Prædiken til 7. søndag efter Trinitatis 2022


Prædiken til 7. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 31. juli 2022

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard


DDS 4 Giv mig Gud en salmetunge; 2 Lover den Herre; 447 Herren strækker ud sin arm; 674 Sov sødt barnlille // Motet: ”Noget om Stjernefangst” med tekst af Halfdan Rasmussen og melodi af Morten Poulsen; 645 Stille er min sjæl til Gud; 192/7; 42 I underværkers land jeg bor.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.« AMEN (Matthæusevangeliet 10,24-31)

 

Kære menighed!

 

Det siges, at Johan Sebastian Bach blev mobbet som dreng. Han havde også en sadistisk rektor. Han mistede begge sine forældre, da han var kun 10 år gammel, og siden sin første hustru og mange andre familiemedlemmer.

Men på trods af al denne sorg og modgang i hans liv, så skrev Bach over alle sine utallige kompositioner forkortelsen S.D.G. eller Soli Deo Gloria, som betyder ”Gud alene æren”, men lige så godt kan oversættes med, at al herlighed tilhører Gud.

Og man kan vel træffende karakterisere hele Bachs gigantiske værk som en lang og tindrende smuk lovprisning af Guds herlighed.

 

Ja, bare rolig, jeg tør ikke vove mig ud i analyse af Bachs musik og slet ikke i dette selskab, som rummer så mange fortrinlige musikere, heriblandt Julie og Jeppe, forældrene til Vitus, som netop er blevet døbt.

Men Bachs musik med dens forunderlige gentagelser af temaer, som ligesom går ind og ud af hinanden i utallige små variationer og dog forbliver det samme, er blevet kaldt det stærkeste og smukkeste udtryk for kristendom i verden – for det eviges og fuldkomnes tilstedeværelse i denne faldne og forgængelige verden.

 

Hvilket minder mig om det berømte, rytmiske digt fra Prædikerens Bog i det gamle Testamente, som vi hørte fra alteret som den første bibellæsning ved vores gudstjeneste i dag. 

Vi ved ikke, hvem denne gamle prædikant var, kun at han levede nogle hundrede år før Jesus’ fødsel.

Men vi hørte, at han sagde, at alting har en tid, at for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt (Prædikerens Bog 3,1-8):

 

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at holde klage, en tid til at danse.

En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.

En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.

En tid til at opsøge, en tid til at miste.

En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.

En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.

En tid til at tie, en tid til at tale.

En tid til at elske, en tid til at hade.

En tid til krig, en tid til fred.

 

Hvad der siges, er ikke bare dette, at alting har sin tid, fordi alting forgår. For det siges dermed også, at alting hele tiden opstår, at intet er en selvfølge, at det er et under, at noget er til.

Alting i tidens strøm og i vort liv forgår hvert øjeblik, og alting bliver til i hvert øjeblik.

Evigheden er nemlig ikke noget, som følger efter tiden eller tidens uendelige udstrækning. Evigheden er som en laks, som svømmer op mod strømmen, siger Jakob Wolf, en af vor tids mest originale og læseværdige danske teologer, og hvis tolkning af Prædikerens ord jeg her er inspireret af.

Det er evigheden i tiden, som gør, at alting ligesom er et møde og en modsætning mellem tilblivelse og ødelæggelse, skabelse og tilintetgørelse.

 

Livet er tvetydigt, består af godt og ondt, sagde Prædikeren.

For han var en stor og ærlig realist.

Men han var ikke en pessimist.

Tværtimod er der en underlig trøst i hans ord.

 

Hvorfra kommer denne trøst?

Tja, trøsten hænger selvfølgelig sammen med realismen, med at alting har sin tid og sin ende, også det der er svært.

Men det er en trøst, som er dybere end dette, og som ikke kan adskilles fra digtets musikalske rytme.

Alting har en tid, siger Prædikeren, og man fornemmer bare ved at læse og høre digtet, at der er en rytme i alt – ligesom i et stykke musik, hvor alle toner og pauser og akkorder har deres nøjagtige plads i den tid, hvor musikken varer.

 

Når vi ikke kan blive trætte af at høre en god melodi igen og igen, skriver Jakob Wolf, er det, fordi der ligger en dyb tilfredsstillelse i at lægge mærke til, hvordan alle toner, spændinger, forløsninger, i melodien følger en præcis orden, som vi ikke kan definere, en slags følelsernes logik. 

Det er meningsløst at spørge, hvad meningen er med en god melodi. 

Meningen er at være til stede i den, spille den, synge den, lytte til den, lade den fylde sig ud.

 

Det er tilsvarende meningsløst at spørge om livets mening.

Livets mening er i de hændelser, hvor det er meningsløst at spørge om meningen.

Når vi giver slip på os selv i musik og leg, når vi står med et barn i hænderne, når vi fornemmer denne dybere rytme, som vi ikke kan forklare, men som skænker os den umiddelbare vished, at livet er skabt godt – og derfor er skabt til at blive levet.

 

Vores liv forbliver trods denne vished tvetydigt, sådan erfarer vi det det jo, og det er hvad der gør Prædikerens gamle digt troværdigt.

Men livets mange modsætninger mødes i digtet i dets musikalske rytme, som kan rumme dem.

Det betyder ikke, at alting går op i en højere harmonisk enhed.

Der sker meget i vort liv, som vi aldrig kommer til at forstå – så sandt som vi alle skal græde og le, elske og hade, rive ned og bygge op, leve og dø.

Men det betyder, at alting i vores tvetydige og forgængelige verden bæres af en dybere rytme, som vi måske kan fornemme i nådefulde øjeblikke, og som gør, at vi kan acceptere det svære og leve med håb.

 

Når vi oplever kunst, som er så fuld af mening, at det bliver meningsløst og virker småligt at spørge, hvad meningen dermed er, eller hvad det skal bruges til.

Som f.eks. Halfdan Rasmusens smukke digt ”Noget om stjernefangst”, som vores organist Morten Poulsen har sat musik til, og som koret vil synge som motet i dag. Hvor digteren står i en måneklar nat og ser ud over Øresund og venter på sin elskedes kys og siger:

 

Jeg har stjerneskud i lommen.
Himmelske akkorder
fylder hjertets stilhed ud.

 

Eller når vi glemmer os selv i glæde over at være sammen med andre.

Eller måske når vi hører ordene i dagens evangelium, som Jesus sagde til sine disciple den dag, hvor han sendte dem ud i verden for at prædike om Guds rige.

 

Jesus har først i sin lange udsendelsestale fortalt disciplene, hvordan de vil møde modgang og blive forfulgt selv af deres nærmeste.                                   

Men så siger han til dem i dagens tekst, at en discipel ikke står over sin mester, og at det må være nok for en tjener, når det går ham som hans Herre.

Det at være kristen er altså altid at være en discipel og en tjener.

Det er ikke at blive færdigudlært for så selv at blive en mester.

Det er at være kaldet til at leve sit liv i tjeneste for andre, som kalder på os og har brug for os.

 

Det er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt, siger Jesus dernæst.

For vi er som kristne altid undervejs mod nye indsigter.

Vi har ikke en fiks og færdig forklaring på alting, som vi kan belære andre om.

Men vi har fået del i den hemmelighedsfulde grundrytme i og under tilværelsen, som gør, at vi kan acceptere tvetydigheden i livet og i fællesskab måske kan blive klogere på det. 

 

Der falder ikke en lille fugl til jorden, uden at Gud er med den, siger Jesus til sidst til sine disciple, og at Gud kender selv hvert hovedhår på deres hoveder.

Disciplene var fattige mennesker og sikkert vant til at blive overset og set ned på, men nu fik de at vide, at Gud kendte hvert et snavset, fedtet og sikkert lusebefængt hår på deres solsvedne isser.

Det har sikkert fået dem til at le, men jeg tror, at det også gav dem en dyb indre fred.

Der var også en tid til dem – plads til dem – de betød noget – Gud selv havde en mening med deres liv. 

De skulle ikke forstå det med deres forstand, men forkynde det åbenlyst for alle og enhver – som når mennesker gribes af musikken og ikke kan lade være med at spille og synge eller lytte til en rigtig god sang.

 

Derfor gik disciplene ud og forkyndte trods al modgang evangeliet så frygtløst, at verden aldrig blev den samme igen.

Derfor blev vi døbt og fik del i Kristus' død og opstandelse, så vi kan leve i troen på, at vi aldrig er alene om vores smerte eller ene med vores glæde.

Derfor synger vi her i kirken søndag efter søndag:

 

Du, som har dig selv mig givet, 

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng.

 

AMEN

 

Henvisninger:

Jakob Wolf, Prædikenvejledning til 7. søndag efter trinitatis, i Præsteforeningens Blad, Årgang 2006, nr. 27.

 

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39