Prædiken til Søndag septuagesima 2022


Prædiken til Septuagesima holdt i Vestervang Kirke den 13. februar 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard. 

 

Salmer: DDS 4 Giv mig Gud en salmetunge; 450 Vi kommer, Jesus, til din dåb; 451 Du, som os af nåde stor; 2 Lover den Herre; 192/7; 752 Morgenstund har guld i mund.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« AMEN

(Matthæusevangeliet 25,14-30)

 

Kære menighed!

 

Vi frygter og forventer i disse dage en russisk invasion af Ukraine og dermed en åben krig mellem to store stater i Europa for første gang i mange år.

Vesterlændinge flygter allerede fra Ukraine.

Og vores statsminister offentliggjorde i torsdags en ny samarbejdsaftale med USA, som gør det muligt at udstationere amerikanske tropper og krigsmateriel i Danmark.

Hvilket præsenteres som en logisk og længe forberedt forlængelse af samarbejdet i Nato, men også er et signal til Putin om, at der er en grænse for, hvad Rusland kan tillade sig, og for hvad Vesten vil finde sig i, selv om den grænse måske ikke går mellem Ukraine og Rusland.

Vi må se, hvad der sker, og bede for freden og diplomatiets muligheder, og ikke glemme, hvad vi har lært af historien, så vi kan undgå fortidens tragedier. 

 

I 1933 flygtede f.eks. den nu verdenskendte tyske dramatiker og forfatter, kommunisten Bertolt Brecht, fra Hitler-Tyskland til Danmark, hvor han fandt ly i en tid, hvor krigstrommerne over Europa også lød, selv om mange overhørte dem.

”Kom til Fyn. Her går verden under lidt mere stilfærdigt”, skrev Bertolt Brecht til en ven, som var flygtet til Paris.

 

Lidt uden for Svendborg købte Brecht et idyllisk bindingsværkshus – få kilometer væk fra mine forældres nuværende hjem - som han boede i, indtil han i 1939 måtte flygte videre til USA.

På en bjælke over sit arbejdsbord i huset sømmede Brecht et skilt med en påmindelse til sig selv: ”Sandheden er konkret”, stod der. 

Og i vinduet satte han et lille æsel i træ med et skilt om halsen med ordene: ”Selv jeg skal forstå det”.

Ja, det er gode råd, som jeg i parentes bemærket nok bør forsøge at lægge mig selv på sinde her på prædikestolen . . . .

 

Brecht betalte for sin stråtækte sydfynske idyl med honoraret for den første bog, som han skrev i Danmark i 1934, og i den fortæller han om en sørge-gudstjeneste i anledning af en tragedie: 

Et krigsskib er sunket med mand og mus, fordi dets grådige ejere ikke har villet betale for at få skibet gjort sødygtigt. 

Til gudstjenesten prædiker en biskop over Jesu lignelse om de betroede talenter, som vi hører i dag.

Skibets ejere og myndighedspersoner er til stede, men biskoppen tænker ikke på at anklage dem for skibets forlis. 

Alle de druknede soldater og sømænds enker og børn er selvfølgelig også til stede. 

 

”Herren i vor lignelse er en streng herre. Han kræver sine penge tilbage med renter og renters rente.”

Sådan begynder biskoppen sin prædiken og fortsætter:

”Gud er en streng herre og kræver sin afgift. Men, mine venner, han er også en retfærdig herre. Han kræver ikke den samme afgift af hver af sine tjenere. Han tager hvad han kan få. Kun den tredje tjeners, den dovne, vidtløftige, utro tjeners slet-ingen-ting viser han tilbage.”

 

”Denne lignelses dybe mening”, siger biskoppen, ”består altså i sætningen: Enhver efter hans evne.”

Sådan digter Brecht og spiller på, at det tyske ord for evne, Vermögen, også kan betyder formue.

Akkurat som det græske ord talent, som på Jesu tid bare betød en kæmpestor sum penge, på grund af hans lignelse om de betroede talenter i dag er kommet til at betyde evne. 

 

Enhver efter sin formue eller efter sit talent.  

Sådan bliver lignelsen for Brecht til en slags blåstempling af uligheden i den herskende samfundsorden, hvor nogle har meget mere end andre, og hvor mennesker udnytter hinanden. 

Og umiddelbart kan man vel godt forstå, at Brecht kunne komme på den tanke. 

 

[Bertolt Brecht, her i 1933, skrev i sit danske eksil 1933 - 39 flere af sine hovedværker]

 

Det lyder uretfærdigt og har forarget mange, tror jeg, at Jesus til sidst i dagens lignelse siger, at: ”enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.”

Det lyder, som om lignelsen i dag kun er et glædeligt budskab for dem, der har succes og fremgang.

Det lyder, som om himmeriget eller Guds rige kun er for de rige og de dygtige. De der bruger deres talenter rigtigt og består deres eksaminer og kommer frem i livet på den ene eller den anden måde. 

 

Men hvis det er lignelsens morale, så går budskabet i lignelsen stik imod alt, hvad Jesus ellers sagde og gjorde.

For Jesus kom ikke for at belønne de dygtige og straffe de uduelige.

Han kom til dem, der blev overset og foragtet af eliten, og han advarede igen og igen mod grådighed og mod at lade sig forblinde af trangen til rigdom og status.

 

Hvis vi derimod læser lignelsen forfra, hvad hører vi så?

Så hører vi om en uendelig generøs og tillidsfuld herre, som betror sine tjenere en ufattelig stor sum penge, hvad enten de får fem, to eller en talent, dvs. i dagens penge 30, 12 eller 6 millioner danske kroner.

Vi hører om en herre, som ikke stiller nogen forhåndskrav til, hvordan hans tjenere skal bruge disse kæmpesummer, og som ikke stresser dem ved bare at rejse væk på luksusvinterferie en lille uges tid, men derimod først kommer tilbage efter lang tid.

En herre der er ikke kun generøs og tillidsfuld, men tålmodig, for han ved, at det kan tage tid at finde ud af, hvordan man skal bruge sine talenter.

 

Vi hører om en herre, som på en tid, hvor man normalt ikke roste eller klappede sine slaver på ryggen, men regnede med, at de gjorde deres pligt, ved sin tilbagekomst dels roser tjenerne i høje toner, dels giver dem et endnu større ansvar, og tilsyneladende endda inviterer dem ind i sit hjem:

”Godt du gode og tro tjener; du har været tro i det små; jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!”.

Det der for mennesker er et kæmpebeløb, er for herren ikke det afgørende, men noget småt i forhold til, hvad han kan og vil betro det menneske, som han deler sin glæde med. 

Det antydes endda til sidst, at herren lader sine tjenere beholde det betroede beløb, og hvad der er kommet til under hans lange fravær. For den sidste tjeners ene talent bliver givet til ham med de ti talenter, siges det.

 

Sådan tegnes i denne lignelse et billede af herren som en helt usædvanlig tillidsfuld og gavmild og storsindet person – af et menneske der tør overlade noget værdifuldt til andre og favner andre og deres forskellighed. 

Det er sådan, de to første tjenere ser ham.

Det er derfor, at de tør satse de store betroede midler.

Den tredje tjeners problem er derfor ikke, at han har en streng herre, men at han frygter, at han har en streng herre. 

 

Derfor fortæller Jesus os i dag en lignelse om at leve med konsekvenserne af ens tro.

”Herre, jeg kender dig som en hård mand, som høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke og spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte min talent i jorden.”

Sådan siger den tredje tjener. For han ser ikke kun sin herre som streng, men som ond.

Derfor er han så lammet af frygt, at han ikke engang tør overlade hans penge til banken eller vekselererne, dvs. til en stort set risikofri investering.

I denne destruktive frygt kan et menneske ikke være frit og kreativt og ikke engang tænke fornuftigt og klart, siger lignelsen, og så kan det ikke få noget betroet eller være ansvarlig over for nogen som helst.

 

Den, der lever i troen på, at tilværelsen er generøs og givende, vil ofte selv få et rigere liv og være sig selv og andre til glæde og nytte.

Sådan siger vores egen erfaring, men det går ikke altid sådan, og lignelsens pointe er ikke så banal.

Hvilket jeg måske her til sidst bedst kan forklare ved hjælp af et lille eksempel fra mit eget liv:

Da jeg var ung, ville jeg gerne være ligesom min far, der var dygtig til sit arbejde og beundret af mange.

Men idealet var svært at leve op til. Det blev anstrengt og unaturligt, når jeg som ung forsøgte at efterligne min far.

Måske skulle jeg hellere have holdt mig til, at når jeg var min fars søn, så måtte noget af alt det gode, som var i ham, og som jeg så op til, også være inde i mig selv. Det skulle bare have tid til at spire og vokse frem i mit eget liv og på sin måde.

 

Jamen, det er jo langt fra alle teenagere, som ser op til og prøver at efterligne deres forældre, kan man selvfølgelig indvende.

Nej, men vi sammenligner os altid med andre, og det kan til tider få noget godt frem i os, men det kan til tider også gøre os alt for usikre på os selv, når vi ikke kan leve op til vores forbilleder, og det kan fylde os med frygt for ikke at være gode nok.

 

Så i stedet for at sammenligne os med andre, skal vi måske se på os selv.

Jeg kan se på, hvad jeg kunne i går, og så kan jeg måske blive en lidt bedre og mere modig udgave af mig selv i dag.

 

Og når det ikke går godt i mit eget liv eller ude i den store verden, så kan jeg stadigvæk tro på, at jeg som ethvert andet menneske er skabt i Guds billede, og at Gud ikke er en streng herre, men kærlighed.

 

Jeg ved, at da jeg blev døbt, så var der en præst, som lagde sine hænder på mit hoved og sagde disse underlige ord:

”Den almægtige Gud, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv.”

Og hvis jeg ikke kun er født som mine forældres barn, men tror, at jeg i dåben blev genfødt af Gud, så er jeg jo også Hans barn. Så må der være noget uendelig godt og værdifuldt inde i mig. Noget som ikke kan tages fra mig igen. Noget som vil vokse og bære frugt i rette tid.

 

AMEN 

 

Henvisninger:

Der citeres fra Bertolt Brechts roman "Kun i Velstand har man det rart" (1935), som er en oversættelse af "Dreigroschenroman" (1934), som igen bygger på Bertolt Brecht og Kurt Weills berømte musical "Dreigrossenoper" fra 1928, som på dansk hedder "Laser og pjalter". Det er den med de berømte sange om Mack the Knife og Sørøver Jenny.




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023