Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 28. september 2022

Af vikarierende sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour

Salmer: DDS 736 Den mørke nat forgangen er; 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat; 551 Der er en vej: 228 Du er, opstandne sejrshelt; 472 o Jesus, søde Jesus, dig; 31 Til himlene rækker.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Amen.

(Johannesevangeliet 11,19-45)

”Lad for os, som på dig tro,/ livets blomster overgro/ gravens mørke tilje!/ Og ved kirkegårdens port/ vift fra os hver skygge sort/ med din hvide tilje!” (DDS 305, 5)

Hos os står de døde ikke op. Vore døde bliver i deres kister. Måske skete det engang, højst sandsynligt ikke, i hvert fald kommer det ikke os ved, vi moderne mennesker kender vore muligheder og vore grænser. ”Få det meste ud af livet” eller; ”vi tror på et liv før døden”, som Ældresagens motto lyder, underforstået – vi har kun dette ene liv, og det slutter med døden.

Sådan kunne en trosbekendelse lyde for et moderne menneske . . .

Vi vil komme tilbage til dette menneske. Men først vil vi vende blikket mod dagens læsning. Sidste søndag var vi i Betania hos søstrene Martha og Maria. Nu er vi her igen. Men nu er glæde vendt til sorg. Som en digter siger: Når glæden er i stuen, er sorgen gerne i forstuen. Jesus er kommet til byen atter en gang, fordi han er blevet fortalt, at søstrenes bror Lazarus var syg. Nu er Lazarus død, han har allerede ligget fire dage i graven.

For et moderne menneske slutter historien der. Javel, der kan være et efterspil, hvor vi erindrer den døde. I vore minder lever den døde videre, siger vi, men ellers ikke andre steder. Og dog – for hos mange, hvor moderne vi end alle er blevne i hovedet, står der, det siger min erfaring som præst mig, alligevel en lille dør på klem ind til noget, hvor døden ikke betyder afslutning og intethed. Men det er en lille dør, og nøglen er ofte blevet blot grundigt væk. Så selvom vi gerne ville, kan vi slet ikke komme ind ad den dør, og ind i det rum, hvor der hersker håb og tro på, at vi skal møde den døde igen som levende.

For udover at det strider imod vores naturvidenskabelige verdensbillede, så mangler vi jo i grunden vished for sagen. Eller der nogen her, der har mødt et menneske, som er vendt tilbage fra de dødes egne med bud om, hvad vi der skal finde? Vi er som moderne mennesker til det, vi kan se og høre og føle og godtgøre sådan. Det, som vi aner, har ringe plads i denne verden. Opstandelsestroen slet ingen.

Så når vi nu er samlede i dag i et hus, hvis hele fundament hviler netop på denne tro, så kan vi spørge: Er vi alle sammen kugleskøre jubeloptimister? Er vi umodne mennesker, som ikke tør se livets realiteter i øjnene og som gemmer sig for verdens gru i vore egne lukkede cirkler? Jeg er sikker på, at vi alle godt kender disse indvendinger og beskyldninger. Om de så kommer inde- eller udefra.

Men tag nu rundt i enhver forsamling af disse troende jubeloptimister – her i landet og på hele jorden - og find dem alle samlet om et kors. Korset som minder os om den smertefulde død, som vor Herre led. Sådan lever den kristne, han ved, at han skal dø. Opstandelsestroen udsletter ikke døden, og alt hvad den bærer med sig. I ved det alle. Ved kisten og ved graven, ved dødslejet, igennem lange og udmattende kræftforløb, i pludselige ulykker og for tidligt fødte. Døden findes, og den finder vej til os alle.

[Jesus opvækker Lazarus, kirkeudsmykning fra Athen fra det 12. eller 13. århundrede]

Også Lazarus døde. Vor Herre døde. Det, som opstandelsestroen udsletter, er dødens evighed. Sådan mister døden sin brod, som Grundtvig digter. Døden kommer til os alle før eller siden, men imødegår vi den i opstandelsestro, skal døden ikke have det sidste ord om vores liv. Det skal Herrens nådige ord i stedet: ”Jeg er opstandelsen og livet; den der tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

Jamen, hvis han er så mægtig, kunne han da ikke have fjernet døden helt og aldeles fra vores liv og vores verden, lyder en hånende stemme. Frels dig selv! som et menneske råbte ad vor Herre på korset. Eller som det lyder i evangeliet fra Johannes: ”Kunne han, som åbnede den blindes øjne ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” Men Kristus fjernede ikke virkeligheden mennesket. Han gik ind i den og gjorde den ny, for den som tror.

I virkeligheden erfarer ethvert menneske livets fylde som en umanerlig vekslen mellem glæde og sorg, lykke og ulykke, tryghed og usikkerhed, ligegyldighed og dyb mening. Sådan erfares menneskelivet for de fleste. Sådan også for Martha og Maria. Den ene dag er de forsamlede i glæde over deres høje gæst, og de skændes lidt om hvem der tar opvasken. Den anden dag i sorg. Sådan kommer jeg i tanke om sidste familiefest i min kones familie. Jeg var lidt irriteret, som jeg ofte kan være det i de sammenhænge. Og så i sidste uge samledes vi igen, nu var en af de faste støtter i familien død og skulle bisættes.

Forsamlede ved kisten stod vi alle med vores. Alle bar vi vores historie på skulderen. Moderne mennesker var vi alle sammen. Mange var kommet i bil. Vi kender alle den situation.

Marthas opstandelsestro er dyb og grundfæstet: ”Jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag”. Og Jesus svarer: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

Hvad ligger der i denne lille ordveksling om så store ting? Et evangelium om at du ikke skal vente. Opstandelsen er til stede lige her og nu, den er til stede i dit liv lige her og nu, når du får tillid til, at Jesus har frataget dødens dens brod, så skal du ikke vente, så er den levende Gud til stede hos dig her og nu, så er tidens fylde allerede begyndt, så skal du elske livet hvert minut, hvert øjeblik, fra du slår øjnene op, og til du lukker dem igen.

Desværre kan vi ikke indfange den opstandelsestro og glæde og putte den i en boks, som vi kan bære med os. Hver dag må vi bede om den på ny. At vi må erfare troen i vores hjerter, at vi må erfare den opstandne Kristus i vores hjerter, at vi vikles ud af vore ligklæder som holder os nede og i stedet iføre os troens, håbets og kærlighedens sejrdragt.

Sådan ber vi: Herre, kom til os, vær nær ved os, styrk os i troen på dig og din sejr, som vi alle kan få del i, når vi samler os om dig i dag og alle dage, så du kan være og blive alt i alle.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.