Prædiken til 10. søndag efter Trinitatis 2022


Prædiken til 10. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 21. august 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 735 Nu sol i øst oprinder mild; 406 søndag morgen fra de døde; 517 O, hvor er nåde-stolen; Motet: ”Dansens Herre” (Carter Sidney/Holger Lissner); 492 Guds igenfødte, ny-levende sjæle; 192, kun vers 7; 436 Gladelig vil vi hallelujah kvæde.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« AMEN (Matthæusevangeliet 11,16-24)

 

Kære menighed!

 

I slutningen af det 2. århundrede eller senest i det tredje århundrede blev der skrevet et underligt skrift om apostlen Johannes – Johannesakterne, hedder det.

Det blev meget udbredt og på et kirkemøde 500 år efter strengt forbudt.

Fordi vi i skriftet stedvis møder den kætterske opfattelse, at Kristus kun havde et skinlegeme – en menneskeham.

For Gud kan ikke lide tørst og sult og slet ikke lide døden, var tankegangen.

 

Johannesakterne er dog især fyldt med legender om Johannes’ mange mirakler, men hvor Jesus’ mirakler i evangelierne altid vil afhjælpe konkret menneskelig nød, så er fortællingerne i Johannesakterne ofte de rene røverhistorier, erotisk vovede eller absurde eller komiske.

Det fortælles f.eks., at Johannes og hans disciple overnatter på et herberg med mange sengelus, og hvordan Johannes, da han ikke kan falde i søvn på grund af lusebid, højlydt og venligt beordrer lusene til at forføje sig.

Disciplene griner af deres mesters ord, men da de om morgenen forlader hotellet sidder alle lusene pænt og venter på dem ude på dørmåtten, og Johannes giver så generøst lusene lov til at vende tilbage til deres gamle gemak, hvilket hotellets kommende gæster må have ærgret sig over. 

 

Men en blind høne kan også finde korn, endda guldkorn, og det fortælles i Johannesakterne, at Jesus skærtorsdag aften danser og synger med disciplene.

Jesus beder disciplene stille sig i en rundkreds om ham og tage hinanden i hånden, og så synger han en lang sang for dem, mens de danser, og disciplene synger amen efter hver linje.

Jesus’ sang sætter ord på en mystisk erfaring af at være ude over alle de modsætninger, som præger vort liv og splitter det op, og han synger bl.a.:

 

Jeg vil spise og blive fortæret.

Jeg vil blive såret og jeg vil såre.

Jeg vil blive forstået af forstanden, jeg som er helt uden forstand.

Jeg vil blive forenet, og jeg vil forene.

Jeg vil flygte, og jeg vil blive.

Jeg har ikke noget sted, og jeg har steder.

Jeg har ikke noget tempel, og jeg har templer,

Jeg vil blive fri, og jeg vil gøre fri.

Jeg vil blive født, og jeg vil føde.

 

Og Jesus synger videre, mens dansen fortsætter:

Nåden danser

Jeg vil spille på fløjte, og alle skal I danse! 

Jeg vil synge klagesang, alle skal I sørge.

En ottekreds lovsynger sammen med os, synger Jesus, og den ukendte forfatter til Johannesakterne vil dermed nok sige, at selv Guds fornemmeste engle i den højeste eller ottende himmel synger og danser med – sådan som englene sang i julenatten for hyrderne, da Jesus blev født.

Tallet tolv danser foroven, synger Jesus videre, og der tænkes vel her på de tolv klassiske stjernetegn i dyrekredsen, så selv universet med de store stjerner danser med Jesus og disciplene på denne skæbnesvangre aften før hans død.

 

Når du tager del i dansen, så se dig selv i mig der taler, siger Jesus bagefter forklarende til disciplene og uddyber:

Du som danser, forstår, hvad jeg gør, din er nemlig denne menneskets lidelse, som jeg skal udstå.

Lær lidelsen at kende og du vil opnå fravær af lidelse, siger Jesus også til disciplene.

 

Denne sang og dans i dette oldgamle forkætrede skrift er for mig en nøgle til at forstå dagens evangelium.

Vi hører i evangeliet først, at Jesus sammenligner slægten med børn, som ikke gider lege med.

Mennesker er som børn på torvet, der hverken vil danse, når der spilles på fløjte for dem, eller sørge, når de hører klagesange. 

Hvad Jesus tænker på er børn, som i datidens byer ofte legede bryllup og begravelse.

Børnene efterlignede i deres leg de voksnes store optog til datidens bryllupper, hvor mænd spillede på fløjter og dansen gik.

Og børn efterlignede i deres leg de store begravelsesoptog, hvor professionelle klagesangere, som var kvinder, satte ord på de pårørendes sorg og fortvivlelse og rev alle med i en slags kollektiv forløsende sorgterapi, hvilket man stadigvæk kan se til muslimske begravelser i Mellemøsten.

 

Dernæst hører vi om både Johannes Døber og Jesus, og det er påfaldende, at de to her ses som to sider af samme sag – som to sider af Guds visdoms gerninger.

Johannes Døberen kom og det var som om, at han spillede til begravelse.

For Johannes Døber ville ikke have noget at gøre med mennesker, som de nu engang var og er. 

Alle og enhver skulle omvende sig fra deres gamle liv og begynde helt forfra.

Derfor ville Johannes Døberen ikke spise og drikke og klæde sig normalt og levede i ørkenen af græshopper og vild honning.

Derfor truede han med bål og brand og døbte alle mennesker i Jordanfloden, altså ikke kun de åbenlyse syndere og hedninge, men selv de mest fromme og gode jøder i Jerusalem. 

De skulle alle komme til ham og drukne deres gamle liv for at opstå til et nyt liv.

Og mange folk sagde selvfølgelig fra og sagde om Johannes Døber: Han overdriver. Så slemme er vi heller ikke. Han er fra forstanden. Han er besat!

 

Derefter kom menneskesønnen, og han var virkelig et menneske som os selv.

For Jesus spiste og drak og gik klædt som alle andre, og han var sammen med folk som de nu var, og han indbød alle mennesker til evangeliets glade bryllupsfest – såvel skøger som toldere og syndere, men også respekterede borgerfolk og de fromme og religiøse.

Og folk blev igen forargede og beskyldte Jesus for at være en fråser og dranker.

 

Johannes var alt for meget, fordi han var alt for streng og krævede alt for meget.

Jesus var alt for meget, fordi han var alt for generøs og gavmildt gav plads til alle i sit selskab og spiste og drak med enhver og gik med til deres fester.

Så let skal det heller ikke være, sagde folk. Livet er jo ikke bare en bryllupsdans på roser. Der må dog være forskel på vi pæne mennesker, som gør os umage med livet, og går i kirke og betaler skat og dog gør noget godt, og så alle de åbenlyse gudsfornægtere, som kun lever for at mele deres egen kage og opfylde deres egne egoistiske behov.

 

Men fordi de forarget tænkte sådan, så erfarede de ikke evangeliets glæde.

For den kristne glæde er paradoksalt, at vi i evangeliet indbydes både til vores egen begravelse og til bryllup.

At Gud siger både nej og ja til os alle.

 

For at være en kristen er altid at stå under Guds dom, og det vil sige: at høre ordet om, at jeg skal elske og ære Gud og min næste af al min kraft, og dog vide, at jeg ikke kan holde ud at høre det i al sin radikalitet – fordi Gud siger nej til min selvoptagethed, min synd, til mit liv.

Men det underlige er, at først når jeg hører dette nej i al dets hårde radikalitet, først da erfarer jeg, hvad det betyder, at Gud elsker mig som den synder – som det menneske jeg er.

Først da erfarer jeg, hvad det betyder, at Gud ikke bare siger ja til en del af mit liv, den smukke og mest meningsfulde del, mit såkaldte fromhedsliv eller mine politiske måske åh så korrekte holdninger. 

Men at Gud i evangeliet siger ja til hele mit liv, inkl. alt det i mig selv som jeg ikke er stolt af.

 

Og da ved jeg vel og føler ligesom intuitivt, at jeg på en måde frygter dette Guds store ja lige så meget som jeg frygter hans nej, fordi det river tæppet væk under alt det, som jeg ellers bruger til at sikre mig og sikre en mening med mit liv.

Fordi det er et ja til hele mit liv, inkl. det onde i mig selv, som jeg så ofte fortrænger og skal kæmpe imod. 

Mit liv med dets glæder og dets sorg, mit liv til hver dag og fest, mit liv med alle dets modsætninger, dets styrker og svagheder, sejre og nederlag.

 

Og da forstår jeg vel også, at Jesus i anden halvdel af dagens tekst måtte tale så hårdt imod de provinsbyer i Galilæa, Korazin, Betsejda og Kapernaum, hvor han havde levet og indbudt til bryllupsfesten.

Fordi folk dér hverken ville høre Guds nej eller Guds ja, men bare havde trukket på skulderen af både hans og Johannes Døbers forkyndelse og tænkt, at det var alt for outreret – at det ene var for strengt og fanatisk og det andet for gavmildt og generøst.

 

Ja, da forstår jeg måske, at Guds ja er så simpelt, som hvis et menneske til en fest rækker hånden ud efter mig for at trække mig ind i dansen.

Jeg har måske ikke lyst til at danse med, eller jeg frygter måske at blive til grin, hvis jeg er en dårlig danser.

Men jeg ved alligevel godt et eller andet sted indeni, at jeg burde tage imod den fremstrakte hånd og lade mig trække ind i dansen og danse med uden forbehold – glemme mine fejltrin og give mig hen til dansen og fællesskabet.

Fordi det i det mindste for en aften kan skænke mig en selvforglemmende glæde, som jeg aldrig vil kunne give mig selv.

 

Derfor blev vi begravet med Kristus til døden i vor dåb for at få del i hans opstandelse og leve et helt nyt liv. 

Derfor kommer Kristus og spiser og drikker bogstaveligt med os syndere i nadverens hellige sakramente og gør sig til ét med os.

Derfor må enhver af os med sig selv afgøre, om dette blot er en barnagtig leg, som vi ikke vil lege med i . . . 

Eller om vi ved at give Gud ret i både hans dom og hans tilgivelse – i både hans nej og hans ja – kan føle større tyngde og alvor, men også større glæde og munterhed i tilværelsen.

Og om vi da ikke også fornemmer, hvad vi ikke kan forstå eller virkelig udtrykke i ord, men alligevel erfarer i nådefulde glimt.

Måske når vi bydes op til dans og slet kan lade være med at danse med - som til en vellykket bryllupsfest.

Eller når vi leger, sådan som børn kan lege.

At denne verden bæres og gennemstrømmes af en kærlighed, som kan rumme alle modsætningerne inden i os selv og alt, hvad der skiller os fra hinanden; af en kærlighed der er stærkere end selv døden.

 

Eller som middelalderens store kristne digter Dante siger til sidst i ”Den guddommelige komedie”, da digteren skuer ind i den treenige Guds væsen, i altings grund og formål:

 

Dén høje fantasi kan ingen ord nå;

men drift og vilje blev i mig bevæget,

så jævnt som hjulet drejes, af den kærlighed

der driver solen og de andre stjerner. 

 

AMEN

 

Henvisninger:

Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen: Nytestamentlige Apokryfer. 2002.

Dantes Guddommelige Komedie. På danske vers og med kommentarer af Ole Meyer. 2000.

 

 




senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023