Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis 2022


Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 16. oktober 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 28 De dybeste lag; 308 Helligånd, vor sorg du slukke; 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb; 292 Kærligheds og sandheds Ånd; 368 Vintræ og grene og frugt hører sammen;192/vers 7; 731 Nu står der skum fra bølgetop.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« AMEN (Johannesevangeliet 15,1-11)

 

Det er ikke til at fatte, at alting skal forandre sig. At mennesker gror inde i andre mennesker og kommer ud og får navlestrengen skåret over for at kunne vokse videre på deres egne ben, for så at blive større og større, for så at blive mindre og mindre og til sidst gro ind i jorden under deres fødder. Det er ikke til at fatte. 

 

Sådan siger de gamle mænd i Tina Månssons roste debutroman fra 2019 Hestehullerne, som min mor gav mig i fødselsdagsgave.                                                           

De gamle mænd fortæller for at holde døden på afstand, og fordi de ikke kan lade være med at stikke næsen i andres sager. 

De fortæller om menneskeskæbner i deres lille lokalsamfund i 1950erne, som er løseligt tegnet over Tuse Næs i Holbæk Fjord. 

Men selv om forfatteren, psykologen Tina Månsson, har slægt, som stammer derfra, og flere af de 12 fortællinger er inspireret af hendes egen familiehistorie, er det en fiktiv roman.

 

Vi møder den unge kemiingeniør Irving, som vokser op i et kærlighedsløst hjem, og ikke kan tage imod den kærlighed, som bagerjomfruen tilbyder ham. 

Vi lærer den polioramte Lau at kende, som ikke tør kigge på sin deforme krop, men måske får nyt selvværd, da han opdager, at den snakkesalige kirketjener Inge belurer ham. 

Vi hører om pigen Esther, som holder op med at spise og læse, da hendes syge mor indlægges på hospitalet på fastlandet, men med livet som indsats til sidst genforenes med hende. 

Vi hører om en anden pige, som efterlades på et børnehjem, og aldrig ophører med at spørge ”Har Du set min mor?”, indtil en kvinde en dag faktisk ved, hvem det er. 

Der er Vagn, som forsøger, men heldigvis uden held at begå selvmord i fjordens lumske og uforudsigelige, skjulte strømhuller - i de hestehulller som har givet bogens den titel – men så heldigvis møder damefrisøren Helen.

Der er en stærk beretning om en kvinde, som ikke kan tilgive den elskede, der i ungdommen svigtede hende på det groveste, og dog ikke mister håbet om forsoning. 

For som det hedder romanen, så findes der hændelser, som er for store til at kunne tilgives, mens vi er i live, men for små til at holde os adskilte i den kolde jord. 

 

Der er i Tina Månssons debutroman Hestehullerne skarpe billeder af disse og andre mennesker i livets og dødens vold.

Hun er en forfatter med sans for såvel vores forskellige sind og skæbner som for det tragikomiske og det mørke og uforståelige i tilværelsen. 

Selv om livet langt fra altid synes at have en dybere mening, og til tider ender ulykkeligt, kan det uventede gode altid indtræffe, synes denne livskloge og underfundige bog at sige.

Men dybest set er og forbliver vores liv ifølge romanen en tvetydig gåde. 

For: Det er ikke til at fatte, at alting skal forandre sig. At mennesker gror inde i andre mennesker og kommer ud og får navlestrengen skåret over for at kunne vokse videre på deres egne ben, for så at blive større og større, for så at blive mindre og mindre og til sidst gro ind i jorden under deres fødder. Det er ikke til at fatte.

 

 

Når vi hører dagens evangelium, hvor Jesus sammenligner sig selv med et vintræ, og sine disciplene med dets grene og kviste, hører vi en anden og mere håbefuld historie om vores liv og al dets foranderlighed.

I romanen er det i sidste ende døden, som forbinder os. For alt hvad der vokser og bliver større, bliver også mindre igen og forsvinder før eller siden i jorden, og der findes hændelser, som er for store til at kunne tilgives, mens vi er i live, men for små til at holde os adskilte i den kolde jord

Men i evangeliet er der ord fulde af en forunderlig tillid til, at selv om vi mennesker har så forskellige skæbner, så har vi i troen fået del i et nyt og fælles liv, som er stærkere end alt, hvad der skiller os ad, og stærkere end selv døden.

 

Vi hører ord, som fortæller os, at vi som kristne mennesker er bestemt til at vokse og give frugt og endda vintræets frugt, som kan beruse og skabe glæde. 

Når den forvandles til den vin, som kan få os til at glemme os selv og åbne os mod andre – som blade der vender sig op mod solen.

Vi hører, at disciplene også fremover, når Jesus ikke selv længere er fysisk til stede iblandt dem, vil leve et liv i frihed såvel som i bundethed til Ham og til hinanden.

De skal blive i ham. De er ikke tvunget til det, men bliver de i ham, så vil de erfare, at han er i dem og giver dem del i sig selv, i sit liv, sin tro og sin kærlighed.

 

”I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer”, siger han til dem.

For det er det, som det hele udspringer af.

Fordi friheden og bundetheden i Kristus ikke kan adskilles fra troen på syndernes forladelse, dvs. fra troen der gør det muligt at se fortiden i øjnene og vedkende sig selv og sin fortid på både godt og ondt.

 

Det er som om Jesus med sit stærke poetiske billede af sig selv som det nye og sande livstræ og af disciplene som træets grene siger til både dem og os: 

Du skal hverken bekymre dig for, om du er god nok, eller for hvad der i sidst ende kommer ud af dit liv. 

Du skal til gengæld være til gavn for andre.

Du skal leve dit liv i kærlighedens tjeneste.

 

Hvis vi spørger, hvordan vi skal finde mod og kraft til at leve sådan, så henviser han os til, at vi i vores dåb blev sat ind i en ny sammenhæng, der er større end os selv: Et fællesskab af alle de utallige mennesker ud over hele jorden, i fortid, nutid og fremtid, som er døbt i troen på, at det er Guds kærlighed, der bærer verden.

Men hvis vi spørger, hvorhen det så fører os, eller hvad vi skal bruge vores liv til, så henviser han os til det medmenneske, der har brug for vores hjælp: ”Hvis I holder mine bud, så vil I blive i min kærlighed. Dette har jeg sagt til jer for at min glæde skal være i jer og jeres glæde skal være fuldkommen.”

 

Det er som bekendt ofte tilfældet, at når vi gør noget for andre, så glemmer vi vor egen sorg og bekymring som en slags sidegevinst. 

Men i troen på Guds kærlighed og omsorg skal vi også blive bedre til at glemme vores bekymringerne for os selv og vort eget. 

For da vil vi finde de opgaver, som giver livet dets sande tyngde og værdi.

Ja, da vil vi erfare en glæde, som ikke er lig med nydelsen af livets goder, men som er forbundet med erfaringen at gøre noget for andre og med at erfare, at vi kan alle kan gøre en forskel for andre – at vi alle betyder noget - for andre og for Gud.

 

Lad så være, at vi stadigvæk er i stærke og til tider negative kræfter og lidenskabers vold og ofte svigter både os selv, hinanden og Gud.

Det kan ikke være anderledes i denne faldne og uperfekte verden.

Derfor er det at være en kristen aldrig at bygge på sig selv eller at dyrke sin egen tro, men altid at holde sig til dåbens løfte og Jesu tro. 

Og evangeliet til i dag rummer et stort løfte om en dyb glæde, som er forbundet med den erfaring, at fordi de afgørende ting i tilværelsen ikke står og falder med hvad vi selv kan, kan vi alle vokse og udvikle os og blive til gavn og glæde for andre. 

 

Vi kender alle til at føle os som tørre eller visnede eller udbrændte grene og til at vores anstrengelser ikke bærer den frugt, som vi havde håbet på.  

Men evangeliet siger, at det skal vi ikke bekymre os om.

Det er ikke os, som skal give næring til væksten, men vintræet, som vi i dåben blev podet ind på, og det er ikke vores, men vingårdsmandens opgave at beskære træet, og alt hans arbejde går ud på at få træet til at give den bedste frugt.

Vi skal blot tro på, at træet er godt plantet, og på vingårdsmandens kærlighed og evne til at få det bedste frem i os.

Så vil vi alle, lyder løftet i dagens evangelium, langsomt, men sikkert - om end ofte så umærkeligt som et træs grene og kviste - spire frem og siden blomstre og sætte god frugt. 

De frugter som træet skal kendes på, når høsttiden kommer. 

AMEN




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023