Prædiken til 1. søndag i advent holdt i Vestervang Kirke den 27. november 2022
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard
Salmer: 84 Gør døren høj, gør porten vid!; 74 Vær velkommen, Herrens år; 83 Glæd dig, Zion, glæd dig, jord!; 78 Blomstre som en rosengård; 192/vers 7; 80 Tak og ære være Gud..
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« AMEN (Matthæusevangeliet 21,1-9)
Kære menighed!
Jeg vil godt på denne 1. søndag i advent, kirkeårets nytårsdag, begynde med et citat af den gamle svenske biskop Bo Giertz. Det lyder:
”Den kristne er så rig, han ejer to verdener, mens den irreligiøse kun har én. Han ser Guds evige himmel, som hvælver sig over hverdagens forgængelige virkelighed. Alt det, som for tvivlens blinde muldvarpeøje ser ud som idel grå hverdag, som meningsløse tilfældigheder eller glædesløst rutinearbejde, forskønnes og omstråles for den kristne af et skær af dyb mening.
Til disse livets skjulte rigdomme hører også kirkeåret. Det ruller frelseshistoriens mægtige drama op for vores øjne . . . Det væver årstidernes skiften sammen med kirkens højtider til en fastbygget rytme, som gør hver dag til en påmindelse om evigheden og hele årets gang til en prædiken.
Kirkeåret skal opleves. Det er synd for det stakkels afkristnede nutidsmenneske, der er blevet så oplyst, at det ikke engang ved, at der er noget, som hedder Allehelgensdag. Det er synd for fornægteren, at han har mistet både passionsugernes vemod og adventstidens høje jubel.”
Sådan skrev den svenske biskop Bo Giertz.
Kirkeåret giver en fast rytme og en dybdedimension til vores flygtige liv og årstidernes skiften.
Kirkeåret holder os fast på, at vi er mere end individer med hver vores private historie og livsskæbne.
Kirkeåret betyder, at vi har del i en stor historie, som ikke bare som årstidernes vekslen og de enkelte menneskeskæbner er en evig vekslen mellem fødsel og død, vækst og forfald, succes og fiasko, men er den største og vigtigste historie i verden, som forbinder os med alle jordens folkeslag og slægter og med Gud.
Det er frelsehistoriens mægtige drama, som kirkeåret ruller op for vores øjne, og som vi selv deltager i og fortæller videre ved at gå til gudstjeneste.
For vi er som mennesker mere end natur, og det vil bl.a. sige, at vi hver især har en historie, som vi selv kan forholde os til, og aldrig bliver færdige med at prøve at forstå.
Og vi har en fremtid, som vi endnu ikke kender, men kan håbe på.
For ligegyldigt hvad min fortid rummer, så kan jeg i morgen mødes af noget, som gør mit liv nyt.
Måske i skikkelse af et menneske, som kommer til mig, og skænker mit liv en ny glæde eller et ansvar og en tyngde, som jeg ikke føler i dag.
[Jesus' indtog i Jerusalem malet af italieneren Pietro Lorenzetti (1280-1348)]
Hvis vi tænker på dette, kan vi måske forstå, hvorfor den gamle kirke med stor dristighed tog palmesøndags evangelium og anbragte det ved indgangen til julefesten for Jesus' fødsel, som man først begyndte at fejre i det fjerde århundrede.
Jesus red palmesøndag ind i Jerusalem, og en skare af forhutlede og foragtede mennesker hyldede ham med den gamle hyldest til den sejrende konge, som vender hjem fra krigens sejre i triumftog og bebuder fred og glæde: ”Hosianna, velsignet være han som kommer i Herrens navn!”
Men denne konge var ikke født på et kongeslot i rigets midte, men i en stald i dets fattige udkant, og han kom ikke ridende på en stolt hingst, trænet til krig, men på et æsel, og han skulle ikke sejre ved at slå sine fjender ned, men ved at lide og dø i andres sted.
Derfor hører vi om æselkongens indtog i Jerusalem palmesøndag som en optakt til påskefesten, Kristi død og opstandelse.
Men når vi i dag hører om æselkongens komme som en optakt til julefesten, så får fortællingen en anden betydning.
Så handler fortællingen om Guds komme til jorden, og hvordan det for altid har gjort jorden og menneskelivet anderledes.
Vi tæller i dag selv årene eller tidens gang efter Kristi fødsel, og mere symbolsk kan det ikke udtrykkes, at vi nu ikke længere kun er del af en historie, som fører mod opløsning, undergang og død.
For da Guds søn blev født af en fattig kvinde, brød evigheden ind i tiden og gav betydning og håb til selv det mest foragtede og skrøbelige liv.
Vi vesterlændinge ser primært julen som en fortælling om Gud, som engang bøjede sig ned til jorden og ydmygede sig ved at blive født som et fattigt menneskebarn.
Men i den østlige ortodokse kirke har man altid set Jesu fødsel som en mystisk ophøjelse eller nyskabelse af hele den menneskelige natur på tværs af tid og rum.
I Konstantinopel eller Istanbul levede f.eks. omkring år 400 en af oldkirkens mest betydningsfulde biskopper, Johannes Chrysostomos eller Johannes med den gyldne mund. Han sagde: Kristus er ikke blot den medicin, som helbreder synden, men i Kristus får vi skænket en skønhed og en styrke og en ære, som vi aldrig ville kunne give os selv. For Kristus er kommet med meget mere, end vi skyldte, og at tage imod Kristus er som at bede om en tår vand og få et ocean. Det er som at være en tigger på gaden, som tigger om en skive brød, og så møde en rig mand, som tager dig med hjem og siger til dig: Jeg adopterer dig som min egen søn, fra nu af er alt mit dit.
Derfor elskede den gamle kirke udtrykket adoption eller det at få barnekår, som det hedder i vores bibel.
Det mest kendte eksempel i den gamle verden på en adoption var Julius Cæsars adoption af sin grandnevø, Octavius, den senere kejser Augustus, som vi hører om i juleevangeliet. Verdens mægtigste mand, den romerske kejser, som blev tilbedt som en gud, var adopteret af verdens stærkeste general.
Men de kristne havde den ufattelige frækhed at tro og forkynde, at de i deres dåb var blevet adopteret af en endnu større hersker, af den almægtige Gud, himlens og jordens skaber.
De havde fået tillagt en betydning til deres liv, som forandrede det for altid.
Derfor måtte man i bønnen i oldtidens kirker ikke knæle og bøje sig med ansigtet mod jorden.
Man skulle stå op og se op mod himlen, når man bad, for man var ikke længere Guds undersåtter, sådan som man var kejserens undersåtter.
Man var i Kristus Guds sønner og døtre, som frit kunne henvende sig til Gud – ligesom et barn der tillidsfuldt kalder på sin far eller mor.
Sådan er livet blevet anderledes efter den første jul.
Fordi Gud har vist sin herlighed og sin ære i skikkelse af et barn, som blev født af en ukendt landsbypige i en stald – og i skikkelse af et lidende og elskende menneske, som døde på et kors, henrettet af kejserens repræsentant.
Derfor skal vi elske og ære hinanden og ikke kun i adventstiden, men måske særligt i denne tid.
Fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan ære og forberede os til at tage imod ham, som kommer til os.
Ved at elske og ære dem, som vi har fået at leve livet sammen med – vores ægtefæller og forældre og børn og børnebørn og øvrige familiemedlemmer.
Ved i denne adventstid at tillægge hinanden mere betydning, end vi måske normalt gør.
Ved at give os tid til hinanden og invitere f.eks. vores familier, venner og naboer og spørge ind til deres liv.
Ved at lytte til andre og lægge vægt på, hvad de siger og føler.
Ved at forsøge at fremhæve hinandens potentialer og påskønne og rose hinanden mere.
Ved at bekæmpe vor tids tendens til at gøre alt til politik.
Ved at sige fra overfor den tendens til at tillægge sine politiske modstandere motiver, som de ikke selv vedkender sig, og tale ilde om andres moralske karakter, som vi så i den netop overståede folketingsvalgkamp blandt kandidater til samfundets ypperste tillidsposter, og som vel er en af grundene til, at det nu trækker ud med at få klinket skårene og undersøge muligheden for at etablere en ny regering henover midten.
Ved at vise sine politiske modstandere venlighed, respekt og ære, så vi herhjemme ikke ender med det samme uforsonlige, opsplittede samfund, som vi disse år ser i USA.
Ved at forsøge at se det bedste i alle, selv i vores personlige uvenner og fjender, og forsøge at forstå, hvorfor de tænker og handler, som de gør.
Ved at minde hinanden om, at vi dybest set alle er i samme båd og af samme slægt.
Der er hvad vi måske mere end noget andet bør begynde på i dag for at forberede os til Kristi fødsel!
”Kristi fødsel er dagen for hele menneskehedens fødsel”, sagde en anden af oldkirkens teologer, den hellige Basilios.
Det kan vi smile af, og det kan forekomme os naivt.
Men hvordan ville vort liv se ud, hvis vi ikke kunne tro på en sådan fornyelse af hele menneskeheden?
Derfor fejrer vi Kristi komme i dag med en fanfare af bibelsk poesi og de skønneske salmer.
Derfor er den liturgiske farve i dag, den 1. søndag i advent, hvid, ligesom juledag.
For hvid er renheden, uskylden og håbets farve.
I modsætning til den store verdslige helligdag i forgårs, Black Friday, den sorte fredag, hvor man kunne redde sig et godt tilbud og måske spare lidt på julegaverne. Og det er selvfølgelig også fint.
Men hvor ville vort liv dog være fattigt, hvis den slags forbrugsfester var årets eneste højtid!
Den svenske biskop, Bo Giertz, som jeg begyndte med, sagde også:
”Tag Kristus bort fra advent, så bliver der kun større udgifter, hastværket og juletravlheden tilbage.”
Men jeg vil slutte med en moderne biskop fra den østlige-ortodokse kirke, englænderen Kallistos Ware, som siger:
”Når Gud bliver menneske, markerer det begyndelsen på et helt nyt stadium i menneskehedens historie. Inkarnationen hæver mennesket op på et nyt plan, som er højere end det oprindelige. Først i Jesus Kristus ser vi den menneskelige naturs potentiale fuldt udfoldet. Indtil han fødes, er vor egen personligheds virkelige indhold skjult for os.”
AMEN
Henvisninger:
Bo Giertz: Kirkens Fromhedsliv. 1945.
Kallistos Ware: Vejen. Ortodoks kristendom. 2006.
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50