Prædiken til 2. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 26. juni 2022

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

15 Op al den ting; 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat; 447 Herren strækker ud sin arm; 674 Sov sødt barnlille; 292 Kærligheds og sandheds Ånd!;192/kun vers 7; 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« AMEN

(Lukasevangeliet 14,25-35)

Kære menighed!

Hvad jeg her har læst, regnes for en af de sværeste prædikentekster i hele kirkeåret. På grund af ordet om at man ikke kan være disciple af Jesus uden at hade sin familie, far og mor og ægtefælle og børn, ja sit eget liv.

For hvordan hænger det sammen med, hvad Jesus ellers stod for? Han som talte om tilgivelse og om at elske selv sine fjender. Han der andetsteds udtrykkeligt sagde, at vi skal overholde alle de ti bud, inkl. det fjerde bud om at ære vores forældre.

Eller hvordan hænger Jesus’ barske ord sammen med f.eks. apostlen Paulus’ ord i 1. Timotheusbrev, hvor han skriver: ”Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen, og er værre end en vantro.” 

Tja, der er nogle oplagte løsningsforslag, som jeg selv ofte har benyttet. De går ud på følgende:

Når Jesus for det første bruger ordet hade, så taler han på ægte mellemøstlig maner med hang til overdrivelser og stærke, lidenskabelige sproglige billeder. Ligesom når Gud i Det gamle Testamente siger: ”Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg”. 

Eller når Jesus siger, at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, og begrunder denne advarsel mod at søge lykken i penge med, at man ikke kan tjene to herrer, for man vil enten ”hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.”

Jesus mener altså ikke, at vi skal føle lede ved eller nære afsky til vores familie, men blot, at vi aldrig må sætte familien højere end Gud, dvs. guddommeliggøre vores familie.

Når det er på plads, så peger man dernæst ofte på, at ordene må ses i sammenhæng med den nye kristne respekt for individet eller sagt med Paulus: Med friheden ved at være en ny skabning i Kristus.

Når Jesus engang sagde til sine kritikere, at Gud kan opvække Abraham børn af stene, så er det jo et tilsvarende stærkt udtryk for, at menneskets grundlæggende identitet eller værdi ifølge Jesus ikke længere står og falder med dets tilhørsforhold til en bestemt nation eller slægt.

Og så er det for det tredje vigtigt at huske på, at da Jesus sagde disse ord, så var han på vej til Jerusalem for selv at give sit liv på korset. 

Vi hører, at store skarer fulgte ham på vejen. De har sikkert tænkt, at Han var på vej til Jerusalem for at opbygge et stort og mægtigt rige - et nyt imperium. 

Men Jesus talte så hårdt til folkemængden, fordi han vidste, at ingen i skaren ville eller kunne følge ham, når de indså, at prisen for at følge ham var det stik modsatte af status, magt og succes i normal forstand. Selv hans nærmeste disciple, som havde forladt deres familier for at følge ham, forstod jo heller ikke, at han skulle lide, og forlod ham til sidst.

En fjerde og sidste løsning består i at pege på, at Jesus’ ord afspejler det faktum, at troen på Jesus hos de første kristne ofte splittede familier og førte til dødeligt had mellem nært beslægtede.

Der er ingen af disse løsningsforslag, som er forkerte, og jeg har ofte brugt dem alle for at forklare dagens evangelium eller i hvert fald gøre det mere spiseligt.

Men ordene i vores tekst i dag forbliver trods disse forsøg på forklaringer ubehagelige og foruroligende.

For Jesus siger til de store skarer, som følger ham, at ingen kan være hans discipel uden at fravælge alt det som de sætter allermest pris på: far og mor, hustru og børn, ja sit eget liv. 

Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel, siger han også, og forklarer, at det betyder at give afkald på alt sit eget.

Sådan var det på Jesu tid – og sådan er det stadigvæk for mange kristne, som forfølges og udstødes af familiære eller sociale sammenhænge på grund af deres tro. 

Men hvordan skal vi, der lever i fred og ro her i Helsingør, forstå det som et ord til os i dag?

Tja, selv om I måske vil synes, at jeg forsøger at snige mig om udenom, så kan jeg ikke lade være med at fortælle, at jeg her i torsdags var til Sankt Hans-aften for første gang i flere år.

Det var rart at sidde på Snekkersten havn og høre båltalen og se flammerne fra bålet ude på vandet, mens mørket sænkede sig.

Det gjorde som altid et stærkt indtryk på mig, og jeg tror, at fortryllelsen ved Sankt Hans hænger sammen med, at denne aften gør os så bevidste om et fællesskab, som vi alle har brug for, og som er større end vores familiære fællesskaber. 

Derfor samles vi med folk, som vi ellers ikke kender, om et bål, der giver varme og ly mod natten og mørket. Vi står sammen og synger Midsommervisen og kigger ind i ilden, og vender ligesom symbolsk ryggen til det tiltagende nattemørke og det uendelige øde og uforståelige verdensrum, som omgiver vores lille blå og grønne jordklode med dens vidunderlige mangfoldighed af liv. 

Vi står om den levende ild, som er vores skrøbelige livs og al vækst forudsætning, men som også kan bruges som et billede på livet selv – på hvor sammensat det i grunden er. 

Ilden der giver varme og lys, og som vores fjerne forfædre måtte lære at tæmme for at skabe menneskelig civilisation med kultur og teknik.  

Ilden som kan være farlig og have en altfortærende kraft i sig, hvis den kommer ud af kontrol – ligesom vores egen tekniske civilisation.

Og da fornemmer vi måske, at selve livet på denne jord er et skrøbeligt mirakel, som vi har til fælles med alt levende.

Ja, måske det netop er i disse magiske dage ved sommersolhvervet, hvor væksten i naturen kulminerer, og kan fylde hele kroppen med et fysisk, sanseligt velvære, at vi virkelig kan rumme den tanke, at alt jordisk i naturen omkring os og i os og i de relationer, som binder os til hinanden, har sin tid og før eller siden får en ende. 

Og at der derfor er langt mere der binder os sammen med alle mennesker på jorden, end hvad der skiller os fra hinanden. At vi derfor må passe på livet og hinanden så godt vi kan.

Og så futter vi til Sankt Hans en heks af, selv om nogen synes, at det er en plat skik.

Fordi vi på den måde – ved at brænde en heks - symbolsk jager alt det mørke på flugt, som truer livet og glæden og kan gøre os lunkne eller endda kyniske og ligeglade med andre end os selv og vores egne.

Men Jesus kom for at vise verden, at selv om vi altid bliver født og har hjemme på et bestemt sted og i en bestemt familie og i et folk, og selv om dette i sig selv er en stor gave, så bliver vi i dåben genfødt til et nyt og universelt og forpligtende fællesskab som børn af hans himmelske fader og som hans brødre og søstre.

Sådan som Viola blev ved sin dåb i dag.

Og da jeg talte i fredags med Louise og Marck om Violas dåb i dag, kom vi til at tale om deres gamle præst og min gamle kollega Anders Pedersen, som indtil 2014 var sognepræst i Hellebæk sogn.  

For Anders Præst, som man sagde i Hellebæk, har døbt Louise og konfirmeret både hende og Marck.

Vi delte fornøjelige minder om Anders, og sådan fik Louise og Marck indirekte givet mig det afgørende skub til denne prædiken.

For da Anders Pedersen gik på pension i 2014, udgav menigheden i Hellebæk sogn en bog med hans prædikener, som hedder ”Kærligheds magt”, og som jeg kom til at tænke på.                

I denne fine bog fandt jeg en prædiken over dagens evangelium, og nu citerer jeg Anders Præst hele vejen hjem:

”Vi kender godt til kærligheden fra vores liv med hinanden, hvis ikke ville vi blive sindssyge eller dø. Vi kender til kærligheden  . . . . som en gave skænket af Gud, der flyder mellem os mennesker. Men vi ved også hvor nemt vi bemægtiger os kærligheden som vores ejendom, som noget vi kan ha’ for os selv, i en lille lukket kreds i et lukket parforhold. Kærligheden har vi ikke fået for at sætte os på den, men for at give den videre med varme og glød. Det er derfor vi er her, for rundhåndet at give videre af den kærlighed og det liv, Gud har skænket os. Ikke for at barrikadere sig med sin kærlighed bag lukkede døre, med sin partner, sin familie, sine venner. Kærligheden er til mere end det vi har med de nærmeste.

Jesus forkynder et Guds rige, hvor kærligheden flyder mellem mennesker og ikke lukkes inde i særlige kredsløb med de nærmeste. Det er en så enorm og storslået vision Jesus forkynder, at vi slet ikke kan rumme den, men måske mest ser den som et angreb på vores lille verden, hvor vi holder på vores og har vores på det tørre. I troen når den er vildest og dybest, som vi f.eks. kan møde den i nogle af Grundtvigs salmer, ser troen ind i det forjættede land, ser med Jesus ind i Guds rige. Ser ind i de levendes land, ind i den himmel hvor kærligheden bor, ser den himmel og det rige, som Gud vil skænke og give os, hvor hadet, det onde og døden er forsvundet og overvundet.”

AMEN