Prædiken til sidste søndag i kirkeåret holdt i Vestervang Kirke den 20. november 2022

Af sognepræst Troels Bak Stengaard

DDS: 108 Lovet være du Jesus Krist; 303 Kom, Gud Faders Ånd fuldgod; 666 Den grund, hvorpå jeg bygger; 336 Vor Gud han er så fast en borg; 220 I dødens bånd vor frelser lå; 431 Herre, Kristus, dig til ære.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« AMEN

(Matthæusevangeliet 11,25-30)

Kære menighed! 

Midt i den mørke vinter – i januar 1546 – drog Martin Luther ud på sit livs sidste rejse – fra sit hjem i Wittenberg til Eisleben, hvor han var blevet født 63 år tidligere - for at forlige to stridende grevebrødre i en arvesag.

Reformatoren var blevet gammel og svag og var tæt på at drukne på rejsen, og hans hustru, Katharina von Bora, kaldet Käthe, der var blevet hjemme i Wittenberg, var bekymret for sin mands vaklende helbred, og kunne ikke sove af lutter bekymring.

Luther skrev imidlertid hele 6 breve til hende de følgende dage - med kærlighed og drillende respekt: Til den hellige, bekymrede frue, fru Kätherinde, Lutherinde, allerhelligste doktorinde, min venlige kære hustru, prædikant, brygger, gartner, og hvad hun ellers kan være, svinemarkedshandlerinde i Wittenberg, lagt i min nådige frues hænder og for hendes fødder. Sådan begynder Luther f.eks. indledningsvis disse breve til sin kone. Men som oftest tiltaler han hende personligt og varmt: Du kære Käthe.

Katharina eller Käthe skal ikke bekymre sig som var hun i Guds sted, skriver Luther, som om Gud ikke kunne frembringe en Dr. Martin 10 gange om den ene omkom i floden Saale eller i et ovnhul eller i en fuglefælde.

Jeg har en, som bekymrer sig endnu bedre om mig, end du og alle engle, trøster Luther sin bekymrede kone, og uddyber: ”Han ligger i krybben og hænger ved en jomfrus bryst, men sidder alligevel ved Guds, den almægtige faders, højre hånd. Vær derfor rolig. Amen.”

Og Luther skriver til sin kære Käthe om sagen i Eisleben, så man fornemmer hans store temperament: ”Jeg tror, at helvede og hele verden nu må være tømt for djævle, der måske for min skyld alle er kommet sammen her i Eisleben, så uløselig er sagen gået hårdknude”. 

For greverne er stridbare og stive som pindsvin, og i vrede havde han samme morgen haft i sinde at rejse hjem til Käthe og Wittenberg. Han kommer også med et udfald mod grevernes jurister: Hvis han skal blande sig mere med dem, så skal det være som en poltergeist!

Og han taler om jøderne, så man fornemmer hans berygtede og voldsomt usympatiske jødehad, som desværre kaster en mørk skygge over hans sidste år. 

Men tonen i brevene er først og fremmest præget af den store ømhed til ægtefællen. Luther forsikrer sin kone om, at hvis han kunne, så ville han vise hende sin kærlighed, og at de har det godt. 

Käthe behøver heller ikke at bekymre sig over, hvad han får at drikke: For byrådet i Eisleben giver ham til hvert måltid en liter italiensk vin, som er god, og den lokale landvin er også god, og det naumbergske øl er meget godt, bortset fra at det gør brystet fuld af slim med sit beg. Djævelen har nemlig overalt i verden fordærvet os øllet med beg og hos jer vinen med svovl, uddyber Luther. Men her er vinen ren, så ren som jordbunden nu tillader, tilføjer han straks beroligende til sin kone, som nok har tænkt sit.

I et brev fra den 10. februar, er Luther nærmest overstadig i sin humor. På grund af Käthes bekymring sker der alt muligt med dem, driller han, en brand opstod i deres herberg, og en sten i loftet faldt ned:  

”Jeg er bekymret for, at hvis du ikke holder op med at bekymre dig, så vil til sidst jorden opsluge os og alle elementer forfølge os. Er det mon hvad katekismen og troen lærer dig? Bed og overlad bekymringerne til Gud. Der står skrevet Kast din byrde på Herren, han skal bekymre sig for dig. Sl. 55 og mange andre steder.”

Sådan formaner den gamle doktor hustruen med bibelens ord. 

Vi er gudskelov friske og raske, forsikrer han også.

[Martin og Käthe malet af Lucas Cranach d.æ., sikkert i anledning af deres bryllup i 1526]

I det sidste brev fra Luther til hustruen – som helt symbolsk er skrevet på Skt. Valentinsdag den 14. februar – udtrykker Luther sit håb om at komme hjem i samme uge, om Gud vil. De unge adelige herrer er muntre, bemærker han, og kører i kane med narrebjælder, også frøkenerne, og de besøger hinanden i maskeradeudstyr og er i godt humør.

Sådan får vi i disse sidste breve et sidste billede af Luthers store og mangefacetterede personlighed: Hans ømhed for hustruen, hans iltre temperament med dets store skyggesider, hans engagement i politik og andre samfundsanliggender, hans humor og blik for livets gode og fornøjelige sider - og ikke mindst hans tro på at være i Guds gode hånd selv i svære tider.

Vi møder også denne tiltro i Luthers sidste prædiken den 15. februar 1546, som han holdt i en stuvende fuld slotskirke i Eisleben. Og han prædikede over netop Jesu’ ord til i dag, som dengang ikke havde en fast plads i Alterbogen: ”Kom til mig alle I som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” 

De ord havde Luther brug for at høre, men også hans tilhørere, i lyset af den forestående krig mellem protestanterne og katolikkerne, som brød ud kort efter, og endte med protestanternes totale nederlag. 

”De store herrer, kejseren, paven, kardinalerne og biskopperne, vil med glæde brænde og myrde os”, sagde Luther på prædikestolen, og fortsatte: ”Men det er som om Kristus med sine ord siger til os: Bliv bare hos mig, hold fast ved mit ord og lad alt andet fare. Hvis du bliver brændt og halshugget for det . . . . hvis ting går galt, så vil jeg give dig mod til endda at le deraf, selv om du vandrer på glødende kul . . . jeg vil give dig et leende hjerte, selv om tyrken, paven og kejseren og alle andre vil være fyldt med skrækkelig vrede og raseri . . . kom kun til mig”.

Det var den trøst og det håb – dette leende hjerte og dette trodsige livsmod - som Luther fandt i skriften, og som bar ham igennem et liv med et kæmpe arbejdspres og store udfordringer.

Disse sidste hensynsfulde breve til konen med deres trøst og munterhed var jo ikke hele sandheden. 

Luther havde store helbredsproblemer og følte sig til sidst i sit liv ofte også gammel og træt og kunne gribes af, hvad vi i dag vil kalde for gammelmandssurhed, og det der er værre. 

Han var overbevist om, at paven var antikrist, og at verdens ende var nær, og kejseren, som havde svoret at udrydde reformationen, hans livsværk, var nær med sin hær.                                                                          

To dage før døden sagde Luther dramatisk til sine venner: ”Hvis jeg kommer hjem til Wittenberg igen, så vil jeg straks lægge mig i min kiste og give maddikerne en fed doktor at spise.”

Den 17. februar var Luther svag om dagen. Hans rejseledsagere og venner og tre sønner, som var kommet ilende fra Wittenberg til Eisleben for at være hos ham, hørte hans bønner inde fra soveværelset, for dengang bad og læste man med lyd på. 

”Hvad siger I til, at jeg bliver her, hvor jeg er født og døbt?”, råbte han ud gennem døren. 

Han kom alligevel ud til aftensmaden kl. 20.00 og spiste med god appetit og var i godt humør, men fik så hjertekrampe. Derfor lagde han sig og befalede sig Gud i vold med et vers fra Salmernes bog, som dengang ofte blev brugt af de døende, Sl. 31, vers 5: ”I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud”. 

Han sov og vågnede igen ved et-tiden, takkede Gud for Kristi åbenbaring, gentog 3 gange salmeverset, sank sammen og svarede ikke mere. Først da grevinden havde salvet ham med rosenolie og akvavit, kom der lidt liv i ham igen. Og da han blev spurgt, om han ville dø i Kristi navn og bekende hans lære, svarede han ja.

[Luther malet om morgenen efter sin død, måske af Lucas Cranach d.æ. (1472-1553)]

Den 18. februar 1546 kl. 02.45 sov Martin Luther stille ind, men på hans bord fandt de næste dag en seddel, som han havde skrevet på latin og tysk den 16. februar – så det er det sidste han skrev og en slags testamente – hvor der stod følgende: 

”Virgils ”hyrdedigte” og ”landvæsenspoesi” kan ingen forstå uden i fem år at have været hyrde eller landmand.

Ciceros breve forstår ingen (således mener jeg) uden at have tilbragt 20 år med fremragende statsmandsarbejde.

Ingen bør tro han tilstrækkeligt har smagt på de hellige skrifter, hvis ikke han i 100 år har styret menigheder sammen med profeterne.

Derfor er 1) Johannes Døberen, 2) Kristus, 3) apostlene - et vældigt under.

Denne guddommelige ”Æneide” (dvs. dette heltedigt) skal du ikke forsøge at udgrunde, men dens fodspor skal du falde ned og tilbede.

Vi er tiggere; det er sandt.”

Tænk, denne ufattelige flittige og lidenskabelige mand, som alene med ordets magt havde forandret verden, så den aldrig blev den samme igen, forstod sig dybest set som en tigger, dvs. som den, der kun kan leve ved dagligt at tigge om hjælp til mad og andre fornødenheder.

Og som vi kan høre, var det heller ikke en let sag for Luther at blive åndeligt mæt eller at få smagt tilstrækkeligt på de hellige skrifter, som han siger.

For selv om Jesus lover at give os hvile og fred, så betyder det nemlig ikke, at vi som kristne ikke skal anstrenge os. Tværtimod.  

Det er ikke let at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv, endsige at elske sine fjender og bede for dem og alt det andet, som Kristus f.eks. kræver af os i sin Bjergprædiken.

Men at det ikke er let, betyder ikke, at vi ikke skal forsøge.                                                                        

At være et kristent menneske er heller ikke at vende ryggen til verdens udfordringer og problemer, eller til det, der er svært, i vort personlige liv.

Det gjorde Jesus jo ikke, da han levede her på jorden.

Tro er at leve med det, der er svært, og måske gør ondt, eller i hvert fald en bøn om at få kraft og styrke og indre sjælefred til at gøre det – en bøn om at få mod til at leve en tilværelse, som vi dybest set aldrig selv kan forstå eller magte.

Så sandt som livet ikke tilhører os selv, men er noget, som vi fik som en gave og en opgave.

Så sandt som vi alle er tiggere, og henviste til at tage imod, hvad livet byder os, og ikke selv kan bestemme, hvad livet kræver af os.

Men det er også derfor, at der altid er håb.

Fordi Han, der kræver alt af os, skænker os alt.

Fordi vi dybest set er i en andens hånd og har lov til at overlade vores bekymringer for alt det, som vi ikke selv kan kontrollere, til ham.

Det er den fred eller hvile, som Kristus vil skænke os, og som ikke kan adskilles fra hjertets længsel efter at være hos den, man holder af, og som holder af en.

Sådan som Luther i sine sidste uger længtes efter sin Käthe og i brev efter brev forsøgte at berolige sin bekymrede hustru.

Det er den trøst og det håb som evangeliet vil skænke os, og som selv eller måske netop i svære tider kan åbne vores øjne op for alt det glædelige, som livet også har at byde på, så ”mig dagen fryder trods synd og død” (DDS 754, vers 2).

Sådan som Luther selv i sin sidste svære tid alligevel hver dag fandt noget at fornøje sig over og opmuntre sin kone med.

”Mit åg er godt og min byrde er let”, siger Kristus, og dog kræver han så uendeligt meget af os og vores liv. 

Det er et paradoks, og det kan kun løses ved at tro på det, som Kristus først i dagens evangelium siger, er skjult for denne verdens vise og forstandige.

Ved at tro hvad kirken bekender og forstanden aldrig kan fatte: at Vorherre var mere end det største menneske der har levet på denne jord og mere end et ideal for alle slægter.

Ved at leve vort liv på det løfte, som lød i vor dåb, at Guds søn, den korsfæstede og opstandne Herre, er med os alle dage indtil verdens ende, og i sit ord og sine sakramenter giver os del i Helligånden, i den selvhengivende kærlighed, som fra evighed til evighed er mellem Faderen og Sønnen og binder dem sammen. 

Eller som Luther så kærligt formanende skrev til sin bekymrede hustru:

”Jeg har en, som bekymrer sig endnu bedre om mig, end du og alle engle. Han ligger i krybben og hænger ved en jomfrus bryst, men sidder alligevel ved Guds, den almægtige faders, højre hånd. Vær derfor rolig. Amen.”   

AMEN

Henvisninger:

Martin Luther: Udvalgte Breve af Martin Luther I – II. På dansk ved Dr. theol. A. S. Poulsen. København 1921-23.

Steffen Kjeldgaard-Pedersen og Carl Axel Aurelius: Nåde og fred i Kristus! Martin Luther i lyset af hans breve. København 2017.