Prædiken til Kristi himmelfarts dag 2022


Prædiken til Kristi himmelfarts dag, holdt i Vestervang Kirke den 26. maj 2022

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

DDS 257 Vaj nu, Dannebrog, på voven; 259 Din Himmel-krone ser vi stråle; 261 Halleluja for lysets drot; koret: ”I gamle dage det var engang” (Højskolesangbogen); 250 Kommer sjæle dyrekøbte; 192, kun vers 7; 264 Herre Jesus, du som troner.

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. AMEN

(Lukasevangeliet 24,46-53)

 

Kære menighed!

 

Da jeg var 6 år gammel, flyttede min familie fra Tikøb til landsbyen Bryrup syd for Silkeborg, hvor vi boede i et stort hus. 

I stueetagen var en hall, hvor min far havde arbejdsværelse til venstre, og jeg havde værelse til højre. Min far sad altid og skrev til omkring midnat, og så listede jeg over til ham og kiggede på de mange bøger i hans store bibliotek. 

Jeg ville gerne indlede en samtale med min far, og engang spurgte jeg, har han siden fortalt: “Har ham der Gyldendal ikke skrevet mange bøger?” 

 

Der stod i min fars arbejdsværelse også en filosofihistorie af den berømte filosof, matematiker og ateist Bertrand Russell, og i dens forord var en sætning, som jeg aldrig har glemt.

Bertrand Russell skriver, at filosofien handler om spørgsmål som: Hvad er livets mening? Har verden et formål? Har noget evig værdi – f.eks. vores moral?

Er mennesket blot en lille og tilfældig biologisk masse bestående af kulstof og vand, som kravler rundt på en lille og ubetydelig planet? 

Eller er mennesket så dramatisk og storslået og irrationelt følelsesbestemt og tragisk som Hamlet på Kronborg i Shakespeares skuespil? 

 

Ifølge Bertrand Russell er religionernes svar er alt for dogmatiske og skråsikre for det moderne menneske.  

Sådanne spørgsmål er også principielt ubesvarlige, siger han. For de kan ikke besvares entydigt og én gang for alle videnskabeligt eller med laboratorieforsøg. 

Men spilder man så ikke sin tid ved at tænke filosofisk over de store spørgsmål, spørger han retorisk.

Man kan selvfølgelig svare som en historiker, dvs. påpege, at der i historiens løb altid har været mennesker, som har tumlet med disse svære og eksistentielle spørgsmål.

Men der findes også et mere påtrængende nutidigt og personligt svar, siger Bertrand Russell. Et svar som har at gøre med, at mennesket i dag, og jeg citerer hans egne højstemte ord, som jeg aldrig har glemt, er et ”individ, der står ansigt til ansigt med den kosmiske ensomheds rædsel”. 

 

De ord ramte noget i mig! For jeg var en ung ateist og det virkede så tappert og befriende ærligt på mig at skulle stå ansigt til ansigt med denne kosmiske ensomheds rædsel og ikke flygte ind i religionens trøst, som jeg på det tidspunkt regnede for uvidenskabelig og naiv. 

Men i dag – 40 år senere - kan jeg ikke holde tanken ud. 

 

[Bertrand Russell (1872-1970), matematiker og filosof, fik Nobelprisen i litteratur i 1950]

 

I dag kan jeg ikke udholde den tanke, at et menneske blot er en ufattelig lille og ubetydelig del af et univers, som dybest set er en tilfældighed, uden mening og formål.

En verden som ifølge videnskaben opstod for en 13 milliarder år siden, og hvor livet siden udviklede sig uhyre langsomt fra amøbestadiet over dinosaurerne og til sidst endte som verden af i dag, jorden med alt dens liv, inkl. mennesket.

En verden som har krævet en lang række af usandsynlig heldige faktorer på samme tid, for at livet på jorden skulle udvikle sig og udvikle sig på lige netop denne måde, men som ifølge videnskaben dybest set skyldes en tilfældighed.

 

Jeg tvivler ikke på, at den historie på sine egne præmisser er sand, dvs. er den p.t. bedste videnskabelige forklaring på vort univers og livets opståen og udvikling.

Men jeg opfatter ikke verden og mit eget liv sådan.

Derfor kan jeg i dag slet ikke leve uden en anden historie, som ikke udelukker videnskaben, men giver svar på spørgsmålet om verdens og mit eget livs mening og formål.

 

Ifølge denne anden historie – sådan som den f.eks. fortælles af den engelske overrabbiner Jonathan Sacks (1948-2020) - blev universet skabt af en passioneret væren, et væsen eller en kraft, eller hvad man nu skal kalde det, som er dybt fascineret af og optaget af at skabe muligheder.

Måske skabte denne væren mange verdener, som udviklede sig forskelligt, indtil han eller hun skabte, hvad vi i dag kender som universet.

Derefter ventede Gud tålmodigt og så livet udvikle sig fra mikroskopiske organismer og til jordens ufattelige rige og varierede plante- og dyreliv og til sidst til selvbevidste væsener på to ben.

Han sendte så budskaber til sin ypperste skabning, budskaber som blev overhørt i lange tider, måske fordi mennesket havde så travlt med at opfinde redskaber, jage, udvikle landbrug og bygge byer. 

Men til sidste blev Guds stemme hørt af en mand ved navn Abraham – stamfaren til alle de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam.

 

Det er ikke et spørgsmål om religion versus videnskab, siger Jonathan Sacks, men om hvor langt vi vil strække spørgsmålet ”hvorfor?”, og dvs.: om vi tror verden har en mening – et formål. 

Og hvis vi spørger, hvorfor Gud skulle skabe andet end sig selv, så er det eneste svar ifølge Jonathan Sacks, hvad vi kalder for kærlighed.

En kærlig Gud ville skabe nøjagtig den slags univers, som vi kender til – et der kunne udvikle en mangfoldighed af liv og til sidst liv, som kunne høre og svare på sin skabers kalden.

 

Hvis vi spørger, hvad forholdet er mellem de to historier, den videnskabelige og den religiøse, som de tre monoteistiske religioner har til fælles, så er det som prosa overfor poesi, musik overfor tale, tilbedelse og undren overfor analyse og eksperimenter. 

For den religiøse verdensforklaring har intet at gøre med naturvidenskab, men har alt at gøre med menneskets selvbevidsthed, dets frihed, dets fantasi, dets moralske følelser og valg og med den eksistentielle ensomhed og den længsel, som gør, at mennesket søger et evigt du – et forhold til Gud.

Sådan skriver den jødiske rabbiner Jonathan Sacks.

 

Måske kan vi på den baggrund her til sidst forstå, at evangeliet til Kristi Himmelfart ikke handler om, at Jesus ophæver tyngdeloven ved at stige til himmels.

De gamle vidste godt, at himlen ikke er et sted ovenover skyerne, ligesom en storkerede på husets tag, men dér hvor Gud er.

Og de ville med denne poetiske fortælling fortælle, at den kærlighed, som Jesus gjorde nærværende på jorden, kan mennesker på grund af Kristi himmelfart få del i overalt og til alle tider, hvor mennesker samles om Jesu ord og sakramenter.

Fordi den kærlighed nu ikke længere er bundet til at være på et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt ad gangen.

 

Jeg kan måske bedst forklare det ved hjælp af de ældgamle fortællinger om Kong Skjold.

Det siges, at man en dag så et kostbart udstyret vikingeskib anløbe stranden ved Hedeby.

Men der var ingen søfolk ombord – der var kun en lille dreng, som lå og sov på et skjold.

Derfor sagde folk: Odin har hørt vores bøn og sendt os sin søn og han skal være vores konge.

Kong Skjold voksede op og blev stærk som en bjørn og gift med Gefion, som har givet navn til Gefionsvej her ved kirken.

For engang Gefion besøgte den svenske kong Gylfe, fik hun lovning på så meget land, som hun på et døgn kunne pløje op med fire okser. Og så forvandlede Gefion hendes fire sønner med en jætte til stærke okser, og pløjede et kæmpestort stykke land op, og placerede det mellem Fyn og Sverige.

Sådan blev Sjælland ifølge sagnet til, og kong Skjold og Gefion bosatte sig i Lejre uden for Roskilde, hvor der for en 1500 år siden virkelig har boet store konger.

Det fortælles om Kong Skjold, at han i en svær tid bragte fred og velstand til landet og lavede gode og retfærdige love. Han nedkæmpede landets fjender og bestemte, at slaverne skulle have deres frihed, og han betalte de fattiges gæld.

 

Da Kong Skjold døde blev hans lig, sådan som han selv havde bestemt det, lagt på det skib, som han var kommet med. Der var ingen andre ombord, men skibet sejlede af sig selv ud og forsvandt bag horisonten, og man så derefter aldrig mere noget til kong Skjold.

Men man længtes efter den gode tid under hans styre og fortalte flere hundrede år efter gode historier derom. Historier som måske ikke alle er helt pålidelige, men som afspejler folks drømme om fred, velstand og retfærdighed.

 

Evangeliet fortæller også om en konge – en anderledes konge som ikke som vikingekongen Skjold kom og indførte fred og retfærdighed med våbenmagt.

Det fortæller ikke et sagn, men om en konge, som virkelig har levet, og som forandrede mennesker ved at fortælle dem, at de var elsket af Gud, og til sidst overvandt selv døden. 

Men Jesus tog ikke bort efter sin død for aldrig at vende tilbage. Han forsvandt ikke ud i det blå som kong Skjold og blev ikke til et minde om en gylden, men svunden tid.

 

Jesus fór til himmels for at kunne være konge for alle mennesker på steder og til alle tider.

For Kristus er os nær i sit ord og sine sakramenter, sådan som han lovede sine disciple at være.

Men han er også hævet over os – fjern fra os – og det er også godt.

For på den måde bliver Guds kærlighed til noget, som vi ikke har indflydelse på. 

Noget som vi ikke kan bestemme over.

 

Derfor må vi også ofte vente som Jesu disciple i dagens evangelium. 

Indtil vi bliver iført kraft fra det høje.

Så de ord vi forkynder og hører bliver til liv og saglighed og ikke bare er sagn fra gamle dage. 

Indtil det bliver pinse i vort eget liv. 

 

Men omvendt: Så kan vi vente og lige præcist dér, hvor vi selv befinder os i livet.

Fordi det ikke er sådan, at vi først skal finde frem til himlen eller selv lave en himmel, og så dér kan finde Gud.

Fordi Kristus er i himlen.

Fordi himlen er det sted, hvor der er tro på Gud. 

Fordi ethvert sted nu kan blive himmelsk.

 

Glædelig Kristi Himmelfarts dag!

AMEN

 

Henvisninger:

Bertrand Russell: Vestens filosofi. 1996 (1. danske udg. 1953; 1. engelske 1945).

Jonathan Sacks: The Great Partnership. God, Science and the Search for Meaning. 2011.

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023