Prædiken til 1. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 19. juni 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 743 Nu rinder solen op; 309 Bøj, o Helligånd, os alle; 562 Som markens blomst henvisner fage; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord; 192/7; 725 Det dufter lysegrønt af græs.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« AMEN

(Lukasevangeliet 12,13-21)

 

Kære menighed!

 

I fredags havde jeg og min kone Vibeke et møde med vores bankrådgiver, som jeg havde set frem til med en vis ængstelse. Mødet handlede om vores pension og om muligheden for at købe en bolig, når jeg om 14 - 15 år forlader præsteembedet, og vi skal fraflytte den lune tjenestebolig.

Da jeg kom hjem fra banken og skulle til at skrive dagens prædiken over Jesus' lignelse om en mand, som sparer op til sin alderdom, men dør, inden han får glæde af sin opsparing, var sammenhængen svær at overse.

 

”Spies, rejs og vær glad”, lød en reklame for den helsingoranske rejsekonge Simon Spies, og det er vel, hvad vi alle ønsker for vores alderdom, inkl. manden i Jesus' lignelse: at have økonomisk tryghed, et sted at bo og gerne lidt ekstra til god mad og rejseoplevelser.

Hvad er der nu galt med lidt rettidig omhu, tænkte jeg.

Tja, det er selvfølgelig mandens prioriteringer, som den er gal med. 

 

Der er vist ikke nogen tekst i hele bibelen, hvor ordene jeg og min og mig selv optræder så hyppigt, som i denne mands tanker til sig selv:

”Sådan vil jeg gøre – jeg vil rive mine lader ned og bygge nye og større – jeg vil samle alt mit korn og alt mit gods – jeg vil sige til mig selv – så min ven, du har gods nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad.”

Han har kun blik for sig selv og sit eget liv, hvilket må have slået Jesus’ første tilhørere med forundring. For kulturen i Mellemøsten var dengang og er stadigvæk ofte i dag en kollektiv kultur, hvor man i langt højere grad er fælles om livet i familien i hjemmene og med ens venner og naboer på byens torve og cafeer end i det moderne Vesten.

 

På Det nye Testamentes tid har den rige mand i Jesus' lignelse sikkert virket som en underlig ensom og selvoptaget starut, men på os virker manden vel ikke så usædvanlig eller egoistisk. 

For vi skal hver især skal spare op til vores egen alderdom, og vores moderne individuelle forbrugermentalitet er vel ikke så langt væk fra hans?

Men Jesus fremhæver ham jo ikke just som et forbillede. 

 

Det siges derfor helt tydeligt i lignelsens begyndelse, at han intet har, som han ikke har fået givet:

”Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt”.

Det er marken, solen og regnen, som har fået kornet til at vokse og skænket manden en rigdom, som derfor dybest set ikke er hans egen, men Guds. 

Derfor er det også noget, som manden burde lade komme andre til gode – familien, venner eller de fattige - i stedet for kun at tænke på at sikre sig selv og sin alderdoms velfærd.

I bibelen kaldes manden af Gud for en tåbe, og det betyder i bibelen altid det samme som en ateist.

Vi hører intet om, at manden er en åbenlys synder og gudsfornægter, men han har i praksis levet sit liv uden Gud, dvs. levet et liv som kun har drejet sig om ham selv og hans egne muligheder og behov.

 

Jeg siger somme tider til mine konfirmander, at hvis de er i tvivl om, hvorvidt de bliver klogere, så skal de gå til gudstjeneste.

For kirkegængere må vel trods alt være de klogeste og tilhører som bekendt ofte den ældre generation.

Når vi bliver ældre, og måske begynder at gå i kirke, så skyldes det i hvert fald ofte en erkendelse af, at der er en grænse for, hvad vi selv kan.

Vi erkender, at livet ikke først og fremmest består i, hvad vi når for os selv.

Men at det er vigtigere at give noget videre til andre – og at indgå i et fællesskab.

Et fællesskab som vi i kirken holdes fast på, omfatter ikke bare vores nærmeste, men selv alle de døde og alle de ikke endnu ikke fødte generationer. 

Fordi livet er en gave, som vi selv har fået gennem andre og dybest set af Gud.

 

Når jeg går på pension, så vil jeg selvfølgelig gerne have sparet nok op til at kunne leve en tryg og behagelig alderdom.

Det er dog også vigtigt for mig, at jeg efterlader min arbejdsplads – altså Vestervang Kirke og menighedslivet her – i en lidt bedre tilstand, end da jeg blev ansat i 2008.

Men jeg ved godt, at hvis jeg kun er præst for at efterlade et mere blomstrende menighedsliv, så går det formodentlig galt.

 

Jeg har en klog ven, der siger, at man aldrig opnår paradis eller lykken eller det gode liv ved at sigte direkte derpå.

Man skal altid sigte højere, har han forklaret mig, for der er så mange udgaver af paradiset eller det gode liv: For nogle er det f.eks. lighed, for andre frihed.

Hvis man sigter højere, så kan paradiset opstå i små glimt, men det må ikke være et mål i sig selv.

På samme måde går vi vel i kirke, fordi vi her er fælles om noget, som er større, end de mål og ønsker vi hver især har i livet. 

 

Det slår mig apropos som vigtigt i dagens tekst, at anledningen til Jesus' lignelse er to brødre, som skændes om en arv.

Men Jesus nægter pure at gå ind i denne arvestrid mellem brødre.

”Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte imellem jer?”, siger han.

De der hørte denne fortælling første gang, den blev fortalt, har sikkert tænkt på en fortælling om Moses, som i Egypten forsøgte at skille to landsmænd ad, som var i slagsmål.

”Hvorfor slår du din kammerat?”, spurgte Moses ham, som havde skylden. Og fik svaret: ”Hvem har sat dig til dommer og herre over os?”

Jesus vil m.a.o. ikke spille rollen som Moses.

Han vil ikke være dommer og give nogen ret på andres bekostning.

For Jesus kom ikke som en ny Moses med en ny lov, men med et nyt liv til alle, hvad enten man har retten på sin side eller ej.

 

Det er måske den største trussel mod kristendommen, at man vil bruge Gud eller Jesus til at få ret, dvs. at man vil manipulere med sin Gud til sin egen fordel og bruge ham til at sikre sig selv og sin lykke eller sin mening med livet.

Hvis man bruger Gud på denne måde, så er man ikke bedre end den rige mand i Jesu lignelse.

Så har man gjort sin lykke eller måske sine smukkeste idealer, men dybest set alligevel altid sig selv til sin gud, og det vil altid – som alt menneskeligt og jordisk - skuffe, før eller siden.

For forskellen på hedensk og bibelsk religion er vel i grunden, at formålet med den hedenske kult altid er at få guderne over på vores side og få dem til at gøre, hvad vi ønsker og drømmer om.

Men hovedformålet i bibelsk religion er at få os til at fornægte os selv og gøre, hvad Gud ønsker.

 

Vi skal selvfølgelig tage vare på vort eget liv og f.eks. spare op til vores alderdom.

Men vi skal også være os meget bevidste om vores prioriteringer, siger dagens evangelium.

Og det er i den sammenhæng måske nyttigt at huske på, at der i Det nye Testamente bruges hele tre forskellige græske ord, som vi ordret alle kan oversætte med liv.

 

Det ene ord er ordet bios, og bios er i Det Nye Testamente det kvantitative liv, som kan måles på, hvad vi har, dvs. hvad vi har af leveår eller af penge, eller hvad vi på anden måde har opnået.

Når det f.eks. fortælles om en fattig enke i templet, at hun ved at smide et par småmønter i tempelblokken gav alt, hvad hun havde at leve af, så står der ordret, at hun gav hele sit liv – hele sin bios.

Det er intet som helst galt med livet som bios i sig selv.

Når Guds søn bliver menneske i Kristus, så lever han et liv forstået som bios – et menneskeliv sammen med andre mennesker.

Men livet er ifølge Det nye Testamente meget mere end bios – livet har flere dimensioner. 

 

Derfor bruges også tit det græske ord psyche om livet.

Det sker, at vi oversætter psyche med sjæl, men ofte må vi oversætte det med liv.

Psyche er det kvalitative liv.

Bios er det i livet, som vi ofte møder i nekrologer eller jobansøgninger, men psyche er det, som vi lever for. Psyche er det usynlige element i livet, som giver det kvalitet, og som kan være svært at udtrykke, ja som vi ofte bedst udtrykker ved hjælp af poesien eller musikken eller i kærlighedserklæringer. 

Det er alt det, som vi forbinder med et menneskes sjæleliv og dets værdier.

Når vi i dagens tekst hører, at den rige mand taler til sig selv, så står det egentlig, at han taler til sin psyche, til sin sjæl, til sit inderste og kæreste jeg, hvorfor vi oversætter psyche med ”min ven”.

Når der derefter i dagens tekst står, at Gud siger til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig, så er det igen ordet psyche, som vi her oversætter med liv.

For det liv, som tages fra manden, er psyche og ikke bare bios: Det er jo alt, hvad han har satset og troet på for at sikre sig, som viser sig at være en illusion, idet døden kommer.    

 

[Christine Østergaard (1921-2010): Ved Emmaus "Bliv hos os Mester", Vestervang Kirke]

 

Men der også et tredje græsk ord i Det nye Testamente, som vi ordret må oversætte med liv.

Det er ordet zoe.

Når Jesus først i dagens tekst siger til de to brødre, at et menneskes liv ikke afhænger af, hvad det ejer, så er det det græske ord zoe, som vi her oversætter med liv.

Zoe er Guds liv eller den guddommelige kærlighed mellem Faderen og Sønnen i Helligåndens enhed.

Det er det liv, som livets træ i paradisets have symboliserer, og som Gud indblæste i mennesket i paradiset, og som gik tabt ved syndefaldet, men som i Kristus er blevet en mulighed igen.

Når Jesus siger om sig selv, at han er livet, så er det zoe.

 

For zoe er hvad Det nye Testamente også kalder det evige liv eller at kende Kristus og få del i hans død og opstandelses kraft.

Det er den essentielle dimension ved livet, som vi kun kan tage imod og som skænkes os i evangeliets ord og sakramenterne.

Selvfølgelig må vi dybest set også tage imod livet som bios og som psyche, men det opdager vi først, når vi får del i den tredje dimension ved livet, som Det nye Testamente kalder for zoe.

Derfor handler enhver ægte gudstjeneste altid om at skærpe sin opmærksomhed og rette den mod dette højeste i livet – mod livet som det blev skabt til at være – mod Kristus – mod Gud.

Altså ikke bare rette sin opmærksom mod vores noble idealer i håb om at bekæmpe vores egen egoisme eller afskaffe fattigdom og indføre mere lighed eller frihed.

Vi skal altid rette vores opmærksomhed mod det højeste i livet, og så kan det måske som en slags bivirkning smitte af på vores eget liv og forandre det – lidt efter lidt.

Så vi med nogle gode ord af vores apostel Paulus i hvert fald i nådefulde paradisiske glimt kan leve som ”fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt”.

Da er vi rige hos Gud og finder tryghed og hvile i troen på Ham, hvad vi end har fået samlet af pension og andre skatte her på jorden.

 

AMEN