Prædiken til 11. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 28. august 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 749 I Østen stiger solen op; 397 Trods længselens smerte; 674 Sov sødt barnlille; 321 O Kristelighed; 192, kun vers 7; 14 Tænk, at livet koster livet!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« AMEN (Lukasevangeliet 7,36-50).

Kære menighed!

Vi hører i dagens evangelium, at Jesus er blevet inviteret hjem til en farisæer, der hedder Simon.

Han ligger ned på sin ene side på en lav bænk ligesom de andre inviterede mandlige middagsgæster, idet han støtter sit hoved med venstre hånd, og tager maden med den højre, og dermed har fødderne vendt væk fra det fælles lave spisebord i deres midte.

Men så sker der noget helt usædvanligt.

For en kvinde kommer ind og går ikke over til kvinderne, men til mændenes bord.

Hvilket i sig selv var usædvanligt i en kultur, hvor kvinder og mænd normalt holdt sig på en vis afstand af hinanden.

Og hun begynder at røre ved Jesus’ fødder og giver dem en temmelig usædvanlig og personlig fodpleje.

Og hvad mere er: Hun har udslået hår, og en ærbar voksen kvinde gik dengang med håret tildækket, med tørklæde, hvis hun var ude blandt andre, sådan som det stadig er normalt hos muslimerne. 

Men hende her har håret slået ud . . .

Det er nok ikke fordi, at hun gerne ville have lov til gå i skole, som man ellers godt kunne tro i denne tid, hvor en kommission nedsat af regeringen her i torsdags har foreslået et forbud mod tørklæder i skolen. Hvilket ifølge eksperter – hvis forslaget ellers bliver til lov – uundgåeligt vil medføre forbud mod ethvert religiøst symbol i skolen såsom kors i halssmykker og jødernes kalot. Og har medført hovedrysten blandt folk, som måske har mere respekt for noget så irrationelt som folks kulturelle og religiøse traditioner end denne nye kommissions forsøg på at undgå social kontrol og sikre sammenhængskraften i vores samfund – altså ved at forbyde skolepiger at bære de muslimske tørklæder.

Ja, det kan vi sagtens være uenige om og så diskutere til kirkekaffen, hvis I har lyst, men jeg håber, at I vil give mig ret i, at et noget mere kvalificeret gæt på kvindens identitet er, at kvinden i dagens evangelium var prostitueret.

Det mener Simon Farisæeren tydeligvis også, for han tænker ved sig selv, at hvis Jesus var en sand profet, så ville han vide, hvem som rørte ved ham, at det var en der levede i synd i deres by, og protestere over det.

[Alterfigur i Vestervang Kirke af Hein Heinsen. Foto: Leif Valbjørn]

Dermed er scenen sat til Jesus’ fortælling om: ”En pengeudlåner, der havde to skyldnere.” Pengeudlåneren er selvfølgelig Gud, og de to skyldnere var farisæeren og kvinden. 

Skal vi sammenligne Simon farisæeren med noget, som vi kender i dag, så må det være et moralsk menneske, der af alle kræfter stræber efter at leve et ordentligt liv. 

En som spiser den rigtige kost, dyrker rigelig motion, læser lektier med sine børn, betaler sin skat med glæde og gerne bidrager med lidt ekstra til velgørenhed.

Og skal vi sammenligne kvinden, der levede i synd, med noget, som vi kender i dag, så duer det ikke rigtigt med en prostitueret. 

For i modsætning til dengang ser de fleste af os i dag ikke prostituerede som umoralske. 

Vi ser dem snarere som ofre, som det er synd for. 

Derfor ville lignelsens pointe måske ligefrem træde klarere frem i dag, hvis det var en prostitutionskunde, der var tale om. 

For dem kan vi stadigvæk - med rette eller urette – blive særligt moralsk forargede over, ligesom man dengang kunne blive det over prostituerede.

Jeg behøver her nok bare at antyde en afdød, berømt og i disse dage meget omdiskuteret rigmand fra Helsingør, som havde det samme fornavn som dagens farisæer, hvis I tvivler om dette. 

Simon farisæeren og kvinden havde altså ikke meget til fælles i den måde de levede deres liv på. 

Men de var dog fælles om noget, siger fortællingen. Nemlig det, at de begge var Guds skyldnere, og ikke kunne betale regningen.

Nå, ja, siger vi måske: ’Ingen er perfekt. Vi er alle syndere. Og heldigvis tilgiver Gud os. Alt er i orden. God nat og sov sødt’.

Eller vi tænker måske, at nok er vi alle syndere. Men der må trods alt være forskel på os de pæne syndere og så alle de andre mindre pæne – de virkelige syndere. 

Og ja, der er selvfølgelig en levevis, som er moralsk god og anstændig og ofte får det bedste frem i os - og så en anden levevis som er forkert og ofte selvdestruktiv og måske kan kaldes uanstændig – i hvert fald hvis man udnytter eller sårer andre og især dem, som er svagere end en selv.

Men det er bare så fløjtende ligegyldigt i denne sammenhæng. 

For Jesus siger, at begge var skyldnere, og at ingen af dem havde noget at betale med, og at de så begge fik eftergivet gælden.

Det lyder så let, men prøv at tænke det igennem:

Fordi de ikke kunne betale deres termin, eftergav kreditforeningen dem lånet. 

Da gæsterne på den gode restaurant ikke havde penge til at betale for deres treretters menu, ringede ejeren ikke til politiet, men rev bare regningen i stykker og serverede ovenikøbet cognac til kaffen.

”Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld.” 

I den forstand var kvinden og farisæeren lige overfor Gud. 

Men Jesus fremhæver af de to også kvinden, der levede i synd.

For hun elskede mest, fordi hun var blevet eftergivet mest, siger han.

Og det synes jeg er en svimlende dyb pointe, som rummer hele det kristne budskab i en nøddeskal.

For kun det menneske, som virkelig har erfaret tilgivelsens virkelighed, kan vel leve et helt menneskeliv i ordets fulde betydning. 

Og jeg kan i den sammenhæng ikke lade være med her til sidst at fortælle jer om en bekendt til mig her i byen, og jeg ved, at jeg gerne må fortælle hendes historie, som hun selv har offentliggjort i forskellige sammenhænge.

I sin ungdom elskede hun fester og fart og spænding og blev så afhængig af hårde stoffer og kom i en yderst svær situation, hvor hun i flere år prostituerede sig på Istedgade for at få penge til sit misbrug.

Til sidst havde hun oparbejdet en kolossal og for hende fuldstændig ubetalelig narkogæld på flere hundredetusinde kroner til en udenlandsk narkohandler, som nu for længst er dømt og udvist af Danmark.

Hun frygtede hans vrede, men han sagde stik imod al forventning til hende: Du er et menneske, som jeg igennem flere år har lært at kende og holder meget af, og hvis du vælger livet og vil gå i professionel behandling for dit misbrug, så eftergiver jeg dig alle disse penge, som du skylder mig. 

Dette blev for hende begyndelsen på en lang rejse tilbage til livet, og hun har i de sidste mange år været forhenværende narkoman og lever nu et godt liv. 

Fordi et menneske ikke kun så på hendes fortid og ikke kun tænkte på at inddrive hendes gæld, men så på hende som et levende menneske, som kunne forandres.

I modsætning til Simon Farisæer i dagens evangelium.

Han så kvinden komme ind fra gaden, hvor hun trak, men han så ikke andet end et eksempel på andres umoral og hans egen moral og blev forarget.

For han levede i grunden kun i sine egne bedrevidende tanker, og han ville ikke gang nævne kvinden ved navn, endsige gå hen til hende, som kom ind i hans hus.

Kvinden derimod levede ikke kun i sine tanker.

Hun levede et virkeligt liv på godt og nok især ondt.

Men så havde hun mødt et menneske, som kunne rumme dette liv, og som gjorde, at hun måske ikke længere kun var fuld af skam eller kynisk selvforagt eller ligegyldighed, selv om hun måske stadigvæk måtte prostituere sig selv.

Der gjorde, at hun kunne græde over sin skæbne, men nu snarere med glædestårer og ikke bitre tårer, fordi hun fra nu af vidste, at hun var meget mere end blot et uheldigt socialt tilfælde.

Derfor måtte hun vise sin kærlighed og taknemlighed på den måde, som hun kunne, dvs. ved at græde ved hans fødder og kysse og salve dem med sin kostbare olie. 

Selv om det vakte opsigt og Simon og sikkert også de andre rynkede på næsen og tænkte sit. 

Og derfor sagde Jesus til hende: ”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”

AMEN.