Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis 2022


Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 18. september 2022

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 754 Se, nu stiger solen; 656 Ængstede hjerte; 658 Når jeg er træt og trist og modet svigter; 228 Du er opstandne sejershelt; 192/vers 7; 298 Helligånden trindt på jord.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. AMEN (Johannesevangeliet 5,1-15)

 

”Ja, nu er jeg her da – og Gud være lovet, en Del af Ugen er jeg meget tilfreds, om Søndagen er jeg sjæleglad og kan ej noksom takke vor Herre for den Kraft og Munterhed, hvormed jeg er i Stand til at udføre mit Embede.”

Sådan skrev præsten Peter Rørdam til sin ven og svoger Grundtvig i 1841, hvor Rørdam netop var begyndt i sit første embede som sognepræst i landsbyen Mern på Sydsjælland.

Præsten Peter Rørdam der blev kendt for sit robuste folkelige væsen og for sin sangglæde og sit gode humør.

 

Hvorfra kommer et så godt humør?

Tja, det er jo svært at sige, og vi er forskellige som mennesker og har forskellige sind og liv.

Men 10 år efter – i januar 1851 - skrev Peter Rørdam et andet brev til Grundtvig, som måske kan give os et fingerpeg om kilden til hans livsglæde.

Dette brev blev skrevet i den politisk meget urolige krisetid efter grundlovens indførelse, og da den første slesvigske krig, treårskrigen, som godt kan kaldes en borgerkrig, netop var afsluttet. 

Rørdam beskriver et politisk møde i Mern, hvor bølgerne gik højt, og en mand rejste sig og sagde: ”Vorherre gjør ingen Mirakler nu til dags for Danmark til Ejderen.”

Mandens pointe var selvfølgelig, at det politisk var halsløs gerning at forsøge med vold og magt at tvinge de tysktalende slesvigere mod deres vilje til at blive indlemmet i Danmark.

Hvilket den anden slesvigske krig og katastrofen, tabet af Sønderjylland i 1864, siden bekræftede som meget sande ord, men det vidste man ikke i 1851.

 

Peter Rørdam mente imidlertid, at han som den lokale sognepræst burde gøre indsigelse, og så rejste han sig og sagde: ”Som Vorherres Tjener tager jeg nu Ordet og siger, at jeg tror, Vorherre gjør Undergerninger endnu, når vi tror på hans Kjærlighed . . . den lille David slog den store Goliath.”

Manden svarede igen og sagde: ”David kunde stritte godt! Vorherre gjør ingen Mirakler.”

Hvorefter Peter Rørdam sagde: ”Det er en Undergjerning, at Vorherre lader Sæden spire, voxe og modnes!”

Folk i forsamlingen lo nu højt og råbte til sognepræsten: ”Det er Naturens Orden!”. 

Men Peter Rørdam fortsatte uanfægtet og sagde: ”Men Han, som opholder og styrer Himmel og Jord, gør i dette Øjeblik den Undergjerning, at Jorden ikke synker under vore Fødder, og at Himlen ei falder over vore Hoveder.”

Da blev forsamlingen stille og alvorlig, fortæller han i sit brev til Grundtvig.

 

Måske fordi folk på grund af deres sognepræsts ord indså, at ikke kun lyset og lykken, men at livet selv er et stort og ufatteligt og ufortjent under. Noget vi ikke har ret til – noget som ikke er en selvfølgelighed – noget som skænkes os af Gud hvert øjeblik på ny.

For hvis det virkelig er sandt, så er alt muligt, og så er et menneske aldrig låst af sin fortid, af sin natur, af sit miljø, af sine handlinger eller manglende handlinger, af de andres handlinger og meninger.

Så er alt i princippet muligt.

Derfor er vi som kristne altid kaldet til trodsigt at tro på glæden og lade os fylde deraf - i det mindste i nådefulde glimt - og til at dele den med andre.

 

[Peter Rørdam, 1806-1883, præst i Mern ved Præstø fra 1841 og i Lyngby fra 1856]

 

Hvilket også gælder manden i dagens evangelium.

"Vil du være rask?", spørger Jesus den lamme ved Bethesda dam. 

Men den lamme mand råber ikke bare ’ja tak, selvfølgelig vil jeg det. Vis mig hvad du kan!’

Han begynder i stedet for undvigende og modløst og trist at forklare, hvorfor han er syg og ikke rask. 

Og det kan man selvfølgelig godt sætte sig ind i.

Han ved ikke, hvem han taler med, og han kender kun til et barskt system, hvor det kun er den, der kommer først, eller den ressourcestærke med forbindelser, der bliver helbredt.

Men så møder han denne fremmede, som skærer igennem alle hans forklaringer og siger til ham: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”. 

Og han bliver straks rask og tager sin båre og begynder at gå omkring, fortælles det. 

Nu burde alt være godt, og manden burde danse og hoppe af glæde og prise Gud for dette mirakel. 

Men det er netop pointen, at det gør han ikke. 

For det sker på en sabbat, og de lovtro jøder siger til ham, at man ikke må arbejde på helligdagen. Man må gerne ligge i sin seng, men ikke flytte rundt på den.

 

Manden kunne vel så have svaret:

"Hold nu op med jeres smålige hviledagsbestemmelser og del min glæde med mig!"

Men i stedet for siger han:

”Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.”

Sådan som han før nærmest undskyldte sin sygdom med at han ikke havde nogle, der kunne hjælpe ham til at hoppe ventelisten over, sådan undskylder han nu, at han overtræder sabbatsforbuddet. 

Han er blevet fysisk rask, men åndeligt er han stadigvæk bundet. Han er bundet til, hvad de andre siger og gør – til hvad man siger og gør.

Det er som om han slet ikke har sans for det under, at han er i live, og endda er blevet rask mod al forventning.

 

”Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre”, formaner Jesus, da de senere mødes igen.

Og de ord er også rettet til os. 

For hvis vi glemmer det under, at vi er i live, hvad enten vi er raske eller syge, så glemmer vi også let, at livet er Guds gode og underfulde gave – skabt til at være godt – skabt af kærlighed og til kærlighed. Uanset alle verdens problemer og uanset, at det desværre ikke går enhver, som lider af en sygdom, sådan som det gik manden ved Bethesda dam. 

 

Dette siger jeg ikke mindst så indtrængende jeg kan, fordi jeg i denne uge i nyhederne hørte om Ukraines seneste fremskridt i krigen mod russerne.                            

Det var i sig selv gode nyheder, men så hørte jeg en ekspert, som sagde, at dette øger risikoen for, at Rusland vil benytte atomvåben.

Det løb koldt ned ad ryggen på mig, og det blev ikke bedre, da jeg samtidigt læste om nogle russiske kritikere af Putin, som mener, at deres krigsgale præsident er alt for blødsøden, og at tredje verdenskrig reelt allerede er brudt ud.

Jeg kom desuden i tanke om nogle meget uhyggelige planer fra 1989, som en forsker fandt i et koldkrigsarkiv i Polen her i foråret. 

Det drejer sig om detaljerede planer for et altødelæggende atomangreb på Danmark i den allerførste time af en tredje verdenskrig, hvor der ifølge denne plan fra det kommunistiske diktaturs allersidste tid skulle falde hele 131 atombomber over Danmark og Nordtyskland i første angrebsbølge.

 

Jeg kunne ikke sove om aftenen og lå og tænkte triste tanker om et sådant atomart ragnarok og på, hvordan bare truslen derom vil kunne påvirke min og mine børns tilværelse fremover.

Men så kom jeg i tanke om noget, som jeg engang læst af en af mine yndlingsforfattere, englænderen C.S. Lewis.

Det er noget han skrev i 1948, da atombomberne over Japan var meget tættere på end i dag, og angsten for civilisationens udslettelse var stor.

Det er ord, som har formanet, trøstet og opmuntret mig selv, og som jeg derfor gerne vil citere udførligt.

Og hvis I synes, at det lyder for uhyggeligt med ord som atomalder og atombombe, så skift dem ud med ord som f.eks. pandemi og coronavirus eller klimakrise og global opvarmning, eller hvad vi nu går og frygter.

 

”Hvordan skal vi leve i atomalderen?”, spørger Lewis.

Og hans svar lyder: 

”Sådan som du ville have levet i det 16. århundrede, da pesten næsten hvert år ramte London. 

Eller sådan som du ville have levet i vikingetiden, da overfaldsmænd fra Skandinavien måske ville være landet og skåret din hals over. 

Sådan som du lever i en tidsalder med kræft, syfilis og lammelser, i en alder med luftangreb, tog- og bilulykker.

Det er fuldstændig latterligt at gå og klynke og være lange i ansigterne, fordi videnskaben har tilføjet endnu en mulighed for en smertefuld og alt for tidlig død i en verden, hvor der altid har været en overflod af sådanne muligheder, og hvor døden ikke er en mulighed, men det sikreste af alt.”

Sådan skrev denne fine kristne forfatter, C. S. Lewis, i 1948, og så konkluderede han:

”Hvis vi alle skal tilintetgøres af en atombombe, så lad den bombe, når den kommer, finde os i gang med fornuftige og menneskelige beskæftigelser – med at bede, arbejde, undervise, læse, lytte til musik, bade børnene, spille tennis, hyggesnakke med vores venner over et krus øl og et spil dart – ikke krøbet sammen som bange får, fyldt af tanker om bomber.

De kan måske ødelægge vores legemer – en mikroorganisme kan gøre det – men de behøver ikke at få herredømmet over vores sind.”  

 

[C.S. Lewis, 1898-1963, engelsk litteraturforsker, forfatter og teolog]

 

Hvad C.S. Lewis siger her, er ikke den samme gamle og trætte livsvisdom, som vi kender fra f.eks. Prædikerens Bog i Det gamle Testamente. 

Det handler ikke om den i virkeligheden deprimerende og i den antikke verden udbredte tanke, at der intet nyt er under solen, og at verden går sin skæve gang, uanset hvad vi gør.

Så at vi derfor lige så godt kan lade være med at håbe på grundlæggende forandringer og i stedet for gør klogt i at hygge os med vores børn eller med familie og venner over f.eks. et glas godt øl eller et spil dart.

 

Nej, det handler en helt anderledes munterhed og kraft, som kan få selv den lille David til at kæmpe mod en Goliat, dvs. mod verdens mange problemer.

Fordi Kristus alene ved sit ord kunne få en lam mand op at stå op og gå.

Fordi vi før vi selv kunne stå og gå i vor dåb blev genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde og fik syndernes forladelse med Helligånden og det evige liv.

Fordi vi hvert øjeblik får skænket livet på ny, selv om vi vel alle til tider føler os magtesløse og er både blinde og døve for livets under og uendelige muligheder.

 

Så som Vorherres tjener vil jeg sige til jer, hvad min gamle kollega, den muntre Peter Rørdam, sagde for mere end 170 år siden og i en vanskelig tid, hvor der var krig herhjemme: 

Jeg tror, Vorherre gør undergerninger endnu . .  .

Det er en undergerning, at Vorherre lader sæden spire, vokse og modnes . . .

Det er et under, at jorden ikke synker under vore fødder, og at himlen ikke falder ned over vore hoveder.

 

AMEN

 

Henvisninger:

Morten Pontoppidan: En dansk præst. Studier over Peter Rørdam. 1898.

H. F. Rørdam (udg.): Peter Rørdam. Blade af hans Levnedsbog og Brevvexling I-III. 1891-95.

Det lille fine essay af C.S Lewis kan læses her: https://hebrew-streams.org/works/hayom/CSLewis-Living-in-an-Atomic-Age.pdf

C.S. Lewis' klassiske, fremragende og populære bøger om kristendommen er i øvrigt de sidste år blev udgivet på dansk i rigtig gode nye oversættelser ved Helge Hoffman (ProRex Forlag): Djævelske breve (2020), Mirakler (2020), En sorgens dagbog (2020), Fælles kristendom (2021), Om kærlighed (2021), Herlighedens tyngde og andre taler (2022). De kan alle varmt anbefales enhver læser!

 

  

 




senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023