Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang kirke den 9. januar 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 747 Lysets engel går med glans; 392 Himlene, Herre, fortælle din ære; 137 Det runde himlens stjernetelt; 108 Lovet være du Jesus Krist; 475 Går det, Herre, som jeg vil; 138 De hellige tre konger så hjertens glad.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. AMEN

(Markusevangeliet 10,13-16)

Kære menighed!

I torsdags den 6. januar var det Helligtrekongers dag eller epifanifesten, dvs. Kristi åbenbarelsesfest, som den kaldes i vist nok alle andre lande end Danmark.

I 1770 blev den i Danmark dog afskaffet som en særlig helligdag.

Men det er en af kirkens ældste helligdage, som har rødder langt tilbage i tiden og til gamle hedenske fester.

Man mente, at Nilen gik over sine bredder natten til den 6. januar, og at dens vand fik en underfuld kraft, som kunne helbrede sygdomme. 

Det var også den nat, hvor den gamle vingud Dionysos gik rundt på jorden og forvandlede vand til vin. 

Det fortælles endda, at man i Alexandria natten mellem den 5. og 6. januar med et festligt optog fejrede, at en hedensk frugtbarhedsgudinde havde født en gud ved navn Aion, hvis græske navn betyder både evighed og verdenstider. 

Det var en særlig hellig tid, hvor det himmelske og det jordiske mødtes, og den 6. januar blev derfor den dag, hvor man i den østlige kirke allerede i det 2. århundrede fejrede såvel Jesus’ dåb som Jesus’ fødsel.

Først i midten af det 4. århundrede begyndte man i Rom at fejre Jesus’ fødsel ved vintersolhverv, den 25. december, dvs. på den dag, hvor man før havde fejret guden Mithras, den uovervindelige sols fødsel.

Men vi begynder stadigvæk helligtrekongerstiden mellem jul og faste ved som sidste søndag at høre om de tre vise mænd fra Østerland. Hedningene der fulgte den nye stjerne og fandt den lille nyfødte konge i stalden Betlehem og gav det kostbare gaver: Guld, røgelse og myrraskær.                                

Hvilket for os moderne, rationalistiske mennesker lyder som et naivt og romantisk eventyr, men sådan ville de første tilhørere til evangeliet ikke have tænkt. 

For Kristus var ikke den eneste i oldtiden, som fik besøg af eksotiske og gavmilde vismænd fra øst. 

Ifølge flere romerske historikere kom f.eks. den armenske konge Tiridates i år 66 efter Kristi fødsel rejsende østfra til Rom med gaver til Kejser Nero, ledsaget af et stort følge, heriblandt sønner af tre herskere i hans naborige, det iranske oldtidsrige Parthien.

Deres lange rejse fra Eufrat til Italien var som et stort triumftog, og da de kom til Rom, var byen udsmykket med lys og kranse, og romerne stod begejstrede på hustagene for at se Tiradates offentligt hylde Nero.

Disse for romerne eksotiske østerlændinge kaldes i en kilde for ”vismænd”, og det fortælles, at de vendte hjem ”ad en anden vej” ligesom de vise mænd, som besøgte Jesus-barnet. 

Tiridates skal også have sagt til Nero: ”Jeg er kommet for at hylde dig, min Gud, ligesom jeg hylder Mithras”.

Det var altså ikke utænkeligt, at et menneske blev hyldet som en gud af vise mænd eller konger fra Østen. 

[Gentile da Fabriano (1370 - 1427): Kongernes tilbedelse (1423 - 25), Uffizi, Firenze]

Det var også en udbredt og alment accepteret tankegang, at store mænds fødsel og død blev ledsaget af tegn på himlen.

Den romerske historiker Suetonius fortæller, at der nogle måneder før (den senere) kejser Augustus blev født i år 63 før Kristi fødsel, var tegn i sol og måne på, at en ny konge skulle fødes. 

Det romerske senat udstedte derfor et dekret, om at man ikke måtte opfostre drengebørn i et år. 

De var sikkert bange for at miste deres magt, men sådan gik det. For dekretet blev ikke overholdt, og senatet mistede siden sin magt til kejser Augustus.

Så at der var en stjerne over stalden i Betlehem, ville heller ikke have undret evangeliets første tilhørere.

Det usædvanlige i evangeliet er derimod, at stjernen ikke viste vismændene hen til en ny Herodes eller Nero eller Augustus eller til et andet spædbarn, som blev født på livets solside og var bestemt til at herske over verdens riger og lande; men til et fattigt og hjælpeløst barn, født på et reelt ukendt tidspunkt af en ukendt jødisk mor i en stald i en fjern afkrog af verden.

Og da Jesus blev voksen, sagde han engang til sine disciple de berømte ord, som vi hører i dag og ved enhver dåb: 

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.

Men hvad er Guds rige, som kom nær med Ham?

Tja, i september sidste år var det 100-års dagen for digteren Ole Wivels fødsel, og han skrev i sin digtsamling ”Iris” fra 1993 bl.a. følgende under overskriften "Guds rige": 

”For Guds rige er som et sennepsfrø, en surdej, et morbærtræ, varme under hønens vinger, barmhjertigheden mod de svage, beskæmmelsen af de hovmodige. Guds rige er som barnets søvn, stjernehimlen. Forargeligt for den fanatiske fundamentalist, tvivleren, de vantro, fornuft-besatte, skønt alle lever i uforklarligt lys. Adressen på Guds rige er de mest ydmyge, og ydmygende steder: stald og krybbe, stenede veje, hvileløs vandring og parodisk indtog på ryggen af et æsel i Jerusalem. I råb af rædsel, tavshed foran Pilatus, korsvandring og korsfæstelse er det synliggjort og besunget. Hverken dødsrige eller himmelrige, men gråd og kort søvn før daggry, storm og opvækkelse med sandheds ord, ikke for de døde, men for de levende”.

Sådan er Guds rige – sådan åbenbarer det guddommelige sig i denne verden.

Det kan ikke defineres og beregnes eller udpeges på forhånd, og derfor er der også en dyb pointe i, at ingen reelt ved, præcist på hvilken dag Jesus blev født.

Han var som et lys, der tændes pludseligt i mørket.

Derfor må vi hver især selv opleve det som en særlig kvalitet eller et særligt lys over det liv, som vi i forvejen kender.

Derfor beskrev Jesus kun Guds rige i lignelser, som tilsyneladende ofte handlede om dagligdagen og det liv, som vi allerede kender, men altid med en overrumplende og tankevækkende pointe. 

Derfor sagde han engang til nogle skriftkloge, som utålmodigt ville vide, hvornår det kom: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«  

Guds rige er for troen overalt og for forstanden ingen steder, for det erfares kun dér, hvor vi tager imod det, sådan som et lille barn kan tage imod livet, fordi det dybest set ikke kan andet end at tage imod, siger han til os i dag. 

Og det vil ifølge Ole Wivels digt sige uden fundamentalistens skråsikre fanatisme, uden fornuftens insisteren på at finde en forklaring på alt, uden den tvivl, som stiller spørgsmål til alting, uden den vantro, som ikke tør tro på det godes magt.

Guds rige kommer vi derfor kun ind i ved at holde os til løftet i den dåb, som ingen af os kan få ved andet end at tage imod som et lille barn.

Guds rige er på de mest ydmyge og ydmygende steder, siger Ole Wivel, fordi det er dér, hvor vi må erkende, at alle vores egne projekter, og det som vi måske er mest stolte af, også blænder os, og fjerner os fra det virkelige liv, som vi kun kan tage imod. 

Kristus tænkte med ordene om at modtage Guds rige som et lille barn sikkert også på barnets forunderlige evne til at tilgive og begynde på en frisk og på barnets evne til at vise tillid, barnets evne til at håbe på det bedste, dets evne til at være til stede i øjeblikket og dets stærke, medfødte tro på, at livet er værd at leve.

Det er jo alt sammen noget, som små børn ofte har mere af end vi voksne, og noget som vi voksne kan lære meget af.

Men børn vokser op og bliver voksne, og livet viser, at vi alle har en tilbøjelighed til det onde, og at vi alle kommer til at svigte og fejle og møder livsødelæggende kræfter, som vi ikke selv kan overvinde, og som vi måske må strække våben overfor, og om ikke før, så når døden kommer i den anden ende af livet her på jorden.

Det onde i os og uden for os kan vi ikke selv overvinde, og hvis vi forsøger at udrydde det fuldstændigt, eller stirrer os blinde på det, så ender vi med at overanstrenge os og måske med at resignere i bitterhed over alt det i livet, som ødelægger det; i stedet for at få se på alt det gode, og på alle de muligheder, alt det guddommelige, som tilværelsen også rummer.

Vi skal ikke selv overvinde det onde, men vi skal erkende det onde for at kunne kæmpe imod det – og ikke mindst det onde i os selv – og vi skal derfor erkende vor egen svaghed og sårbarhed, vor egen nøgenhed. 

Det er hvad det først og fremmest betyder, når Jesus siger til disciplene, at den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

Dåben og især barnedåben må tilsvarende få os til at indse vores egen svaghed, sårbarhed og nøgenhed.

Og først da forstår vi vel, hvad alt det andet betyder, hvad dåben åbner døren til: 

Til et liv i Guds rige hvor Guds kærlighed er stærkere end alt, hvad det skiller mennesker fra hinanden, stærkere end selv døden. 

Til det liv vi fik del i, da vi blev genfødt med vand og Helligånd og fik skænket syndernes forladelse og det evige liv. 

Og da kan vi voksne vel også se det – i hvert fald i nådefulde glimt - i vor egen tilværelse – og ikke kun på særlige hellige dage – det evige i det flygtige – det himmelskes glans i det jordiske. 

Hvad livet blev skabt til at være, hvad det rummer, og hvad det kan blive til.

AMEN