Prædiken til juledag 2022


Prædiken til Juledag 2022 holdt i Vestervang Kirke

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: Introitus ved koret: O Come, All Ye Faithfull; 94 Det kimer nu til julefest; 98 Det var ikke en nat som de andre; 114 Hjerte løft din glædes vinger // Motet v. koret: Stille Nacht/Silent Night; 110 Nu vil vi sjunge og være glad; Nadversalme: 125 Mit hjerte altid vanker; 121 Dejlig er jorden.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« AMEN

(Lukasevangeliet 2,1-14)

 

 

Kære menighed!

 

Så er det jul igen – og trods energikrise blev der i aftes forhåbentlig tændt lys i juletræer og stuer over hele landet – ja, over hele den gamle jord.

Og der er tændt lys i børneøjne, for julen er særlig børnenes fest.

Børnene har tællet dagene op til jul og har slet ikke kunnet vente, og forhåbentlig blev de store forventninger indfriet i går aftes. 

Ja, måtte alle børn være glade i dag og i de kommende juledage, når de ser på deres gaver, og er sammen med deres familier.

 

Men for os der mere eller mindre er kommet op i alderen, er det måske lidt anderledes med forventningen før jul og med at få den udelte juleglæde til at indfinde sig i julen.

For julen kan også være en vemodig tid, hvor man mindes det der er forbi – sin egen barndom eller dengang man selv havde små børn eller mennesker, man i julen måske savner mere end normalt.

Men det er vel omvendt også det, som gør, at julen rammer nogle af de dybeste strenge i os selv.

 

Et forsvarsløst spædbarn, som dog samtidig er Gud. 

Det er hemmelighedsfuldt - og heller ikke uden humor. 

Og det handler vel dybest set om fred: 

”Fred til mennesker med Guds velbehag”, synger den himmelske engleskare for de forhutlede hyrder ude på marken. 

En fred som måske kan ses når en nybagt far eller mor vugger barnet i deres arme. En fred som lader livet sejre i tilgivelsen, barmhjertigheden, medfølelsen og glæden ved at have en historie tilfælles med andre.

 

[Englene forkynder Jesus' fødsel og synger om fred. Nicolaes Pieterzoon Berchem, 1649]

 

Jeg plejer ofte at genfortælle en historie til julegudstjenesten juledag. 

Jeg synes det passer til, at juledag er en sådan lidt stille dag eller dagen derpå, og med tanke på det forgange år, og især krigen i Ukraine, skal det i år være ”Den hellige nat” af den store svenske forfatter Selma Lagerlöf.

 

Det var en juleaften, fortæller Selma Lagerlöf, og alle var kørt til kirke undtagen farmor og mig. For den ene af os var for gammel, og den anden var ikke gammel nok til at komme med. 

Men så fortalte farmor mig en historie: 

Der var engang en mand, der gik ud i den mørke nat for at låne ild for at varme sin kone og sit nyfødte barn.

Men det var dyb nat, og alle mennesker sov. Der var ingen, som svarede ham. 

Til sidst så manden et lysskær af ild langt borte. Det var en gammel hyrde, som sad ved sit bål ude på marken med sine får omkring sig. 

Manden gik derhen, men der lå tre store hunde og vogtede fårene. Da hundene så ham, ville de gø, men de kunne ikke få en lyd frem. Da ville de bide ham, men deres kæber lystrede dem ikke, og manden tog ingen skade deraf. 

 

Da manden var nået hen til ilden, fik hyrden øje på ham. Det var en bitter og menneskefjendsk mand, måske fordi han i mange år havde levet alene med dyrene i den barske natur, så han greb sin stav og kastede den mod manden. Men staven drejede af og fløj udenom. 

Manden bad da hyrden: må jeg ikke nok låne noget ild af dig? Min kone har lige født et barn.

Hyrden havde mest lyst til at sige nej til den fremmede, men så kom han til at tænke på, at hundene ikke havde kunnet gøre denne fremmede noget, at fårene ikke var løbet deres vej, og at hans stav ikke havde kunnet ramme ham. 

Så lad gå da, tag så meget du behøver, sagde han. 

Hyrden var ikke et generøst menneske, og tænkte skadefro ved sig selv: Du kan alligevel ikke tage den ild med dig. 

Men manden bøjede sig ned, samlede gløderne op, og lagde dem i sin kappe og den brændte ikke.

Da nu den gamle bitre hyrde så det, spurgte han manden: Hvad er det for en nat, hvor hundene ikke bider, og fårene ikke bliver bange, staven ikke slår, og ilden ikke brænder - hvordan kan det være, at alting viser dig barmhjertighed?

Manden svarede blot: Jeg kan ikke sige dig det, når du ikke selv kan se det.

Og så skyndte han sig hjem med gløderne for at varme sin kone og sit lille barn. 

 

Men hyrden fulgte efter ham, og da så han, at manden ikke havde en hytte at bo i, men at konen og barnet lå i en klippehule.

Og han fik medlidenhed med barnet, som frøs, og tog et fåreskind op fra sin taske og gav det til dem.

Men i samme øjeblik han viste, at han også kunne være barmhjertig, så han, hvad han ikke før havde set, og han hørte det, som han ikke før havde kunnet høre. 

Nu så han, at rundt omkring ham stod en tæt kreds af engle med sølvhvide vinger. Og hver af dem holdt en harpe i hånden, og alle sang med høj røst, at i nat var frelseren født.

Da forstod hyrden, at alle var så glade i denne nat, at de ikke ville gøre nogen noget ondt. 

For der var engle over det hele, og der var jubel og glæde, sang og leg. 

Og han faldt på knæ og takkede Gud for, at han fik al denne glæde at se.

 

Da bedstemor var kommet så langt med historien, sluttede hun af med ordene:

Hvad den hyrde så, det kan vi også se, for englene kommer flyvende ned fra himlen hver julenat, hvis vi blot har øje for dem.

Og så lagde farmor sin hånd på mit hoved og sagde:

Det må du ikke glemme, for det er lige så sandt, som at jeg ser dig, og at du ser mig. Det er ikke lys og lamper, det kommer an på, og det er ikke måne og sol, der er det væsentlige. Det, som er fornødent, er, at vi har øjne, som kan se Guds herlighed. 

Sådan slutter Selma Lagerlöfs fortælling ”Den hellige nat”.

 

Det vigtigste i livet kan vi ikke se med forstanden, men kun med hjertet og troens hjælp.

Men ser vi det, så begynder vi måske også at se alt andet på ny. 

For det kan også ske i virkeligheden, og det skete ved en berømt begivenhed julenat og juledag for mere end 100 år siden - juledag 1914 i Flandern og Nordfrankrig – da der var krig i Europa – 1. verdenskrig som var brudt ud i august.

 

Den 2. juledag skrev den 19. årige engelske soldat Henry Williamson f.eks. i et brev:

”Kære mor, jeg skriver fra skyttegravene og kl. er 11. om morgenen. Jeg sidder ved siden af en lille kulovn og overfor mig er et udgravet, overdækket rum med strå i [dvs. et såkaldt dækningsrum i skyttegravene] . . . . Vores skyttegrav er mudret, men de andre er frosne. I min mund er der en pibe .  . . og i piben tobak. Ja, selvfølgelig siger du, men vent  . . . i piben er tysk tobak, Ha, ha, siger du, fra en fanget tysk soldat eller fundet i en erobret skyttegrav. O kære, nej! Fra en tysk soldat, ja en levende tysk soldat fra hans egen skyttegrav. For i går mødtes vi englændere med tyskerne i ingenmandsland mellem skyttegravene og gav hinanden hånd, ja hele juledag og nu, hvor jeg skiver. Det er fantastisk [amazing], er det ikke?”

Sådan skrev den 19. årige engelske soldat 2. juledag 1914 til sin mor, og han fortæller også, hvordan begge hære – som ofte lå så tæt som en 70 meter fra hinanden i deres skyttegrave – juleaften sang julesange, og tyskerne så kaldte på dem og opfordrede dem til komme ud af skyttegraven og hente sig en god cigar, og hvordan der endelig var en englænder, der turde vove sig frem, og de så mødtes med 16 tyskere og lo og ønskede hinanden glædelig jul.

 

Man kan tydeligt fornemme i brevet, hvor eventyrlig denne oplevelse var for Henry Williamson, men vi har mange lignende vidnesbyrd om lignende episoder fra denne skrækkelige krig for 100 år siden – om spontan julefred langs den 600 kilometer lange front.

Hvordan engelske soldater i deres skyttegrave hørte de tyske soldater i deres synge julesalmen ”Stille nacht, heillige Nacht”, og englænderne så selv begyndte at synge den engelske version ”Silent Nicht, Holy Nicht”, som vores kor vil fremføre for os efter prædikenen, og englændere sang også ”O Come, All Ye Faithful”, som koret sang som introitus i dag.

Det fortælles, hvordan soldaterne først råbte hinanden an, og så mødtes i ingenmandsland, og ønskede hinanden glædelig jul og byttede cigaretter og julerationer og spiste sammen og drak julen ind.

Hvordan man viste billeder af sine kære derhjemme, fotograferede hinanden, fotografier som endnu eksisterer som grånede billeder af tyske og engelske soldater, som ønsker hinanden god jul juledag 1914. 

Der blev endda arrangeret en fodboldkamp mellem Tyskland og England, som Tyskland ikke overraskende vandt 3 - 2.

 

[Engelske soldater spiller fodbold. Billedet er dog ikke fra julefreden i 1914, men fra 1915]

 

Et par dage efter forbød generalerne imidlertid enhver sådan fraternisering med fjenden, og de underofficerer, som havde tilladt denne spontane våbenhvile, blev degraderede, så det skete aldrig igen, og krigen gik så videre i al dens gru.

Men der havde juledag 1914 været et øjeblik af fred, som de menige soldater aldrig glemte – ja, som forandrede englænderen Henry Williamsons liv for altid. For han overlevede krigen og kom hjem til sin mor og døde først i 1976 som en kendt forfatter.

 

Og livet gik tilsyneladende også videre som normalt efter den første julenat: Englene forsvandt op i himlen igen, hyrderne gik tilbage til deres får på marken for at passe dem, og de vise mænd med de skønne gaver til Jesusbarnet tog hjem til Østerland.

Men det var sket noget, som gjorde verden anderledes. 

Der var tændt et lys i stalden i Betlehem, som aldrig er slukket siden, og har givet millioner og atter millioner af mennesker fred og glæde – troens trøst og håb.

Derfor fejrer vi Jesus’ fødselsdag.

Fordi det også kan ske i dag.

At julefreden og juleglæden i dag og i de kommende juledage sænker sig i vores og mange sind – ja udover over den ganske jord. 

Rigtig glædelig jul! 

 

AMEN

 

Henvisninger:

Selma Lagerlöfs "Den hellige nat" står i hendes eventyrlige bog "Kristuslegender", som oprindeligt udkom på svensk i 1904, og siden ofte er udgivet på dansk, senest i 2019.

Jeg har læst Henry Williamsons brev i følgende fine lille bog, som på amazon.com kan fås for 1 dollar som Kindle-bog: David Boyle: The Christmas Truce of 1914 (2015).

På dansk kan derudover anbefales: Michael Jürgs: Den lille Fred i Den Store Krig. De meniges julevåbenhvile på vestfronten under Første Verdenskrig, Borgens Forlag 2004.

 

[Tyske og engelske soldater i venlig snak under de meniges spontane julefred i 1914.]




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023