Prædiken til 3. søndag i fasten holdt i Vestervang Kirke den 20. marts 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 336 Vor Gud han er så fast en borg; 300 Kom sandheds Ånd! og vidne giv; 679 Et trofast hjerte, Herre min; 492 Guds igen-fødte nylevende sjæle; 192/kun vers 7; 266 Mægtigste Kriste, menighedens herre.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« AMEN

(Johannesevangeliet 8,42-51)

 

Kære menighed!

 

”Alle folk og især det russiske folk kan altid adskille ægte landsmænd fra afskum og forrædere. De vil spytte dem ud som et lille insekt, der tilfældigvis flyver ind i deres mund.”

Sådan sagde den russiske præsident Putin i en TV-tale onsdag aften og forsikrede sit folk om, at krigen i Ukraine går helt efter planen.

Russerne skal bare lige være på vagt overfor en femte kolonne af forrædere iblandt dem, som i deres slaveagtige tankegang og for at tjene penge går Vestens ærinde, advarede Putin, og tilføjede, at han var overbevist om, at denne naturlige og nødvendige rensning af det russiske samfund for forrædere ville styrke dette og russernes solidaritet med hinanden.

 

Putins grove stigmatiserende ord gav minder om nazismens retorik og forargede og foruroligede mange.

Men er det ikke det samme, som Jesus gør, når han i dagens evangelium siger, at hans jødiske modstandere ikke kan forstå ham, fordi de har Djævelen til fader og er villige til at gøre, hvad deres fader, Djævelen, siger?

Det er i hvert fald voldsomme og farlige ord, som i kirkens brogede historie har været misbrugt til at lægge jøderne for had.                                                    

 

Men sådan talte mange profeter dengang, selv om det kan misforstås og misbruges og lyder alt for stærkt i vores nutidige og følsomme ører.

Sådan sagde Jesus f.eks. engang til sin vigtigste discipel Peter: ”Vig bag mig Satan!” Dengang Peter ved Cæsarea Filippi i bedste mening ville tale sin mester fra at gå op til korsdøden på Golgata.

Og der er stor forskel på, om man som f.eks. Putin taler hårdt til eller om et mindretal for at skræmme og undertrykke dem, som man har i sin magt; eller om man som Jesus taler til folk, som man ikke kan eller ikke vil tvinge med vold og magt, men i hvis magt man derimod vil overgive sig selv.

Der er forskel på, om man kalder folk for Djævelens børn for at udpege skyldige og syndebukke; eller om man dermed vil få folk til at indse, at de er i stærke destruktive kræfters vold, som de ikke selv kan befri sig fra.

 

”Den der er af Gud, hører Guds ord”, siger Jesus i dagens tekst.

Men hvad vil det sige ”at være af Gud”?

Det vil vel sige, at mennesket – ethvert menneske – et eller andet sted indeni må have en medskabt længsel efter eller en sans for sandhed og godhed, og at denne sans, som vi alle så ofte undertrykker, først må vækkes og plejes, hvis et menneske skal kunne høre Guds ord i Kristus.

For kun den, der i forvejen erfarer og kender noget til menneskelivet og til ret og retfærdighed og sandhed, kan møde sandheden i Kristus.

Eller som Grundtvig sagde: ”Menneske først og kristen så”.

 

Hvad dette indebærer vil jeg forsøge at illustrere ved hjælp af Aischylos, den første af de store oldgræske tragediedigtere fra før-kristen tid. 

Det er ham, som har sagt, at krigens første offer er sandheden, hvilket Putins tale i onsdags er det mest aktuelle eksempel på.

 

Aischylos skrev i år 472 før Kristi fødsel den ældste bevarede græske tragedie, ”Perserne”, som det russiske nationalteater efter min mening fluks bør opføre og så invitere Putin til premieren.

Det er et skuespil om den enevældige og mægtige persiske konge Xerxes’ erobringskrig mod det lille Grækenland, som endte med den kæmpemæssige persiske overmagts uventede nederlag til det lille demokratiske Athen i slaget ved Salamis 8 år før stykket blev til - i år 480 før Kristi fødsel.

Dette berømte slag var det afgørende vendepunkt i Antikken i kampen mellem østligt despoti og vestligt demokrati, og den græske sejr blev startskuddet på Athens storhedstid de næste 100 år, dvs. på en af de allerrigeste kulturelle perioder i menneskehedens historie.

 

Aischylos havde selv som soldat deltaget i slaget ved Salamis, og lægger ikke skjul på sin stolthed og glæde over, at de frie græske borgere fra den lille bystat Athen kunne slå den på papiret langt stærkere og angribende fjende.

Men selv om Aischylos havde mistet en bror i krigen mod perserne, så håner han ikke perserne på grund af deres uventede nederlag. 

Han fortæller derimod fuld af medlidenhed historien set fra persernes side.

 

Tragedien foregår i persernes hovedstad Susa, og hovedpersonerne er kong Xerxes’ hoffolk, og kongen selv og hans mor og hans afdøde far kong Darios’ spøgelse. 

Først berettes, hvordan man i Susa spændt venter på nyt om slaget ved Salamis, og så beskrives gribende persernes afgrundsdybe sorg og hjerteskærende fortvivlelse, da de får bud om nederlaget og om de utallige unge persiske mænd, som blev dræbt ved Salamis.

 

[Aischylos, 525 - 456 f. Kr., siges at have skrevet 90 tragedier, hvoraf 7 er overleveret.]

 

For grækeren Aischylos skyldes persernes nederlag deres konges hovmod eller på græsk: hybris.

Xerxes havde fået lavet en bro af sammenkædede skibe over sundet Hellesponten eller Dardanellerne for at transportere sin kæmpehær fra Lilleasien til Europa.

Det må have slået samtiden som en næsten ufattelig teknisk bedrift, men Poseidon, havets gud, tillader ikke, at man bygger bro over ham. 

 

Et dødeligt menneske skal ifølge Aischylos’ græske tankegang kende sin plads i helheden, men da Xerxes overskred grænsen mellem Asien og Europa, så glemte han dette, og hovmod straffes af guderne og står for fald.

Eller som kong Xerxes’ berømte far Darios, som fremmanes af de døde, siger til sine hofmænd:

De mange persiske lig i dynger ved Salamis skal for kommende generationer være et vidnesbyrd om,

”at dødelig Mand bør ikke hige alt for højt.

Thi hovmod blomstred ud og satte Brødens Aks,

hvoraf en Høst der mejes, som er rig på Graad.

Naar I nu øjner saadan Straf for slig en Synd,

da husk Athen og Hellas, og lad ingen Mand

i Ringeagt for Lykken, som han har i sit Hus,

af Lyst til andres, gyde megen Rigdom ud.

Zeus lever, og han tugter Sind, der svulmer op

i hovne Tankers Griskhed, og han dømmer haardt.

Derfor giv Xerxes gode Raad, som vel I bør; 

lær ham, med Tugt i Sjælen, sindig Kløgt, så ej

han ægger Gud til Vrede ved dumdristigt Pral.”

 

Før Darios svinder ned i sin grav igen, så beder han også sin enke, kong Xerxes’ mor, om at trøste deres fortvivlede søn og give sønnen sjælefred med milde moderlige ord.

Det er en tragedie, og den hovmodige Xerxes vil ikke tage mod sin mors trøst eller de ældre hofmænds belæring. Han skyder hele skylden for hans og Persiens ulykke på en dæmon, og stykket ender med hans og persernes fortvivlede klageråb, jammer og ve. 

Men Aischylos' storhed består i, at denne forfatter ser, at grækernes fjender, Xerxes og perserne, også er mennesker, om end mennesker med en bitter og tragisk skæbne.

 

Det var denne oldgræske forfatters forudsætning, at mennesket altid må og i princippet altid kan lære at kende sin plads – og ellers går det galt.

Derfor blev det græske teaters to store opfindelser hhv. komedien og tragedien, for det ender enten komisk eller tragisk, når mennesker ikke kender deres plads. Når mennesker på grund af f.eks. hovmod eller dumhed eller magtbegær ikke vil tage imod de vises belæring og trodser guderne og livets orden.

 

Det er smukt og dybt, synes jeg, men evangeliet har en anden forudsætning, og hvis vi forstår dette, så forstår vi måske, at der med kristendommen kom noget nyt ind i verden, som den græske verden ikke kendte til.

Noget som i svære tider kan give os den trøst og det håb, som perserne aldrig fik og ikke kunne få i Aischylos’ smukke, men triste tragedie.

 

Vi kan efter min mening nemlig forstå evangeliet som en slags epokegørende nyt teater, hvor Guds søn spiller hovedrollen, og vi andre har hver vores birolle; som et skuespil hvis pointe er, at vort liv dybest set hverken er en komedie eller en tragedie. 

Det evangeliske teater siger derimod, at alle mennesker har brug for at blive frelst, inkl. os selv.

Evangeliet siger, at vi mennesker altid er i enten lyse eller mørke kræfters vold, og at vi ikke kan eller skal frelse os selv ved hjælp af oplysning eller lærdom.

 

Derfor siger Jesus, at der er to grupper af mennesker: de som er i lyset og handler godt, og de som er i mørket og handler ondt.

Den sidste gruppe er mennesker, som ikke lytter til hjertets viden om sandhed og retfærdighed. 

”Jeg siger jer sandheden, derfor forstår I mig ikke”, siger Jesus i dagens tekst til den slags mennesker.

For hvis man er omgivet af og opslugt af mørket, så må man hade og frygte Kristus, fordi evangeliet kaster lys over ens eget liv og afslører, at det bygger på løgn og selvbedrag.

 

”Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?”, spørger Jesus også i dagens tekst.

For som de ikke kan tro på Kristus, fordi han taler sandhed, således kan de ikke tro på ham, fordi han er uden synd, dvs. lever livet som det blev skabt til at blive levet - uden at søge sin egn ære eller sætte sig selv i centrum, men i selvhengivende kærlighed til Gud og vores medmennesker.

 

Der er dybest set kun disse to muligheder i dagens tekst.

Mennesket er enten i mørket eller i lyset, og det er faktum, som vi dybest set ikke kan forklare.

Som kristne kan vi ikke forklare ondskaben eller mørkets magt over menneskers sind, eller hvad det skyldes, og hvor det kommer fra.

Men vi er kaldet til at vidne og tro på det lys, som ifølge evangeliet lyser i mørket.

Vi skal lade lyset, som er Kristus, skinne i mørket, og vi skal lade sandheden lyde i løgnen – i de andres og i vores egen.

Det er det nye ved kristendommen i modsætning til den store græske kultur, som Aischylos i sin tragedie så gribende præsenterer.

 

For grækerne var menneskelivet enten komisk eller tragisk, hvis mennesket ikke fandt visdommens eller sandhedens lys i sit eget indre.

For kristendommen er mennesket derimod en synder, som ved evangeliets forkyndelse og ikke ved egen kraft flyttes fra mørket til lyset, så det får kraft til at leve som det blev skabt til at leve – i glæde over livet og i kærlighed til Gud og sin næste.

Derfor er der altid håb for verden og håb om en ny begyndelse og et sandt menneskeliv for alle, selv for ’komiske Ali’ og for tragiske Putin og Rusland.

 

Vi skal i Vesten i denne tid selvfølgelig støtte ukrainerne i deres kamp mod overmagten, og gøre det menneskeligt og politisk klogt, dvs. uden at eskalere krigen.

Men som kristne skal vi også holde os til og forkynde lyset, som skinner i mørket, selv om mørket ikke begriber det. 

AMEN

 

Henvisninger:

Aischylos, Perserne, oversat til dansk af Niels Møller, Kbh. 1918.

H.F. Falk, 3. søndag i fasten, Præsteforenings blad årgang 51, 1961, s. 209-10.