Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis 2022


Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 24. juli 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 736 Den mørke nat forgangen er; 686 Min sjæl, om du vil nogen tid; 59 Jesus os til trøst og gavn; 493 Gud Herren så til jorden ned; 192, kun vers 7; 306 O Helligånd kom til os ned.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« AMEN (Matthæusevangeliet 19,16-26)

 

Kære menighed!

 

I mandags døde Poul Dissing i en alder af 84 år. Danmarks største og mest originale visesanger er ikke blandt os mere, og jeg har i hele ugen gået og nynnet sangene fra hans og Benny Andersens geniale plade ”Svantes viser” fra 1973.

For som det lyder på pladens sidste vemodige afskedsnummer, "Svante Svanesang":

 

Timerne føles så korte.

Ingenting varer ved.

Mor jeg nu godt når jeg er borte.

Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

 

Det var Benny Andersen der havde skrevet både tekst og musik og først udgivet dem i den lille historie ”Svantes viser”, men i Poul Dissing fandt han en dybt genial fortolker af sine viser, som i bogen er tillagt Benny Andersens fiktive og temmelig fordrukne ven, den mystiske, fallerede, forhenværende lægestuderende Svante, som i fortællingen går i hundene i København på grund af for mange portnere, ulykkelig forelskelse i Ninna og et alt for følsomt sind – alt imens Svante skriver sine rørende smådigte om sit liv, fulde af stor humor, i enkelte nådefulde øjeblikke af den svenskfødte Svantes glæder som i ”Svantes lykkelige dag” med omkvædet om kaffen, som om lidt er klar (hvilket i parentes bemærket jo lyder helt folkekirkeligt); men især fulde af Svantes sorger og kvababbelser og lidelser og længsel efter det forjættende land, Sverige, som han dog ikke kan rejse til, da han frygter at blive søsyg på sejlturen over Øresund.

 

[Poul Dissing, 1938 - 2022, billede fra Wikepedia, fotograf ikke nævnt]

 

Mine forældre hørte ofte ”Svantes viser”, og den dag i dag kan jeg de fleste af teksterne udenad – mere end 40 år efter jeg hørte dem i mit barndomshjem.

Og når vi i dagens evangelium hører Jesus’ berømte og stærke advarsel mod rigdommens farer, så kan jeg ikke lade være at tænke på visen om Svante i stormagasinet. En sang der i disse tider med inflation og stærkt stigende priser i øvrigt synes at have fået fornyet aktualitet:

 

Selv i en ganske almind’lig butik

rammes jeg ofte af skræk og panik.

Men når jeg går ind i et stormagasin,

Kræver der mer end min selvdisciplin.

 

Sådan digter Svante først og fortæller i visens næste vers om alle sine skrækkelige indkøbsoplevelser.

Hvordan han med susen for ørene sanseløst køber ind og fortryder det bitterligt bagefter og sporenstregs må styrke sig med to øl og tre snaps på det nærmeste værtshus, før han med gåsehud tør pakke sit indkøbsnet ud:

 

Blandt de mange fortvivlende fund:

Et hundedækken, men ingen hund.

En haveslange, men hvor er mit bed?

Hvor længe skal dette mon vare ved –

 

Ja, sådan får Svante i den rablende desperate sang købt sko der alt for små og en rangle af sølv og en ternet BH samt alt muligt andet og for ham ganske unyttigt, inkl. hundehus, tropehjælm og svømmebassin.

For den tragikomiske, fattige og dybt menneskelige Svante er rigdommen en fare, som han vedkender sig. 

Han er et menneske, som kender sine egne svagheder, og dyrker dem med både selvmedlidenhed og barok, forsonende galgenhumor.

 

Vi hører i evangeliet til i dag derimod om en ung mand, som tilsyneladende er det stik modsatte af Svante.

Han er ung og har livet for sig og alle muligheder.

Han er velhavende, idealistisk, moralsk uangribelig.

Han har tilsyneladende fuldstændig tjek på livet og succes.

Ifølge Lukasevangeliets udgave af historien er han endda medlem af jødernes råd, hvilket svarer til, at han i dag ville sidde i folketinget. 

Og nu kommer han og spørger Jesus, hvad han skal gøre for også at få evigt liv. 

 

Men Jesus vil ikke give ham en anvisning på det evige liv.

”Hvorfor spørger du mig om det gode?”, svarer Jesus.

Kun én, altså Gud, er den gode, forklarer Jesus, og siger dermed til manden, at hvis han vil have del i det evige liv, så skal han lade være med at bilde sig selv ind, at han skal give Gud noget godt ved at opføre sig på en ny og særlig fortjenstfuld måde.

Så må du forstå, siger Jesus egentlig, at det er dig, som tager imod det gode, og allerede har fået noget, ja alt, og hvis du virkelig har indset dette, så vil du allerede have travlt med at give det videre til andre.

Du kender jo budene, siger Jesus, og opremser dels de af de 10 bud, som angår vores forpligtelser mod vores medmennesker, at vi ikke må stjæle eller vidne falsk eller bryde et ægteskab eller begå drab og skal ære vores far og mor; og Jesus nævner også den såkaldte gyldne regel, som vi ligeledes kender fra Det gamle Testamente, at vi skal elske vores næste som vi elsker os selv.

 

Men alt det gør ikke det store indtryk på den unge seriøse mand, som i forvejen kendte disse bud, og sikkert havde forestillet sig, at Jesus ville nævne en stor og ædel og sjælden gerning, som lige netop han med al sin rigdom og alle sine talenter var den rette mand til. 

“Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?”, siger han til Jesus.

Men budene er ikke sådan lige til at opfylde, og slet ikke til at blive færdige med, hvis vi med Jesus ellers indser, at man kan stjæle og lyve og ære og slå ihjel på mange måder, eller hvad det vil sige at elske sin næste som sig selv, hvis næsten som for Jesus inkluderer alle og selv vores fjender. 

 

Derfor kan budene heller ikke bruges til at retfærdiggøre sig selv med, sådan som den rige mand gør. 

Den form for retfærdighed, som den rige mand tror på, regner i virkeligheden kun med, at et menneske er, hvad det selv kan yde eller præstere. 

Men Jesus’ eller Guds retfærdighed siger, at selv det tilsyneladende uanseelige eller mislykkede liv – som f.eks. som Benny Andersens Svante - alligevel er uendeligt betydningsfuldt i Guds øjne. 

Derfor sætter Jesus den rige mand i samme situation som kejseren i H.C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder”. 

Da den lille dreng råber: ”Han har jo ikke noget tøj på”. 

For Jesus siger til den rige mand, at hvis han vil være fuldkommen, så må han give afkald på det, som han i virkeligheden mest af alt sætter sin lid til: Sine penge – sin status – sin succes i verden. 

Men kærligheden til pengene, viser det sig, står i vejen for kærligheden til næsten. 

Derfor gik den unge velhaver bedrøvet bort.

 

Det er en trist slutning, og det forfærder Jesus' disciple, da han derefter siger de berømte ord, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.

Og det burde måske forfærde os alle, og få os til at indse, at rigdommens fare er, at den så let får os til at tro, at vi har styr på livet, og at alt hvad vi har, skyldes os selv, og at det er os, som skal give andre noget, at det er os, som skal belære andre.

For så glemmer vi, at vi er fælles om dette liv, og at vi overfor Gud alle er skyldnere, som dybest set kun lever af hans rigdom, hans nåde og barmhjertighed.

For vi kan ikke sælge alt, hvad vi ejer, og give det til de fattige, sådan som Jesus siger til denne unge mand.

Det kunne han jo heller ikke, og han var endda et meget idealistisk og alvorligt ungt menneske.

Men vi skal være bevidste om rigdommens farer, og om at der findes så mange forskellige former for rigdom eller talenter og så mange forskellige måder at få succes på – og så mange forskellige måder at tackle vores rigdom og succes på.

 

Vi fejrer f.eks. i dag Jonas Vingegaards enorme triumf i Tour de France – den største danske sportspræstation i dette årtusind – og jeg glæder mig til i eftermiddag at se den unge dansker blive hyldet i Paris som vinder af verdens hårdeste cykelløb.

Men selv om Jonas Vingegaard klarede det så fremragende i går på enkeltstarten, hvor han fik næstbedste tid, så findes vinderen altid ude på de hårde bjergetaper – vinderne er dem der har overvundet de største stigninger eller forhindringer – dem uden for kategori.

Og selv i en så ekstrem og individuel præstationssport som cykelløb er stjernen da helt afhængig af sin hjælper på de store stigninger – af at være en del af et godt hold, som støtter ham eller hende, når det virkelig går opad, og man er ved at miste gejsten og kræfterne.

”Jeg har verdens bedste cykelrytter som min hjælper”, sagde Jonas Vingegaard efter hans storsejr på bjerget Hautacam i torsdags.

Og det er vel især sådan på grund af denne beskedenhed, at den unge vendelboer har vundet vores hjerter i dette års Tour de France.

Ja, ved at køre ufatteligt godt på sin cykel, selvfølgelig, men også ved ikke at ville beholde æren for sig selv, men ved at dele den med sit hold – og ved ydmygt at holde fast på, at intet var afgjort, før de i dag kommer til Paris, og at også en stjerne som ham har brug for både hjælp og held – for ingen kan klare de store bjerge alene, og alle kan rammes af uforudsigelige omstændigheder og styrte og falde i såvel et cykelløb som i livet som sådan.  

Sådan Jonas Vingegaard var lige ved at styrte såvel i torsdags og i går.

Og så ved at vise os, at man ikke skal vinde for enhver pris, men på den rigtige måde. 

Som da Jonas Vingegaard i torsdags ventede på sin farligste konkurrent, da denne styrtede.

 

Vi skal gøre os umage med livet og bruge vores talenter og forsøge at gøre livet rigt på hver vores måde.

Men vi skal ikke blive slave af rigdommen og huske på, at selv den stærkeste og dygtigste og rigeste af os har fået langt mere, end vi selv formår at give fra os – bare ved at vi har fået livet og nogle at leve sammen med og at leve for.

 

AMEN

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39