Prædiken til 20. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 30. oktober 2022

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 413 Vi kommer, Herre, til dig ind; 367 Vi rækker vores hænder frem; 299 Ånd over Ånder; 320 Midt iblandt os er Guds rige; 192/vers 7; 55 Ved Jesu navn forlades alle synder.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« AMEN (Matthæusevangeliet 21,28-44)

Kære menighed!

Man siger, at når et nybygget skib i sin tid forlod Helsingør Skibsværft, så var der samtidigt smuglet materialer ud gennem værftets port, der kunne strække til at bygge et andet. Materialer som arbejderne enten havde forarbejdet i arbejdstiden eller i deres pauser på værftets værksteder, eller ville forarbejde derhjemme. 

Det kan man stadigvæk se mange steder i Helsingør i form af f.eks. smukke smedejernshavelåger med solen der stiger op over Øresund. Men det kunne også være hele rørsystemet til en arbejderboligs centralvarme, som var blevet smuglet ud i små stykker og sat sammen derhjemme.

Den tidligere chef for Helsingør Kommunes Museer, Kenno Pedersen, hvis familie i generationer har været ansat på skibsværftet, lavede i 1995 ligefrem en udstilling om arbejdernes produktion af private sager i arbejdstiden – af hvad man kalder for fusk - og skrev et muntert og meget informativt udstillingskatalog om den store og kreative tradition for fuskeri i Helsingør og specielt på skibsværftet. 

I udstillingskataloget med titlen ”FUSK” kan man se flere hundrede smukke og pudsige eksempler på fusk, som nok er blevet fundet på Helsingørs pulterkamre. Der er bl.a. kander og lamper og lysestager og kobberkedler og askebægre og kunstfærdige jernskulpturer og andre pyntegenstande og små træmøbler og legetøj – ja der er endda Danmarks måske første motordrevne græsslåmaskine.

[Forside til Kenno Pedersens udstillingskatalog og bog "Fusk", Helsingør 1995]

De tidligere arbejdere på værftet fortalte i forbindelse med udstillingen også Kenno Pedersen, hvordan fuskeriet ikke hvert år mindst tog fart omkring den 1. november, når der skulle laves julegaver – som f.eks. en lille seriefremstillet dampmaskine til arbejdernes drenge.

Selvfølgelig var fuskeriet ikke officielt tilladt, og blev man grebet i at smugle materialer ud fra værftet, så kunne man sagtens risikere en fyreseddel for tyveri.

Men så blev folk ofte ansat lidt senere igen, og der blev i al almindelighed set mellem fingrene med fuskeriet.

Det fremgår også af historien om en arbejder, som var blevet grebet af pinsebevægelsen og som ivrig genfødt kristen fortrød, at han ikke havde overholdt det syvende bud om ikke at stjæle. Derfor læssede han resultaterne af mange års fusk i arbejdstiden på en trækvogn og kørte den ned på værftet og afleverede den til værftets berømte direktør i en menneskealder, H.P. Christensen. Men direktøren bemærkede bare stilfærdigt, at man ’da ikke må håbe, at vækkelsen griber om sig i byen, for så er der ikke plads til os på værftet’.

Ifølge en mere kendt historie skal H.P. Christensen engang have udtalt, at hvis han ved hjælp af en magisk fløjte kunne få alt materiale fra skibsværftet til at flyve tilbage, så ville haveforeningen Solbakken og størstedelen af lystbådene i Helsingør Nordhavn med ét slag forsvinde. 

Og en anden version af historien siger ligefrem, at hele Helsingør så ville synke i grus!

Hvilket minder mig om nogle ord af en kendt amerikansk kirkehistoriker (Jaroslav Pelikan), som engang stillede følgende retoriske spørgsmål:

”Jesus af Nazareth har været den dominerende skikkelse i Vestens kultur i næsten 20 århundreder. Hvis det var muligt med en slags supermagnet at trække enhver stum metal ud af den historie, som bærer i det mindste et spor af hans navn, hvor meget ville der så være tilbage?”

Dette spørgsmål synes jeg, at dagens evangelietekst lægger op til, at vi stiller os selv.

For jeg er overbevist om, at hvis man ved hjælp af en trylleformular kunne fjerne alt, inkl. bygninger, kunstværker, kultur, institutioner og lovgivning, som bærer præg af kristendommen, så ville i hvert fald vores del af verden se helt anderledes ud.

Så ville verden måske se ud som verden gør i den anden af de to lignelser, som vi hører i dag.

Vi hører om en vingård, som er forpagtet ud til nogle mennesker.

De har overtaget en vingård, som er godt anlagt. Ejeren har allerede plantet vinstokkene, og han har omhyggeligt bygget et hegn om gården for at holde vilde dyr ude og et tårn, hvorfra man kan holde øje med røvere, som måske vil stjæle fra plantagen. Ejeren har endda gravet en perse til at forarbejde vindruerne til liflig vin, når de engang kan plukkes.

Men sådan en nyplantet vingård giver først frugt efter 3 til 4 år, så ejeren rejser udenlands, og forpagter sin gård til nogle vinbønder, som skal passe plantagen mod at få del i overskuddet.

Da tiden er gået, altså en 3 til 4 år, og vingården begynder at give udbytte, så sender ejeren først sine tjenere for at få udbetalt sin fortjeneste. Men forpagterne holder ikke deres del af aftalen. En tjener tæsker de og andre slår de ihjel eller stener. Og da ejeren til sidst sender sin søn, slår de ham ihjel for selv at kunne beholde vingården.

Hvad er det for en verden, som her rulles op for os?

Det er verden, hvor der dybest set ikke er noget, som hedder ret eller pligt eller barmhjertighed. Det er en verden, hvor mennesker tror, at de kan slippe af sted med at bryde indgåede aftaler og med hvad som helst. En verden hvor mennesker tænker, at man bare kan tage andres ting, hvis man har magt til det, og hvor målet helliger midlet.

Det er en verden uden Gud, eller hvor Gud synes langt borte og ufarlig, og en sådan verden bliver før eller siden voldelig og ubarmhjertig, siger lignelsen. 

Fordi det er en verden, hvor mennesker glemmer, at vi altid skylder mere, end vi har krav på, og at vi intet har, som vi dybest set ikke har fået betroet og engang skal levere tilbage.

I en sådan verden bliver alting nemlig til sidst sort og hvidt. 

I en sådan verden synes man, at det er de andre, som snyder en, og glemmer, hvad man selv er skyldig.

Vi kalder normalt denne fortælling for lignelsen om de onde vinbønder, men der står intet om, at de i udgangspunktet er onde.

Hvem ved, vinbønderne har måske i begyndelsen haft de bedst intentioner, da de indgik forpagtningen.

Men nu har de i flere år slidt og slæbt med det tunge markarbejde, og de har måttet vente længe på at få udbytte af deres slid og uden at se ejeren. 

Måske har de til tider har talt med hinanden om, at ejeren bare var en kapitalist, som ville udnytte dem og deres familie og skumme fløden af deres arbejde uden selv at få beskidte hænder.

Måske har de forarget tænkt på vingårdsejeren, ligesom vi vel ofte tænker med forargelse på danskere, som i sus og dus lever af deres investeringer i skattely i udlandet. 

Men hvad der måske i begyndelsen har været en forståelig social indignation hos disse vingårdsbønder, er så kammet over i den slags selvretfærdighed og ondskab, som kan legitimere selv mord.

Ja, vi ved selvfølgelig ikke, hvad disse vinbønder i grunden har tænkt . . .

Men vi ved, at Jesus fortalte sin lignelse på tempelpladsen til folkets ledere, og at de forstod, at det var en kritik mod dem, og at det var medvirkende til, at de snart efter slog Jesus ihjel.

Det var dem selv, der var utro forpagtere af vingården. Det var dem selv, der havde slået de profeter ihjel, som Gud igennem århundreder havde sendt til Israel.

Fordi de ikke ville høre på profeternes kritik af deres forvaltning af magten. Når profeterne gang på gang kom og revsede dem for at ignorere Guds lov og for at tage imod bestikkelse og for ikke at beskytte de svage, de fattige, de forældreløse og de fremmede iblandt dem.

Sådan rummer vores lignelse en magtkritik, som har dybe rødder i Israels historie. 

Hvilket i øvrigt er passende at høre her i slutspurten af valgkampen, før vi på tirsdag skal vælge et nyt folketing.

For måtte de der får magten her i Danmark ved valget i overmorgen aldrig glemme, at de har magten til låns, og at magten er farlig, fordi den så let blænder os og gør os selvretfærdige. Fordi den så let får os til at glemme, at vi alle begår fejl, og at vi dybest set intet har, som vi ikke har fået betroet, og engang skal aflægge regnskab for.

Men vores lignelse rummer først og fremmest et forunderligt billede af den Gud, som vi møder i både Det gamle og Det nye Testamente - af den Gud, der gang på gang giver folk en ny chance.

En Gud der for forstanden at se handler fuldstændig idiotisk og sender sine profeter igen og igen og til sidst sin egen søn, selv om det koster ham livet.

For sådan er Guds kærlighed og retfærdighed. 

Den overgår al menneskelig ret og rimelighed og giver sig hen selv til uretfærdige mennesker og selv til døden på et kors.

Hvis vi forstår dette, så forstår vi måske os, at vort liv aldrig er sort og hvidt, og at der i ethvert menneske er både godt og ondt at bygge på.

Ja, da forstår vi vel også den første lignelse, som vi hører vi i dag.

Den om faren, som sender sine to sønner ud at arbejde i sin vingård.

Den første søn sagde ja, men skulkede så fra arbejdet.

Den anden sagde nej, men tog alligevel fat.

Det lyder umiddelbare så banalt, at det er bedre at gøre, hvad ens gamle far beder en om, selv om man først siger nej, end at sige ja og love at gøre det og så alligevel skulke.

Men lignelsens pointe er, at det er den forkerte, som gør det rigtige.

Det er ikke ham med de rigtige meninger og intentioner, men den anden som ender med at gøre sin fars vilje.

Sådan siger evangeliet igen og igen, at den, som synes ubrugelig eller svag og foragtelig, kan gøre det rette, og at den, som siger alt det rigtige, ikke nødvendigvis lever op til sine fine ord.

For vi er alle fuskere overfor Vorherre.

Vi bearbejder og nyder alle noget, som dybest set ikke tilhører os selv.

Vi der skylder Gud og hinanden alt og aldrig selv får gælden betalt.

Derfor skal se på os selv og hinanden med overbærenhed og se igennem fingre med fuskeriet, så længere det ikke tager overhånd og skader andre.

For en verden hvor alting er sort og hvidt, og hvor loven skal holdes for enhver pris, er en selvretfærdig verden uden kreativitet og skønhed, uden menneskelighed.

Det bliver en verden uden alle disse smukke og pudsige og nyttige ting fra skibsværftet i Helsingør, som vi heldigvis endnu kan se i Kenno Pedersens fine bog.

Så husk: Fusk!

AMEN

[Eksempler på fusk fra Helsingør Værft fra Kenno Pedersens bog "Fusk"]

Henvisninger:

Kenno Pedersen: Fusk. Helsingør Kommunes Museer 1995.

Kenno Pedersen: Fusk kunne blive blodig alvor. Folk og minder fra Nordsjælland, årg. 50, 1995, s. 35 – 42.

Ole Schierbeck: Det daglige fusk. Artikel i dagbladet Politiken, 24. september 1995.

De 2 fotografier er taget fra https://bookstone.dk/shop/1324-humor-og-satire/14416-fusk/,

hvor man p.t. kan købe Kenno Pedersens bog for 50 kr.