Prædiken til 5. søndag efter påske 2022 holdt i Vestervang Kirke den 22. maj 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

DDS 754 Se, nu stiger solen af havets skød; 435 Aleneste Gud i Himmerig; 414 Den mægtigste finder vi ikke; 466 Vor Herres Jesu mindefest; 192, kun vers 7; 722 Nu blomstertiden kommer.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

AMEN (Johannesevangeliet 17,1-11)

 

Kære menighed!

 

For nylig hørte jeg om en blind mand, som hjulpet af sin handicapmedhjælper hver uge går ned på kirkegården og tænder et lys på sin kones grav.

Sådan kan et menneske se lys i mørket, selv om man ikke kan se lyset i ordets normale forstand.

Men der er også mennesker, som ikke kan se lys i åndelig forstand, selv om de har et normalt syn.

 

Hvilket ikke mindst gælder i Ingmar Bergmans berømte film fra 1963 ”Nadvergæsterne” eller ”Lys i mørket”, som den danske titel lyder.

Og Bergmans film kan måske hjælpe os med at forstå, hvad det er for en herlighed, som Jesus her aftenen før sin død på korset beder Faderen om at åbenbare på det kors, som venter på ham, så at Jesus tilsvarende ved at sige ja til lidelse og død kan herliggøre Gud.

 

I et interview kaldte Bergmann engang ”Nadvergæsterne” for den af hans film, som nok stod ham nærmest, hvorpå hans kone brød ind og sagde: ”Ja, Ingmar, det er et mesterværk; men det er dog et kedeligt mesterværk.”

Filmen er sandt for dyden heller ikke prototypen på et biografhit. Handlingen snegler sig afsted, og den eneste underlægningsmusik er kirkeklokker og salmesang. Den er filmet i sort-hvid og på en måde, så lyset ikke kaster skygger. Alt synes gråt og indelukket, klaustrofobisk, i denne film om fortvivlede mennesker.

 

Filmen begynder med en nadvergang i en næsten tom landsbykirke, hvor sneen falder i det kolde grå vinterlys udenfor.

Præsten ser meget streng ud og kan ikke trække vejret frit på grund af sin feber og hoste.

Det er filmens hovedperson, som symbolsk hedder Tomas ligesom Jesus’ discipel, den tvivlende Thomas.

De omtrent 6 kirkegængere deltager næsten mekanisk i ritualet, mens organisten keder sig og læser i sine nodehæfter, når præsten taler.

 

[Gunnar Bjørnstrand (1909-86) som den plagede præst Tomas Ericsson i "Lys i mørket"]

 

Tomas har mistet sin elskede kone for flere år siden, erfarer vi senere i filmen, og da gik livet i stykker for ham. Da mistede han den tro, som han engang havde.

Han siger selv, at han engang levede i en lille ordnet verden, hvor alt stemte, med en rar og betryggende Gud, som elskede alle mennesker og især ham selv. Men da han oplevede den spanske borgerkrigs rædsler som sømandspræst i Portugal, og især da han siden mistede sin elskede hustru, så kunne hans rare Gud ikke hjælpe ham. Og når han konfronterede Gud med hans nye virkelighed, så var Gud tavs, ja så tog Gud i hans bønner skikkelse af et rædselsvækkende tavst monstrum og blev til en edderkoppegud, siger han.  

 

Præsten fortæller alt dette til en fisker med et andet symbolsk bibelsk navn, Jonas.

Fiskeren har den sødeste kone og børn, men er selvmordstruet på grund af hans angst for en alt ødelæggende atomkrig, og hans kone insister på, at han får en sjælesorgsamtale efter gudstjenesten. 

Men Tomas giver ham ikke del i evangeliets håb og trøst. Han fortæller kun om sig selv og sit eget tab af tro, og præstens private betroelse kan fiskeren selvfølgelig ikke bruge til noget som helst, og så går han ud af kirken og skyder sig.

Fiskerens selvmord bestyrker Tomas i hans fallit som menneske og præst, og vi hører ham for sig selv sige Jesu ord på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

 

Men til sidst antydes en forløsning.

For senere på dagen skal Tomas igen holde højmesse i nabokirken.

Nu er der kun én kirkegænger: den lokale skolelærerinde Märta, som elsker Tomas, selv om han ikke kan åbne sig for hendes kærlighed og hårdt støder hende fra sig.

Derudover er der kun organisten og den lidt enfoldige, pukkelryggede kirketjener Algot Frövik, som Tomas har anbefalet at læse noget om aftenen, så han kan glemme sine fysiske smerter og falde i søvn.

 

Den handicappede kirketjener fortæller præsten, at han er begyndt med evangelierne, og han må indrømme, at det pastorale råd virker, for det er nogle rigtige sovepiller.

Mer nu er han nået frem til fortællingerne om Kristi lidelse og død, og noget anfægter ham, noget som han må høre pastorens mening om.

For Kristi fysiske lidelse, torturen og korsfæstelsen, kan da ikke have været så slem . . .

Det varede jo kun en fire timers tid, og i al beskedenhed så har han med sit handicap nok lidt lige så meget som Kristus, indvender kirketjeneren.

Men var Kristi egentlige lidelse så ikke snarere følelsen af at blive misforstået og forladt.

Det må være en forfærdelig lidelse at være ene tilbage, når man virkelig har brug for nogen at stole på . . . at forstå, at ingen forstår en, funderer kirketjeneren.

Og det var jo ikke engang det værste .  . .

For på korset kom Kristus i dyb tvivl om selv sin himmelske far. 

Da Kristus i sine sidste minutter skreg ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. 

Da han følte, at alt, hvad han havde prædiket og troet på, var løgn.

Dette må have været den mest forfærdelige lidelse, Guds tavshed, sukker kirketjeneren.

 

Men i modsætningen til fiskeren Jonas, som blot sank ned i dybere fortvivlelse ved at høre om præstens smerte og vantro, går Tomas ikke ud og skyder sig ved at høre kirketjeneren fortælle sådan om Kristus. 

Han beslutter derimod til organistens ærgrelse sig til at gennemføre gudstjenesten, selv om den eneste kirkegænger i det store rum er Märta.

Og filmen slutter derefter med at orglet bruser og Tomas går for alteret og vender sig om og siger:

”Hellig, Hellig, Hellig er Herren, Gud den almægtige, hele jorden er fuld af Hans herlighed.” 

 

Nadvergæsterne eller Lys i mørket er blevet fortolket meget forskelligt.

Bergmann – som var vokset op med en meget from luthersk præst som far – sagde selv engang, at filmen var hans personlige opgør med og forkastelse af religionen og ikke kun af den mørke, syndsbevidste og livsfornægtende version af kristendommen, som vi møder i filmen.

Men Bergman fortæller i sine erindringer fra 1987, Laterna Magica, en pragtfuld og morsom historie om, hvordan han fik inspiration til filmens slutning, og som viser, at han aldrig blev færdig med religion og gudstjenesteliv.

Den kan jeg fortælle jer til kirkekaffen, hvis I har lyst, for nu må vi holde fokus, og jeg tror, at filmen har en dybere pointe.

 

I filmen holder Tomas til sidst sin gudstjeneste, selv om han har mulighed for messefald, og uanset sin tvivl og sin vantro og sin vrede mod Gud og mennesker.

Hvad er der sket? Hvad var det han indså?

Tja, i filmen sammenfatter organisten overfor den ulykkeligt forelskede Märta hånligt Tomas’ forkyndelse med ordene:

”Gud er kærlighed og kærligheden er Gud.

Kærligheden er beviset på Guds eksistens.

Kærligheden eksisterer som noget virkeligt i verden.

Du kan høre man kender remsen – pastorens forkyndelse.”

 

Hvis Tomas' forkyndelse var denne, at menneskers kærlighed skal bevise Guds eksistens, så forstår jeg godt, at han måtte fortvivle og miste troen, da hans elskede kone døde.

Men måske hjalp kirketjeneren ham til at forstå, at den bibelske sætning, Gud er kærlighed, ikke er det samme, som at kærligheden er Gud.

At Kristi herliggørelse på korset betyder, at Guds kærlighed er anderledes end vores kærlighed, og at der er en kærlighed, som kan bære os, selv dér hvor alt for os falder sammen, og vi ikke ser en mening med livet.

Derfor holdt Tomas alligevel sin gudstjeneste.

 

Derfor siges det tilsvarende i dagens tekst, at Jesus har åbenbaret Guds navn for verden, dvs. lært verden om den Gud, som elsker verden med en faderkærlighed, som overgår alt, hvad vi kalder kærlighed; en kærlighed, som også omfatter, hvad vi ser ned på eller frygter eller afskyr; en kærlighed, som giver slip på alt sit eget, selv livet, som giver sig hen hinsides enhver forstand og begrundelse.

For selv dér, hvor livet bryder sammen for os, er Gud – og dér åbenbares hans herlighed.

 

Derfor er kristendommen et håb om det, som man ikke kan se. Derfor har vi lov til at tro, at Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed og med uudsigelige sukke går i forbøn for os, selv om vi ikke ved, hvordan og hvad vi skal bede om. Derfor har vi lov til at tro, at alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud, inkl. alt det i os, som taler Gud imod og synes at sætte skel mellem Gud og os. Sådan som apostlen Paulus sagde i dagens epistel.

 

Derfor skulle vi netop i dag begynde denne gudstjeneste med Jakob Knudsens salme "Se, nu stiger solen af havets skød", denne fantastiske lovsang til livet og alt det, som kun glimrer med sit fravær i Bergmans dystre film: det konkrete, nære, sanselige og forpligtende liv med vores kære, moder, søster, elskede – eller i ét ord: min kærlighed!

Det er en dyb kristen salme og ikke en ukristelig hedensk dyrkelse af solen, livet og kærligheden, hvilket man umiddelbart måske kan få indtryk af.

Det er nemlig ikke naturstemninger eller vores kærlighed, som bærer Knudsens salme. Det er derimod opstandelsens håb: ”At al mørked svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!”

 

Derfor skal vi overlade vores sorg og smerte og vores tab og nederlag og vores tvivl og vantro til Gud.

Det er og forbliver vores smerte og sorg, men det er ikke længere vores bekymring. For på korset gjorde Gud det til sin bekymring, som han overvandt i opstandelsens påskemorgengry.

 

Vi kan ikke tro på det af egne kræfter, men det lægges i vores tomme hænder i alterets hellige sakramente.

Og da kan vi måske rejse os og trods vores tvivl og vores nederlag og vores bekymringer for fremtiden – trods selv den atomare trussel, som bragte fiskeren Jonas til den ultimative fortvivlelse, og som vi nu igen er konfronteret med på grund af krigen i Ukraine – gå ud herfra og leve livet i glæde over alt det gode, som Gud skænker os hver eneste dag.

 

Ja, da giver det vel først virkelig mening, at vi synger de ord:

Jeg vil ånde luften i fulde drag,

synge Gud en sang for den lyse dag,

takke ham, at morgen mig end er sød,

at mig dagen fryder trods synd og død! 

 

AMEN

 

Henvisninger: 

Ingmar Bergmans film ”Nadvergæsterne” eller ”Lys i mørket” kan gratis ses her:

https://fjernleje.filmstriben.dk/film/2514314000/lys-i-morket

Ingmar Bergman, Laterna Magica, Gyldendal 2018 (1. udg. på svensk 1987).

Her kan man på s. 301-3 læse den muntre historie, som jeg blot hentydede til i prædikenen som en slags 'teaser' til kirkekaffen:

Bergmann fortæller, at han som et led i sine forberedelser til filmen "Nadvergæsterne" gik til en gudstjeneste i en landsbykirke med sin 75-årige alderssvækkede præstefar.

Foruden far og søn var der kun 4 andre kirkegængere, og den lokale sognepræst var forsinket, og da han endelig kom, fortalte han, at dagens gudstjeneste ville blive forkortet og nadveren helt udgå, da han var forkølet og havde "næsten otteogtredive graders feber".

Men da præsten gik ind i sakristiet for at klæde om, fulgte Ingmar Bergmans gamle far oprørt efter ham.

Et kort, ophidset skænderi hørtes, og så kom kordegnen ud og meddelte forlegen, at en ældre kollega ville være præsten behjælpelig, så at der alligevel ville være normal højmesse og altergang.

Gudstjenesten gik i gang og Ingmar Bergmans gamle far kom støttet til sin stok ind i den hvide messehagel, gik foran alteret og vendte sig efter den første salme om og sagde netop de ord, som filmen slutter med:

”Hellig, hellig, hellig er Herren Sebaoth. Hele jorden er fuld af hans herlighed”.

Jeg undfangede da ikke blot filmens slutning, skriver Bergman, men en regel, som jeg altid har fulgt: ”Uanset hvad skal du holde din gudstjeneste. Det er vigtigt for kirkegængerne, det er vigtigere for dig. Om det også er vigtigt for Gud, vil vise sig. Hvis der ikke er nogen anden gud end din forhåbning, er det også vigtigt for guden.”