Prædiken til juleaften i Vestervang Kirke 2022
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard
Salmer: 94 Det kimer nu; 104 Et barn er født; 120 Glade jul, dejlige jul // motet: Barn Jesus i en krybbe lå; 119 Julen har bragt; 121 Dejlig er jorden.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« AMEN
(Lukasevangeliet 2,1-14)
Kære menighed!
Så skete det endelig, hvad vi har ventet på!
Langt om længe kom den nye regering, øh nej, jeg mener, så blev det endelig jul.
Den nye danske regering er hen over midten, og om det er årets julegave til os alle eller måske en bytter, er der selvfølgelig mange meninger om.
Men i aften fejrer vi en anden slags regering, som ikke kun går hen over midten, men inkluderer alle yderfløjene, ja går hen over alle de skel, som skiller mennesker fra hinanden.
Og det har vi måske mere end nogen siden brug for.
Jeg har i hvert fald følt mig ret alene her i kirken til julegudstjenesterne de sidste par år.
Forrige år blev julegudstjenesten aflyst i sidste øjeblik på grund af corona, og sidste år var der så mange corona-restriktioner, at næsten alle blev væk.
Så da jeg forrige onsdag læste i regeringsgrundlaget, at man vil afskaffe en helligdag for at finansiere de øgede udgifter til forsvaret i disse år på grund af Ruslands skrig mod Ukraine, gik jeg først ud fra, at det måtte være den gode gamle jul.
Nå, det bliver sikkert St. bededag, som afskaffes, ved jeg nu.
Og tænk, at vi for at opruste militært må kassere en helligdag, som har mere end 300 år på bagen, og som ikke kun fejres med varme hveder, men i rigtig mange kirker med herlige forårsfester for ungdommen og deres fremtid, med konfirmationer.
Ja, det er desværre sikkert nødvendigt at opruste militært, sådan som verden ser ud i dag.
Men juleevangeliet fortæller, at en varig og ægte og retfærdig fred ikke kan fås med våbenmagt.
Kejser Augustus blev i især i Romerrigets østlige provinser fejret som en gud, fordi han havde afsluttet den blodige borgerkrig, som brød ud efter mordet på hans adoptivfar Julius Cæsar i år 44 før Kristi fødsel.
Det var ifølge den kejserlige propaganda begyndelsen på en ny tidsalder med fred og fremgang i hele verden.
Men da kejseren ville tælle hele verdens befolkning for at sikre finansieringen af sit militær og rekruttere nye soldater, så blev et fattigt barn født – et barn som ifølge juleevangeliet skulle forandre verden og bringe en anderledes fred end kejserens til alle verdens folkeslag.
En fred der ikke i udgangspunktet er en ydre og påtvunget fred, men begynder som en indre fred i hjertet på det enkelte menneske.
Fordi vi finder Gud i barnet i krybben og siden i skikkelse af den uskyldigt lidende, den elskende og tilgivende på korset.
[Hyrderne tilbeder barnet. Malet af Matthias Stomer i 1632]
Den gamle kirke elskede udtrykket adoption eller at få barnekår, som det hedder i biblen.
Måske fordi alle dengang vidste, at kejser Augustus, verdens hersker, var blevet adopteret af Julius Cæsar, verdens stærkeste general.
Men de fattige og forsvarsløse kristne havde den ufattelige frækhed at tro og forkynde, at de i deres dåb var blevet adopteret af en endnu større hersker, af den almægtige Gud, himlens og jordens skaber.
Derfor måtte man i oldtidens kirker f.eks. ikke knæle og bøje sig med ansigtet mod jorden, når man bad.
Man skulle stå op og se op mod himlen, når man bad, for man var ikke længere Guds undersåtter, sådan som man var kejserens undersåtter.
Man var i Kristus blevet Guds frie sønner og døtre, som frit kunne henvende sig til Gud - som et barn der tillidsfuldt eller insisterende kalder på sin far eller mor og rækker hånden ud efter dem og ser dem ind i ansigtet og slet ikke tvivler på, at dets forældre vil hjælpe det og beskytte det.
Fordi Gud selv var blevet født som et lille barn.
Det er hvad juleevangeliet fortæller, og vel kun kan tale om så indtrængende og smukt og eventyrligt ved at fortælle om et barns fødsel.
Læg nu smukt din hånd i min
ikke rør ved den rosin!
Først skal træet vises,
siden skal det spises.
Sådan synger vi måske om nogle timer, når vi traver rundt om træet, selv om de fleste af os nok hellere vil spise en flæskesteg end et juletræ.
Og julen drejer sig selvfølgelig om det og om børnenes juleglæde – om deres forventning og begejstring over gaverne.
Men julen drejer sig for os voksne nok mere om at høre hjemme et sted og sammen med mennesker, som ikke kun lægger deres hånd i vor hånd, men hvis liv med dets glæde og sorg er lagt i vore hænder og omvendt – for vores liv er også lagt i deres.
Vi kan ikke altid holde i hinandens hænder, og derfor taler vi både om juleglæde og julesorg.
Men når vi går herfra i dag og ønsker hinanden en glædelig jul, så må I i år igen give hånd til hinanden og til præsten, hvis I har lyst til det.
Og hvor har jeg dog her i de sidste to jul savnet at give hånd og se mine medmennesker ind i ansigtet i stedet for kejtet at skubbe til dem med en albue og med siden til.
Det har været nødvendigt at holde afstand for at passe på hinanden under corona-pandemien.
Men i julen fejrer vi, at Gud selv blev menneske og ikke holdt sig på sikker afstand af os, selv om det kostede ham livet.
Han blev lagt i en krybbe og i menneskehænder, og han levede sit liv i øjenhøjde med selv dem, som andre overså eller så ned på, for at vi kan vide, at det væsentligste i vort vor liv ikke er, hvad vi kan, eller hvad vi føler og tænker om det.
Men at vi har nogle at dele livet med.
Derfor er julens fred og julens glæde forbundet med en taknemmelighed over livet og fællesskabet.
En taknemmelighed som vi endda kan øve os i ved at hilse på hinanden og give hånd og ønske hinanden en glædelig jul.
Ved at sig tak for de gaver, som vi måtte være heldige at få i aften, selv vi måske på forhånd ved, hvad det er, eller måske ikke lige har ønsket os en ny hækklipper af vores ægtemand eller en støvsuger eller en bog med slankende vegetarretter af vores hustru.
Men det er jo ikke kun på grund af gaverne eller børnenes juleglæde, at vi voksne holder julen og alle dens ritualer i hævd.
Det er vel fordi, at denne højtid med alle dens velkendte traditioner som ingen anden aften på året giver os lejlighed til at øve os i at sige tak.
”Man bliver ikke taknemmelig af at være rig, men rig af at være taknemmelig”, hedder det i en ny bog af præsten Niels Nymann Eriksen med titlen ”Taknemmelighed”.
Det er en pointe i bogen, at vi i de sidste generationer har nedvurderet høflighed, fordi høflighed er blevet gjort lig med forstillelse og noget falsk - i modsætning til vores spontane og individuelle følelser, som vi i dag regner for mere ægte end gamle ritualer og traditioner.
Men taknemmelighed er ikke en følelse, men en dyd, siger Niels Nymann Eriksen.
Dvs.: Taknemmelighed er en evne, som vi kan blive bedre til ved at praktisere. Noget som vi kan øve os i og som gør vores verden større og rigere.
Men kan f.eks. i stedet for at skrive en ønskeseddel over det, som man mangler, skrive en omvendt ønskeseddel med alt det, som man allerede har fået eller kan og ikke vil undvære.
Eller man kan holde jul på samme måde, som man gør hver eneste år og sammen med de samme mennesker.
Mennesker der ikke kun holder af os, men til tider måske også holder os ud som de mennesker, som vi er hver især på både godt og ondt.
Mennesker der deler deres liv med os og ikke for at få noget ud af det, men fordi vi er del af hinandens liv.
Og da kan da være – måske sent i aften, når børnene er blevet trætte eller sover og julehalløjet har lagt sig lidt - at vi på ny indser, hvad det var for en fred og stor glæde for hele folket, som englene forkyndte i den første julenat. Eller hvad det betyder at tro, at Gud blev menneske og gjorde jorden til sit hjem.
At så er verden et sted, hvor der bliver set på os med forståelse og kærlighed, selv når vi ikke ser sådan på os selv eller hinanden.
Et sted hvor intet menneske er ligegyldigt, og hvor vi alle har en rolle at spille.
Albert Einstein sagde engang, at der kun findes to måder at leve på: Som om der ikke er mirakler, eller som om det hele er et mirakel.
Taknemlighed er det sidste, dvs. at være bevidst om at verden kan give os noget godt og har gjort det.
Og hvis Gud har givet os sig selv og blev født som et menneskebarn, så er alt muligt.
Eller som der plejede at stå på et skilt i vinduet til den gamle skomager på Rosenkildevej:
”Miraklernes tid er ikke forbi”.
Rigtig glædelig jul!
AMEN
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50