2. søndag i advent 2021


Prædiken til 2. søndag i advent holdt i Vestervang kirke den 5. december 2021

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 746 Dig, store Gud ske ære; 77 O Kom, o kom Imanuel; 275 Uforsagt, vær på vagt! (melodi: ”Glade jul, dejlige jul”/”Stille Nacht”); 271 I jomfruer, I kloge; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 279 Venner, lad kun skyer gråne.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. AMEN (Matthæusevangeliet 25,1-13).

 

Kære menighed!

 

I begyndelsen af året 1848 skrev den sydfynske landsbypræst Hans Agerbek en ny salme til sin hustru Maries fødselsdag den 6. februar.

Det gjorde han hvert eneste år for at glæde hende, og de fleste af den slags lejlighedssange går hurtigt i glemmebogen.

Men Hans Agerbeks fødselsdagssalme til konen i 1848 blev i løbet af få år udbredt i hele Danmark og oversat til tysk, engelsk og norsk.

Det er salmen "Uforsagt, vær på vagt!", som vi netop har sunget på melodien til "Glade jul, dejlige jul", selv om det er en anden og nyere melodi, som anbefales i Salmebogen.

 

Hvis I ikke synes, at julemelodien passer særlig godt til ordene, så har Hans Agerbek selv forklaret årsagen til melodivalget i et brev med disse ord: 

”Til denne salme er jeg rigtignok forfatter; men jeg drømte ikke om, at den i sin tid skulle blive så udbredt og tænkte ikke på at give den i trykken, hvilket skete uden mit vidende ved en opvakt bonde . . .  Jeg skrev salmen til min kone, som elskede melodien, men savnede danske ord til den, og mente med disse ord bedst at kunne trøste og styrke hende, som i høj grad var lidende på legemet og anfægtet på sjælen”. 

 

Det kan virke mærkeligt i dag at synge Agerbeks trøstesalme på en melodi, som for os er blevet uløseligt forbundet med Ingemanns ”Glade jul, dejlige jul”, som Ingemann skrev i 1850, to år efter Agerbek skrev sin salme. For hvor ordene og melodien i Ingemans julesalme ligesom i den tyske original, ”Stille Nacht, heilige Nacht”, som er verdens i dag mest udbredte julesalme, nærmest ånder af himmelsk skønhed og idyl – af den evige glæde og fred, som englene bringer ned på jorden julenat – så er der en helt anderledes stemning i Agerbeks trøstesalme til hans lidende kone. 

Men i Agerbeks salme møder vi for mig at se en dybere og mere voksen tros- og juleglæde end i Ingemanns ellers så tindrende smukke julesalme.

 

Vores reformator Martin Luther sagde engang, at den kristne glæde altid er en trøstet sorg. 

Mange af vores bedste julesalmer får tilsvarende deres dybest klangbund fra sorgen – fra en bevidsthed om det mørke, som er den del af menneskelivet i både bogstavelig og billedlig forstand. Det mørke som også er en logisk forudsætning for at se lyset.

 

Hvis vi ved hjælp af Agerbeks liv og salme i dag forsøger at forstå dette, så tror jeg, at vi bedre kan forstå dagens lignelse om de ti brudepiger, og hvorfor denne fortælling måske slet ikke er, hvad den umiddelbart synes at være: En barsk og trist fortælling om nogle velmenende, men dumme piger, som på grund af tankeløshed og en sjat manglende olie ikke kom med til en bryllupsfest, som de havde glædet sig til. Men derimod er en lignelse, som rummer et virkeligt evangelium, dvs. et glædeligt budskab. 

 

Hans Agerbek kendte i hvert fald selv til mørke og store sorger i sit liv: 

Han blev født i en fynsk præstegård i 1798 og mistede halvanden år gammel sin far og sin mor, da han var 6 år. 

Som ung mand i begyndelsen af tyverne kom han som teologistuderende i København i dyb og alvorlig sjælekamp. Han havde lært, at man kunne finde frelse og fred ved at leve et dydigt og ærbart liv, men han erfarede snart hulheden i en sådan moralsk opfattelse af kristendommen. 

 

I sin nød søgte han til Grundtvig, og det var samtaler i Grundtvigs hjem, der klarede tvivlens og anfægtelsens skær, så Guds fred sænkede sig ned over den unge students plagede hjerte, som det så smukt hedder i et gammelt skrift om Hans Agerbek.

Selv har Agerbek fortalt, hvordan han især var rædselsslagen med tanke på de vantros skæbne efter døden. Det var for ham den forfærdeligste tanke, at døren for altid skulle være lukket for nogen. Akkurat ligesom døren synes at blive lukket for altid for de dumme piger i dagens lignelse. 

Derfor blev han så jublende glad, da Grundtvig pegede på Kristi nedfart til dødsriget og apostlen Peters ord om Herrens prædiken dér for de døde. For Guds store kærlighed ville, at intet skulle gå fortabt.  

”Jeg har det håb til Gud, at han vil unde mig at blive missionær i de dødes rige”, sagde Agerbek selv et halvt århundrede senere til nogle unge piger, som han kort før sin død i 1869 gav timer i kristendom og litteraturhistorie. 

 

Disse piger huskede senere også, at deres gamle præst altid begyndte deres undervisning med at bede fadervor og sige trosbekendelsen. Når han bad fadervor, så krummede han sig sammen som en snegl, foldede hænderne fast og så ned; men når han fremsagde trosbekendelsen, så han frejdigt op og bredte armene halvvejs ud. Han forklarede dem engang hvorfor: Han syntes, han var så rig og glad, når han rigtigt kunne sige: ”Jeg forsager, og jeg tror”. Han måtte ligesom brede armene ud efter alt det, som han i troen kunne kalde for sit. Men når han bad fadervor, så følte han sig til gengæld som den lille, der kommer til den store, så han måtte bøje sig og folde sine hænder for rigtig at holde fast på alt det, som hans Fader gav ham.

 

[Hans Agerbek (1798 - 1869), sognepræst i Øster Hæsinge, Fåborg provsti, 1843 - 1869]

 

Hvad Hans Agerbek især lærte af Grundtvig i sin ungdom, var, at hvis man alene ved at læse i bibelen skal forstå, hvad det vil sige at være en kristen, så kan man aldrig komme videre end til at kunne sige: ”Ja, jeg håber, at jeg er en kristen”. 

Vi kan læse i bibelen og forhåbentlig blive lidt klogere på os selv og på Gud, og Agerbek sagde selv, at han slet ikke kunne leve uden sin bibel. 

Men meget i bibelen kan forstås på så mange forskellige måder . . . 

Og det gælder ikke mindst dagens evangelium, lignelsen om de ti brudepiger.

 

Derfor må vi holde os til, at Gud selv ved dåben og i trosbekendelsen og i nadveren og i fadervor har talt et levende personligt ord til enhver af os, som vi kan leve af og leve på. 

 

Det var det, som gav denne anfægtede fynske landsbypræst den ro og sjælefred, som han selv havde brug for - han som overlevede alle sin tre børn - og som især hans deprimerede og anfægtede hustru Marie havde brug for.

Marie Agerbek kunne til tider sukke og sige: ”Jeg har gjort alle ting dårligt og slet, hvordan kan Gud da være mig nådig?”

Men hendes mand trøstede hende så bl.a. med den salme, som hun fik i fødselsdagsgave i 1848:

 

Uforsagt, vær på vagt!

Jesus haver det alt fuldbragt.

Sådan begynder de første 5 af salmens 6 vers.

Det at være på vagt eller at våge, som det hedder formanende til sidst i dagens evangelium, er ikke hele tiden at spejde uroligt efter noget, som skal ske engang i den ukendte fremtid.

Det er derimod at tro på, at det afgørende allerede er sket eller fuldbragt.

Det er den tro, som gør, at man rolig og fattet kan tage imod, hvad som kommer, uden at fortvivle eller miste håbet, når det ser sort ud.

 

Derfor hedder det i det tredje vers, som sikkert især har trøstet Marie Agerbek:

Uforsagt, var på vagt!

Jesus haver det alt fuldbragt.

Har du kun olie i dit kar,

brænder end lampen ej lys og klar,

kan du ham møde med fryd.

Det var Agerbek en stor sorg, at da salmen blev optrykt i de indremissionske salmebøger og på norsk, så blev i næstsidste linje af dette vers ej ændret til kun: ”Brænder din lampe kun lys og klar, kan du ham møde med fryd.”

Sådan kan velmenende eller tankeløse forbedringsforsøg forplumre meningen, så trøsten til det afmægtige og anfægtede menneske i Agerbeks salme blev forandret til et krav, påpeger den lærde salmehistoriker Jørgen Kjærgaard.

 

Men selvom vores muligheder eller vores olie er helt brugt op, så gælder det aldrig for Guds muligheder.                                      

Dette vil jeg gerne understrege her til sidst. 

For jeg tror, at de fleste af os, når vi hører lignelsen om de ti brudepiger, har svært ved at høre det kristne evangelium til sidst.

Hvor er solidariteten, nåden, tilgivelsen og barmhjertigheden blevet af for de 5 slukørede brudepiger, som står dér foran den lukkede dør og forgæves siger ”Herre, herre, luk os ind!”?

Kan Gud i sidste ende virkelig lukke sin dør for nogen? Kan Guds tålmodighed slippe op?

 

Det tror jeg ikke på, når jeg tænker på f.eks. Jesu lignelse om den fortabte søn.

Det er os, der lukker dørene, ikke Gud.

Men er det ret beset ikke også, hvad lignelsen indirekte siger? 

Hvis vi bekymret begynder at sammenligne vores olie eller vores tro med andres, så ender det med, at vi febrilsk løber til den ene eller den anden købmand for at købe mere, men går glip af det, der er virkelig vigtigt. Og sådan lever vi jo faktisk ofte. Altså som om livet kun kan lykkes, hvis vi er fulde af energi og overskud og når alt muligt og brænder vort lys i begge ender.

Det er måske hovedårsagen til, at udbrændthed og stress og depression og søvnløshed er blevet folkesygdomme i vor tid. 

Men de kloge piger faldt i søvn akkurat ligesom de tåbelige.

 

Det er meget menneskeligt, at man som de kloge brudepiger opfordrer den, der føler sig udbrændt, til at forsøge noget nyt i livet, og til at gå hen og købe ny olie, til at få tanket op på ny ved at finde ny inspiration på en eller anden måde.

Det er meget menneskeligt, at man som de tåbelige piger følger det velmente råd og søger at få blus på sin lampe igen.

Men det er ikke sikkert, at dette menneskelige råd altid er det klogeste. 

Måske skal man nogle gange simpelthen blive, hvor man er, og tro på, at lyset også kan komme til at skinne dér igen.

 

Idet man trodser sin tvivl og anfægtelse ved at holde sig til dåbens løfte: ”Og se, jeg er med jer alle dage ind til verdens ende.”

Idet man beder sit fadervor, som vi fik i dåbsgave, og gentager dåbspagtens ord, trosbekendelsen, som vi blev døbt på. 

Idet vi går til alters og bøjer os ned for det, som overgår enhver forstand, og rækker hånden frem og tager imod brødet og vinen, Kristi legeme og blod, givet og udgydt for os til syndernes forladelse.

Idet vi da måske erfarer det under, at Gud kan åbne alle de døre, som vi selv lukker i, og skænke os tro, håb og kærlighed på ny.

 

For evangeliet fortæller, at festen bliver til noget, uanset hvad. Selv om vores egen lampe er løbet tør for olie og brændt ud. 

Brudgommen kommer, og brudgommen er kirkens Herre Jesus Kristus, som evangelisten Lukas kalder for ”solopgangen fra det høje”, der er kommet ”for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.” 

Ham som evangelisten Johannes taler om, når han i sit juleevangelium for de voksne skriver: ”Og lyset skinner i mørket – og mørket greb det ikke”. 

AMEN

 

Henvisninger:

J. Hammer (eller Jensen-Hammer): Præsten Hans Agerbek, Svendborg Amt. Aarsskrift for Svendborg Amts historiske Samfund, 1909, s. 123-163. Denne artikel, som prædikenens historiske oplysninger øser af, kan læses her:

http://www.histfyn.dk/PDF/1909/s1909%20Pr%C3%A6sten%20Hans%20Agerbek.pdf

Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog II. Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, København 2003, s. 275f.

Præsten Hans Agerbeks Minde, Odense 1870, udgiver ikke angivet. Heri findes en levnedsbeskrivelse og 3 taler holdt ved Hans Agerbeks begravelse i 1869, bl.a. af hans ven, den berømte præst i Ryslinge Vilhelm Birkedal.  Bogen kan findes på: https://books.google.dk/

 

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023