Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis 2022


Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 23. oktober 2022

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour

 

Salmer: 728 Du gav mig o Herre; 435 Aleneste Gud; 335 Flammerne er mange; 592 I dag er nådens tid; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 752 Morgenstund har guld i mund

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.« (Johannesevangeliet 1,35-51) AMEN

 

Hvordan bliver tro til?

Det vil jeg prædike om i dag . . .

 

Naturligvis gives der ikke noget enkelt svar på det. Troens plads og rolle i menneskelivet hører sammen med håbet og kærligheden til det gådefulde i vores tilværelse. Hvor start og slutning ikke kan skelnes klart. Sådan er troen et mysterium midt i vores daglige liv. Her i kirkens midte finder dette mysterium et svar i dåbens og nadverens hellige handling. Ikke sådan at troens mysterium opklares og forsvinder i disse handlinger. Tværtimod. Men i disse handlinger kan vi gøre vores tro og svare helt fysisk med vores eget legeme på et kald, som lyder fra vores Gud. Det er ikke hovedet og tanken, der svarer. Det er hele vores krop.

 

Sådan gør vi i sakramenterne. Men nu i prædikenen vil vi give plads til tanken og hovedet og forsøge at lytte. I dag vil vi tænke med evangelisten Johannes. Og lytte efter hans livtag med at beskrive, hvordan tro bliver til. Ikke som endegyldige svar eller en tjekliste. Men som mulige veje til at beskrive og tale om tro.

 

Vi får 4 bud. Men først omstændighederne: Det er i tiden, hvor Johannes Døberen prædiker i Israel. Han taler til omvendelse. Han taler til mennesker. Og han vil have dem til at se indad. Der har været meget at være utilfreds med dengang. De romerske besættere. Fattigdom. Undertrykkelse. Nogle af datidens mennesker samlede sig omkring Johannes. Og så siger han til dem: Vend utilfredsheden imod jer selv! Omvend jer! Men ikke for at følge mig. Frelsen kommer ikke fra mig. Der skal komme en anden, han skal blive større, jeg skal blive mindre.

 

Sådan må vi forestille os den formiddag på den støvede vej i den lille landsby Betania: Johannes med to af sine følgere omkring sig. Og så ser han Jesus komme gående. Med ordene ”Se, dér er Guds lam” udpeger han Jesus for dem. Og de forlader Johannes og følger Jesus. 

 

["Se, dér er Guds lam". Af den italienske barokmaler Domenico Zampieri, 1581 - 1641]

 

Hvor kom troen fra? Ja, i første omgang dette, at et andet menneske pegede på troens indhold: At på Gudmennesket Jesus skuldre kan lægge vores synder. Vores egne synder som Johannes vil have os til at se i øjnene.

 

Kommer troen med det samme for de to disciple? Vel ikke rigtig. De går hen til Jesus, de kalder ham rabbi, som betyder Mester, de bekender ikke, men spørger i stedet hvor han bor. ”Kom og se” siger han, de hører et ord, de bydes indenfor, de føler sig velkomne hos ham de kalder Mester. Er det så første eller andet skridt på troens vej?

 

Det kommer sig ikke så nøje, tror jeg. Men noget sker. Efter en dags tid kan Andreas bekende overfor sin bror Simon: ”Vi har mødt Messias”, det betyder, vi har mødt vores frelser. Simon hører det ord, og han går til ham, de kalder Messias. Det bliver et voldsomt møde. Simon får et nyt navn, en ny identitet, et nyt liv i mødet Kristus. Er det sådan, troen viser sig for os?  Ja, i øjeblikke af større eller mindre varighed, forstår vi, og erfarer vi dette. Men livet igennem erfarer vi også, at denne nye identitet strider i os med vores gamle medfødte identitet. I den gamle identitet er vi angste for os selv og verdens udvikling. I den gamle identitet måler og vejer vi os selv med de andre, så vi bliver lede og kede af begge dele. I den nye identitet erfarer vi os selv og hinanden som lemmer på den samme krop, Kristus, som grene på den samme stamme, Kristus. Sådan er vi ikke i konkurrence med hinanden, sådan arbejder vi nu i samme retning, sådan er vi bundet til den samme jord i samhørighed og uden angst. Hver dag i et kristent menneskes liv sender vi vores bøn til vor Herre, at vi må erfare os selv som dette nye menneske. Og hver dag mislykkes vi i vor gerning. Hver dag bærer vor Herres vilje og kærlighed os videre, og han siger Følg mig! På samme måde som han siger det til Filip, Andreas’ ven, som vor Herre møder på sin vandring, da han er brudt op fra den lille landsby Betania.

 

Følg mig! Sådan kan troen også erfares som det at høre et kald til en gerning. Lad os gøre status et øjeblik. Tre trosmøder har Johannes beskrevet indtil nu. Først Døberen som udpeger vor Herre for Andreas og den anden discipel med ordene ”Se, der er Guds lam”. Så dette at de faktisk følger udpegningen og går til vor Herre. Så mødet med ordene ”Kom og se!” Så dette at Andreas giver sit møde videre. Han fortæller sin bror Simon om det hele, og det bliver begyndelsen på en helt ny identitet og selvforståelse for Simon. Så det tilfældige møde med Filip undervejs til anden by. Men så tilfældigt er det heller ikke. Filip kommer fra samme by som Andreas og Peter.

 

I forstår nok nu, at Johannes i denne sin fortælling kort og godt skildrer, hvordan troen på Kristus spreder sig også igennem dette, at vi for hinanden udpeger Kristus. Johannes udpeger ham for Andreas. Andreas udpeger ham for Peter. Filip kender Andreas og Peter. Det er den gryende menighed, den gryende kirke, vi hører om. 

 

Og sådan hører troen også sammen med menigheden, må vi forstå. Uden dog at være ét med menigheden. Hvordan troen åbenbares og erfares i hver enkelt af os kan være temmelig forskellig, det ved vi nok. Men det fælles punkt midt i menigheden, det er Kristus. Og herfra taler han til os som enkelte mennesker med hver vores sjæl og hver vores længsel.

 

Sådan kan vi forstå os selv som lemmer på hans krop. Med hvert vores sind og hver vores byrde kommer vi til kirke i dag. Nåden er at vi ikke skal bære det alene. Nåden er, at vi aldrig er forhindrede i at sende vores bøn op til vor Herre med englene, som Jakob så på himlen over sig stige op og stige ned. Sådan beder vi, at englene vil bære vores vore bønner op til ham, som alene kan bære vores tro på forløsning midt i denne verdens uro. Lad os se denne uro i øjnene, som Døberen peger på. Måske vi derigennem kan bane vej for den tro, som bor i os alle. Som er mystisk og gådefuld. Og kilde til evigt liv.

 

Endnu er Gud at nå. Endnu er himlen åben. Det er vor bøn i dag.

 

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023