Prædiken til Helligtrekongers søndag holdt i Vestervang kirke den 2. januar 2022.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 749 I Østen stiger solen op; 299 Ånd over ånder; 136 Dejlig er den himmel blå; 561 Jeg kender et land; 475 Går det, Herre, som jeg vil; 101 Himlens morgenrøde.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. AMEN

(Matthæusevangeliet 2,1-12)

 

Kære menighed!

 

Vi har netop sunget ”Dejlig er den himmelblå”, som Grundtvig skrev i december 1810, og som er hans første kendte forsøg på at forny dansk salmedigtning.

En del af det oprindelige manuskript til salmen er bevaret, og dér har Grundtvig skrevet følgende: ”2. og 12. december – Herrens navn være lovet – og Hans ubegribelige kærlighed priset!”

Det er i sig selv også næsten ubegribeligt, at Grundtvig kunne skrive denne glade og lyse og eventyrlige børne- og julesalme i begyndelsen af december 1810, hvor den 27-årige maniodepressive digter var på randen af sindssyge, og endte med at få et regulært psykisk sammenbrud få dage efter.

 

En morgen, en uges tid før jul 1810, blev Grundtvig liggende meget urolig i sin seng på Valkendorfs kollegium. Hans bekymrede venner på kollegiet sendte bud efter hans morbror, lægen professor Bang,  som kom og tilså patienten. Der er ikke brug for en læge, erklærede professoren bagefter, og forklarede de unge kollegianere: "Min nevø lider ikke af en legemlig sygdom, men ligger i en indre kamp for sin sjæls frelse."

 

Da Grundtvig få dage efter, den 20. december, var blevet mere rolig, tilbød en vennerne, den senere filosofiprofessor Frederik Sibbern, at ledsage ham hjem til forældrene i Udby præstegård på Sydsjælland. 

De overnattede undervejs på Vindbyholt kro, og Sibbern vågnede langt ud på natten ved at Grundtvig lå på knæ i værelset og bad så højlydt, at Sibbern frygtede, at det ville vække de andre krogæster.

Sibbern har også fortalt, hvordan Grundtvig den næste dag i rejsevognen berettede, at han om natten fysisk havde følt Djævelen som en slange, der snoede sig om hans krop.

Men da de nåede frem til Udby, tog Grundtvigs gammellutherske, konservative præstefar sagen roligt: ”Min søn har anfægtelser”, forklarede han Sibbern, som undrede sig over denne afklarede faderlige reaktion. 

 

I juledagene i barndomshjemmet faldt Grundtvigs plagede sind imidlertid til ro, og i løbet af foråret 1811 kom han langsomt til hægterne, hvad der sikkert hang sammen med, at han i maj 1811 blev ordineret som præst og ansat som sin fars medhjælpende kapellan.   

Men hans alvorlige sindstilstand i decemberdagene fremgår af det første udkast til ”Dejlig er den himmelblå”, for på sit manuskript skrev Grundtvig først følgende vers:

 

Vi har en seng saa bred og stor

Og Sengen er den vide jord

Der maa vi alle hvile

Udi vort Livs den dunkle nat

Og først bag graven til os brat 

Skal morgenrøde smile.

 

Det er som om menneskerne her kun er nogle syge sengeliggende svæklinge, som i deres jordiske liv må ligge og stirre ud i den mørke nat og vente på døden. 

Men så har Grundtvig vendt papiret om og på bagsiden skrevet den forunderlige glade børnesalme om de smilende stjerner, som blinker og vinker os fra jorden op til sig.

 

Sådan kan et menneske rumme de dybeste modsætninger . . .

Og sådan fandt Grundtvig i sin store sjælekamp trøst i poesien og i barndommens juleglæde, selv om det i første omgang måske kun føltes som et stjerneskud i det mørke, som han i disse dage stirrede ind i.

Men hvad var det, som udløste krisen i december 1810, og hvad kan vi lære deraf? 

 

Tja, det er et stort spørgsmål, fordi mennesket er kompliceret og især et menneske som Grundtvig.

Men Grundtvig havde i 1810 store samvittighedskvaler, fordi han vidste, at han burde blive præst og flytte hjem og hjælpe sin gamle far, sådan som hans forældre ønskede det.

Det havde han bare ikke spor lyst til, for han var i København godt på vej til at blive anerkendt som både digter og forsker.

Han havde også været ulykkelig forelsket, og han havde i de gamle nordiske myter, som han havde skrevet banebrydende og anerkendte fortolkninger af, mødt en opfattelse af livet som en dramatisk kamp mellem lys og mørke, død og liv. 

Hvilket passede godt til hans egen sindsstemning og til tidens krisestemning.

Det var jo i Napoleonskrigenes vanskelige år, hvor vi var i krig med England, som terrorbombede København i 1807. 

 

[Niels Frederik Severin Grundtvig (1783 - 1872) malet i 1820 af C.F. Christensen]

 

Grundtvig havde i de gamle nordiske gudemyter mødt en længsel efter et dybere og mere ægte liv, som poesien satte ord på, men kristendommen havde han i grunden ikke haft brug for i den sammenhæng.

Han var i sin studietid blevet fremmed overfor barndomshjemmets gamle lutherske kristendom, men han syntes også, at den moderne kristendom, som han havde lært på universitetet, og som han hørte i de københavnske kirker, var overfladisk, småborgerlig og moraliserende – uden sans for livets dramatik.

Alligevel havde han i foråret 1810 holdt og udgivet en prøveprædiken med henblik på at blive ordineret, og i den havde han med bibelsk patos revset sin samtids kirke og dens præster for vantro og kristelig ligegyldighed og det i en grad, så der blev klaget over ham, og han fik en officiel irettesættelse. 

 

Grundtvig har selv beskrevet, hvordan han først i efteråret 1810 virkelig begyndte at læse i Bibelen, og da med ét blev slået som af en hammer og fik samvittighedskvaler.

Han havde i sin prøveprædiken revset sin samtid og dens kirke, og han længtes efter en fornyelse af kristendommen, men var det ægte?

Var det i virkeligheden bare en påtaget facade og hovmod og hykleri, og fordi han følte, at han ikke længere kunne undslå sig forældrenes ønske om, at han skulle være præst?

Var han, der dømte andre, overhovedet selv et kristent og kærligt menneske? 

 

"Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket."

Sådan formaner Johannes i sit første brev, hørte vi i dag fra alteret, og det var sådanne bibelske ord, som førte til Grundtvigs sjælekamp og sammenbrud i 1810.

Men det førte ham også tilbage til den kristendom, som han var rundet af.

Han blev omvendt og i første omgang en temmelig streng bibelsk kristen.

For der skulle endnu gå mange år, før Grundtvig fandt frem til det evangelium, hvor tingene faldt på plads for ham.

Før han virkelig fandt det liv og den glæde og kærlighed i troen, som han længtes efter, og som gjorde ham til den store fornyer af den danske kirke.

 

[Grundtvig fotograferet i sit dødsår, 1872]

 

Ja, kære menighed!

Vi hører i dagens evangelium om de vise mænd fra Østerland, som fulgte den nye stjerne, som de så.

Stjernen symboliserer deres og vores længsel efter det sande, det evige liv, og stjernen førte de vise mænd til Jerusalem, men de vidste ikke, hvem den nye konge var, eller hvor han skulle fødes.

Derfor havde de brug for også at lytte til bibelen og til dens lærde fortolkere, som fortalte dem, at barnet ifølge ældgamle profetier skulle fødes i Betlehem.

 

Sådan har vi alle brug for at lytte til vores hjerters længsler og for at se tegn, men også for at lytte til Den Hellige Skrift, så vi kan lære af slægtens fælles erfaringer og drømme.

Men det var først, da de vise mænd med deres egne øjne havde set den nyfødte konge i skikkelse af det lille spædbarn i stalden og frembragt deres kongelige gaver og tilbedt det, at Gud talte til dem i en drøm og advarede dem mod at tage tilbage til Herodes.

Derfor vendte de hjem ad en anden vej end den, som de var kommet ad. For da var deres liv forandret.

 

Det betyder, at det ikke er nok, at vi længes efter det guddommelige og søger efter tegn i den ydre verden, selv om det er nødvendigt.

Det er ikke nok, at vi lader vores søgen og individuelle erfaringer korrigere af Bibelen og dermed af slægtens dybeste erfaringer, selv om det også er nødvendigt.

Det er ikke nok, at vi søger og længes efter det, som vi elsker, eller at vi erhverver os viden om tilværelsens hemmeligheder ved at læse i hellige bøger eller ved at konsultere gamle eller nye eksperter.

Vi har nemlig også brug for at blive fundet, dvs. vi må erfare, at vi er elskede som dem vi er.

Vi må erfare, at Gud allerede her i dette jordiske liv trods dets mørke og mangler taler til os og giver os en forsmag på det, som hjertet længes efter.

 

Det var hvad Grundtvig i grunden først sidenhen erfarede, da han var blevet præst og i mange år havde taget livtag med evangeliet.

Og der findes i hele salmebogen vel ikke et stærkere udtryk for, hvor det til sidst førte ham hen end den lange salme, ”Jeg kender et land”, som vi skal synge efter prædikenen i dag.

Digtet er skrevet omkring Helligtrekonger i 1824, og her møder vi den kristendom, som ad åre gav Grundtvig kraft til for altid at forandre den danske kirke, ja hele det danske samfund.

Det er et dybt digt, som man aldrig bliver færdig med at fortolke, men bemærk følgende:

 

I de første 7 vers digter Grundtvig om den drøm, som er menneskehedens adelsmærke: Længslen efter det dejlige land, hvor høsten omfavner den blomstrende vår, dvs. hvor livets harmoni er intakt, og hvor livet kan udfoldes, som det blev skabt til at være, uden svigt, sygdom og død.

For barnet, der endnu ikke er bevidst om misforholdet og splittelsen mellem liv og død, og i vores bedste barndomsminder, glider drøm og virkelighed i ét.

Derfor kan barnet dele med blomster og siv sit smil og sit liv, siger Grundtvig.

Men vi voksne kender til denne splittelse, og vi kan ikke selv skaffe os adgang til det tabte paradis. 

Vi erfarer jo gang på gang, at livet også kan være en skuffende affære: En fortryllende, men flygtig drøm, som brister som en boble i tidernes strøm.

 

I salmens anden halvdel synger vi derimod om evangeliet, og nu er ordet drøm borte.

For nu handler salmen ikke om mennesket, som rækker ud efter evigheden, men om Gud, som skænker os paradislivet på ny – som i dåben åbner sin himmelske favn for os, så vi genfødes til et liv, hvor man i tro, håb og kærlighed byder døden trods.

 

”Det komme til os!”, beder Grundtvig, og lad det være vores bøn for det kommende år: At vi må erfare det og forandres, så vi billedligt talt ligesom de vise mænd fra Østerland går hjem ad en anden vej. 

 

Eller som Grundtvig digter til sidst i denne store salme, hvilket jeg vil lade stå som en fanfare og festlig hilsen fra den store seer og skjald til dette nye år 2022:

 

O kristelighed!

Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,

hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,

det lever dog i os, det føler vi godt:

Mit land, siger Livet, er Himmel og Jord,

hvor kærlighed bor.

 

AMEN