Prædiken til juleaften holdt i Vestervang kirke den 24. december 2021

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

DDS 94 Det kimer nu til julefest; 114 Hjerte, løft din glædes vinger; 104 Et barn er født i Betlehem; 119 Julen har bragt velsignet bud; 121 Dejlig er jorden.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Lukasevangeliet 2,1-14)

AMEN

Kære menighed!

Hvor er jeg dog lettet og glad for at se jer!

For jeg har faktisk været temmelig nervøs i lang tid, for at jeg skulle holde julegudstjeneste mutters alene her i kirken i dag . . . 

Ja, faktisk har det bekymret mig lige siden sidste år, hvor den store glæde, som Herrens engel forkyndte skulle være for hele folket, blev aflyst kl. 21.30 lillejuleaften. 

Men sidste fredag blev det så heldigvis forkyndt, om ikke af Herrens engel, så af selveste Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, at dette ikke ville ske med julegudstjenesterne i år, og så begyndte jeg at finde det gode gamle julehumør frem.

Da Søren Brostrøm på pressemødet i fredags tilføjede, at Sundhedsstyrelsen i år heller ikke vil bestemme, om vi skal holde vore kære i hænderne og synge julesalmer, når vi om nogle timer måske går rundt om juletræerne, så kunne jeg ligefrem mærke julefreden sænke sig.

Lige indtil der et par timer senere i fredags var semifinale i VM-håndbold, og de fantastiske danske håndboldkvinder, som havde været foran i kampens første 45 minutter, og stod til for første gang siden 1997 at skulle spille om guld i en VM-finale, blev overhalet af OL-mestrene fra Frankrig og tabte i allersidste øjeblik med et enkelt mål.

Sådan er livet til tider usikkert, og går ikke altid som vi ønsker det – hverken på eller udenfor håndboldbanen. 

Det danske landshold og vi fans kunne to dage senere, i søndags, heldigvis juble over sejren over Spanien og dermed over bronzemedaljerne.

Og ved medaljeceremonien udråbte præsidenten fra det internationale håndboldforbund med en for ham pinlig fejl endda danskerne til sølvvindere, hvad franskmændene nu ikke kunne se det sjove i.

Men da de skuffede danske håndboldpiger efter nederlaget i semifinalen i fredags med tårer i øjnene forsøgte at sætte ord på deres følelser – og selvfølgelig gør det ondt at tabe, når den helt store og ultimative triumf har været så tæt på – ja, da kom jeg i tanke om et avisinterview fra 2019 med håndboldspilleren Anette Hoffmann.

Hun var en central skikkelse i de danske håndboldkvinders første og største storhedstid i 1990erne. Det har I vel ikke glemt? De jernhårde ladies, som man sagde i de glade dage for 25 år siden, hvor håndbolddamerne vandt guld hele tiden: EM  1994 og 96 og VM i 97 og Ol-guld i 1996 og 2000!

Nå, i interviewet fortalte Anette Hoffmann noget, som jeg tror kan hjælpe os til at forstå englenes glade sang for de fattige hyrder på marken i den første julenat:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Noget som fortæller os, hvorfor vi gør klogt i at holde jul hvert eneste år og særligt i krisetider, sådan som vores forfædre nok også har gjort i tider, som var lige så vanskelige som vores nuværende.

[Nicolaes Pieterszoon Berchem (1620-1683): Englens budskab til hyrderne,1649]

Annette Hoffmann fortalte, hvordan hun før landskampene som alle andre stod og sang med på ”Det er yndigt land”, mens Dannebrog gik til tops.

Men, tilføjede hun så, hun fokuserede samtidigt særligt på korset i flaget og for sit indre blik forestillede hun sig Kristus hænge på det.

Det lyder måske meget mærkeligt, men Anette Hoffmann fortalte stærkt og overbevisende om finalen i OL mod Sydkorea i Atlanta i USA i 1996. Hvordan hele salen kogte allerede før kampstart, og hvordan hun og hendes medspillere var 100 % fokuserede og tændte. Det var jo den første gang nogensinde, at Danmark havde mulighed for at blive OL-mestre i kvindehåndbold.

Men da Dannebrog gik til tops, fortsætter hun, vidste jeg med hver en fiber i min krop, at ingenting af det, der for alvor betyder noget, stod og faldt med om vi vandt eller tabte: ”For alverdens guldmedaljer og jordiske æresbevisninger kan ikke gøre noget, når vi engang skal stå overfor Gud. Her gælder kun det kors, som i vores flag er hvidt”.

Hun fortæller videre, hvordan denne tanke gav hende en dyb ro i den dramatiske finalekamp og igennem den forlængede spilletid og straffekastkonkurrencen, ja selv da de fik OL-guldmedaljerne hængt om halsen, og hvordan den ro har været i hende lige siden.

Hun understreger, at selv om hun er opvokset i et kristent hjem, så var der aldrig forventninger til hende, om at hun skulle deltage i f.eks. forældrenes kirkegang, og at et sådant krav også ville have fået hende til at forlade kristendommen.

Den personlige frihed er vigtig for mig, siger hun, og tro kan aldrig handle om tvang eller have indbyggede krav om at skulle gøre det ene eller gøre det andet, og selv om gudstjenesten er vigtig, så er en bøn til Gud og oplevelsen af Guds nærhed heldigvis mulig hvor som helst, og i hvad som helst vi foretager os.

Sådan fortæller Anette Hoffmann, om hvordan troen bar hende, og også da hun lagde håndbolden på hylden, og det konstante pres i professionel elitesport om at præstere blev taget af hendes skuldre.

Fordi kristendommen forkynder, at vi som Guds børn aldrig får det røde kort eller kommer ud på bænken, men at vi derimod er elskede, lige meget hvad vi gør.

Selvfølgelig vil jeg stadigvæk den dag i dag gerne gøre det så godt som muligt og være den bedst mulige udgave af mig selv overfor mine børn og venner og i mit ægteskab og i mit arbejdsliv og foreningsliv, tilføjer hun, og fortsætter: Men det har ingen altid overskud og energi til, og derfor må jeg ofte minde mig selv, at jeg ikke kan gøre mig fortjent til Guds kærlighed eller frelsen. Det ansvar har Jesus taget på sig, da det blev påske allerførste gang. 

Sådan sagde Anette Hoffman, og for mig er det et stærkt og autentisk vidnesbyrd om, hvad englene sang om i den første julenat: Hvad det vil sige at give Gud æren, og hvad det er for en ro eller indre fred, som derved kan fylde os.

Men hvis I måske synes, at det lyder lidt fromt, og måske kræver, at man er en gæv håndboldpige fra Jylland, så kan I i stedet tænke over, hvad Danmarks mest ’coole’ håndspiller, som selvfølgelig kommer fra Helsingør, Mikkel Hansen, sagde i januar 2019, da herrelandsholdet netop havde fundet VM på hjemmebane.

”Hvad føler du lige nu?”, spurgte TV-journalisten lige efter kampen, og Mikkel Hansen svarede: ”Jeg har fået en søn med min dejlige kæreste. Der er ting, som er større end håndbold. Det tror jeg alle forældre kan snakke med om. Det var en kæmpeoplevelse. Selv om jeg har vundet VM guld nu, så var det større end det. Min kæreste er supersej.”

Ja, kære menighed, mon ikke også Josef tænkte, at Maria var supersej, da han stod med barn Jesus i hænderne, selv om han undrede sig over hendes graviditet og behøvede et tip af en engel i en drøm, før han valgte at blive papfar og flygte helt til Egypten for at beskytte det lille barn mod tyrannen Kong Herodes.

Og kan vi ikke alle tale med her, og er det ikke derfor, at julen kan skænke os en indre fred og ro, som vi alle brug for?

Vi har måske ikke alle prøvet at blive forældre, men vi har alle prøvet at være børn, og vi kender til en længsel efter at være hjemme et sted og efter at være elsket.

Og der er måske en dyb indre sammenhæng mellem disse to håndspilleres meget forskellige erfaringer med det, som er vigtigere end selv VM-håndbold.

For der er intet så sårbart og hjælpeløst i verden, som et nyfødt barn eller som en mand på et kors – en mand i sine fjenders vold.

Men juleevangeliet fortæller, at Gud er dér og derfor i vor egen sårbarhed og skrøbelighed – dér hvor vi indser, at vi dybest intet kan alene, men har brug for de andres omsorg, deres tålmodighed med os – at andre giver sig tid til os – giver sig hen til os på den ene eller anden måde. 

Der er intet i verden, som fordrer vores tålmodighed og overbærenhed – at man selv giver sig god tid – der er intet, der kalder på vores kærlighed og kærtegn, som det lille spædbarn.

Der er intet i verden, som bekræfter os mere i, at livet er værd at leve og er skabt godt, end det lille skrøbelige barns livsappetit – dets vilje til at leve og begynde på en frisk.

Derfor blev Gud født og svøbt og lagt i en krybbe - og for at al vores bekymring og vores julesorg må blive forvandlet til glæde, så julefreden kan sænke sig over os alle.

Den fred og glæde, som juleevangeliet vil skænke vi voksne, er ikke en glæde som barnets umiddelbare og begejstrerede juleglæde, men en anderledes glæde. 

Det er en glæde, der kan rumme sorg og vemod, og det er en glæde, som ikke kan skilles fra taknemmeligheden for det gode, som vi fik del i – og især gennem vore kære – fra vi blev født og til i dag.  

Det er ikke en fred fra ufred eller fra krig mod vores ydre eller indre fjender og modstandere, hvad enten de er store og mægtige som Kong Herodes eller små terrorister som corona-virusser, eller de måske tager skikkelse i form af vores overdrevne bekymringer eller angst for ikke slå til eller for fremtiden.

Det er en indre fred og glæde, som vil få os til at tage kampen op og kæmpe for det, som virkelig betyder noget.

For i Kristus kom Gud til verden, og i Ham blev det klart, at livet er dyrebart og helligt. At ethvert menneske er enestående og elsket. At ligegyldigt hvad der sker med os i livet, så er vi Guds børn, fordi hans søn anså os alle for sine brødre og søstre og gav afkald på al jordisk ære for at være sammen med os.

Derfor fejrer vi Jesu fødselsdag. 

Derfor var der med ét sammen med englen, som fortalte hyrderne om Jesus’ fødsel, en himmelsk hærskare, som oplyste natten og lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Rigtig glædelig jul! 

AMEN

Henvisninger:

Kristeligt Dagblad den 23. september 2019: ”Da jeg så Dannebrog før OL-finalen, vidste jeg, at håndbold ikke var det vigtigste”. Interview med Anette Hoffmann ved Dorthe J. Thorsen.