Prædiken til 15. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 25. september 2022

Af vikarierende sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour

Salmer: DDS 739 Rind nu op i Jesu navn; 29 Spænd over os; 400 Så vældigt det mødte; 616 Herrens røst som aldrig brister; 472 O Jesus, søde Jesus, dig; 11 Nu takker alle Gud.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« AMEN (Lukasevangeliet 10,38-42)

"Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives i tilgift."

Martha og Maria i evangelierne

Cirka 3 km udenfor Jerusalem ligger landsbyen Betania. Alle evangelisterne besøger dette hus i landsbyen, hvor søstrene Martha og Maria bor.

Hos Matthæus og Markus nævnes ingen navne, blot at vi er i Betania, og at en kvinde salver Jesus med den kostbare nardusolie. 

Lukas bringer en anden historie til erindring. Måske er der tale om et tidligere besøg eller det allerførste, som Jesus gør i dette hus?

Lukas kender søstrenes navne, men synes ikke at have kendt, hvor de boede.

Johannes omtaler alle tre søskende med navn og ved, at Herren ofte har været gæst hos dem.

Jeg forestiller mig, at Herren, ved sine besøg i Jerusalem, indledte med at besøge det lille hus i Betania.

Måske han her har følt sig tryg og godt tilpas? 

Men hvorfor har Lukas bevaret fortællingen for os? 

Måske han har set noget almindeligt spejle sig i, hvad der her fortælles om de to søskende – om hvem det siges, at Jesus elskede dem og deres bror Lazarus?

Martha og Maria hos Lukas

Først er det vigtigt for mig at sige: Det er ikke meningen, at denne fortælling skal være til ære for den ene og vanære for den anden, men til Herrens ære. Søstrene er begge gode, de har begge lige stor tro og kærlighed til Herren. 

Men det, der er fortælles om, er en forskel i kærligheden. Kærligheden er den samme, men den træder frem på forskellig måde. Begge søstre har da været enige om at ville tage så godt og festligt som muligt imod deres gæst, som de kunne formå og hjælpe hinanden dermed. Men under dette arbejde bliver Maria simpelthen fanget af, hvad Jesus fortalte. Så meget at hun glemmer, hvad hun har påtaget sig sammen med søsteren, og hun synker ned i en stille lytten. Nu sker der en uret, forstår vi Martha, og hun vil have vor Herre til at tage Maria til rette! Men Jesus tager Maria i forsvar. I virkeligheden, siger han, har hun valgt den gode del.

Igen, må jeg understrege: jeg forstår ud fortællingen, og hvad vi ellers fortælles i evangelierne, de to søstres kærlighed som værende lige ”stor”. Lad os ikke tale om en Marthagerning eller en Mariatro, så den ene skulle være udadvendt travlhed og den anden en indadvendt fordybelse. Så gør man begge uret. Vi ved jo netop fra de andre evangelier, at samme Maria senere tager sin oliekrukke frem, og salver Jesus, dvs. ærer ham og ofrer sig for ham. Når de tages frem, må de være et spejl på noget, som vi alle kan genkende i os selv og i vores egne liv som troende mennesker.

Om at give og modtage

Eller på mere mundret dansk: Vores tro kan vise sig på forskellig måde - ligesom kærligheden: Vi kan give, og vi kan modtage. Martha er optaget af at give af den frugt, hun har modtaget. Martha er optaget af at gøre noget for Herren. Og det er da sand kristendom og forkyndelse; at ud af den kærlighed Gud omfatter dig med, skal du selv give kærligheden videre. 

Men husk nu da: at skrifterne lærer os at kende vor Herre - ikke som en kassemester, der låner kærligheden ud og forlanger tilbagebetaling med renters rente. Han glædes i grunden, når vi tager imod fra ham, ikke når vi forsøger at give det tilbage, vi har  modtaget. I tidens fylde står mennesket under hans dom, men vejen derhen begynder med at modtage – det er evangeliet i dag.

Som vore menneskeliv udvikler sig, vikles vi ind i mere og mere, så meget at vi kan have svært ved at finde ud eller ind, op eller ned. Vor Herres vilje, lytter vi os til i dag, er, at vi skal begynde med at modtage. På samme måde som vi også begynder vores menneskeliv med at modtage alt fra vore forældre, sådan begynder vor Herres vej til os – med at give til os, så vi kan modtage. Sådan modtager vi brødet og vinen i gudstjenesten, sådan modtager vi vandet i dåben, sådan har kristendommens forkyndelse fra dag eet været, at mennesket skulle høre op med at ofre til Gud. På korset ofrer Gud sig for os - og ikke omvendt. 

Derfor er Guds tjeneste ikke sat i verden for hans skyld, men for vores. Den er til for os, så vi kan høre hans tale til os: at han faktisk vil os noget, at han vil give os sig selv i kærlighed, så vi kan lære at sørge over vore synder og tro på, at hans nåde gælder også for mig. 

At være Guds barn

Dette ord har åbenbart til alle tider været svært at høre. Også på Jesu tid kunne mennesket fare rundt uden at høre det ord. Af god vilje som Martha i dag. Hos andre af ond vilje. Men uanset blev vor Herres ord ikke hørt, ikke modtaget.

Fortællingen om Maria og Martha må være en fortælling, som midt i verdens larm besinder os på vores menneskelighed, vores første udgangspunkt i livet, som er at tage imod, men som vi glemmer jo ældre og større og mere kompetente, vi bliver. 

Evangeliet forkynder derimod, at vi forbliver Guds barn gennem hele livet.  

Jeg trænger til at høre hans kærlige ord. Jeg trænger til ham. Her skal vi prøve os selv hver især. Og sådan bliver fortællingen et spejl for os: Hvad er det ene fornødne for os, hvad trænger vores hjerte i grunden til? Svaret kommer ikke fra os selv og ud af selv. Svaret kommer udefra, fra vor Herre:

"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

AMEN