Prædiken til 2. s. i advent holdt i Vestervang Kirken den 4. december 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed; 77 O Kom, o kom Emmanuel; 270 Luk øjne op, o kristenhed; 52 Du Herre Krist; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« AMEN ( Lukasevangeliet 21,25-36)

Kære menighed!

I et skrift fra det første eller andet århundrede før Jesu fødsel ved navn ”Visdommens Bog”, taler forfatteren kritisk om mennesker, som ikke tror på Gud, og til sig selv siger følgende:

”Det var ved et tilfælde, vi kom til verden, og efter dette liv skal vi blive, som om vi aldrig havde været til; for åndedrættet i vore næsebor er som en røg, vor tanke som en gnist, der springer ved hjertets slag, når den er slukket, bliver kroppen til aske, og ånden vejres hen som den tynde luft. Med tiden glemmes vort navn, og ingen husker vort virke; vort liv glider sporløst forbi som en sky og opløser sig som en tåge, der fordrives af solens stråler og trykkes ned af dens varme. Vor levetid er som en skygge, der går forbi, og fra vor død er der ingen vej tilbage, seglet er sat for, og ingen vender tilbage.”

Hvad disse mennesker ifølge Visdommens Bog siger, er, at livet er en tilfældighed og uden dybere mening. Derfor drejer livet sig for dem om at tage for sig af retterne mest muligt og om at sikre sig sin egen lykke uden hensyn til andre. 

Eller som de ifølge Visdommens Bog også siger:

”Kom, lad os da nyde de goder, der findes, og få mest muligt ud af tilværelsen som i vor ungdom; lad os få kostbar vin og salve i overflod, lad ingen forårsblomst få lov at stå, lad os pynte os med kranse af rosenknopper, før de visner; ingen blomstereng skal være uberørt af vores vilde tummel, overalt skal det spores, at vi har forlystet os, for det er vores lod, og det er vores del. Lad os undertrykke den fattige, retfærdige, lad os ikke skåne enkerne og ikke bekymre os om den grånede olding. Lad vor styrke være lov og ret, for svaghed viser sig at være til ingen nytte!”

Dette gamle førkristne skrift, som de første kristne regnede for en del af bibelen, fortæller, hvor vi ender, hvis vi ikke tror på Gud eller på, at historien har en dybere mening.

Så ender vi med kun at leve for at nyde og ikke for at yde – uden hensyn til vores medmennesker eller kommende generationer og uden hensyn til naturen. 

Det vidner især om stor psykologisk indsigt, synes jeg, at forfatteren til Visdommens Bog også siger, at folk med denne falske tankegang, de, der lever og tænker sådan, ikke gør det af angst for døden. 

Han siger nemlig udtrykkeligt, at disse mennesker ser en ven i døden og dybest set fortæres af længsel efter døden og har sluttet en pagt med den. 

Hvilket må skyldes, at døden både legitimerer deres rastløse og egoistiske jagt på nydelser, og samtidig er deres garanti for, at det ikke skal vare for evigt. 

For hvem kan i grunden holde den tanke ud, at denne bestandige jagt på nye oplevelser og nydelser og den underliggende egoisme og kynisme aldrig vil få en ende? 

Selv den kostbareste jordiske nydelse eller luksus bliver jo før eller siden triviel, hvis den kan gentages uendeligt!

I dagens tilsyneladende så barske evangelium møder vi en anden indstilling til livet og døden.

En livsindstilling båret af tro på, at livet og lyset og ikke døden og mørket vil være det sidste, og som derfor kan give os styrke og kraft til at holde ud i modgang og i svære tider – og uden at flygte fra det svære i rastløs aktivitet.

For dommedag kommer alligevel, dvs. sandheden kommer alligevel for en dag før eller siden.

Der skal ske tegn i sol, måne og stjerner, hedder det, for sådan forestillede man sig dengang tidernes ende: Solen ville formørkes og himmellegemerne lyse med en særlig intens glød.

Men bemærk, at der ikke siges noget nærmere om hvilke tegn, der ellers vil være tale om. 

Pointen er, at det vil blive synligt og åbenlyst for enhver, at der nu skal ske noget fuldstændigt nyt.

Det siges også, at folk skal gribes af angst og rådvildhed over havets og brændingens brusen. 

Men det er kun for at sige, at der også skal være tydelige tegn her på jorden. 

Måske det afspejler det israelitiske ørkenfolks angst for havet og en urgammel erindring om syndfloden i Noahs dage. 

Men det betyder altså ikke, at jordskælv og tsunamier i sig selv er tegn på dommedag – eller de menneskeskabte katastrofer, som vi i dag frygter endnu mere.

Folk skal gå til af skræk af angst over det, som kommer over verden, siges det så. 

For da er det jo netop ikke længere muligt at gøre sig gode venner med døden eller – hvad der for forfatteren til Visdommens Bog kom ud på ét – flygte fra døden ved hjælp af en rastløs jagt på nye nydelser og oplevelser.

Men når denne tid kommer, siger Jesus, så skal disciplene ikke kaste sig underdanigt til jorden i angst for fremtiden eller for Menneskesønnen, som da vil komme synligt i en sky. 

Disciplene skal derimod i denne endetid, hvor verden synes at blive løftet af sine hængsler, løfte deres hoveder i tillid til, at deres forløsning nærmer sig.

De skal huske på, at himmel og jord kan og engang skal forgå, men Kristi ord skal aldrig forgå.

De skal holde sig til Hans ord og løfte om syndernes tilgivelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Disciplene kan og skal ikke vide, hvornår denne tid kommer, siger Jesus direkte andetsteds, men de skal altid være parate til den. 

Det er det, som Jesus billedligt i dagens tekst siger med lignelsen om figentræet: Når man i Mellemøsten ser figentræet og alle de andre træer springe ud, så er sommeren allerede nær.

Derfor skal de ikke flygte fra nutiden eller virkeligheden ved hjælp af spekulationer om fremtiden eller ved hjælp af svir og drukkenskab.

De skal heller ikke flygte fra virkeligheden ved kun at fokusere på deres egne daglige bekymringer. 

Sådan som vi vel alle så ofte flygter fra vores fælles virkelighed og virkelige bekymringer ved hjælp af f.eks. arbejdsnarkomani. 

Nej, disciplene skal årvågent se virkeligheden i øjnene i tro på, at når tiden er forbi, så vil de få styrken til at stå foran Kristi domstol. Ikke som en skyldbetynget angstplaget synder med bøjet hoved, men frimodigt – med løftet hoved, siger han. 

Ja, det er en dramatisk og svær tekst, vi hører denne 2. søndag i advent, men vi har brug for at høre den. 

For hvis der ikke kommer en dommedag, så er verden dybest set en håbløs affære og overladt til sig selv og til de stærkeste individer, og så er der kun denne rastløse, men i virkeligheden fortvivlede jagt på stadig nye oplevelser og nydelser tilbage.

Så mister vi evnen til at se, at Gud i Kristus allerede er kommet nær, og at denne vor flygtige tid allerede er blevet fyldt med hans nærvær og godhed, og at hvert øjeblik derfor kan skænke os en flig af en dybere mening – og af en glæde som engang skal komme til fuld udfoldelse.  

Da mister vi den tålmodighed, som er knyttet til troen på, at hvert øjeblik er en del en større og meningsfuld historie, som engang vil ende godt.

[Dagens læsning fra Det Gamle Testamente er profeten Esajas vision af en kommende paradistid (Es 11,1-10), hvor mennesker og dyr lever i harmoni og fred. Her fortolket af den amerikanske maler Edward Hicks (1780-1849)] 

Hvis vi kun lever med fremtiden for øje, eller for den næste oplevelse, for den næste erhvervelse eller nydelse, så bliver det til en ubærlig byrde at vente på fremtiden.

Men når Kristus er gået ind i tiden, født, død og opstanden, så findes godheden og sandheden også her, selv om vi ikke altid kan se det.

Eller sagt på anden måde: Hvis Gud er til, og hvis vi har grund til at tro, at Guds kærlighed er stærkere end alt, hvad der ellers skiller os ad, og stærkere end selv døden, så kan der ikke være et øjeblik blottet for mening i mit liv.

Så kan de dage, hvor jeg tålmodigt må vente og holde ud, så kan selv de tilsyneladende uvirksomme eller meningsløse dage, hvor jeg måske føler, at jeg kun har en fortid og ingen fremtid, blive til den tid, hvor jeg først for alvor modnes som menneske.

Til en tid hvor jeg opgiver at kontrollere mit liv og hele tiden selv at fylde det med mening.

”Våg altid og bed”, hedder det til sidst i evangeliet, og det kan lyde som en udmattende opgave for religiøse overskudsmennesker eller som en flugt fra verdens problemer, men det er det modsatte.

Det er udtryk for det samme, som vi møder i den berømte ”Sindsrobøn” af den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Eller som en af mine kloge præstekolleger, Niels Nymann Eriksen, som flere gange har holdt foredrag for os her i Vestervang Kirke, sagde for nogle år siden i forbindelse med udgivelsen af hans fremragende bog ”Tålmodighed”:

”Vi kan kun bede, når der ikke er andet vi kan. Så længe vi tror på vores egen evne til at klare tingene, bliver bøn ofte bare til en velsignelse af det, vi allerede er i gang med, og så er vi ikke inde ved bønnens væsen. Bøn opstår, når vi bliver bevidste om vores grænse og vores evne til at kontrollere, hjælpe og helbrede. Vi må overgive os til en magt, som er større end os selv, nemlig til Gud og til Kristus, og i den handling finder tålmodigheden sit højeste og samtidigt enkleste udtryk.” 

AMEN 

Henvisninger:

Visdommens Bog og andre gammeltestamentlige apokryfer kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/bibelen-online

www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/praest-og-forfatter-corona-kan-laere-dig-taalmodighed