "Hvad er kristen tro i klimakrisens tidsalder", er skrevet af professorerne Troels Engberg-Pedersen og Lene Koch, stod i Kristeligt Dagblad den 20. december 2022, og kan læses her:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hvad-er-kristen-tro-i-klimakrisens-tidsalder

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023