Prædiken til 6. søndag efter påske holdt den 29. maj 2022

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 417 Herre Jesus, vi er her; 289 Nu bede vi den Helligånd; 665 Er Gud for mig, så træde; 321 O Kristelighed; 192, kun vers 7: "Du, som har dig selv mig givet"; 588 Herre, gør mit liv til bøn.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

AMEN (Johannesevangeliet 17,20-26)

Kære menighed!

Forfatteren Martin A. Hansen gør sig i sin kendte bog ”Orm og Tyr” et tankeeksperiment, hvor han stiller repræsentanter for alle de danske generationer, der har levet fra vikingetiden og så frem til i dag, op side om side.

Hvis den allerførste af dem, den gamle viking, ville sige noget til den sidste i rækken, så ville vi moderne mennesker ikke kunne forstå ret meget. For vores sprog og vores tanker har forandret sig meget siden dengang.

Men hvis den gamle viking talte til sin egen søn eller datter, og han eller hun igen fortalte det videre, sådan at budskabet gik som en mumlen op igennem rækken, så ville den sidste – og det kunne være en af os - forstå hvert et ord. 

Så ville vi høre det på vores modersmål – måske med vores mors eller fars stemme. 

Sådan er den kristne tro og dens fortællinger givet videre til os – som et personligt, tillidsskabende ord fra et menneske til et andet.

Og sådan skal vi selv fortælle dem videre – på hver vores måde, naturligvis – i både ord og gerning.

Det kom jeg til at tænke på, fordi Jesus i dagens tekst, beder for alle generationer af kristne, inkl. os som er samlet her i dag.

Vi hører den afsluttende del af den store gribende bøn, som vi ofte kalder for Jesu ypperstepræstelige bøn, og som i Johannesevangeliet afslutter Jesu lange afskedstale til disciplene skærtorsdag aften.

Lige før alting i evangeliet kulminerer med Jesu død på korset og opstandelsesbudskabet, får vi et blik ind i en anden og næsten overjordisk verden, langt væk fra vores velkendte tvetydige verden, hvor mennesker elsker og drømmer og længes efter kærlighed, men også hader og lider og svigtes og slås ihjel af deres medmennesker. Et blik ind i en overjordisk verden, hvor Jesus nedsænket i bøn allerede er hos sin himmelske Fader.

>>Intet forsøg på at beskrive bønnen kan give os en rimelig ide om, hvor sublim den er, dens patos, dens gribende og dog ophøjede karakter, dens milde tone, men dog triumferende forventning.<<

Sådan står der i lærd gammel bibelkommentar.

Jesus har først bedt til Faderen om, at han nu korset må åbenbare Guds herlighed eller den kærlighed, som Faderen og Sønnen har elsket hinanden med, fra før verden var til, og som er altings inderste grund.

Han har åbenbaret Guds navn for dem, siger han, og det har han gjort ved i sit liv og sine ord at gøre Guds navn kendt som hans himmelske far, der elsker verden med en kærlighed hinsides enhver normal menneskelig målestok.

Som faren i Jesu lignelse om den fortabte søn, der elskede sin yngste, egoistiske søn uanset hvad, og selv om sønnen havde ydmyget sin far i en grad, som var fuldstændig ubegribelig og samfundsnedbrydende for Jesu patriarkalske samtid med dens respekt for slægtens autoriteter og stærke æresbegreber.

Jesus har dernæst bedt for sine disciple, og nu beder han for alle kristne i alle kommende slægter eller for dem, som ved disciplenes ord tror på ham.

For kristendommen er ikke tro på en åbenbaret lære eller en hellig skrift, men liv som fødes af tro på Kristus, og dette liv - denne tro - kan kun gives videre som et personligt ord fra menneske til menneske og især fra forældre til børn. 

Fordi det ord kun kan gives af den, som ved, hvad det vil sige at elske og være elsket – som er eller længes efter at være bundet til andre af hjertets varme.

Det er nemlig ikke noget, som man kan påtvinge andre eller sig selv.

Derfor er der en tilsvarende dyb sandhed i, at der ikke findes en menneskelig virksomhed, hvor der er så langt fra teori til praksis som i pædagogikken – ligesom der er ingen, som er så ædel og vigtig.

For du kan sagtens have alle de rigtige meninger om opdragelse, men hvis du ikke elsker barnet, hvad enten det er dit eget barn eller et, som du har fået betroet som pædagog eller lærer, så nytter det ikke noget.

Du må omfatte barnet med en kærlighed, som fortæller det, at I er en del af den samme verden, og at dets liv og skæbne på en måde også er dit liv og skæbne.   

Enhver, der har stået med sit nyfødte barn i hænderne, ved hvad jeg her taler om.

Og hvorfor vi i netop i den situation, hvor vi ved, at vi bør give alt i os for barnets skyld, føler os så afmægtige, og må ty til bønnen: at det dog må gå godt!

For hvad vi så gerne vil give barnet, kan aldrig gives ved hjælp af en indlært teknik, og ligegyldigt hvad vi gør, og selv om vi gør vores bedste, så er fremtiden ukendt, og der er altid grænser for vores egen kærlighed og dens magt.

Derfor overgiver vi i dåben barnet til den kærlighed, som er stærkere end selv vor bedste kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der kan skille os fra hinanden, stærkere end selv døden, som altid skiller os ad, om ikke andet før det.

Dette ene under får de døbte at leve på og leve af – den kærlighed, som vor egen kærlighed skal afspejle, og som gør, at vi er ét, uanset hvad der sker.

For vi bæres og lever dybest set af det kærlighedens under, som vi har tilfælles med alle mennesker til alle tider.

Derfor beder Jesus for de kristnes enhed – for at de må være ét – for at de må få del i den kærlighed, som han i sit liv gjorde nærværende her på jorden.

Men det er ikke en enhed, som betyder, at de kristne skal mene det samme eller være ensrettede.

Enhver familie og et hvert ægte menneskeligt fællesskab har nogle ydre tegn eller rammer og regler, som skal respekteres, hvis kærligheden skal have gode kår og vokse.

Det er f.eks. afgørende for en familie, at man bor under det samme tag og spiser ved samme bord og insisterer på at tale om problemerne og ikke bare vender ryggen til hinanden, når man er uvenner.

Og selvfølgelig er der tilsvarende noget ydre og synligt, som kendetegner alle kristne til alle tider: dåben og nadveren og respekten for bibelen og de oldkirkelige bekendelser.

Men alle disse ting er blevet og bliver fortolket meget forskelligt, og til tider har de forskellige fortolkninger endda resulteret i religionskrige, hvor kristne har glemt alt om Jesu ord om at elske sin næste som sig selv og bede for selv sine forfølgere.

Det er ikke det ydre i sig selv, men kærligheden, som altid giver sig udtryk i det ydre, som gør, at to mennesker bliver til ét - eller at en familie er en familie, at et venskab er et ægte venskab.

Kærligheden der som livets essens altid forener i modsætning til døden, som altid graver grøfter og skiller mennesker fra hinanden, selv om hjertet måske endnu fungerer i biologisk forstand og pumper blodet rundt.

For døden er jo ikke kun dette, at vi alle er Vorherre en død skyldig og ender på kirkegården.

Døden gør sig gældende i livet på utallige måder, men altid som det der splitter og sætter skel mellem mennesker, adskiller, gør skilsmisse.

Døden er på færde overalt i vores liv fra den dag, hvor det begynder, og det er intet så småt og ligegyldigt i verden, at det ikke kan ende med skille mennesker ad og resultere i rygende uenighed mellem selv mellem de bedste venner, mellem ægtefolk og forældre og børn.

Derfor kan enhver blive mismodig ved at se på sig selv eller ved at se på verden og dens lange række af konflikter mellem mennesker og nationer - fra brødrene Kain og Abel og til vor tids mange krige selv mellem nabofolk, som har så meget til fælles historisk og kulturelt som f.eks. Ukraine og Rusland.

Vi kan ikke ændre dette selv, for døden trækker altid sit spor op gennem slægtens liv og i vort eget og skiller os ad på utallige små og store måder.

Men vi har fået en kærlighed i vor dåb, som ikke vil være andet end liv i ordets sandeste forstand: liv som fællesskab trods alt hvad der skiller mennesker ad.

Den er den herlighed eller kærlighed, som Jesus taler om i dagens tekst, og som han beder sin himmelske fader om, at vi vil åbne os for.

Det er for mig at se vor eneste chance som mennesker, og måske særligt i urolige tider som vores, at vi tror på denne enhed mellem mennesker, som ikke skyldes os selv og ikke står og falder med vores egne tanker om verdens problemer og vores egne mere eller mindre helhjertede forsøg på at skabe enighed.

Selvfølgelig skal vi altid forsøge på at forstå verden og forsøge at skabe fred og enes indbyrdes og med selv vore fjender, men som kristne er vi kaldet til at vidne om en anden enighed: en kærlighed der forener trods alt, hvad der skiller os ad, og er stærkere end selv døden.

En kærlighed som enhver, der har elsket, eller er blevet elsket, et eller andet sted indeni længes efter.

Det bliver først pinse, når det under sker, at vi får del deri.

Når vores tro ikke længere består i vores ofte så forskellige og modsatrettede tanker om livet.

Når vi gennem Kristi ord og sakramenter får del i ham selv - i livet som det blev skabt til at være. 

Derfor slutter Jesus sin store bøn skærtorsdag aften med disse løfterige ord: 

”Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”

AMEN