Prædiken til 3. søndag i advent holdt i Vestervang Kirke den 11. december 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer 76 Op, thi dagen nu frembryder; 78 Blomstre som en rosengård; 85 Op, Zion, at oplukke; 86 Hvorledes skal jeg møde; 192, kun vers 7; 117 En rose så jeg skyde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « AMEN (Matthæusevangeliet 11,2-10)

Kære menighed!

Det begyndte da røvermor og hendes unger en sommer så den gamle abbed Hans’ livsværk og stolthed, den berømte urtegård og blomsterhave i Öveds kloster i skåne. Haven var skøn, indrømmede røvermor, men dog intet imod den have, som voksede hver julenat langt inde i den store Göinge skov, hvor hun og hendes fredløse mand holdt sig skjult. Da lo abbedens karl og sagde: Det er let nok at stå og prale med noget, som ingen mennesker kan få at se! Men abbeden havde hørt det i sin barndom, at skoven julenat klædte sig i højtidsskrud, og fik overtalt røvermor til at lade en af sine unger hente ham, når det blev jul. Han og karlen skulle blot komme alene af hensyn til røverfars sikkerhed. 

Derfor rejste abbeden og karlen juleaftens dag op gennem Skåne, og da aftenen faldt på, var de inde i de store uvejsomme skove og til sidst fremme ved røverkulen. Og underet skete: Midt i den kolde julenat hørte de først fjerne klokker. Bølger af lys og varme kæmpede sig frem mellem de mørke træer, og pludselig gik det stærkt: Sneen smeltede, og urter og forårsblomster skød i vejret i alle farver, ja hele skoven blev fuld af liv. Fugle fløj rundt, rævemor dukkede frem af sin hule med sine unger og blev kløet på ryggen af røvermor. Den frygtede røverfar spiste multebær og slog drillende en stor bjørn over næsen med en pilekvist, men dyret traskede bare godmodigt bort.   

Den gamle abbed fornemmede, at her hvor sommerens glæde var så intens, var himlens glæde nær. En overjordisk sang nåede ham da, først som en hvisken, og han vidste, at det var engle med julesang, der nærmede sig. Han faldt op knæ og foldede sine hænder med ansigtet skinnende af salighed. 

Men ved abbedens side stod karlen med mørk og dyster mine. Han så røverskoven fuld af blomster og dyr og blev harm over, at han aldrig kunne få klosterets have til at blomstre så skønt. Det kan ikke være et virkeligt mirakel, når det viser sig for ugerningsmænd, tænkte han. Det måtte være troldenes onde magt. Da en lille skovdue satte sig på karlens skulder og lagde sit hoved mod hans kind, slog han ud efter den og råbte højt: Gak til helvede, hvorfra du er kommet!

Og da blev alt øde, mørkt og koldt igen! Abbed Hans svulmende hjerte trak sig sammen i smerte, og han faldt død omkuld. Men da man havde transporteret ham ned til Öveds kloster, fandt man et par rodknolde i hans sammenknyttede hånd. Dem plantede karlen i klosterhaven, men først næste julenat skød de op med skønne blomster på snehvide blade.

Det var julerosen, som vores kirketjener Emil Jensen i dag har pyntet alterbordet med.

Sådan fortæller Selma Lagerlöf i "Legenden om juleroserne", hvis poesi mit referat ikke yder retfærdighed. Men det bør med, at da biskop Absalon så julerosen, blev røverfamilien benådet, så de kunne bo blandt mennesker igen. 

[Julerosen i vild natur. Foto: Wikipedia]

Selma Lagerlöf vil med sin historie sige, at hvad vi ser frem til i adventstiden, og fejrer i julen, kræver, at vi har øjne som abbed Hans og ikke som karlens. 

Eller som profeten Esajas, som selvfølgelig har inspireret Selma Lagerlöf til at skrive fortællingen: ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stod fryd.”

Sådan sang profeten Esajas i dagens første læsning om israelitternes hjemrejse fra deres halvtreds år lange eksil i Babylon i år 539 før Kristi fødsel.

Det var for det gamle Israel et nærmest ufatteligt under – på linje med befrielsen fra trældommen i Egypten under Moses tusind år tidligere - at perserkongen Kyros besejrede babylonerne og gav israelitterne lov til rejse hjem til Jerusalem og genopbygge deres tempel. 

Det var et profetisk tegn på en kommende fornyelse af selv den døde natur og af det trætte og modløse menneske, som fysisk og psykisk skal få nye kræfter:

”Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke, sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke!” For nu kommer Gud, og ”da skal blindes øjne åbnes og døve ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge bryder ud i jubel.” 

Det er denne tekst af profeten Esajas, som Jesus indirekte citerer i dagens evangelium, og det er den måske mest storslåede og svimlende visionære tekst i hele Det gamle Testamente.

Ikke mindst når man tænker på vore dages klimakrise, hvor ørkenen helt bogstaveligt breder sig mange steder i verden i disse år, eller på hvordan vor tid er præget af ikke kun fysiske sygdomme, men af psykiske epidemier i form af depression og stress og angst for fremtiden.

Det er en tekst, som holder os fast på, at frelsen ikke kun er et anliggende for hovedet og samvittigheden, men for hele kroppen og hele den natur, som vi er indfældet ind.

Derfor blev Guds søn 500 år efter israelitternes hjemkomst fra Babylon født som et fattigt menneske af kød og blod og lagt i en krybbe i en stald til dyr, hvor der ikke lugtede af brunkager, men af kokager.

Vi hører i evangeliet til i dag om Johannes Døber, som repræsenterer alt det bedste i mennesket. 

Johannes Døber var ikke et siv, der svajer for vinden. Han forlangte høj moral og bod og bedring af andre og levede selv som han forkyndte. Han led afsavn og løb risiko for sin tro. Han gik ikke rundt i fornemme klæder og i kongeslotte, men endte som så mange andre profeter og tapre idealister i et fængsel for sin kritik af magthaverne og blev halshugget.

Han er den, der baner vej for Kristus, og derfor siger Jesus også, at Johannes Døber er mere end en profet.

Hvis vi havde læst blot en linje til i dagens tekst, så havde vi også hørt Jesus tilføje, at Johannes Døber nok var den største blandt mennesker, men at han samtidigt var den mindste i himmerige. 

Hvordan skal vi forstå det?

På den måde, tror jeg, at vi på ene side ikke kan forstå evangeliet, hvis vi ikke kender til og kan blive grebet af alt det, som drev Johannes, dvs. af alt det, som han eksemplificerer: drømmen om en bedre verden, forsøget på at overvinde det onde, ønsket om at stå i en højere sags tjeneste og kæmpe for noget med alt, hvad man har i sig, klimaet, freden, og bedre forhold for alle, der lider fysisk og psykisk.

Det er smukt og sandt og kan få det bedste frem i os.

Og vi mangler helt sikkert forbilleder og helte i vores tid eller eksempler som Johannes Døberen på ægte engagement, idealisme, vovemod og selvopofrelse.

Men vejen til helvede er som bekendt ofte brolagt med gode intentioner, og hvis vi kun vil leve sådan – eller hvis det bliver til livets eneste mening - så ender vi sikkert før eller siden selv som Johannes, da han sad fængslet som Herodes Antipas’ fange og blev angrebet af tvivl. 

”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”, spurgte Døberen, da tvivlen alligevel kom krybende ind i fængselscellen.

For var det nu det rigtige, det vi gjorde, eller det vi måske drømte om i vor ungdom at gøre?

Og hvad kom der i grunden ud af det hele?

Hvis vi kender til den anfægtelse, så begynder vi måske at forstå, hvorfor Jesus ikke stormede fængslet og befriede den anfægtede Døber. 

Johannes Døber måtte tro på, hvad de andre fortalte: Blinde ser, lamme går, døve hører, ja døde står op og evangeliet forkyndes for de fattige.

Og det er også vores situation i dag: Vi får ikke noget endegyldigt bevis for troen eller livets mening. Men vi har fået evangeliet at holde os til, og dvs. hvad andre har hørt og set. Det evangelium der ikke kan skilles fra en indsigt i vores egne begrænsninger og fejl, men heller ikke fra troen på, at alting i sidste ende ikke står og falder med os selv. 

Derfor er det en kristen pligt at glæde sig og sprede glæde og bevare håbet, så fortvivlelsen og mismodet kan holdes fra døren.  For der er nok dysterhed i verden, hvor selviskhed og synd har ødelagt Guds gode skabning. Men der findes også noget godt, som ikke kan ødelægges, og som engang skal foldes ud og blive synligt for alle.

At være et sandt menneske er at have sans for det storladne og visionære fremtidshåb, som møder os hos f.eks. profeten Esajas, og vi har brug for at få den sans skærpet i vor tid - vi har brug for idealer, for drømme og engagement.

Men at være kristen er også at erkende, at frelsen ikke kommer fra os selv, fra vores egne kræfter og hvad vi selv er stolte af.

Det er at være frimodig – at bevare håbet og en slags tapper munterhed i modgang – fordi jeg tror på, at uanset om mit liv bliver en succes eller en fiasko – og uanset om jeg lever op til mine og andres idealer eller ej - så er jeg døbt til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, og i hans rige er den mindste størst. 

Han som kom til mig i min dåb – måske i min tidligste barndom – og lovede at være med mig alle dage indtil verdens ende. 

Karlen i Selma Lagerlöfs fortælling så underet ske i den vinterkolde vilde skov, men sammenlignede det med, hvad han selv dyrkede og kunne se i klosterhaven, og da så han i juleunderet kun et djævelsk blændværk.  

Den gamle abbed huskede derimod barndommens fortryllede jul, eller hvad han havde hørt engang. Derfor så han i den kolde vinter noget smukt og himmelsk eventyrligt, som bragte skønhed til menneskenes verden i form af julerosen og frihed til røverfamilien.

Hvis I tvivler på dette, så lån her i adventstiden lidt juleforventning af børnene. De deler gerne.

AMEN

[Lektien til 3. s. i advent er Esajas Bog kap. 35: "Ødemarken skal juble og blomstre!"]

Henvisninger:

Den svenske forfatter og nobelprismodtager Selma Lagerlöf  (1858 - 1940) skrev oprindeligt "Legenden om julrosorna" i 1905, og den elskede fortælling er flere gange oversat til dansk og senest:

"Legenden om juleroserne", oversat af Nanna Drejer, illustreret med papirklip af Sonia Brandes, Forlaget Kahrius 2021.

"Legenden om juleroserne", oversat af Kirsten Skaarup, illustreret af Ole Spangenberg, Forlaget Olivia 1996 (3. oplag 2003).