Prædiken til pinsedag 2022


Prædiken til pinsedag holdt i Vestervang Kirke den 5. juni 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 290 I al sin glans nu stråler solen; 299 Ånd over ånder kom ned fra det høje; 291 Du som går ud fra den levende Gud; 286 Var I ikke galilæer; 282 Apostlene sad i Jerusalem; 287 Kraften fra det høje.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« AMEN (Johannesevangeliet 14,15-21)

 

Kære menighed!

 

Der findes en gammel historie om en præst, hvis gudstjeneste overværes af biskoppen. 

Præsten ved godt, at han ikke gør det alt for godt på prædikestolen.

”Jeg gør alt, hvad jeg kan, og så overlader jeg resten til Helligånden”, forklarer han bagefter undskyldende.

”Måske skulle du så prøve næste søndag at overlade det hele til Helligånden”, svarer biskoppen tørt.

 

Ja, det burde jeg måske også på denne pinsedag, for det er svært at skulle stå og tale troværdigt om Helligånden. Den må ligesom kærligheden opleves! 

Men vi hørte i den velkendte fortælling om den første pinsedag fra Apostlenes Gerninger, som jeg før læste fra alteret, at Helligånden kom med bulder og brag.

Der kom en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød, som fyldte hele huset, hvor disciplene sad og kukkelurede efter Jesu død og opstandelse og himmelfart.

Der viste sig også tunger af ild for dem, står der.

Det var altså noget, som kun de kunne se og måtte beskrive sådan. 

Men det har til gengæld en symbolsk betydning for os: For ilden er i bibelen symbol på Guds nærvær og kraft, og forbindes her med tungen, som symboliserer det levende, personligt talte menneskeord.

 

Derfor er pinseunderet ikke disciplenes syn, men at disciplene gik ud og forkyndte Kristus, og at alle de forskellige folkeslag i Jerusalem hørte dem tale til dem på deres egne modersmål. 

 

Disciplene talte om deres ven og mester, men ikke som om en fraværende, som de engang havde levet og vandret sammen med.

Hvis min kone minder mig om, at jeg har lovet at lave mad og støvsuge, så mener hun heller ikke, at jeg skal give mig til at tænke på, hvad vi aftalte af huslige forpligtelser i går, men at jeg straks skal gå i gang med det nyttige husarbejde.

Derfor siger Kristus tilsvarende i dagens prædikentekst, som stammer fra hans lange afskedstale til disciplene skærtorsdag aften, at det at elske ham ikke er at sidde og tænke kærligt på ham, men at holde hans bud.

Derfor lover Kristus i dagens tekst, at han kommer til sine disciple.

 

Det kan vel ikke siges mere klart, at det ikke er os, som skal tage os sammen til at leve på den ene eller den anden måde for at gøre Kristus levende, forpligtende, nærværende i vores liv.

Det er omvendt. Han kommer til os i sit ord og sine sakramenter, og når det sker, når vi ikke kun hører om ham, men lytter til ham, så er det pinse.

Og da overvindes de grænser, som normalt skiller mennesker fra hinanden, sproggrænser og så mange andre grænser som f.eks. vores fordomme, dumheder og angst. Da er han i os og vi i ham.

 

Men vi kan ikke se det udefra eller bevise Helligåndens eller Kristus’ komme.

Derfor var der den første dag nogle i Jerusalem, som hørte disciplene tale om Guds storværker på deres egne tungemål, mens andre sagde, at disciplene havde drukket sig fulde i sød vin.

Fordi kristendommen altid er et personligt talt ord, som det enkelte menneske må høre dér, hvor det er i sit eget liv.

 

Det fik vi fik et stærkt vidnesbyrd om i efteråret i form af en ny og fremragende lille bog af den kendte forfatter Jens Christian Grøndahl, som jeg gerne vil fortælle om på denne pinsedag.

I bogen med titlen ”Min svage tro” fortæller Grøndahl, som er født i 1959, hvordan han som teenager fuldstændig mistede sin barnetro.

Han var flyttet her til Helsingør, og gik ”på en stor skole i byens udkant, et ret gudsforladt sted”, skriver han.

Det gibbede i mig, da jeg læste om dette gudsforladte sted ved en stor skole i Helsingørs udkant, indtil jeg med lettelse kunne konstatere, at den unge forfatterspire ikke gik på Gurrevejens skole her ved siden af Vestervang kirke, men på Skolen ved Rønnebærs allé, som dengang tilhørte Sct. Olai sogn.

Men konfirmationsforberedelsen og præstens prædikener sagde ham intet.

Jeg følte, at evangelierne ikke var andet end oldtidslevn, skriver Jens Christian Grøndahl, meningsløse eller direkte anstødelige for min nøjeregnende fornuft.

Så han valgte ikke konfirmeret, og de næste 40 - 50 år var han fremmed for kirken – passiv og ironisk distanceret.

Hans første børn blev ikke døbt, og han kom kun i kirke til jul.

Men så forandrede det sig langsomt.

  

Det hang sammen med Jens Christian Grøndahls mor, den anerkendte kunstfotograf Marianne Grøndahls død i 2012. For selv om hun for ham at se slet ikke havde været religiøs, så blev hun til hans undren alligevel båret af en slags barnetro i sin sygdoms sidste faser. ”Er du ikke bange?”, spurgte han flere gange sin mor. ”Nej, jeg er fuld af fortrøstning”, svarede hun med et gammelt religiøst ord.

 

Kærligheden i os kan umulig acceptere døden, skriver han, og gør sig den tanke, at der findes et åndeligt liv, som er tæt knyttet til erfaringer af vores egen sårbarhed, skrøbelighed, fejltagelser, begrænsning og dødelighed.

Et åndeligt liv som har et gammel og stærkt sprog for alt det, som vi ikke selv kan, og som er anderledes end det intellektuelle liv, han altid har sat så højt, og hvor vi forsøger at begribe og forstå alting for at få styr på livet og bemestre det hele. 

 

Det gik mere og mere op for Jens Christian Grøndahl, at det moderne verdsliggjorde samfund har vendt ryggen til det fatale og tragiske i livet, som ikke kan ordnes med social ingeniørkunst. 

Men det handler positivt også om at kunne glæde sig over alt det, som ikke skyldes os selv, uddyber ham, og påpeger, at det sikkert også er en erfaring, som har med hans alder at gøre.

Han har før mest levet for at udtrykke sig selv – realisere sig selv – blive anerkendt som menneske og som forfatter – men det er ad åre blevet mere vigtigt for ham at være åben for alt det, som ikke handler om ham selv.

 

Jens Christians Grøndahls rejse mod troen hænger ifølge bogen især sammen med, at han indgik et nyt ægteskab. For hans nye hustru var det nemlig en helt naturlig og selvfølgelig ting, at deres børn skulle døbes, og at man havde et forhold til tro og kirkegang.

Han gik i starten modvillig med sin kone i kirken, fortæller han, men det påvirkede ham alligevel. 

Det gav ham f.eks. altid dårlig samvittighed at høre dåbsritualet ord: ”Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre, for Guds rige er deres”. For han havde jo forhindret sine første børn i at blive døbt.

 

Da hans datter begyndte at gå til konfirmationsforberedelse for en 5 år siden og var glad for det, så fulgte han en dag spontant med, da hun gik til alters og tog imod nadverens sakramente.

Og han indså først da efterhånden, at det slet ikke drejede sig om, at han skulle komme derop med en bestemt overbevisning eller føle eller tænke noget bestemt. 

Eller som han selv formulerer det:

”Kun ved at gentage ritualet mange gange er det dæmret for mig, at vi her er ude på den anden side af stemningernes og selvbevidsthedens domæne. Knælende på tærsklen til et fællesskab, der ikke afhænger af, hvad man føler”.

 

Det handler om, at jeg skal tage imod, skriver han også.

Det handler om et fællesskab, hvor alle er velkomne, uanset hvem de er. Et fantastisk fællesskab som selv det mest egalitære socialdemokratiske velfærdssamfund aldrig vil kunne matche, siger han. 

Fordi kristendommens vilde budskab er, at vi elskes på måde, som vi slet ikke selv kan begribe, endsige gøre os fortjente til.

 

Jens Christian Grøndahls bog "Min svage tro" rummer et stærkt pinsebudskab.

”Jeg var langt, langt væk fra kirke og tro, men der er en appel i evangeliet og i traditionen, som stadigvæk nåede mig som en svag, svag kalden fra den side af floden, og som har gjort, at jeg har krabbet mig tilbage til kirken”, siger han, som i dag er blevet formand for menighedsrådet i Garnisons Sogn i København.

 

Troen er for denne danske forfatter noget, som han har fået del i igennem sine nærmeste og ikke noget, som han alene har tænkt sig til i ophøjet ensomhed. 

Ja, evangeliernes kærlighedserklæring og hans egen åbenlyse kærlighed til sin hustru og hans børn kan til tider virke som forbundne kar i denne beskedne og livskloge bog.

Men tro er for Grøndahl også at blive sat ind i et universelt og dynamisk, åbent fællesskab, som blev stiftet den første pinsedag.

 

Dette viser han til sidst i sin bog ved at sammenligne de forskellige slutninger på Homers store oldgræske digt fra 700-tallet før Kristi fødsel, Odysseen, og Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente – som en slags opfordring til at meditere over vores europæiske kulturs og vores demokratiske livsforms dobbelte ophav. En opfordring, som jeg synes, at vi har særlig grund til at tage til os i dag, hvor vi ikke kun fejrer pinse, men også grundlovsdag.

 

Med den europæiske kulturs dobbelte ophav mener Jens Christian Grøndahl den græske, filosofiske verden med al dens respekt for viden og fornuft, eller orden og gennemsigtighed, som han fortsat sætter højt, og så den bibelske eller troens og Helligåndens verden, som han først nu har lært at kende. 

 

Homers store digt handler om, at Odysseus efter den trojanske krig flakker omkring i 20 år på sine eventyrlige rejser. Men til sidst når Odysseus hjem til Ithaka og genopretter den orden, som blev forstyrret i hans fravær. Penelopes frække bejlere bliver smidt på porten, og Odysseus sætter sig igen på sin kongekrone.

 

Men den historie, som begyndte den første pinsedag, ender ikke sådan.

For Apostlenes Gerninger – eller Helligåndens Gerninger som vi hellere skulle kalde historien - ender ikke med, at Paulus efter sine lange eventyrlige rejser ligesom Odysseus vender hjem, og alt bliver som før – altså med at helten får genoprettet en orden, som var blevet forstyrret.

Den ender på en måde slet ikke – dvs. vi hører til sidst, at Paulus efter en dramatisk sørejse kommer til Rom, men vi hører intet om hans død.

For den historie, som vi kalder for Apostlenes Gerninger, begynder pinsedag, men ender med at Paulus bor til leje i Rom i 2 år og tager imod alle, som kommer til ham. Og den ender med denne sætning:  

”Han prædikede om Guds rige, og lærte dem om Herren Jesus, med fuld frimodighed, uden hindring.”

 

Det er nemlig Helligåndens historie, og en åben inkluderende historie, som vi selv er en del af. 

En historie som vi selv må og kan være med til at fortælle færdig.

Og det er det store pinseunder: At det stadig sker. Også her. Med fuld frimodighed. Uden hindring. 

 

Rigtig glædelig pinse!

AMEN

 

Henvisninger:

Jens Christian Grøndahl: Min svage tro. Frederiksberg 2021.

Interviews med Jens Christian Grøndahl i anledning af bogen ”Min svage tro”:

https://www.dr.dk/lyd/p1/tidsaand/tidsand-2021-08-29

https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/forfatter-jens-christian-groendahl-var-ateist-saa-blev-han-menighedsraadsformand

https://www.kristeligt-dagblad.dk/laeserklub/gense-digitalt-laesermoede-med-jens-christian-groendahl

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023