Prædiken til Fastelavns søndag holdt i Vestervang Kirke den 27. februar 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 172 Se, vi går op til Jerusalem; Kyrie og Gloria; 173 Ét vidste han om vejen frem; 192 Hil dig frelser og forsoner; 652 Vor Herre! Til dig må jeg ty; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 207 Jesus, jeg dit kors vil holde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. AMEN

(Lukasevangeliet 18,31-43)

Vor fader i himlen!

Du er den inderste magt i verden, og har åbenbaret dig som kærlighed.

Vi beder til dig i denne tid, hvor krig og ufred bryder ind i Europa og ind over mennesker, der står os nær.

Lad den fred, som overgår al forstand, bevare vore hjerter og tanker i Jesus Kristus.

For det er ved Jesus Kristus, som er dit hjertes spejl, at vi erfarer, at du er kærlighed.

Så når tankerne i disse dage farer vild, så lad dem da finde hvile i dig.

Lad dem finde hvile i dig, der bærer smertens kors i dit indre, som kærlighedens trodsige tegn.

Vi beder nu for de mange, der flygter fra krig og ufred i Ukraine, og beder dig om at holde din hånd om dem og bevare dem i din fred. 

Det er det afgørende. Bevar dem.

Vi beder for Ukraine.

Vi beder for de arme mennesker, der står midt i ufred. Vi beder for os alle.

Led retfærdigheden ind i hjertet på dem, der har magt og myndighed i verden.

Din fred hersker midt i våbenbrag. 

Lad den brede sig til os alle.

Det beder vi om. Vi er alle dine. Det tror vi på.

AMEN

Kære menighed!                                                         

Sådan lyder en bøn, som den nye biskop i Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, torsdag eftermiddag offentliggjorde på FACEBOOK.

Dette opslag så jeg desværre først efter min gudstjeneste i torsdags på plejehjemmet, hvor to af deltagerne bad mig om at sige lidt til opmuntring og trøst på grund af situationen i Ukraine, som jeg slet ikke havde berørt i min prædiken til dem over evangelieteksten til denne Fastelavns søndag.

Vi er bange, sagde den ene, og den anden var tydeligt berørt af situationen. 

Måske fordi de i deres ungdom har levet med angsten for en alt ødelæggende atomkrig mellem Sovjetunionen og Vesten, og nu følte denne angst igen.  

Jeg havde ikke hørt nyheder i torsdags, så jeg vidste på det tidspunkt ikke, at Rusland havde angrebet Ukraine om morgenen, og jeg stod da først og klogede mig politisk for at berolige dem:

Putin og hans system er grundlæggende rationelt, sagde jeg. Putin er ikke uberegnelig som f.eks. Nordkoreas diktator Kim Jong-Un, og han vil ikke begynde en stor angrebskrig med så farlige konsekvenser, forklarede jeg også med kendermine.

”Tja, jeg er nu ikke så sikker på, at Putin er så rationel”, indvendte en af de to eftertænksomt. 

Jeg er glad for, at jeg efter min politiske analyse i torsdags på plejehjemmet også fik sagt noget om, at vi som kristne aldrig kan forstå eller gennemskue det, som gør ondt. Men at vi har lov til – ja, at vi som kristne er kaldet til at tro på, at lyset og livet og kærligheden er stærkere end og til sidst vil sejre over mørket, døden og ondskaben. For da jeg kom hjem og hørte om Ruslands ufattelige og hensynsløse angreb på Ukraine, så måtte jeg jo bide mine ord om Putins rationalitet i mig.

Og det er forfærdeligt, hvad vi har hørt og set fra krigen i Ukraine siden i torsdags – disse menneskelige lidelser, som vi må forsøge at forhindre og lindre ved at støtte ukrainerne politisk, økonomisk og ved at tage imod dem, som flygter fra krigens rædsler og måske søger ly hos os. 

Det er måske også virkelig et vendepunkt i Europas nyere historie, selv om man skal være forsigtig med at spå om fremtiden.

Ved enhver fastelavnsfest eller maskerade er der et tidspunkt, hvor maskerne falder, hvor man ser folks ansigt, og det er mildt sagt foruroligende, hvad vi i disse dage hører om Putin i mediernes analyser af hans taler og deres skingre retorik.

Hvordan han f.eks. kalder Ukraines demokratisk valgte præsident og regering for en bande narkomaner og nazister, som skal fanges og straffes.

Hvordan han taler om, at vi i Vesten ikke har ønsket at være venner med russerne, men har gjort dem til fjender.

Hvordan den russiske præsident truer med de mest voldsomme konsekvenser, hvis Vesten blander sig.

Det lover ikke godt for fremtiden, og selv om ingen regner med en direkte krig mellem Nato og Rusland med danske soldater i kamp, så synes situationen i Ukraine at føre os tilbage til tiden før jerntæppets fald med oprustning i Europa og angst for det store atomare ragnarok.

Ja, jeg skal ikke forsøge at kloge mig igen politisk eller rettere dumme mig.

Og vi må som kristne ikke dæmonisere vores fjender.

Vi skal bede for dem og for at deres og vores egne øjne må åbnes på en måde, så vi begynder at se og forstå hinanden i lyset af den kærlighed, som med Paulus' stærke ord i dagens epistel ikke hidser sig op og ikke bærer nag, men tåler alt, tror, alt, håber alt, udholder alt. 

I dagens evangelietekst hørte vi først om Kristus, som for tredje gang forudsagde sin lidelse og død.

Disciplene forstod ikke, hvad han talte om, men vi fornemmer vel alle, at der er en dyb indre sammenhæng mellem dette, at Kristus selv måtte lide og tåle ondt, og så dette, at han ikke kunne gå forbi det lidende, blinde menneske, som han mødte på sin vej.  

”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”, råbte den blinde mand.

”De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille”, siges det så.

Og at det var dem, som gik foran, får mig til at tænke på den store jødiske filosof Emmanuel Lévinas.

Lévinas blev født i Litauen i 1906, men emigrerede til Frankrig som ung mand. 

Han mistede hele sin jødiske familie i Litauen under holocaust, inkl. begge hans forældre og to brødre som blev dræbt af nazisterne.

Selv kom Lévinas som fransk soldat i en tysk fangelejr, men overlevede på grund af sin franske uniform. 

Han vidste med andre ord af smertelig erfaring, hvad det betyder, hvis man gør det enkelte menneske til en brik, som man kan skalte og valte med efter forgodtbefindende.

Derfor handlede hele hans tænkning om det enkelte menneskes ukrænkelighed og hellighed. 

I 1989 – 6 år før sin død - modtog Lévinas en stor pris for sit forfatterskab.

Dagen før han modtog prisen i Bern, skulle han med en bus, og ved busstoppestedet sagde en dame til den da gamle og svækkede filosof: ”Bitte, nach Ihnen”.

Han smilede og svarede ”Après vous”, og damen lo tilbage til den galante franskmand uden at vide, at den verdensberømte filosof dagen efter i sin takketale ved prisoverrækkelsen skulle forklare, at ordene ”efter Dem”, hvad enten de blev sagt på tysk eller fransk, var essensen af hele hans tænkning.

For det er altid den anden, som skal komme før mig.

Jeg og mine egne behov skal ikke være i centrum.

[Emmanuel Lévinas, stor fransk filosof med litauisk og jødisk baggrund, 1905 - 1995]

For Lévinas var ethvert menneskes ansigt en bøn og en befaling: Du skal tage vare på mig. Du må ikke slå ihjel.

Når mennesker massakrer hinanden i krig, så trodser de denne bøn, siger Lévinas, og når f.eks. de tyske soldater fra 2. verdenskrig senere blev hjemsøgt af mareridt over deres ugerninger, så var det fordi de aldrig kunne undslippe befalingen fra deres ofres øjne.

Fordi der er noget unikt ved et ansigt, som unddrager sig alle vores forsøg på at kategorisere vores medmennesker og putte dem i kasser.

Der er noget i den andens blik, som på en gang er en bøn og en befaling af religiøs karakter, og som kan forvandle had til kærlighed, sagde denne jødiske filosof. 

Det er nok ikke let at forvandle Lévinas tænkning om dens andens ansigt til politik, men evangeliet forkynder, at vi alle bør stoppe op og forsøge at møde vores medmenneske ansigt til ansigt, og at mennesker kan forandres derved.

Derfor helbredte Jesus ikke bare den blinde ved Jeriko med en overlegen magisk håndbevægelse.

Han standsede op og stod stille, fortæller evangeliet, og han befalede, at den blinde skulle føres hen til ham.

Jesus spurgte ham også: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”

Sådan mødte han den blinde og gav ham plads til at være sig selv og selv fremføre sit ønske, og måske det var derfor, at manden ikke bare bad om en skilling eller en bid brød, men om dette ufattelige: ”Herre, at jeg må kunne se.”

Og da sagde Jesus til ham: ”Bliv seende, din tro har frelst dig”.

Sådan forkynder evangeliet, at der er mere at sige om eller mere at se i ethvert menneske, hvis vi selv standser op og møder det ansigt til ansigt – og at dette er frelsens vej.

Det er det håb, den forjættelse, som lyder til os i dag, og som vi som kristne er kaldet til at tro på. 

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde”, sagde Paulus også i epistlen til i dag, ”men da skal vi se ansigt til ansigt.” 

Engang skal vi kende fuldt ud, ligesom vi selv er kendt fuldt ud af Gud.

Derfor er der altid mere at sige om ethvert menneske, end det som det kan sige sig selv og andre på af både godt og ondt.

Men indtil vi ser fuldt ud, må vi gøre som den blinde tiger ved vejen, der holdt fast ved sin bøn og råbte: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”. 

Hver eneste søndag gennem århundreder sang den kristne menighed i begyndelsen af hver eneste gudstjeneste den blinde mands ord, Kyrie Eleison, ”Herre, forbarm dig”.

Det gør de stadigvæk altid til højmessen nede i Sct. Olai, og jeg syntes, at vi også måtte gøre det ved vores gudstjeneste i dag. 

For det er hvad vi som kristne må bekende og synge for verden og særligt i en politisk krisetid: At vi dybest set alle og altid lever af den godhed og barmhjertighed, som vi kun kan tage imod.

Fordi det at være kristen kirke er at bekende, at vi selv kommer med tomme hænder og blinde øjne, og dvs., at vi selv har brug for, at Kristus vil standse på sin vej og skænke os sin tro og sit håb og sin kærlighed på ny.

Så vi ser på os selv og de andre med nye øje.

Så vi får mod til handle og sige fra og stå fast, når det er påkrævet, men også får mod til at mødes med og give plads og lytte til selv vores fjender og til at sige: ”Efter Dem”. Med den rette høflige betoning af disse to ord. 

AMEN