Prædiken til 1. søndag efter påske holdt den 24. april 2022 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 224 Stat op, min sjæl, i morgengry; 300 Kom sandheds ånd, og vidne giv; 292 Kærligheds og sandheds ånd; 228 Du er, opstandne sejershelt; 192, vers 7; 247 Jesus, som iblandt os står.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« AMEN (Johannesevangeliet 21,15-19).

Kære menighed!

Vi har netop hørt en af de mest bevægende samtaler i hele biblen, ja for mig at se i hele verdenslitteraturen.

Jesus havde engang givet Simon tilnavnet Peter, som betyder klippe, og Peter havde forsøgt at leve op til navnet ved at være den mest klippefaste af disciplene. 

Den gode kammerat, der altid gik forrest, og som man virkelig kunne regne med.

Da de havde spist sammen sidste gang, skærtorsdag aften, og Jesus havde forudsagt sin død, og at de alle ville forråde han, havde Simon Peter jo også stærkt bevæget udbrudt: ”Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig. Om så alle andre svigter dig, så gør jeg det ikke, om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.”

Men Jesus havde sagt til ham: ”Allerede i nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange”.

Og det var præcist, hvad der skete .  . .

I ypperstepræstens gård, hvor Jesus blev forhørt, og Peter blev spurgt - ikke af en romersk soldat eller af en dommer med myndighed til at lade ham underkaste tortur og straf, men blot af en nysgerrig tjenestepige: ”Var du ikke sammen med ham Jesus?”

Nej, sagde han, og da tjenestefolkene spurgte for tredje gang, gav Peter sig til at bande og sværge og råbte: ”Jeg kender ikke det menneske!”

Og så galede hanen, og Jesus så over på Peter, og han gik udenfor og græd bitterligt, fortælles det.

"Højt at flyve, dybt at falde", siger ordsproget.

Det var netop Peter, som ville gå foran de andre, som faldt mest dybt, da det endelig gjaldt. 

Men det var alligevel ham, synderen, som Jesus ville bygge sin kirke på.

Derfor kommer Jesus efter sin opstandelse til Simon Peter, og spørger: 

”Elsker du mig mere end de andre?”

Og selvfølgelig kan Peter ikke længere sige, at han elsker Jesus mere end alle andre. 

”Ja Herre, du ved jeg har dig kær”, siger han.

Og Jesus spørger ham så: ”Elsker du mig?” 

Men det kan Peter heller ikke sige. 

For hvordan kan man uden skamfølelse sige, at man elsker den, som man for nylig har svigtet?

Tredje gang spørger Jesus med det ord, som Peter selv bruger: ”Har du mig kær?” 

Og Peter bliver bedrøvet og svarer igen: ”Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær”.

Sådan kommer Jesus eller evangeliet vel egentlig altid til os dér, hvor det gør ondt, og det er måske også derfor, at så mange mennesker afviser at lytte til evangeliet eller udskyder det. Lidt ligesom man udskyder et tandlægebesøg.

For at høre og tro ordet om tilgivelse er ikke det samme som at glemme sin fortid, eller hvordan man har dummet sig, eller at bilde sig ind, at man altid har levet pletfrit og været en rigtig dygtig dreng.

Det betyder derimod, at vi som Peter bliver sat fri til at se fortiden i øjnene, inklusive det der gør ondt.

Det betyder overskud til at bearbejde sin fortid og forsøge at hele de sår og fejltagelser, som i en eller anden grad altid er i vores liv. 

I tro på at Gud stadigvæk kan bruge os til noget – til noget godt.

For Peter bliver jo ikke bare tilgivet.

Hvis man dummer sig, og bliver tilgivet, men bagefter føler eller får at vide, at man ikke mere kan bruges, så er man ikke rigtig tilgivet.

Kun det menneske, der også får vist tillid, der får nye opgaver, selv om det har dummet sig, kan virkelig begynde et nyt liv.

Det er hvad der sker med Peter. 

”Vogt mine får”, siger Jesus, og giver dermed Simon Peter en stor opgave med at opbygge kirken.

Da vidste Peter, at han alligevel duede og kunne bruges.

Og det er vel, hvad vi hver især må lære om og om igen, fordi det er, hvad vi ofte har svært ved: at vise og modtage kærlighed og ny tillid - at tro på at vi kan bruges – at vi har betydning – ja, at vi er elskede, om ikke af andre, så af Gud.

Især når et medmenneske har svigtet os eller når vi selv har svigtet andre eller måske har svigtet os selv.

Hvis vi får dette at høre, når vi har allermest brug for det, så kan det til gengæld forandre vort liv og fylde det med den glæde, som Jesus også havde talt om.

Da han skærtorsdag aften sagde disse ord disciplene, som de slet ikke forstod på det tidspunkt:

”Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Hvad det er for en glæde, og hvordan den kan forandre os, har den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson givet et fint eksempel på i sin roman fra 1860 ”En glad gut”, som jeg gerne vil slutte med.

Bogens hovedperson er husmandssønnen Øyvind, som trodser alle datidens konventioner og sociale bånd og i roman ender med at få sin ungdomselskede, storbondedatteren Marit og hendes fædrenes gård.

Øyvind vinder prinsessen og det halve kongerige.

Men det skyldes ikke mindst skyldes Øyvinds gamle skolelærer Baard, som ikke kun giver sin elever i landsbyskolen viden, men visdom og livsmod.

[Bjørnstjerne Bjørnson, 1832 - 1910, norsk forfatter, debattør, fik Nobelprisen i 1903]

For Øyvind bliver skolemesteren næsten en overnaturlig mand, da hans mor en aften har fortalt ham om hans lærers tragiske baggrund.

Hvordan Baard og hans bror Anders i deres ungdom elskede hinanden, men efter deres fars død blev uvenner på grund af farens guldur.

De overbød hinanden på aktionen over farens bohave, og det endte med, at Baard fik raget uret til sig for den ufattelige sum af 100 daler.

Men brødrene var ikke længere på talefod og fyldtes af bitterhed, og det ødelagde deres liv, selv om de i virkeligheden længtes efter forsoning. 

De var alt for stolte og alt for generte til at tage et opgør og få renset luften. 

Baard gik en aften hjem til Anders, men han kunne ikke få sig til at banke på døren og hilse på broderens kone og søn, som han aldrig havde mødt.

Da Baard i stedet for hængte gulduret op i Anders’ lade, så han selv kunne finde det om morgen, kom han ved et uheld til at sætte ild på laden, hvilket han først blev klar over dagen efter.

Den næste nat fjernede Baard i panik det smeltede guldur fra brandtomten, men en lille pige så ham, og der blev forhør, og alle fornemmede, hvem den skyldige måtte være.

Men Anders ville ikke føre sag mod sin bror, og Baard var for fej til at indrømme sin skyld og dens pinlige årsag, og de to brødre gled endnu længere fra hinanden på grund af det bitre nag, som ødelagde deres liv.

Anders blev mere og mere fattig, og Bård slog sig på flasken.

Det var først, da Baard blev kaldt ud til Anders’ dødsleje, at Baard overvandt al sin frygt og sine hæmninger.

Da fik de to brødre endelig talt ud, og de talte længe om al deres længsel og sorg og smerte i alle disse år, og Baard gav sin bror det smeltede ur, og veg ikke fra hans sygeleje.

Og nu vil jeg gerne citere Bjørnsons egne ord:

”Nu er jeg fuldkommen frisk”, sagde Anders en morgen, han vaagnede; ”nu, Bror min, skal vi leve længe sammen og aldrig gaa fra hverandre, ligesom i gamle Dage.” Men den Dagen døde han.

Konen og Barnet tog Baard til sig, og de havde det godt fra den Tid. Men hvad Brødrene havde samtalet om ved Sengen, det sprængte ud gennem Væggene og Natten, blev bekjendt for alt Folk i Bygden, og Baard blev den mest agtede Mand imellem dem. Alle hilste paa ham som paa en, der har havt en stor Sorg og atter fundet Glæde, eller som paa en, der meget længe har været borte. Baard blev stærk af Sind ved denne Venlighed omkring sig, han blev Gud hengiven, og vilde bestille noget, og saa gav den gamle Korporal sig til at være Skolemester. Hvad han indpræntede Børnene baade først og sidst var Kjærlighed, og selv øvede han den, saa Ungerne holdt af ham som en Legekammerat og Fader på en Gang.

Sådan fortæller Bjørnstjerne Bjørnson om et menneske, som ligesom apostlen Peter fik stor betydning for andre mennesker. Fordi han havde svigtet og lidt nederlag i tilværelsen og erfaret stor sorg, men til sidst tilgivelsens kraft og glæde. 

Og Bjørnson tilføjer, at Baard mindst én gang om ugen læste det samme lille digt for sine elever, og at stemmen altid begyndte at skælve, selv om den gamle skolelærer vel havde læst disse ord højt hver uge i skolen i 20 – 30 år. 

Det lød: 

Elsk din Næste, du Kristen-Sjæl,

træd ham ikke med jernskod [jernbeslået] Hæl,

ligger han end i Støvet.

Alt, som lever, er underlagt

Kjærlighedens Gjenskabermagt,

bliver den bare prøvet!

AMEN