Prædiken til 4. søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang kirke den 30. januar 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 736 Den mørke nat forgangen er; 339 Vort liv blev reddet; 651 Vor klippe umulig vi slippe; 577 Vor tro er den forvisning på; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 52 Du, Herre krist.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.« AMEN (Matthæusevangeliet 14,22-33)

Kære menighed!

Hvor er det dejligt at se jer! Jeg frygtede, at der slet ikke ville komme nogen og holde gudstjeneste sammen med mig i dag, da jeg i går hørte vejrudsigten om nattens storm, som heldigvis er ved at løje af. 

Nyhederne har i deres omtale af stormen ikke ligefrem underdrevet dens farlighed, og jeg kan sagtens forstå dem, der i dag ikke har vovet sig ud i uvejret for at gå i kirke, eller måske tappert har forsøgt ligesom apostlen Peter i dagens evangelium at nå hen til Kristus, men så har set og følt den stærke blæst udenfor, og er vendt om på dørmåtten.

Stormen har fået et navn, Malik, og der er noget symbolsk ved, at vi i de senere år er begyndt at navngive stormene. For vi lever i en tid, hvor storme synes mere hyppige end førhen på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. Og det er som om vi ved at give stormene navne er begyndt at indse, at de ikke bare er neutrale meteorologiske vejrfænomener, men må forstås som udtryk for destruktive kræfter.

Sådan så man i hvert fald på uvejr og storm i bibelsk tid, dvs. som udtryk for kaotiske, livsødelæggende og dæmoniske kræfters hærgen. 

Det er derfor vi i Det gamle Testamente enkelte steder kan høre om Gud, som bekæmper uvejr og storm som var det dæmoniske fortidsuhyrer ligesom urtidsdragen Livjatan.

Når det f.eks. i Jobs Bog siges, at Gud alene spænder himlen ud og går på havets ryg, dvs. går hen over de oprørte vande og bringer dem til ro.

Det har man i mange år smilet af eller set ned på som overtroisk mytologi fra en fjern fortid, men når vi er begyndt at give stormene navne, så er det vel udtryk for, at vi bevidst eller ubevidst vedkender os en dybere sandhed i dette gamle syn på naturen: At vi indser at naturen – naturen omkring os og naturen i os selv - ikke kun er en neutral, velsmurt maskine, men rummer såvel gode som livsødelæggende kræfter, som må tæmmes. 

Voldsomme kræfter - jættekræfter ville vores hedenske forfædre have sagt - som vi moderne mennesker selv har været med til at slippe løs på grund af vores destruktive rovdrift på naturen, og som vi alene af den grund burde indse ikke er noget, som vi selv kan styre, endsige alene styre ved hjælp af endnu flere tekniske fremskridt. 

Men er noget, som måske snarere kræver omvendelse og tro, hvis det ikke skal tage magten over os.

Den aktuelle storm har fået navnet Malik. Hvilket er et almindeligt arabisk drengenavn, som betyder konge, så det er et mere passende navn end f.eks. Bodil til en så voldsom storm.

På grønlandsk er Malik også et drengenavn med betydningen bølge, og stormen har medført bølger på op til 7 meters højde i Kattegat. 

Derfor er der i dag udsigt til forhøjet vandstand mange steder her på Nordkysten og andre steder i landet, og grund til ikke kun at bekymre sig for sine forfløjne havemøbler, men meget mere for dem, som bor på udsatte steder langs kysten, for slet ikke at tale om dem, som er til søs ligesom Jesus’ disciple i evangeliet.

Men det er også en passende dag at høre den berømte fortælling om Jesus’ vandring på søen, og måske kan vi netop efter nattens storm høre dette evangelium som andet end en mærkelig fortælling om noget, som vi ikke forstår med vores forstand.

I den verdensberømte svenske dramatiker August Strindbergs teaterstykke ”Et drømmespil” er to mennesker ombord på skib ude i rum sø. ”Hvem kommer derude?”, spøger den ene så. ”Gående på vandet?”, spørger den anden, og svarer selv med følgende sætning på svensk: ”Det är bara en som går på vattnet.” I den første og noget uheldige danske oversættelse af Strindbergs berømte drama, som tydeligvis har ønsket at være så bogstavelig som muligt, kom den sætning imidlertid til at hedde: ”Det er bare en som går på vandet”. 

Ja, så er der ikke meget under tilbage . . .

En mere korrekt oversættelse til dansk af Strindbergs svenske replik er selvfølgelig: ”Der er kun én, som går på vandet.”

Og i dag hører vi om vedkommende, og måske spørger vi, hvordan det kan lade sig gøre.

Men det er per definition et meningsløst spørgsmål, hvis der kun er én, som går på vandet.

Der har i kirkens historie alligevel været alle mulige snedige måder at forklare eller rettere bortforklare underet på.

Man har f.eks. overvejet, om Jesus måske i virkeligheden gik på bredden eller på en sandbanke, hvilket de trætte disciple i den stormomsuste båd bare ikke kunne se i tusmørket, da de så Jesus nærme sig i den fjerde nattevagt eller mellem kl. 3 og 6 om morgenen.

Men hvis I vil have sådan en forklaring, så foretrækker jeg den om en turist i Israel, der får lyst til at komme ud og sejle rundt på Genesaret Sø og forhører sig om billetprisen på en turistbåd. Da han synes, at det er for dyrt, indvender bådejeren opbragt: ”Men er du ikke klar over, at det er den sø, hvor Jesus gik på vandet?” Hvortil turisten svarer: ”Det er da klart – med de priser som I tager!”

Ligesom turisten gør det på sin humoristiske måde, således må vi på vores måde lade Matthæus’ fortælling om Jesus' vandring på Genesaret Sø stå som den står. 

Det bør i hvert fald stå klart for enhver, at en sådan historie intet har at sige os, hvis vi forholder os til den ud fra en ren naturvidenskabelig tankegang. 

Nogle af mine yndlingsbilleder her i kirken er civilingeniør Peter M. Villadsens tre blå malerier på gangen ind til ungdomslokalet, hvor det ene forestiller Jesus, som tager fat i Peter i stormen på søen og hindrer ham i at gå til bunds.

Peter Villadsen døde i 1984, men måske I mindes hans enke, Ida Villadsen, fra vores gudstjenester sammen, indtil Ida døde for fire år siden. 

Derfor kender vi til baggrunden for billedet, som Peter og Idas søn Frants Ole fint skrev om i kirkebladet i 2016, da Ida donerede billederne til os.

Frants Ole fortalte, hvor hans far Peter led af en uhelbredelig, arvelig nyresygdom, og i starten af 1970erne var indlagt på Rigshospitalet og var så svækket, at lægerne havde opgivet ham.

Det sidste Ida kunne gøre for sin mand var at ringe til en af hans tidligere kolleger på B&W, Max Skottfelt, som var blevet sognepræst i Tåstrup, og han kom med det samme, og gik ind til Peter Villadsen og bad en inderlig bøn for ham.

Og som Frants Ole skrev i kirkebladet i 2016:  ”Min far huskede ingenting fra dagen, men underet skete: Fra det øjeblik kom han sig mirakuløst – og han levede mange gode år derefter.”

Peter Villadsen malede som tak over sin helbredelse og som en tak til hans gamle kollega de tre billeder, som vi nu kan glæde os over.

Og selv om vi ikke kan forstå, hvordan underet sker, så kan vi måske forstå, hvorfor det sker, og at det handler om vores eget liv.

For hvis vi lader Matthæus fortælling stå til troende, hvis vi ikke bortforklarer underet på den ene eller den anden måde, så er det virkeligheden, som Peter oplever, da han ser Jesus ude på søen. 

Virkeligheden er, at den kærlighed, som disciplene har lært at kende gennem Jesus, er stærkere end alt og bærer alt.

Og det er først, da Peter tvivler, at han så at sige bliver offer for et selvbedrag.

Først da mister han jordforbindelsen, selv om han netop da går til bunds. 

For virkeligheden er ikke, at vandet giver efter under hans fødder. 

Virkeligheden, som han i sin tvivl ikke længere kan tro på, er, at der er en, som holder ham oppe, at der er én, som går på vandet, og som også vil holde Peter oppe, selv om det overgår enhver forstand.   

På den måde holdes vi alle oppe af noget, som vi dybest set aldrig kan forklare eller forstå. 

Vi kan aldrig sikre os imod fremtiden.

Vi kan ikke forstå livets store gåder.

Vi kan aldrig begribe universets store uendelighed, og enhver, der er gået ud en stjerneklar nat og har set ind i de ufattelige stjernetåger omkring os, kender vel til noget af den angst, som griber Peter i dagens evangelium.

Vi kan ikke give en fyldestgørende forklaring på selv de mindste og mest uskyldige forhold i vores personlige tilværelse. 

Og jo mere vi tænker over årsagerne til alt, som sker omkring os, desto mere forekommer det mig ofte, at vi at alle er ude i en båd i oprørt hav og uden chance for selv at stikke kursen ud og komme i sikker havn ved egen hjælp. 

Derfor er det eneste værn mod den angst, som greb Peter, at holde fast i troen på, at der én, som kan, hvad vi ikke kan. 

En som kan gå på vandet og som holder fast i os, selv når alt synes at skride under vores fødder. 

Hver gang vi møder omsorg og kærlighed fra andre, og holdes oppe deraf, så er det den virkelighed, som vi støder på. 

Vi får aldrig en mere fast grund under fødderne, siger dagens evangelium, end troen på den Gud, som holder fast ved os, selv når vi giver slip på alt vort. 

En sådan tro kræver ikke andet, end at man vil sit liv i den forstand, at man tager imod hvert øjeblik med øjeblikkets muligheder og med dets mening. 

En sådan tro er på trods af livets storme og modgang at stole på, at der er en, som kommer til os med frelse og nyt liv selv dér, hvor vi kun ser mørke og oprørt hav. 

AMEN