Prædiken til Alle helgens dag 2022


Prædiken til mindegudstjenesten på Alle helgens dag holdt i Vestervang Kirke den 6. november 2022

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Program: Introitus: J.S. Bach: Jesus bleibet meine Freude (fuldt kor); DDS 46 Sorrig og glæde; Salme til Alle helgen af Mette Dansøn/Morten Poulsen; Richard Strauss: Die Geogine (v. sanger Maria Blum Bertelsen); navne på årets døde læses op; Johannes Brahms: O Tod (v. sanger Piet Larsen); navne på årets døde læses op; Sebastian: Stille før storm (v. Sanger Peter Bonde-Glipstrup); DDS 321 O kristelighed!; under nadveruddeling: J.S. Bach: Salige er I, genløste fromme; nadververs DDS192/7: Du som har dig selv mig givet; DDS 787: Du som har tændt millioner af stjerner; Exitus: Morten Poulsen: Lux Aeterna (fuldt kor).

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« AMEN ( Matthæusevangeliet 5,13-16)

 

Vær forsat ved vor side,

når stormen stilner af.

Vær hos os, når vi søger, til vores kæres grav.

Giv, at vi aldrig mister 

velsignelsen fra dem,

men altid bærer med os

det gode, de bar frem.

 

Sådan lyder det i en salme, som den norske digter Svein Ellingsen har skrevet til Alle helgen.

Her udtrykkes det godt og stærkt, synes jeg, at netop velsignelsen, det gode hos det menneske, vi har mistet, fastholdes og lever videre i os som lys og salt i vort eget liv.

Det skylder vi også det menneske, som er gået bort, at gøre vores til, dvs. at forsøge altid at se det bedste i dem, som vi har mistet.

 

Men velsignelsen er i bibelen mere forbundet med at blive set, end med hvad vi selv ser i os selv og i hinanden.

Det kom jeg til at tænke på, fordi jeg forleden læste noget af den kendte forfatter Jens Christian Grøndahl, som i sin ungdom boede med sin familie her i Helsingør.

Jens Christian Grøndahl gik i skole på et temmelig gudsforladt sted i Helsingørs udkant, har han selv fortalt, så jeg er temmelig lettet over at kunne præcisere for jer, at det var Skolen ved Rønnebær Allé og ikke Gurrevejens Skole her ved siden af Vestervang Kirke.

 

[Jens Christian Grøndahl, forfatter, født 1959. Foto: Wikipedia]

 

I sit essay ”Hjemme i Europa” fortæller Jens Christian Grøndahl om et ophold i Rom i 2014, hvor han en solbeskinnet forårsdag går tur langs en stor historisk kirkegård.

Derfor kommer han til at tænke på døden og tidens gang og på sin mor, den kendte kunstfotograf Marianne Grøndahl, som døde i 2012.

Hvor er det mærkeligt at tænke på, at hans mors lejlighed nu bebos af andre og ikke længere er til som i hans erindring. Han husker jo til punkt og prikke, hvordan hendes møbler stod, og hvordan solen på netop dette tidspunkt af dagen faldt ind over dem og gav stuen et særligt skær. 

De første måneder efter hans mors død i 2012 syntes han somme tider, at han så hende komme cyklende på gaden på sin gamle sorte damecykel.

Men nu er han og hans kone og børn hendes efterladte.

Det betyder, at de nu må mindes hende – altså se hende for sig – og forsøge at holde fast i alle deres billeder af hende og dele dem med hinanden.

Men der er også en anden synsvinkel, siger han.

 

For Jens Christian Grøndahl kan ikke lade være med at føle, at hans mor stadigvæk ser på ham.

Han ved godt, at hun for forstanden at se er død og borte, og at en psykolog ville kalde det for en projektion af hans længsel efter hende. Men han føler alligevel, at hun ser ham endnu. Jeg tænker ikke så meget på, hvad hun ville have sagt om, hvad vi går og foretager os, forklarer han. Det er ganske enkelt hans mors blik: Uden tanken om det ville jeg føle, at jeg selv var død en smule. Vi er stadig forbundne, selv efter døden.

Man behøver ikke at tro på et liv efter døden for at have på fornemmelsen, at de døde betragter os, siger Jens Christian Grøndahl forsigtigt. 

 

En anden af vor tids største digtere, Søren Ulrik Thomsen, er mindre forsigtig, og spørger: 

”Hvorfor skal mennesket ene af alle levende væsner kende sin dødelighed?” 

”Måske fordi mennesket skal leve evigt”, svarer han selv og fortsætter: ”efter at jeg som årene er gået, har oplevet, at mennesker, der stod mig nær, er døde, er det nu ikke længere kun et spørgsmål om, hvad jeg tror, men også om, hvad jeg ikke kan tro. Jeg ved, at min mormor er død, men når jeg tænker på hendes levende blik, hvori jeg så hendes sjæl se mig, kan jeg ikke tro, at jeg aldrig skal se det igen.”

Tanken om opstandelsen og det evige liv er i sandhed hinsides al fornuft, men samtidig forekommer det mig ikke længere mere fantastisk end det forunderlige liv, vi allerede lever.”

Sådan sagde Søren Ulrik Thomsen.

 

[Søren Ulrik Thomsen, forfatter, født 1956. Foto: Wikipedia]

 

Nærmere end dette ’måske’ og denne undren over tilværelsens under og vores egen dødelighed kommer fornuften vel aldrig til at forstå det kristne opstandelseshåb.

Men dette håb er for begge disse to fine og tankefulde digtere – hvad enten de nu kan skrive under på trosbekendelsens ord eller ej – uløseligt knyttet til, at vi bliver set af mennesker, som havde os kær.

Vi ses, siger vi så ofte, men vi ser kun i dyb forstand, hvis vi ses.

 

Når vi mister vore kære, så forsøger vi at holde fast i de gode minder. Det skylder vi dem i hvert fald, og det er en opgave, som er forbundet med dyb mening, ømhed og taknemlighed, og som vi heldigvis aldrig bliver færdige med.

Alt andet i livet forsvinder som bekendt, når vi tager af det.

Når jeg hæver penge på min konto i banken, så bliver der desværre mindre tilbage til næste gang.

Men jo flere minder, som man finder i sit indre om et kært menneske, desto flere dukker der frem.

Sådan kan et kært menneske, når det synes helt borte, alligevel være som den magiske pung i folkeeventyret, som aldrig tømmes – som den pung, som man altid kan tage et nyt guldstykke op af.

 

Hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at ethvert menneske rummer så uendeligt meget, og vel især med det forhold, at jo mere man elsker et menneske, desto svære er det at beskrive det endegyldigt og putte det i en bestemt kasse, endsige lægge låg på kassen.

Men det skyldes også dette, at vi ser vort eget liv i lyset af den kærlighed, som vores kære gav os.

Og at det er som om deres blik endnu hviler på os og giver tyngde og mening til vort eget liv, og også når vi taler om de svære minder og ikke kun om de gode minder.

 

Vi kan ikke se saltet i maden, hvis den er rigtig saltet, men saltet i maden giver maden dens smag og bevarer den.

Vi kan ikke lyset, men vi kan se alt andet i lyset, som giver farver og perspektiv til verden.

Vi kan ikke se vores døde i ordets normale forstand, men de giver smag og skygge og farver til alt i vores eget liv, så længe vi lever – forhåbentlig god smag og smukke farver.

 

Det er døden ikke at blive set – at være ene i mørket.

Det er livet at blive set – ikke at blive overset eller gennemskuet og sat på plads, men at blive set på med et kærligt, forstående blik, som giver en plads til at være sig selv, og som ser ens muligheder. Sådan som forældre kan se på deres børn.

Og vi har lov at tro på at Gud ser på både levende og døde sådan - med et kærligt og tilgivende blik, som forandrer vort eget syn på os selv og hinanden.

 

Derfor siger Jesus i dagens tekst til sine disciple: ”I er verdens lys. I er jordens salt”.

Disciplene var ikke de store lys i andres øjne eller perfekte overskudsmennesker – tværtimod. 

De kendte til tvivl og til at miste og svigte, og de misforstod tit, hvad Jesus sagde og gjorde. 

Men han siger alligevel, at de er verdens lys og jordens salt.

Det er nemlig ikke noget, som de er i sig selv eller ved egne kræfter. 

 

Og det er heller ikke noget, som de engang skal blive ved at tage sig sammen og forbedre sig.

De er verdens salt og lys i kraft i kraft af den næstekærlighed, som han har kaldet dem til.

Men først og fremmest i kraft af det evangelium, den kærlighed, som de selv har fået og snart skulle forkynde til alle andre: Evangeliet om syndernes forladelse – om at man kan få lov til begynde forfra – selv der hvor alt ser håbløst ud. 

For Gud ser os selv i mørket, og når vi føler os forladte, eller måske selv har forladt andre.

 

Vi bliver set af den kærlighed, som overvinder alt, hvad der skiller os fra hinanden, og som er stærkere end selv døden.

Det er det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, som lyder når vi bærer de små til dåben og siger farvel til de døde.

Derfor ser vores kære os endnu. 

Fordi de som os har fået del i den kærlighed.

 

Vi er ikke på et gudsforladt sted, sådan som Jens Christian Grøndahl med et glimt i øjet karakteriserede sin skolegang i Helsingørs udkant for 50 år siden.

Vi ses i lyset af den kærlighed, som vi alle i nådefulde glimt har erfaret igennem livet med dem, som vi fik at dele det med. Dem vi i dag må mindes og takke for.

Derfor er livet godt og velsignet og værd at leve – trods død og mørke, sorg og savn.

 

Det er ikke altid, at vi selv kan se det.

Men enhver gudstjeneste slutter med disse ældgamle ord af Israels første præst, Moses’ bror Aron:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

AMEN

 

Henvisninger:

Jens Christian Grøndahl, Hjemme i Europa, 2015

Søren Ulrik Thomsen, Pro Ecclesia, trykt første gang i “Kritik af den negative opbyggelighed. 7 essays af Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen”, 2005 (senere genoptrykt i Søren Ulrik Thomsens essaysamlinger: ”Samlede Thomsen” og ”Tro mod ritualet”). 

I en note til det i prædikenen bragte citat om hans mormors blik skriver Thomsen følgende, tankevækkende: ”Ved nærmere eftertanke blev et frø til min tro på det evige liv sået langt inden, nemlig for 35 år siden, hvor en meget levende og intens kvindelig bekendt pludselig tog livet af sig. Hendes veninde sagde, at ”det var et helt univers, der gik til grunde”, og denne bemærkning har jeg ofte tænkt tilbage på. For netop fordi hvert eneste menneske er et mysterium og ikke blot endnu et individ i en lang biologisk kæde, tror jeg slet ikke, at det kan gå til grunde.”

 

[Alterfigur af billedhugger Hein Heinsen, født 1935, i Vestervang Kirke. Foto: Leif Valbjørn]




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023