Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2021


Prædiken til sidste søndag i kirkeåret holdt i Vestervang kirke den 21. november 2021. 

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

DDS 732 Dybt hælder året i sin gang; 217 Min Jesus lad mit hjerte få; 278 En dag skal Herrens skaberdrømme møde; 276 Dommer over levende og døde; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 431 Herre Kristus, dig til ære.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« AMEN 

(Matthæusevangeliet 25,31-46) 

 

Kære menighed!

 

I 1961 var den store jødiske og amerikanske skuespilforfatter Arthur Miller ude i tovene. Han var året forinden blevet skilt fra sin berømte hustru Marilyn Monroe. Hvilket måske gør, at nogle mænd kan have en særlig forståelse for dramatikerens depression. Men Arthur Miller var som mange af sine samtidige også præget det store moralske sammenbrud, som viste sig i den 2. verdenskrigs rædsler. Af følelsen af at alting var i opløsning. Han var i 1950erne – i den kolde krigs dage – som mange andre forfattere og skuespillere blevet offer for kommunistforskrækkelsen i datidens Amerika, og indkaldt til forhør, og vidste ikke, om han var købt eller solgt. 

 

Det var i den stemning, at Arthur Miller i 1961 skrev sit selvbiografiske skuespil med den sigende titel ”Efter syndefaldet”.

Hovedperson i stykket, Quentin, fortæller et sted, hvordan han i mange år betragtede livet som en retssag, hvor det gjaldt om at have beviserne i orden. Når man er ung, så vil man bevise, hvor tapper eller hvor dygtig man er, senere hvilken god elsker man er, så hvor hvor god en far og til sidst hvor klog eller hvor mægtig man er, forklarer han. Sådan funderer Quentin over sit liv og fortsætter: 

”Men under det alt sammen, ser jeg nu, at der var en forudsætning. At man bevægede sig på en sti opad mod en ophøjelse, hvor . . . . Gud ved hvad . . . . jeg ville blive retfærdiggjort eller fordømt. Jeg mener nu, at min ulykke i virkeligheden begyndte, da jeg så op en dag  . . . og dommersædet var tomt. Der var ingen dommer at se. Og alt, hvad der var tilbage, var den endeløse diskussion med en selv, denne meningsløse retssag om eksistensen foran et tomt dommersæde . . . .  Hvilket er en anden måde at sige fortvivlelse på.”

 

Hvad er det, han siger her? Han siger for det første, at vi alle sammen lever, som om der er forskel på smukt og grimt, godt og ondt, krig og fred, løgn og sandhed. Vi fælder derfor hele tiden domme over os selv og hinanden. Det kan vi slet ikke lade være med, og det skal vi ikke lade være med. Det giver vort liv tyngde og mening. Det gør livet alvorligt. 

Men det forudsætter dybest set, at der er en anden dommer end os selv, siger han dernæst.

En for hvem vi kan bevise, at vi duer til noget. 

For hvem kan ellers sige, at det ene valg er bedre end det andet? 

Vi kan selvfølgelig diskutere det med hinanden, men hvis der ikke er en instans uden for os, så er det ikke andet end en endeløs diskussion, en endeløs retssag.

Og så ender vi i fortvivlelsen, hvis vi ikke vil hykle.

Der er nemlig dybest set ingen mening med tilværelsen, hvis jeg er overladt til mig selv og skal dømme mig selv.

 

Vi har brug for, at der er en dommer, en af os og vores egne interesser uafhængig instans, der fortæller os, hvad vi skal, og hvad vi skylder.

Det er det, som dagens evangelium til denne sidste søndag i kirkeåret, som med god grund traditionelt kaldes for domssøndagen, slår fast med syvtommersøm. 

Og dette budskab synes jeg, vi alle bør skrive os bag øret.

For vi lever så vidt jeg kan se i en tid, hvor vi får sværere og sværere ved at indtage især moralske standpunkter. Det er, som om vi helst vil overlade dem til etisk råd og andre ekspertudvalg.

Vi siger måske undskyldende, jamen det er fordi, at f.eks. den moderne verden med al dens teknik stiller os overfor nye og svære etiske spørgsmål, som man ikke kendte til førhen. 

Og det er der selvfølgelig noget om. 

Tænk blot på de svære dilemmaer ved fosterdiagnostik eller de mange problemer og modsatrettede interesser, som gør det så svært for verdens lande at blive enige om at gøre noget effektivt ved klimakrisen.

Men det har også at gøre med, at enhver kritik i dag let bliver opfattet som et personangreb, og dette hænger igen sammen med den udbredte forestilling i vor tid, at sandhed og løgn er noget relativt.

 

På internettet vrimler det selvfølgelig med skråsikre domme og moraliseringer, så man ofte bliver forstemt på menneskehedens vegne.

Eller som den store italienske forfatter Umberto Eco (1932-2016) skarpt har sagt:

”Dramaet ved internettet er, at det har gjort landsbytossen til sandhedsvidne og de sociale medier har givet taleret til hærskarer af tåber, der tidligere kun ytrede sig på baren efter et glas vin uden at skade fællesskabet. De blev bragt til tavshed med det samme, men nu har de den samme ret til at ytre sig som en nobelprismodtager. Det er tåbernes invasion.”

 

Det lyder måske elitært og arrogant, men mon ikke vi alle har tænkt det samme som Umberto Eco? For i internettets uendelige informationsstrøm findes ikke fælles kriterier for, hvad der sandt, og hvad der er falskt. Og når alle til enhver tid kan udtale sig om alt, og når der ikke er en måde at sikre sandheden på, så bliver man kun hørt, hvis man skriger højt, og så vinder det ureflekterede, ja det kyniske og skamløse menneske.

Mens det eftertænksomme og høflige menneske måske helt opgiver at give sit besyv med.

 

Så kan en løgn rejse jorden rundt inden sandheden får sko på, som den engelske overrabbiner Jonathan Sacks (1948-2020) har udtrykt det. 

Så får vi et politisk klima, som vi heldigvis endnu ikke har i vort eget samarbejdende danske folkestyre, men som allerede har forgiftet det offentlige liv i en ellers stor og af kristendommen dybt præget idealistisk nation som USA i disse år, hvor alle kneb tilsyneladende gælder, og hvor ingen lytter til hinanden længere, og hvor samfundet synes at risikere at blive til en alles kamp mod alle.

Så får vi et samfund, hvor ethvert menneske insisterer på sin egen gruppes sandhed, og derfor kan tillade sig at blive krænket over næsten hvad som helst.

Om det så blot er afsyngelsen af ”Den danske sang er en ung blond pige” på en dansk uddannelsesinstitution, hvor der er ansatte og studerende, som ikke alle er unge blondiner.

 

Evangeliet siger imidlertid, at det, der virkelig betyder noget i mit liv, er, hvordan jeg selv behandler andre, og ikke hvordan de andre handler mod mig.

Derfor må der også være en dom, der venter mig, sådan som evangeliet om verdensdommen siger. 

Og ja, det lyder som hård tale - med får og bukke og evig straf – og trusler er uforenelige med evangeliet. 

Men det er for mig at se i netop vores kulturelle situation dybt befriende og nødvendigt at huske på, at der er en dom, når den sidste dom vel at mærke tilhører Gud og ikke os selv.

 

For selvfølgelig skal vi som kristne gå i clinch med os selv og hinanden. 

Vi skal kæmpe for, hvad der for os at se er sandt og godt, og turde sige fra, når vi er uenige med hinanden.

Vi skal handle og ikke flygte ind i de uforpligtende og endeløse diskussioner, som Quintin i skuespillet ”Efter syndefaldet”. 

Det fører nemlig kun til en erfaring af meningsløshed og sidste ende fortvivlelse. 

Vi skal turde lytte til vores samvittighed og blive bedre til at stå ved de moralske krav, som ligger i den kristne tradition.

 

De retfærdige i Jesus' lignelse undrer sig:

”Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?” 

De har jo ikke gjort disse gode ting for at blive frelst, men har blot lyttet til deres samvittighed og tænkt på andre og ikke på dem selv.

 

De evigt fortabte derimod er dem, der selv på den yderste dag, i sandhedens time, stadig har travlt med at retfærdiggøre sig selv og komme med alle mulige gode undskyldninger for det, som de ikke fik gjort: ”Herre, hvornår så vi dig?”, siger de.

De fortabte fortrænger selv i sandhedens time, at deres dommer har sagt, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Han der selv lod sig dømme i vores sted og på korset bad sin himmelske fader om at tilgive dem, der slog ham ihjel.

 

Vi må som moderne mennesker i et demokratisk samfund og i en global verden med store problemer selvfølgelig handle på mange måder, som de første kristne slet ikke kendte til. 

Vi må ikke mindst engagere os politisk, hvad de første kristne som fattige mennesker i det gamle romerske kejserrige slet ikke havde mulighed for. 

Vi må om ikke andet så gøre det ved at stemme ved valgene som det i tirsdags.

Men vi skal gøre det uden at sætte os selv op på den høje moralske hest og uden at grave grøfter mellem andre og os selv.

Vi skal som kristne handle i verden og altid forsøge at gøre en forskel, selv om vi selvfølgelig så risikerer at dumme os og måske bliver uvenner med andre. 

Men vi skal altid gøre det med den anfægtelse, som ligger i Jesus' bud om at elske og bede for selv vores fjender. Og med den frihed og frimodighed, der ligger i, at vi alle er synderne for Vorherre, som alene frelses af Guds nåde og barmhjertighed.   

 

Ja, det kan formuleres på mange måder, men her på den sidste søndag i kirkeåret vil jeg gerne slutte af med at gentage de ord af apostlen Paulus, som jeg før læste op fra alteret. For de synes mig at opsummere, hvad jeg i dag har forsøgt at sige, men også hvad vi bør få ud af at komme sammen her i kirken hver eneste søndag året rundt:

”Vor Herre Jesus Kristus og Gud, vor Fader, som har elsket os og i sin nåde givet os evig trøst og godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer til alt godt i gerning og i ord!”

AMEN

 

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39