Prædiken til Midfaste søndag holdt den 27. marts 2022 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 749 I østen stiger solen op; 298 Helligånden trindt på jord; dåb; 674 Sov sødt, barnlille!; 321 O kristelighed!; 192, kun vers 7; 675 Gud, vi er i gode hænder.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. AMEN

(Johannesevangeliet 6,24-35)

Kære menighed!

Engang besøgte jeg en gammel kvinde på Montebello plejehjem, som havde mistet en stor del af korttidshukommelsen. Hun så heller ikke så godt, så hun kunne ikke læse eller se fjernsyn.

Men i en anden forstand så og huskede hun nu meget godt, for hun fortalte, at hun som ganske ung, 18 år, havde besøgt sine kommende svigerforældre på Mandø i Vadehavet. Hvilket havde gjort stort indtryk på hende. Mennesket er lille i den sammenhæng, forklarede hun, og tænkte vel på det særegne skønne landskab: Mandøs flade land, som man kun kan køre til ved lavvande, vadehavet med sæler og fugle, havet og den høje himmel.

Kvindens grund til at fortælle mig dette var imidlertid slet ikke selve oplevelsen dengang. Det var hendes store glæde over, at hendes søn netop havde besøgt Mandø og haft samme oplevelse, som hun selv havde haft for måske 70 år siden.

Hendes fortælling fik mig bagefter til at tænke på, at når de gamle forestillede sig det genskabte paradis eller formålet med det skabte, men faldne menneskeliv, så opfattede de det ikke kun som indgrebet eller udfoldelsen af alt, hvad der i nådefulde øjeblikke kan fryde os hver især med sin skønhed og dejlighed.

Den store middelalderteolog og ærkebiskop, Anselm af Canterbury, der døde i år 1109, beskriver f.eks. et sted det kristne fremtidshåb med ordene: ”Hvis skønheden vækker din glæde, [står der skrevet, at] ’de retfærdige skal skinne som solen’. Hvis du nyder legemets hurtighed eller styrke eller frihed, som intet kan stå i vejen for: ’de skal være som Guds engle’. Hvis mættelse vækker glæde: ’De skal mættes, når Guds herlighed kommer til syne’. Hvis velklangen vækker glæde: dér skal englekorene uden ophør synge for Gud. Hvis du finder fryd i enhver nydelse, som ikke er uren, men ren, [står der skrevet, at] ’de skal drikke af nydelsernes kilde i Gud’. Hvis venskab vækker glæde: de skal elske Gud mere end sig selv. De skal elske hinanden som sig selv, og Gud skal elske dem mere end de elsker sig selv.”

Det var for denne store kirkemand for 1000 år siden nemlig indlysende, at den helt store glæde eller fryd kun kan tænkes som noget, som vi har i fællesskab med andre. Det er simpelthen for stort til, at et enkelt menneske kan rumme det.

Eller som Anselm af Canterbury også skrev: ”Spørg dig selv: om du ville kunne rumme glæden over en så stor salighed?” ”Men det er helt sikkert”, tilføjer han så, ”at hvis en anden, som du elskede på enhver måde som dig selv, havde den samme salighed, så ville din glæde være dobbelt, for du ville glæde dig lige så meget over ham som over dig selv. Og hvis to eller tre eller mange flere havde samme velsignelse, så ville du fryde dig over hver eneste lige så meget som over dig selv, hvis du elskede hver eneste som dig selv."

Anselm kunne kun forstille sig den himmelske salighed med al dens skønhed og glæde som utallige menneskers og engles uendelige og perfekte indbyrdes kærlighed, hvor alle elsker enhver som de elsker sig selv, frydes over hinanden som de fryder sig over sig selv.  

Og det svarer vel også til en ganske almindelig erfaring, som vi alle kender til: At vi, når vi er triste og i sorg, har en tendens til at lukke os om os selv og isolere os; mens man, når man er glad, lukker sig op og gerne vil dele sin glæde med andre.

En anden og nulevende ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams, har skrevet, at når man læser i evangelierne, så får man undertiden det indtryk, at hvis man et eller andet sted i oldtidens Galilæa hørte larm og latter, snakken og sang, så ville Jesus af Nazareth efter al sandsynlighed være et sted i nærheden.

Fordi Jesus skabte glæde og fællesskab, hvor han end var. Selv om hans generøsitet og vilje til at være sammen med alle slags mennesker – hans evne til at skabe fest og binde folk sammen på tværs af de grænser, som normalt skiller dem ad – provokerede mange og ofte gjorde selv hans venner forlegne. 

Jesus’ eksempel og vision var en stor mundfuld allerede i den tidligste kirke.

Man forsøgte virkelig at realisere et nyt fællesskab på tværs af alle skel, men det var selvfølgelig ikke let.

Og når jeg lytter til dagens prædikentekst, så synes de mennesker, som kommer til Jesus, også temmelig selvtilstrækkelige og selvoptagne. Det er som om de kun fokuserer på sig selv og deres egne behov.

De har dagen før oplevet det helt store under i de vilde bjergegne på Nordøstsiden af Galilæas sø, da Jesus med fem brød og to fisk bespiste en tusindtallig skare. 

Et under de burde have forstået ud fra de gamle bibelske profetier om et kommende herlighedsrige, når Messias kommer, og livet bliver som et festmåltid med rigelig af mad og drikke til alle. Men de så det ikke som et tegn på et nyt fællesskab med Gud og hver mand. Det bekræftede dem tilsyneladende blot i, at de selv var heldige og privilegerede.

Dagen derpå – og nu er vi fremme ved dagens tekst – finder folkeskaren så igen Jesus i Kapernaum på den anden side af Galilæas Sø.

Først spørger de, hvornår han er kommet, dvs. de undrer sig over, hvordan han er kommet derhen, for Jesus’ disciple havde om aftenen taget afsted uden ham, og der var ikke andre både.

Hvis Jesus høfligt havde svaret på deres spørgsmål og fortalt - hvad vi ved – at han om natten havde vandret hen over søens oprørte vande til Kapernaum, så var det sikkert blevet mødt med rullende øjne eller latter.

Det tør jeg godt æde min gamle præstekrave på . . . 

For det eneste, som de tilsyneladende har blik for, er, hvad han mere kan gøre for dem, og ikke hvem han er. 

Så i stedet for at svare på deres spørgsmål siger Jesus til dem: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte”. 

Og selvfølgelig bliver de så provokerede og spørger:

”Hvilket tegn gør du, så vi kan se dig og tro dig? Hvad kan du gøre?” Dvs.: Kan du ikke give os mere at spise? Er du stor som vores leder og profet Moses, der i ørkenen for 1000 år siden bespiste vores forfædre dagligt med manna fra himlen gennem hele 40 år? Eller var måltidet du mirakuløst gav os i går blot en engangsforestilling?!

Hvorefter Jesus svarer med disse underlige gribende ord: ”Min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen, og giver liv til verden.  . . . Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte. Den der tror på mig, skal aldrig tørste!”

Og med disse ord spiller Jesus selvfølgelig på brødets betydning til at mætte os og holde os fysisk i live.

Men hvad Jesus i virkeligheden vil sige med at kalde sig for Guds og livets brød, er, at vores længsel efter skønhed, godhed, mening og fællesskab aldrig bliver mættet, hvis ikke vi tror på, at han er, hvem han siger han er:

Guds søn der deler alt sit med os og tager del i alt, hvad der er vores, vores sorg såvel som vores glæde.

Og hvad det kan betyde i f.eks. vores aktuelle situation er vel næsten indlysende.

For vi gør os disse dage klar til at tage imod det største antal flygtninge i Danmark siden 2. verdenskrig.

Vi har også samlet ind til de ukrainske flygtninge – lokalt her i sognet forrige søndags i forbindelse med folkekirkens landsindsamling, hvor der blev samlet rekordmange penge ind: 34000 kroner her i Vestervang sogn.

Det er flot og godt for dem, der får glæde af de indsamlede midler.

Men en sådan indsamling er også et tegn, som bør styrke os i det kristne håb om det genskabte paradis, hvor glæden over det gode, smukke og sande i tilværelsen må være en glæde, som vi deler med hinanden.

Fordi det faldne menneske er skabt til at finde hjem og smage det himmelske måltid, dvs. til leve livet som det blev skabt til at være – og som vi allerede her og nu kan opleve i nådefulde glimt: 

Som når man i sin ungdom oplever noget skønt på en ferie i Vadehavet, og stadigvæk i sin alderdom længes efter at dele oplevelsen med sine børn.  

Som når vi samles om et veldækket bord med familie og venner – måske endda for at fejre et lille nyt menneske som Lucas, der i dag er blevet døbt. 

Som man ved, når man står med sit nyfødte barn i sine hænder, at det virkelig værdifulde i verden, og det eneste, som kan få os til at yde vort allerbedste, er den glæde, som vi kun kan tage imod og derfor må dele med andre.

Det er hvad vi som kristne kaldet til tro på og vidne om med vort liv. 

Vi der i dåben blev genfødt til det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde og indpodet i Ham, som siger: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. 

AMEN

Henvisninger:

Rowan Williams: Kristen (Eksistensen 2016). I denne fine lille bog skriver Rowan Williams meget letlæst og alligevel dybt om dåben, biblen, nadver og bøn. Den kan varmt anbefales ligesom Rowan Williams: Gud med os. Korsets og opstandelsens betydning – dengang og nu (Eksistensen 2017).

Regin Prenter: Guds virkelighed. Anselm af Canterbury: Proslogion - oversat og udlagt som en indførelse i theologien (Lohses Forlag 1982). Den store danske teolog Regin Prenters udlægning er en perle af en lærebog for teologer, og her kan enhver på dansk læse Anselms lille vidunderlige skrift "Proslogion" fra 1078, som der citeres fra i prædikenen.