Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 4. september 2022 

Af vikarierende sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 8 Om alle mine lemmer; 42 I underværkers land jeg bor; 300 Kom Sandheds ånd; 292 Kærligheds og sandheds ånd; 472 O Jesus, søde Jesus, dig; 396 Min mund og mit hjerte.

Denne hellige lektie skriver profeten Jonas:

Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud: »I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig. Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren!« Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden. AMEN (Jonas' Bog 2,1-11)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.« AMEN (Matthæusevangeliet 12,31-42)

Prædiken

Se, skal jeg alt fortælle fra mine ungdoms år, hvad skæbne og tilfælde mig da for hånden var, jeg kan dog andet ej end i forundring falde ved Guds husholdnings vej.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Se op i kirkens loft. Er det den lysende stjernehimmel, som man har tænkt på? Som om vi befinder os ude på det åbne hav, ombord på et skib, og vi kigger op, op imod stjernerne? Det er stort, og det er underfuldt, denne verden, dette menneskeliv. Kirkerummet minder os om det. Som en sejlads på det åbne hav minder os om det. 

Vi er fare, hvis vi falder i uden redningsvest. Som profeten Jonas gjorde det. Han overlevede. Da hans liv var ved at ebbe ud, huskede han på Herren, hans bøn nåede frem i tide, og han blev reddet.

I fortællingen om Jonas er vi ude i ekstremerne. Det er liv eller død, det handler om. Og, fortælles vi, i den ekstreme livssituation kan der opstå en klarhed i tanke og tale – som hos profeten Jonas. På havets bund, i hvalens bug vender han sig imod den Gud, hvorfra sandhed, liv og lys strømmer.

["Jonas i hvalen" i Vestervang Kirke af den svenske kunstner Stig Carlsson. Foto: Sille Arendt]

Over sommeren har jeg vikarieret for jeres og kirkens gamle præst, Søren, i Helsingør arrest. I samtalerne med de indsatte, som befinder sig i en ekstrem livssituation, kommer Guds virkelighed på spil. Eller på mundret dansk – er der mening tilstede i mit liv, og i så fald hvilken? Afskåret fra omverden og familie, ladt alene med sig selv, melder spørgsmålet sig om Guds virkelighed sig for den indsatte. Også når jeg, som præst ved forsvaret, taler med soldater, melder spørgsmålet om Guds virkelighed sig. Soldater er nemlig – ligesom arrestens indsatte – sat i situationer, hvor liv og død, mening og meningsløshed bliver nærværende.

På sin vis er det banalt: i mødet med livets yderste grænser melder spørgsmålet om Guds virkelighed sig. Men jeg gentager det i dag alligevel. For vi ved alle, at vi kan blive opslugt – ikke af en hval – men af hverdagen, indkøbsture til Netto, støvsugning, oprydning, tv og kaffe. Det som hvis det kører i en god gænge måske er det mest underfulde og lyksalige, vi kan opleve, det som Ingemann kalder ”I underværkers land jeg bor”: den simple gave ved at være til under septembers blå himmel. Hvor Guds riges virkelighed står lysende klar for os, men også så klar at den bliver gennemsigtig og kan fortabe sig for os.

Hvordan melder Jesu hårde tale sig i denne situation, jeg har forsøgt at male op? Altså midt i livets underværk og i den dyrebare virkelighed; at vi er, og verden er? Om det så er nu midt i kirkeskibet, i tryghed under loftets stjerner, eller om det er på havets bund forladt af alt og alle, eller i cellen eller på slagmarken, eller her i Vestervang sogn på vej fra a til b i dagens gøremål? Hvordan melder Herrens tale sig til os nu?

Jo, baggrunden må på plads først: Jesus har netop gjort et under, han har givet synet og talen tilbage til en som før var blind og stum. Nu beskyldes han så for, at han har udøvet sin magt ved hjælp af dæmonernes fyrste Beelzebul. Med andre ord – Jesus beskyldes i grunden for at bringe kaos med sig – for hvis man kan udøve det gode med det onde, så kan man også udøve det onde med det gode – og så vi i sandhed på Herrens mark som menneskebørn. Hvor skal vi gå hen? Hvad skal vi rette os efter? Hvad er det rette i sidste ende, hvis ondt bliver til godt og godt til ondt? Hvis Gud er løgn, og djævelen er sandhed?

Det er i grunden, en af de mest alvorlige anklager imod evangeliet om Guds søn, der kom til verden, som vi hører i dag. Anklagen lyder ikke: du er ikke til. Anklagen lyder: Din magt er ikke god, ikke uselvisk og opofrende, den er ond, selvoptaget og manipulerende. Det er en alvorlig anklage. Og Jesus reagerer da også tilsvarende stærkt. I kan godt tale dårligt og nedrigt imod mig, I kan sige at jeg ikke er andet end tømrersøn fra Nazareth, men tal ikke imod jeres eget hjerte, jeres egen samvittighed og erfaring af den verden, som I lever i, hvori den gode Gud, Helligånden eller hvad I vil kalde en ubegribelig magt i tilværelsen, har nedlagt en skelnen mellem godt og ondt, sandt og falsk, liv og død.

Bliv ikke fanget i ligegyldighed og anklage mod dette liv, som ethvert menneske har fået.

Sådan hører jeg Jesu hårde tale i dag: I vores tid er ordet om Kristus og kirken skubbet ud af det daglige, private liv og offentlige liv. Tilbage står vi – sat på spidsen - med en verden, hvori mennesket efterlades alene og rådvildt. I sin ekstreme version viser denne rådvildhed sig i et spørgsmål, som viser sig mere og mere i min generation og i de kommende. Tør man sætte børn i verden, når klimaet forandrer sig? Gør man egentlig ikke noget forkert i så fald, et menneskeliv er jo i sidste ende én stor forbruger af klodens ressourcer, og det kan vi ikke forsvare.

Det er et ekstremt standpunkt, jeg ved det godt. Men det findes, også i den helt almindelige familie på fire, som må leve i en form for skam, for tidsånden undslipper ingen. Heldigvis spolerer glæden over børnene skammen i sidste ende for de fleste.

Menneskelivet er ekstremt. Spændt ud mellem liv og død. Vi begyndte ude på den åbne sø, under stjernerne, med det enorme, dybe hav under os, i underværkers land. Det er der, vi bor. Jesu Kristus taler til os i dag for at holde os fast i det under, som vores liv er og lade os stole på, at vor Herre virker til vores bedste. Om vi befinder os i lykke eller ulykke, alene på havets bund eller alene blandt mennesker, ude af stand til at komme i kontakt med de andre og verden omkring, som den døvstumme – stol på Gud, stol på Guds godhed, stol på, at han er den, der sidder ved din side, når du sidder i mørke. At han er den, der kommer til dig i lyset fra den du elsker.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

AMEN