Prædiken til 22. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 13. november 2022

Af sognepræst Peter Andreas Dornonville de la Cour

DDS 331 Uberørt af byens travlhed; 316 Helligånd, hør, hvad vi bede; 674 Sov sødt barnlille; 678 Guds fred er glæden i dit sind; 474 Jesus Krist, du gav mig livet; 732 Dybt hælder året i sin gang.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« AMEN (Matthæusevangeliet 18,1-14)

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hele menneskelivet er til stede i kirken i dag. Fra det lille barn som netop er blevet døbt til de ældste her i menigheden spændes en livsbue ud. Hver især forsøger vi at stemple ind - og finde os til rette dér, hvor vores livsalder rammer på buen.

Sådan er vi mennesker hele tiden i gang med at finde ud af, hvordan vi nu kan passe ind netop i det sted i livet, hvor vi nu engang befinder os. Nogle af os er måske trygge i vores alder og livsfase, Måske har vi fundet frem til de rutiner og krav og gøremål, som hører med dertil. Andre af os er måske nye og uprøvede i det, vi nu er nået til. Hvad hører f.eks. med til at have to børn frem for et? Hvad betyder det at være ung og ikke længere et barn? Hvad betyder det at være midt i livet og måske have opnået det man drømte om? Hvad nu? Hvad gør vi nu?

Det kunne være rart med et eksempel. Én vi kunne danne os efter. Én hvis råd og anvisning vi kunne følge.

Jeg tror, det var sådan disciplene havde det med deres Mester, Jesus. Fra det sted hvor de nu engang befandt sig i deres liv, var de brudt op og havde fulgt Jesus. De havde fundet sig til rette for en stund i et fællesskab omkring ham – med ham som deres hyrde og leder, bror og ligemand.

Kort forinden dagens læsning fra Matthæus, siger han så, at han snart skal dø og tages fra dem (Matt. 17,22). Det ændrer jo på det hele, og disciplene, som måske netop havde fundet sig til rette i deres vandrende tilværelse omkring Jesus, befinder sig nu i en overgang til noget nyt. Hvad så, hvad skal vi så gøre?

Hvem er så den største i Himmeriget? spørger de. Hvem skal vi rette ind efter, når du om lidt er væk? Og Jesus tar et barn frem og stiller det i deres midte. Bliv som børn, tag imod barnet, siger han. Sådan skal I indrette i jeres tilværelse. Uanset hvor I nu engang befinder sig på livets bane.

Der er to forhold i vores tid, som kan skygge for, at vi i grunden hører, hvad der her bliver sagt os. Det første er, at vi som udgangspunkt lever i en kultur, som har været præget af kristendommen i over 1000 år, og derfor har vi på en måde hørt det før. Dette at barnet er noget i sin egen ret, noget forbilledligt, noget som ikke blot er en livsfase, som skal overstås, men at barneblikket er en bærer af sandhed og et budskab, som rækker ud over sig selv og til den anden på tværs af generationer og tid. Vi ser det konkret i barnedåben. Vi ser det i julefejringen lige om lidt - i Jesusbarnet. 

[Døbefonten i Vestervang Kirke. Foto: Sille Arendt]

Barneblikket er særligt, og det er ikke noget, som bare skal overstås på vejen til at blive en "rigtigt" voksen og et "rigtigt" menneske.

Så langt så godt. Men nogle gange kan jeg overveje, om vi, i vores kultur, har fordrejet denne meddelelse i en sådan retning, at vi ophøjer og ærer – ikke barnet – men det barnlige. Bliv som børn, hører vi vor Herre sige, og lader det betyde, at så må vi hellere lade vores børn bestemme det hele: Hvad vi skal spise og lave, og hvordan vi skal klæde os. Og så spiser vi pølsehorn og pasta til aftensmad, vi leger gemmeleg og ser Ramasjang og går udenfor i T-shirt, selvom vi skriver november. Ja, indrømmet, I hører i dag på prædikestolen udover jeres præst også en almindelig småbørnsfar. Men nok om det – for jeg mener ophøjelsen af det barnlige går videre i vores samfund end blot til anekdoterne fra mit eget liv. Eksemplerne på det kan vi gemme til kirkekaffen, synes jeg. Om det så er de voksne mænd i lycra-shorts og hættetrøje eller den mere generelle og abstrakte forargelse over, at der i et voksen- og samfundsliv overhovedet kan stilles krav til et menneske og dets opførsel.

Men hvad er det da, vor Herre mener, når han siger, at vi skal blive som børn og tage imod et barn i hans navn? 

Det sidste er altafgørende. Vi skal blive som børn i Jesu navn. Vi skal tage imod et barn i Jesu navn. Og det betyder, at barnekåret ophøjes og æres, når vi forstår det i sammenhæng med vores Gud. Når vi ærer barnet og tager vare på barnet i os selv og i den anden, så ærer vi Gud. Så ærer vi det, han har givet os i gave. Mister vi dette perspektiv, dvs. glemmer vi Jesu navn i sammenhængen at blive som børn, så er det, at vi står i fare for at begynde at ære det barnlige, og ikke barnet. Så er det, at vi med dette ”at blive som børn” vender Jesu lære på hovedet og kaster al ansvar fra os. Så bliver vi selvoptagede og selvretfærdige.   

Når Jesus peger på barnet og byder os at tage imod det i hans navn, så byder han os at tage vare på den udsatte og den magtesløse i vores verden. Når han byder os: Bliv som børn, så minder han os om, at vi - uanset vor forskellige livsaldre - alle fundamentalt set befinder os det samme sted som barnet – vi er i vor menneskelighed udsatte og magtesløse. Jo, vi kan gribes af medlidenhed og barmhjertighed med vores næste. Det gør Kristus også. Men vi skal være opmærksomme på ikke at ophøje os selv i vores medlidenhed, som om vi selv havde alt vort eget på det tørre. 

Til slut: En stemme vil nu måske sige: hvis vi alle er så magtesløse, er det så ikke bare den blinde, som leder de andre blinde? Er vi så ikke i grunden ilde stedt? Og er vores højt udviklede samfund ikke et bevis på det modsatte? På alt det mennesket formår og kan? 

Lad os med apostlen Paulus svare; når jeg er magtesløs, er jeg stærk. Fordi han overgiver magten til Kristus, sådan som vi også gør og siger, hver gang vi beder Fadervor, bønnen som dåbsbarnet gives i gave: Komme dit rige, ske din vilje! Deri er vi stærke, ikke i os selv.

I overgivelsen og hengivelsen til en anden magt bliver vi som børn. Vores egen vilje bliver vi aldrig fri af. Den kommer også fra Gud. Og den er stærk i ethvert menneskebarn. Lad den være stærk, lad den være et tegn fra Gud, og lad den kæmpe med Gud, og lad den finde fred i Gud – i øjeblikke på jorden og i himmerigets evighed.

Sådan hørte jeg evangeliet i dag. Der var mindst til to andre prædikener i dagens evangelielæsning. Dem må vi have til gode. Amen.