Prædiken til høstgudstjeneste den 13. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 11. september 2022. 

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 729 Nu falmer skoven; 728 Du gav mig, o Herre; 523 Min nåde er dig nok; Solosang: ”If I can help somebody as I pass along”; 260 Du satte dig selv i de nederstes sted; 192, kun vers 7; 730 Vi pløjed og vi så’ed.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« AMEN (Matthæusevangeliet 20,20-28)

Kære menighed!

Det virker lidt mærkeligt at sende sin mor til en ansættelsessamtale i stedet for selv at troppe op. 

Især hvis man søger et topjob som chefens næstkommanderende.

Sådan som Zebedæussønnerne Jakob og Johannes ifølge dagens evangelium må have gjort.

Jeg har i hvert fald aldrig brugt min mor på den måde, men jeg har selvfølgelig heller aldrig tænkt på, at jeg som præst skulle være chefens næstkommanderende. Eller ”Kristi vikar” sådan som katolikkerne kalder paven med en i mine ører blasfemisk vending.

Nå, jeg kan i grunden slet ikke tillade mig at stå her og gøre grin med Zebedæusbrødrene, for i mit job var det førhen helt normalt at tage sin ægtefælle med til jobsamtale, og det har jeg altid selv gjort.

For som ordsproget siger: Den, som Gud giver embedet, giver han også forstanden – eller i det mindste en god kone.

Som lysegrøn præst var jeg f.eks. først vikar i et lille landsbysogn på Vestfyn, hvor min kone til julefrokosten ubeset hældte postevand i stedet for Rød Aalborg i et menighedsrådsmedlems snapseglas til stor moro for det festlige selskab.

Mandens fætter var såre heldigt medlem af et menighedsråd i et sjællandsk landsbysogn, viste det sig siden hen.

For da jeg efter vikariatets udløb søgte fast embede i dette sjællandske sogn, så fortalte denne fætter mig, at hans fynske slægtning havde sagt, at jeg holdt sådan nogle gode prædikener.  

Det kan jeg ikke forstå, sagde jeg, og påpegede, at hans fynske fætter var næsten helt døv og derfor sjældent kom i kirke.

Ja, det er nok derfor, at han så godt kan lide dine prædikener, lød det muntre svar.

Så jeg blev inviteret til prøveprædiken og ansættelsessamtale, og menighedsrådet havde på forhånd talt om, at hvis en af ansøgerne ville tilbyde at hjælpe til med opvasken bagefter, så ville de vælge vedkommende.

Og sørme, om ikke min kone Vibeke, som selvfølgelig var med, tilbød, at vi tog opvasken, mens menighedsrådet voterede . . .

Embedet blev mit, og fætteren til ham på Fyn begrundede på klingede vestsjællandsk og et glimt i øjet valget af mig som deres nye sognepræst med disse for mig uforglemmelige ord: ”Du er ikke dummere end de andre ansøgere, Troels, men din kone er ligegodt den sødeste blomst i hele buketten”. 

Ja, kære menighed, jeg bør nok ikke røbe for jer, hvordan jeg siden blev sognepræst her i Vestervang.

Men jeg vil med disse erindringsglimt i grunden bare sige, at jeg har meget at takke for.

For det er vel derfor, at vi stadigvæk holder vores traditionelle høstgudstjeneste i hævd, selv om vi her i Vestervang sogn er nogle bydrenge og bypiger, som måske tror, at agurkerne gror ude i baglokalet hos købmanden på Kingos vej. 

Fordi vi alle har noget at takke for og godt ved, at de gode ting i livet langt fra kun skyldes os selv og vores egne meritter.

Men derfor skal vi selvfølgelig alligevel gøre os umage med livet og stræbe efter at gøre vores bedste.            

Det kan man f.eks. blive klog på i Martin Luther Kings allersidste prædiken, som han holdt over netop dagens evangelium om Zebedæussønnernes ambitioner, to måneder før han den 4. april 1968 blev myrdet, og som blev radiotransmitteret, så man nu kan høre den på YouTube.

Det er en dybt bevægende og menneskeklog, humoristisk prædiken, som jeg ikke lade være i dag at referere i min prædikens sidste halvdel i dag, for de gode ting i livet skyldes jo ikke kun os selv og vores egne meritter.

Da Martin Luther King ikke prædikede så kortfattet, som jeg selv altid bestræber mig på, men i en lille times tid, så bliver det dog kun i uddrag, må jeg hellere berolige med.

Og I må selv forstille jer Martin Luther Kings karakteristiske sydstatsaccent, eller hvordan menigheden i baptistkirken kommer med latterudbrud og festlige tilråb under deres præst prædiken såsom: ”Amen”, "Jesus", "Yes, sir", "Yeah, make it plain" eller "Preach it".

Ja, det står jer selvfølgelig frit for at gøre det samme, hvis I har lyst . . . 

[Martin Luther King Jr., 15/1 1929 - 4/4 1968. Foto: Wikipedia]

Ved hjælp af bl.a. moderne psykologer som Freud påpeger Martin Luther King først i sin prædiken, at ikke kun Zebedæussønnerne Jakob og Johannes, men at vi alle har et grundlæggende behov for at få de andres opmærksomhed, for at blive set og anerkendt og gerne beundret.

Det kalder han med et rigtig godt billede for Tamburmajor-instinktet, selv om det måske er mere oplagt i USA, hvor de elsker store folkelige parader, end her hos os, hvor vi mest forbinder tamburmajoren med Helsingør Pigegarde.

Når babyen græder for at få opmærksomhed, når vi måske køber større biler og mere dyrt tøj, end vi har brug for og råd til, når vi elsker at få ros, så er det Tamburmajor-instinktet, som gør sig gældende.

For der er ingen, som er kede af at få ros, selv hvis de ved, at det er ufortjent og ikke selv tror på de rosende ord, siger Martin Luther King tankefuldt.

Tamburmajor-instinktet kan få det bedste frem i os, så vi gør os umage med livet, men det er indlysende også et farligt instinkt, hvis det tager overhånd, og vi kun lever for som en tamburmajor i festuniform at gå forrest i livets parade og svinge taktstokken, for at blive set og fulgt og respekteret og beundret af andre og måske endda på deres bekostning.

Så kan det ende i racisme og opdeling af mennesker i dem og os, hvilket Martin Luther King som den store borgerrettighedsforkæmper selvfølgelig fremhæver.

Men pointen er, at tamburmajor-instinktet er i os alle på både godt og ondt.

Derfor bebrejder Jesus i evangeliet ikke Johannes og Jakob og skælder dem heller ikke ud for at stille et egoistisk og upassende spørgsmål, påpeger Martin Luther King.

Men Jesus giver disciplene og os en helt ny definition af, hvad det vil sige at være stor:

Stor er den, der tjener, og derfor kan enhver blive stor, for enhver kan tjene.

Du behøver ikke at kende til de store klassiske filosofiske tænkere eller at forstå Einsteins relativitetsteori for at tjene andre, du behøver kun et hjerte fuld af nåde, en sjæl frembragt af kærlighed, forsikrer Martin Luther King, og fortsætter:

Jeg kender en mand – og du ved måske, hvem jeg taler om - en mand der blev født i en afsides landsby af en fattig bondepige og voksede op i små kår i en anden og arbejdede til han var omtrent 30 år som tømrer og i 3 år så vandrede fra sted til sted.

Han gik ikke i fine skoler og fik sig aldrig en videregående uddannelse og karriere eller sin egen familie eller jordisk gods og guld.

Han skrev ikke bøger, som kunne skænke ham verdens beundring.  

Han gjorde intet af det, som verden normalt forbinder med storhed, og de kaldte ham for en agitator og ballademager, og efter en karikatur af en retssag endte han sit liv ensom og forladt som en forbryder på et kors.

Og dog er han i dag den mest indflydelsesrige skikkelse i hele verdenshistorien. For alle de hære, som har marcheret ned gennem menneskehedens lange historie før og siden, alle de konger og parlamenter, som har regeret, selv tilsammen har de dog ikke kunnet forandre menneskeheden som dette ene menneske, som kun kom for at tjene.

Sådan sagde Martin Luther King i sin lange prædiken, hvis dybe og humor og uforlignelige retoriske kraft jeg slet ikke kan yde retfærdighed her, og så endte han med at forestille sig talerne ved sin egen begravelse.

Hvilket er underligt og gribende at tænke på, at han selv blev skudt præcist to måneder derefter, og at denne hans sidste prædiken blev afspillet over højtalerne, da han blev båret til graven, så de sørgende i det store ligfølge kunne høre den døde sige:

Hvis nogle vil sige noget godt om mig ved min kiste, så fortæl dem, at de ikke skal nævne, at jeg har fået Nobels Fredspris – det er ikke vigtigt.

Fortæl dem ikke, at jeg har 300 eller 400 andre priser – det er ikke vigtigt.

Fortæl dem ikke om min uddannelse.

Jeg vil være glad, siger han, hvis nogle den dag ville sige, at Martin Luther King Jr. forsøgte at give sit liv til at tjene andre – at han forsøgte at elske nogen – at han forsøgte at sige det rigtige om krigen. 

Jeg ønsker, at I den dag ville kunne sige, fortsætter han, at jeg forsøgte at mætte de sultne og give de nøgne tøj og besøge de fængslede – at jeg forsøgte at elske og tjene menneskeheden.

Ja, hvis du ønsker at sige, at jeg var en tamburmajor, så sig, at jeg var en tamburmajor for fred – en tamburmajor for ret og retfærdighed.

Alle de andre og overfladiske ting vil ikke have nogen betydning.

Jeg vil ikke have nogen penge eller alle livets fine og luksuriøse ting at efterlade.

Jeg ønsker blot at kunne efterlade et engageret liv, og det er alt, hvad jeg ønsker at sige til jer.

Og så citerer Martin Luther King for sin begejstrede baptistmenighed til sidst en gammel gospelsang, som Peter Bonde-Glipstrup fra vores kirkekor vil fremføre for os om lidt, og som på dansk lyder sådan her: 

Hvis jeg kan hjælpe nogen på livets vej,

Hvis jeg kan opmuntre nogen med et ord eller en sang,

Hvis jeg kan vise nogen, at han farer vild,

Så vil mit liv ikke være forgæves.

Hvis jeg kan gøre min pligt som en kristen bør,

Hvis jeg kan bringe frelse til en verden, som engang blev skabt,

Hvis jeg kan udbrede budskabet som mesteren lærte,

Så vil mit liv ikke være forgæves.

Ja, sådan sagde Martin Luther King i 1968 i sin sidste prædiken før han blev myrdet.

Men jeg vil slutte min prædiken med at citere den engelske Dronning Elizabeth II, som døde i torsdags.

Hun holdt hvert år i sin 70 år lange regeringstid en tale til nationen juledag ligesom vores Dronning Margrethe nytårsaften, og hun sagde juledag 2016 følgende efter at have hædret de britiske medaljetagere i De Olympiske Lege det år:

”Det er ikke alle, der kan gøre store ting. Men vi kan alle gøre små ting med stor kærlighed. Ingen af os kan slutte krige alene, men den fælles påvirkning af tusindvis af små gode gerninger kan være større, end vi forestiller os. Kristus’ eksempel hjælper mig med at få øje på værdien af at gøre små ting med stor kærlighed.” 

Det sagde dronning Elizabeth og tilføjede:

”Julebudskabet minder os om, at inspiration er en gave, som både kan gives og modtages. Og at kærlighed begynder i det små, men altid vokser.”

[Dronning Elizabeth II af Storbritannien, 21/4 1926 - 8/9 2022. Foto: Wikipedia]

AMEN

Henvisninger:

Martin Luther Kings uforlignelige tale kan høres på YouTube:

https://www.youtube.com/watch?v=Mefbog-b4-4