Konfirmationstale den 14. maj 2022 med billeder af konfirmanderne


Konfirmationstale holdt i Vestervang Kirke den 14. maj 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

 

Præludium: G. F. Händel: Halleluja fra Messias; DDS 192: Hil dig frelser og forsoner; bibellæsninger: Sl. 8 og 2 Kor 1,18-20; DDS 787: Du som har tændt millioner af stjerner; tale til konfirmanderne; DDS 478 Vi kommer til din kirke Gud; konfirmation; DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs; DDS 752, kun vers 4&5: Gå så frit enhver til sit.

 

Salmisten skriver:

Herre, vor Herre!

Hvor herligt er dit navn

over hele jorden,

du, som har bredt din pragt ud på himlen!

Af børns og spædes mund

har du grundlagt et værn mod dine modstandere

for at standse fjender og hævngerrige.

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,

månen og stjernerne, som du satte der,

hvad er da et menneske, at du husker på det,

et menneskebarn, at du tager dig af det?

Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,

med herlighed og ære har du kronet det.

Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,

alt har du lagt under dets fødder,

får og okser i mængde,

selv de vilde dyr,

himlens fugle og havets fisk,

dem, som færdes ad havenes stier.

Herre, vor Herre!

Hvor herligt er dit navn

over hele jorden!

Amen (Salmernes Bog 8).

 

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit 2. brev til korintherne:

Så sandt Gud er trofast, er vor tale til jer ikke både ja og nej!  For Guds søn, Jesus Kristus, som vi – jeg og Silvanus og Timotheus – har prædiket hos jer, var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja; for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære. Amen (2. Korintherbrev 1,18-20).

 

 

Kære konfirmander!

 

Så sker det endelig – endelig! – nu er det den dag, som jeg ved, at I har glædet til så længe.

Det er jeres konfirmationsdag – dagen hvor I er midtpunkt og skal fejres og bekræftes i og selv bekræfte, at I har hjemme her i kirken.

For i dag siger I ja til jeres dåb, og dermed siger I, at den kristne tro skal være et grundlag for jeres liv, ligesom den kristne tro har været det for utallige generationer her i landet lige siden vikingetiden, og givet utallige mennesker før os styrke, trøst og håb til at klare livets små og store udfordringer.

 

Det er stort – og jeg håber, at hvis I har fået noget som helst med fra timerne torsdag morgen sammen med mig og Grethe, så er det, at noget, nej meget i livet er så stort og betydningsfuldt, at vi en gang imellem bare må fejre det med en ordentlig fest, selv om vi aldrig kommer til at kunne forstå det eller gennemskue det 100 %.

Fordi der er spørgsmål i livet og til livet, som vi har til fælles med alle mennesker på jorden, og med alle som har levet før os, og som vi ikke kan lade eksperter besvare for os én gang for alle ved hjælp af videnskab og teknik.

Er der en dybere mening og et formål med livet eller er det hele bare en tilfældighed?

Er der forskel på godt og ondt?

Og hvordan skal jeg leve mit liv?

 

Jeg ved godt, at I ikke er helt voksne endnu, selv om en velmenende onkel måske rejser sig senere på dagen og byder jer velkommen i de voksnes rækker med erfaren kendermine.

Men I er, kære konfirmander, og hold nu fast i stolene, I er ved at blive vaskeægte voksne, og det betyder ikke bare, at I nu måske skal til at hjælpe mere til med opvasken derhjemme.

Det betyder bl.a. en forpligtigelse til at forholde sig til sig selv og til livet og den tro, som i tusind år har præget livet her i Danmark, sådan som I har gjort ved at vælge at blive konfirmeret.

 

Men hvad er det dybest set, som I forholder jer til?

Tja, det er der mange forskellige svar på, men vi hørte før en af mine yndlingssalmer fra Det gamle Testamente.

Salmen blev skrevet mindst 500 år før Jesus blev født. Jeg forestiller mig, at den blev skrevet af en hyrde, som efter at have trasket efter fårene en lang dag i ørkenen sad foran sit telt og de sovende får og så så op mod nattehimlen og faldt i staver over de tusinde funklende stjerner deroppe.

Og så blev han med ét fuld af ærefrygt og digtede disse ord:

Herre, vor Herre!, hvor herligt er dit navn over hele jorden, du, som har bredt din pragt ud på himlen . . . når jeg ser din himmel, dine fingeres værk, månen og stjernerne som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? 

 

Salmen handler om at undre sig – over det der er større end os – over alt det ufattelige, som vi er en del af – også selv om man så måske glemmer mere jordnære og praktiske ting for en tid.

Hvilket minder mig om en historie om Sherlock Holmes og Dr. Watson, som er på campingtur. 

De slår teltet op om aftenen og falder til ro. Men midt om natten vækker Holmes sin ven og siger til ham: "Watson, se op og fortæl mig, hvad du tænker?" 

Og Watson siger: "Jeg ser millioner af stjerner og tænker på, hvor forunderligt rigt og mirakuløst livet her på jorden er – og på hvor små vi mennesker er i universets store sammenhæng – jeg tænker på, at hvis der er uendeligt mange stjerner, så er der måske også liv på andre kloder derude."

Hvorpå Holmes afbryder sin filosofiske ven med ordene: "Watson, din tumpe, der er nogle, som har stjålet vores telt!"

 

Så kære konfirmander!

Sherlock Holmes var rigtig god til at tænke og regne alting ud, men det er mere vigtigt at kunne undre sig over alt det store og ubegribelige i livet.

Det er også vigtigere at være en, som man kan regne med, end at kunne regne alting ud.

Ligesom Dr. Watson, som i Sherlock Holmes-bøgerne altid er den gode kammerat, og mere høflig og hensynsfuld over for andre end hans ven, den geniale, men også temmelig selvoptagede mesterdetektiv Sherlock Holmes. 

Og jeg er overbevist om, at de to ting hænger sammen:

Kun det menneske, som tør undre sig over alt det, som vi ikke kan forstå med vores forstand, forstår hvor stort ethvert menneske er, og hvorfor Jesus sagde, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv.

 

Naturen er stor og fantastisk.

Men mennesket er også stort, sagde den gamle salmist i Det gamle Testamente, som vi hørte før.

Mennesket er skabt kun lidt mindre end Gud, siger han endda.

For vi er skabt med evnen til at undre os eller med fantasi, så vi kan sætte os i hinandens sted med indlevelse og medfølelse, hvilket er forudsætning for at tage ansvar for andre og for naturen.

 

Men hvad mener salmisten med de underlige ord, at Gud af børns og spæde munds har grundlagt et værn mod sine modstandere for at standse fjender og hævngerrige?

Jeg tror, han mener, at mennesket i sig selv er stort, ligegyldigt hvad det kan eller kan finde ud af.

Det tror jeg også jeres forældre og bedsteforældre og øvrige familie kunne se den dag, hvor I kom til verden, konfirmander.

At et menneske bare ved at være til har en uendelig værdi og uendelige muligheder – og kan skabe så megen glæde for andre bare ved at være deres – deres søn eller datter eller bror eller barnebarn – et familiemedlem eller en ven.

 

Det er ikke altid, vi tænker på det, hvad det betyder at vi tilhører nogen, at der er nogen, som siger ja til os. 

Men i dåben sagde Gud ja til os før vi kunne finde ud noget som helst – et ja uden betingelser og forbehold.

Det kan man undre sig over og måske få lyst til at sige halleluja.

Eller som det hedder i et lille digt, som hedder ”Et ord med på vejen”, og lyder sådan her:

 

Hvorfor mon alle folk går rundt

og kun har blik for trist og ondt?

Jeg undres ved hver lysplet på min vej

og tænker: Gud er god endda -

for han har sagt: Halleluja -

Han kunne lisså godt ha' sagt:

Hallelunej

 

Ja, kære konfirmander - derfor hørte vi halluja, da vi gik ind i kirken i dag, og måtte I altid huske, at Gud sagde halleluja og ikke hallelunej.

At der er sagt ja til os, og at vi derfor selvfølgelig også skylder os selv og hinanden at sige ja, og det vil sige: at gøre os umage med livet og få det bedste ud af alle mulighederne, så vi bliver os selv og andre til både gavn og fornøjelse.

Sådan som det har været en kæmpefornøjelse for mig og Grethe at være sammen med jer og undervise jer.

Tak for den tid vi har haft sammen, konfirmander, og tak for jeres tålmodighed og overbærenhed, når jeg talte for meget og for længe.

 

I får om lidt hver jeres personlige skriftord, når I efter den næste salme konfirmeres og siger ja eller måske endda Halleluja.

Men jeg synes, at I også skal have et fælles ord. 

Jeg har valgt det til jer, som stod i afskedsbrevet fra den unge 23-årige dødsdømte frihedskæmper Aage Søndergaard til hans far og mor, som jeg læste for jer forrige torsdag, på befrielsesdagen den 5. maj.

I brevet skrev han, at han fik verset til sin konfirmation, og tilføjede: 

"Det har jeg været glad for hele livet, og det beder jeg jer tænke lidt nærmere over." 

Verset lyder sådan her:

 

Stol på Gud,

om det end ser broget ud!

Om så hele verden slipper,

vi kan klare alle klipper,

blot Vorherre selv er skipper,

og vi ærligt holder ud.

 

Kære konfirmander!

Kære Victor, Olivia, Bertram, Asger, Mikkel, Mathies, Sophia, Malthe, Sebastian D., Sebastian M., Shadiah og Liam; kære Thais, Frida, Signe, Lukas R., Lukas D., Mathias, Marius B., Sigurd, Gabriel, Marius K, Daniel, Sophia, Astrid, Oscar og Andreas -

Herren velsigne jer og forbavse jer alle jeres dage.

Hjertelig tillykke med jeres konfirmation!

AMEN

 

Henvisninger: 

Digtet om halleluja og hallelunej er et af Piet Heins gruk.

Verset ”Stol på Gud” er fra sangen ”Stræk din Fod” af Vilhelm Gregersen (1848-1929).

Aage Søndergaard (1922–1943) skrev sit brev til sine forældre den 13. marts 1945, hvor han blev henrettet af den tyske besættelsesmagt i Ryvangen. Det kan læses i bogen ”De sidste timer. Afskedsbreve fra frihedskæmperne 1943-1945”, som første gang blev udgivet i 1945 og ofte er genudgivet siden. 

 

Her er billeder af konfirmanderne den 14. maj 2022, som kan forstørres ved at klikke på billederne. Tak til kirketjener Emil Jensen for at være fotograf.

 

TBS1

TBS2

TBS3

TBS4




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023