Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis 2022


Prædiken til 17. s. e. trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 9. oktober 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 747 Lysets engel går med glans; 331 Uberørt af byens travlhed; 289 Nu bede vi den Helligånd; 487 Nu fryde sig hver kristen mand; 192/v. 7; 752 Morgenstund har guld i mund/v. 4 og 5.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« AMEN (Markusevangeliet 2,14-22)

 

Kære menighed!

 

I onsdags blev valget til folketinget udskrevet.

Men dagen før holdt statsminister Mette Frederiksen en tale ved Folketingets åbning, som gav hende rosende ord med på vejen selv fra politiske modstandere.

Statsministeren begyndte nemlig med at fremhæve tre kæmper i dansk politik, som ved dette valg takker af.

Det retorisk geniale i Mette Frederiksens tale var imidlertid, at hun ikke opremsede deres mange politiske meritter, som er velkendte.

Nej, hun begyndte med at fortælle om tab og sårbarhed i deres personlige liv. 

 

Hvordan folketingets formand, socialdemokraten Henrik Dam Kristensen, som ung far har mistet to små piger på grund af en arvelig sygdom. 

Hvordan den tidligere radikale leder og økonomimister Marianne Jelved var så genert som pige, at hun ikke turde fortælle i skolen, at hun havde fødselsdag, og helt alene spiste alle de flødebolsjer, som hun havde fået med i skole til at dele ud.

Hvordan venstremanden Bertel Haarder – der har slået alle rekorder med sine mange forskellige ministerposter - som kun fireårig kom på hospitalet med sprængt blindtarm og græd utrøsteligt. 

En oversygeplejerske sagde strengt, at hvis han ikke holdt op med at græde, så fik han aldrig sin mor at se igen.

Så holdt den lille fireårige Bertel op med at græde, men da han kom hjem, var han begyndt at stamme og måtte i mange år kæmpe med talebesvær.

Det irriterede hans utålmodige far, men hans mor sagde til ham, at hvis han ikke kunne sige, hvad han ønskede at sige, så kunne han da bare synge det.

Så hvem ved, måske blev grunden da lagt til Bertel Haarders velkendte evne til at digte lejlighedssange.

Det var gribende, fordi det handlede om noget fælles menneskeligt på tværs af de skel, som ellers adskiller os fra hinanden.

 

Selvfølgelig kan man altid være kynisk og analysere en sådan tale som politisk retorik og stille sig det spørgsmål, om Mette Frederiksen ved at fremhæve vores fælles menneskelighed og sårbarhed ikke på en elegant måde fik bragt sig selv i stilling som den statsministerkandidat, som efter folketingsvalget i en svær krisetid kan danne en ny regering hen over midten - på tværs af de politiske skel.

Og om det er en god ide, skal vi selvfølgelig ikke skændes om her i kirken. 

Det bliver der garanteret også rig lejlighed til i de kommende ugers valgkamp.

 

Men vi lever i en tid med mange konflikter og med en enorm polarisering mange steder i verden, og så var det godt at blive mindet om, at vi dybest set er i samme båd.

Ja, det var godt at høre, at disse tre magtfulde og succesfulde skikkelser i dansk politik også er sårbare mennesker, og hvordan de har overlevet personlige kriser ved hjælp af gode, stærke familierelationer.

 

Men hvad der ifølge statsministerens fine tale er udgangspunkt for vores fællesskab, er altså vores sårbarhed eller de erfaringer af sorg, afmagt og personlige nederlag, som vi alle bærer rundt med og hver især må kæmpe med.

Men disse negative erfaringer forbinder os jo ikke kun med hinanden, men adskiller os også ofte.  

Og det er jo ikke altid, at folk med egen eller andres hjælp kommer igennem livets smertefulde erfaringer så flot som disse politikere, som i dag synes at være stærke og helstøbte mennesker, og som alle kan se tilbage på succesfulde karrierer i samfundets top.

 

Derfor synes jeg, at det er væsentligt at være bevidst om, at der er noget endnu vigtigere, som holder os sammen.

Noget positivt og ikke noget negativt.

Hvilket er glæden.

Den glæde der ikke kan afskilles fra erfaringen af, at det er et under bare at være i live, eller fra erfaringen af at nogle har brug for os og ønsker at være sammen med os.

Den glæde hvis væsen det er at være gavmild og dele ud af sit eget.

 

Jeg tænker, at det var den glæde, som greb tolderen Levi den dag, da Jesus gik forbi hans toldbod og sagde ”Følg mig!”.

Derfor rejste han sig og fulgte med Jesus og de gik hjem til Levi og spiste sammen.

Jeg tænker, at tolderen Levi slet ikke kunne forstå, at Jesus, som han vel han vel i forvejen kendte som en berømt skriftklog og meget religiøs mand fra Nazareth, ville være sammen med og endda spise sammen med en som ham, dvs. med en mand, som var foragtet af alle retskafne mennesker. Fordi Levi ernærede sig ved at opkræve told på vegne af samfundets uretfærdige magthavere, og sikkert ofte tog imod bestikkelse og stak noget af tolden til side til sig selv. For det gjorde toldere altid dengang.

 

Nej, vi ved ikke hvordan eller om Levi forstod det, eller om han bare blev overrumplet af en uforståelig og uimodståelig glæde som gjorde, at han rejste sig og fulgte Jesus.

Men vi ved, at da de andre lærde og religiøse mennesker, dem som i Det nye Testamente kaldes for de skriftkloge og farisæerne, så Jesus i tolderens Levis hus, så blev de ikke glade, men sure.

”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?”

Sådan spurgte de forargede.

Det kunne de ikke forstå, og sådan er vi vel ofte selv blinde og uforstående overfor den glæde, som kan forbinde os på tværs af de skel, som ofte adskiller os fra hinanden.

Men det kristne evangelium handler om den glæde.

 

Derfor begynder juleevangeliet med en engel, som for nogle fattige hyrder forkynder en stor glæde, som skal være for hele folket.

Derfor slutter evangelierne i Det nye Testamente med nogle kvinder, som ved en tom grav uden for Jerusalem af en engel får den ubegribelige besked, at deres ven, som de troede, at de for altid havde mistet, ikke var død og borte, men var opstanden, dvs. at de skulle være sammen med ham igen på en ny og anderledes måde.

Derfor følte de en stor glæde sitre i deres triste hjerter, så de trods frygt og angst for dette ubegribelige ikke kunne lade være med at fortælle det til de andre disciple, og de fortalte det også videre, og det er i dag blevet et budskab, som forener folk fra hele verden og fra alle nationer og os med dem.

Derfor læser vi så ofte i Det nye Testamente om en glæde, som vi som kristne er kaldede til at tro på og lade os fylde af.

”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!”.

Sådan skriver f.eks. apostlen Paulus.

Denne glæde må have været en helt grundlæggende erfaring hos de første kristne. 

Noget som også gjorde, at de holdt ud trods latterliggørelse, modgang og blodige forfølgelser.

 

Vi kender vel alle til en flig af den glæde.

Når vi glemmer os selv til fordel for noget andet eller en anden i f.eks. leg og spil, sang og musik, arbejde og kærlighed. 

Når vi står med vores nyfødte børn i vores hænder og ved, at nu drejer livet sig ikke længere om os selv og vores egne behov, men om det dyrebare, som vi har fået betroet, og skal passe på.

Vi kender alle til glæden, men det er som om vi kun kan tage imod den i nådige øjeblikke og ikke tør tro, at den kan vare ved. 

Måske fordi vi hele tiden glemmer, at det vigtigste i livet ikke er, hvad vi selv gør eller kan forandre, f.eks. politisk, men hvad der skænkes os hvert eneste øjeblik.

 

Den store danske teolog K. E. Løgstrup skrev engang:

”Glædesløshed er måske vor livs alvorligste og største forsyndelse. Vi går det glædelige forbi, ænser det ikke, vi er alt for optagne af selvkredsende tanker og følelser. Vi bilder os ind, at glæde går af sig selv. Men det er ikke rigtigt. Hvad der er glædeligt, overøses vi med, forgæves. Vi gider ikke glæde os, og det tror vi gør ingenting. Men det er en dødssynd. Måske mere end noget andet spolerer vi vort eget og hinandens liv med manglende glædesevne . . .  Der hører åndelig kraft til at glæde sig, og den kraft mangler vi kan hænde mere end noget andet.”

Sådan skrev K.E. Løgstrup.

Men hvordan kan vi få denne glædeskraft, som han efterlyser?

 

Tja, det er det store 1000-kroners spørgsmål i dag, som vi dybest set må svare på hver især. 

Men jeg var i torsdags nede og se Vor Frue Kloster og Sct. Mariæ kirke sammen med konfirmanderne.

Og da jeg gik og tænkte på de fattige munke, som dengang levede i klosteret i middelalderens Helsingør, så blev jeg så glad for, at jeg i modsætning til dem kan leve i en præstegård med min kone og mine fire børn.

 

Jeg kom også til at tænke på den salme, som vi sammen skal synge om lidt, og som blev skrevet af en tidligere munk, som har givet navn til vores evangelisk-lutherske folkekirke. 

Det var nemlig Martin Luther, som i sin ungdom levede som en streng munk i et kloster i Wittenberg, og næsten blev sindssyg, fordi han følte, at han ikke troede seriøst nok på Gud eller var god nok til at gøre Gud tilfreds.

Men så en dag læste Luther så i bibelen et andet sted hos Paulus, hvor der står, at den retfærdige skal leve af tro. Og med ét forstod han, at det slet ikke handlede om hans tro – om noget som han skulle give til Gud ved at føle eller tænke eller præstere noget bestemt.

Det handlede om noget, som Gud gav til ham.

Det var ikke hans egen tro, som han skulle leve af. Men den tro der mødte ham i evangeliet om Guds søn, som blev menneske som os for at dele livet og døden med os. 

Da jeg forstod det, så var det som om paradisets dør åbnede sig for mig, skrev Luther senere.

Og så forlod han sit kloster og lærte at glæde sig over livets mange goder: Han blev gift og fik børn og elskede sin familie, spillede musik på sin lut, satte pris på samtaler med gode venner, på god mad og det tyske øl.  

 

Og så skrev Luther den salme, som vi om lidt vil synge, og som hedder: ”Nu fryde sig hver kristen mand”.

Så den vil jeg opfordre jer til at synge med på, alt hvad I kan.

For det at tro og lade sig fylde af evangeliets glæde er i grunden så ligetil som at rejse sig og gå med, når en kommer og siger ”følg mig”.

Det er så simpelthen som at sige ja tak, når man bydes op til dans, selv om man måske stammer eller er genert, og slet ikke tror, at man kan finde ud af det.

Selv om man måske har haft en stor sorg.

Det er som at synge med, når man hører en god melodi, fordi man bare ikke kan lade være. 

Det er at se bort fra sit eget og det man selv kan – eller tror man kan - i det mindste for en stund. 

Og se, hvad der så sker. 

AMEN

[Martin Luther, 1483 - 1546, malet af Lucas Cranach i 1526]




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023