Prædiken til liturgisk gudstjeneste på Langfredag holdt i Vestervang Kirke den 15. april 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard 

Kære menighed!

Da vi fejrede 500 året for den lutherske reformation i 2017, inviterede jeg konfirmanderne til et skuespil, ”Skibbykrøniken” af teatergruppen TeaterTasken, som blev opført i Laxmandssalen i Vor Frue Kloster – karmeliterklostret ved Sct. Mariæ kirke.

De har opført stykket mange andre steder, men det var det bedste sted i verden at se netop det skuespil, for det handler om Reformationen og om en af de største mænd, som nogensinde har levet og virket i Helsingør, reformkatolikken, humanisten og historikeren Poul Helgesen, Vor Frue Klosters berømte forstander på reformationstiden for 500 år siden igen.

Eller rettere sagt: om Poul Helgesens spøgelse.

For stykket forgår i nutiden og handler også om en ung og moderne kvindelig præst, som i stykket først fortæller om Vor Frue Kloster. Og hvis man som mine konfirmander ikke på forhånd ved, at man skal se et skuespil, så tror man først, at hun er en af klostrets guider.

I stykket afbrydes hendes begejstrede tale om klosteret og dets spændende historie imidlertid af Poul Helgesen eller rettere hans spøgelse, og de falder i snak. 

Sådan møder man Poul Helgesen og hans vrede og sorg over den lutherske reformation af kirken, som han og hans elever selv havde været med til at bane vejen for ved at kritisere afladshandlen og oversætte Luthers første revolutionerende skrifter, men hvis lidenskabelige og uforsonlige modstander Poul Helgesen siden blev.

Den unge præst i stykket bærer imidlertid på en traumatisk oplevelse, viser det sig. For hun har netop måttet begrave en 8-årig dreng, men kunne ikke bringe evangeliets trøst til drengens ulykkelige søster, som mente, at hun var skyld i sin brors død.

Præsten føler sig derfor fuldstændig magtesløs og uduelig som præst, ja skyldig.

Men så tager den gamle katolik og klosterforstander hende til skrifte.

Og Poul Helgesen siger ikke som afladskræmmerne på Luthers tid: Se, her har du et afladsbrev, som frikender dig for himmelsk straf, og som du kan betale for inde hos kordegnen.  

Nej, han rejser sig – Poul Helgesens spøgelse i skuespillet – og går hen og slår korsets tegn for den unge kvindelige præst og siger myndigt og højtideligt på latin:

Ego te absolvo in nomine patris, filii et Spritus sancti. 

Eller som det hedder i den danske folkekirkens alt for sjældent benyttede skriftemålsritual med håndspålæggelse: På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Og da er det som om kvinden får nyt mod og ny livskraft.

Det var for mig meget smukt, at dette skuespil om en rådvild og fortvivlet moderne dansk præst og den sidste store katolik i Danmark, Poul Helgesen fra Karmeliterklosteret her i Helsingør, på den måde fik præsenteret mig og mine konfirmander for det stærkeste og sandeste i Martin Luthers såkaldte reformatoriske opdagelse.

For troen handler ikke om at forstå en fortidig begivenhed som f.eks. Jesu underfulde fødsel eller hans smertelige korsdød eller hans opstandelse, og heller ikke om at skulle leve på en bestemt måde eller om at skulle føle noget bestemt.

Troen handler om at tage imod det ord om Guds selvhengivende kærlighed, som ikke taler om noget fjernt, men selv skaber, hvad det nævner.  

Akkurat som en dommer i retten kan dømme eller frikende mig alene ved hjælp af sit ord. 

Langfredags evangelium handler heller ikke om at forstå, hvad der foregik i en påske for snart 2000 år siden.

For hvem kan med sin forstand virkelig forstå, hvad vi hører i dag?

Hvordan kan Kristi lidelse og død være en trøst, sådan som det har været for så mange kristne gennem tiden?

Hvorfor skulle Guds søn lide og dø og hvad vil det sige, at det skete i vores sted og for vores skyld?

Det kommer vi aldrig til at forstå fuldt ud.

Det er alligevel det essentielle og uopgivelige i den kristne tro, at Kristus ved sin død har båret vores synder – taget dem på sig. 

Så den lidelse, som også hører med til at være et skrøbeligt og faldent menneske, som kan rammes af sygdom og ulykke, og som kan påføre sig skyld, og som selv i bedste mening kan gøre andre ondt, er forandret og blevet til noget andet.

Men selv om det er et mysterium, at kun den, som ikke ville frelse sig selv, kunne frelse alle, så modsvarer det noget, som vi alle kender til.

Jeg har f.eks. tit undret mig over, at folk, som er hårdt ramt af hård sygdom, så ofte finder en både smuk og ægte trøst i at tænke på, at andre har det værre end dem selv.

Og det er vel en tilsvarende trøst der ligger skjult i den tanke, at ingen har kendt til en lidelse som Kristus.

Ikke fordi Kristi fysiske lidelse på korset var større end hos så mange andre, som er blevet pint og dræbt på denne eller andre barbariske måder, men fordi han havde levet i så tæt en enhed med sin himmelske Fader, at han måtte erfare tvivlen og anfægtelsen i Getsemane have og sine venners forræderi og flugt og ensomheden under forhøret i ypperstepræstens gård og gudsforladtheden på korset anderledes end alle andre.

Vi kan måske også nærme os langfredags mysterium på følgende måde: Når vi selv møder lidelse, sorg, sygdom og død, så føles vores egen ord ofte overfladiske og tomme. Man vil så gerne sige noget, som giver trøst og håb, men ordene slår ikke til. 

Men det er ofte i den situation, hvor vi selv føler os mest afmægtige, at vi kan være andre til virkelig trøst blot ved at være til stede og lytte og lide med. 

Selv om vi godt ved, at vi ikke kan lide med hele vejen. 

For vi kan aldrig overtage et andet menneskes skyld eller lidelse eller dø en andens død, selv om vi måske med en slags stille desperation føler, at det ville være det eneste rimelige i situationen, hvis vi virkelig elsker.

Det er langfredags evangelium, at der er en, som kan.

Kristus lader os ved sin lydige lidelse og død se ind i Faderens kærlige hjerte. 

Han dør i vores sted, så vores synd bliver hans synd, og hans uskyld bliver vores uskyld. 

Kristus træder i vores sted, så vi kan træde i Kristi sted og lade os drage ind i Kristi lidelse og død for at dø fra denne verden og alle vores afguder og få del i hans opstandelseskraft: Syndernes forladelse – den nye begyndelse – det nye liv i kærlighed og tjeneste for vores medmennesker – den nye skabelse.

Derfor lyder ved enhver kristen dåb ordene: Modtag dette hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst som et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus. 

Eller som det hedder i en gammel begravelsesbøn, som jeg på denne langfredag gerne vil slutte med:

Vor skaber og Fader i himlen,

du ser vore sorger;

det ved vi fra din kære Søn,

Jesus Kristus, vor Herre,

som delte livet og døden med os her,

for at vi skal dele hans liv i evighed. 

Nu beder vi dig:

Giv os din Helligånd.

Giv os kærlighed ud af din kærlighed,

sorg ud af din sorg,

liv ud af dit liv,

så vi tager mod til os

og tror din søn på hans ord,

kaster al frygt fra os

og lever glade med hinanden her, 

indtil du glæder os for evigt i dit lys,

du, som med sønnen lever og regerer 

i Helligånds enhed,

én sand Gud

fra evighed og til evighed.

AMEN