Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2021


Prædiken til 24. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang kirke den 14. november 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

DDS 754 Se, nu stiger solen; 446 O, lad din Ånd nu med os være; 449 Vor Herre tar de små i favn; 192 Hil dig frelser og forsoner; 220 I dødens bånd vor frelser lå; 331 Uberørt af byens travlhed.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:  

Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet. AMEN

(Matthæusevangeliet kap. 9,18-26)

 

Kære menighed!

 

Da jeg var omtrent 18 år besøgte jeg en kammerat, hvis mor havde en svinefarm. Han ville stolt vise mig deres nye stald, og vi gik først ind i rum, hvor vi blev iført hvide plastikovertræksdragter med hætte, som dækkede for håret. Vi fik også hvide gummistøvler på, som aldrig blev brugt uden for stalden. Derefter blev vi oversprøjtet med en desinficerende væske.

Da vi endelig trådte ind i selve stalden, var larmen øredøvende, måske fordi grisene tænkte, at det var fordringstid. Jeg fik åndenød på grund af den intense stank af de mange store hylende dyr i den store fabrikslignende hal.

 

Sådan har vi i vores industrialiserede landbrugsland i årtier holdt husdyr af angst for sygdomme som svinepest eller fugleinfluenza.

Normalt har vi, der er bydrenge og bypiger, vel kun tænkt på det, når vi i TV-nyhederne har set, hvordan landbrug er blevet isolerede, og dyrebesætninger slået ned på grund af sygdomsangreb eller blot faren for samme. 

Men meget er blevet anderledes, siden vi fik corona eller covid 19 forrige forår. Denne lille usynlige terrorist af en virus, som nu igen er over os, og som folketinget i fredags igen karakteriserede som en såkaldt samfundskritisk eller farlig sygdom med alt, hvad dette indfører af muligheder for administrativt at regulere vores liv og adfærd med restriktioner, regler om mundbind, vaccinepas, afstand, isolation og nedlukninger.

 

Måtte vi have lært af erfaringerne fra den første coronabølge, så vi ikke igen ender i situationer, hvor mennesker ikke kunne få lov til at besøge deres nærmeste på plejehjem og hospitaler eller gå til deres venners begravelse. 

Måtte vi komme bedre igennem den kommende vinter end sidste vinter på grund af disse dyrekøbte erfaringer og coronavaccinen.

Det er der heldigvis meget som tyder på, men mange er igen bekymrede for deres helbred og sociale liv, og diskussionen om coronarestriktionerne – om hvor rimelige og rationelle de er – vil med garanti snart blusse op igen.

Det tør jeg godt æde min gamle præstekrave på.

 

Derfor er det vigtigt at huske på, at på Jesu tid var samfundet også gennemreguleret af renhedsforskrifter og krav om isolation, hvis man havde berørt noget farligt.

Mange af disse regler kan i dag virke barokke eller irrationelle på os, men for datidens jødiske samfund var det livskloge råd af hensyn til folkesundheden.

Og to af de allervigtigste regler var, at man ikke måtte røre ved lig og ved kvinder, som havde blødninger, herunder menstruation.

 

I dagens tekst beder en desperat far imidlertid Jesus om at lægge sin hånd på hans døde datter, og en kvinde med blødninger griber fat i Jesus.

For folk i Jesus’ jødiske samtid var det indlysende, hvad det betød. Det betød, at Jesus ville være blevet dobbelt uren, og at han skulle vaske sig og vaske alt sit tøj og afholde sig fra al social kontakt indtil den næste dag.

Det var akkurat lige så forventeligt, som når vi forventer, at folk vasker hænder efter toiletbesøg og sætter deres beskidte tallerkener og bestik i opvaskemaskinen.

Men Jesus sætter sig ud over disse traditionelle afstandsregler og renhedsforskrifter, og kun hvis vi forstår det, forstår vi, hvor usædvanlig en fortælling vi hører i dag.

 

Synagogeforstanderen var en mand fra de bedre samfundslag, og han har hørt, at Jesus er i byen og sidder i en af de foragtede tolderes hjem, som en synagogeforstander ellers aldrig ville besøge.

Men manden er også en fortvivlet far, og rygtet siger, at Jesus har helbredende kræfter.

Derfor glemmer synagogeforstanden alt, hvad han har lært om renhed og urenhed og alt om sin egen værdighed og kommer og kaster sig i sig i støvet for Jesus: ”Min datter er lige død, men kom og læg hånden på hende, så hun vil leve”.

 

Jesus går da med ham hjem, men turen afbrydes af en kvinde, som har haft kroniske blødninger i 12 år, sikkert en form for uregelmæssig menstruation.

Det betyder, at hun som de spedalske har skullet holde sig på afstand på andre. Hun har levet i disse 12 år uden nogen form for intimitet med andre, uden favntag og kram. 

I datidens barske samfund var en sådan kvinde en outsider – og sikkert ludfattig, uden børn og mand.

Sådan understreger fortællingen, at sygdom er alles herre og ikke ser på status eller køn.

 

Kvinden er desperat som synagogeforstanderen, for hun maser sig gennem mængden om Jesus, bagfra, så chancen for at blive genkendt og stoppet er mindre. Selv om hun ved, at enhver, som hun rører ved, bliver uren, og at hun derved bliver endnu mere upopulær end en dansker, som i disse dage går på arbejde med coronasymptomer eller ikke vil fremvise coronapas.

Men da hun rører ved Jesus, så er det ikke ham, som bliver inficeret med hendes sygdom.

Han vender sig derimod om og ser på hende – ser på hende, som måske i mange år ikke virkelig er blevet set af et andet menneske – og han siger: ”Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig”.

”Og fra det øjeblik var kvinden frelst”, hedder det med et ord, som vi også kan oversætte med helbredt eller reddet. For at blive frelst i bibelsk forstand er altid at blive hevet ud af dødelig isolation og sat ind i livets sociale sammenhænge på ny.

 

Endelig når Jesus hjem til synagogeforstanderen, og de mødes af fløjtespillere og en larmende skare.

Vi moderne vesterlændinge taler lavmælt til begravelser eller omfavner hinanden uden mange ord. Men sådan er det ikke i Mellemøsten, og ifølge jødisk tradition skulle dengang selv den fattigste familie ved et dødsfald hyre mindst to professionelle fløjtespillere og en grædekone, som med deres piben og hylen og klage kunne sætte ord på sorgen og skræmme dødens onde ånder bort.

 

”Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover”, siger Jesus til den larmende skare, og selvfølgelig griner de ad ham, som siger dette absurde og umulige.

Men han går ind og tager pigens hånd og trækker hende ud af dødens mørke magt og ind til livet.

 

Der tales her ikke til vores forstand her, for vi forstår det ikke, og vi ville måske også have grint forlegent eller hånligt, hvis han havde talt sådan til os. 

Der tales derimod til det hjerte, der længes og sørger og frygter for at blive skilt fra sine kære.

Der tales om noget, som de første kristne ikke var i tvivl om betydningen af: At Jesus her begyndte en redningsaktion, som ikke kun handlede om at redde få enkelte individer, som jo alle skulle dø igen på et senere tidspunkt. At det var begyndelse på en redningsaktion, som skulle redde hele verden fra alt, hvad der var urent, og truede livet med ødelæggelse og undergang – at dette var begyndelsen på et nyt liv hinsides alle de grænser i os og omkring os, som skiller os fra hinanden. 

Et nyt liv som man kunne få del i ved at blive døbt og tro på Kristi opstandelse fra de døde. 

Vi kan ikke forstå det, men vi kan også tro det, og så kan det måske også ændre vores liv – måske bare lidt.

 

Vi kan i hvert fald forsøge at forestille os, hvordan de første kristne må have følt det: Hvad det var for et håb og for en glæde, som fyldte dem.

Det har digterpræsten Kaj Munk forsøgt i en rørende lille novelle, som han skrev for 80 år siden om opvækkelsen af synagogeforstanderens datter, og som jeg gerne vil slutte af med i dag.

Kaj Munk skrev novellen i november 1941 til en avis, men den blev aldrig trykt, da Kaj Munk allerede på det tidspunkt var i censurens søgelys på grund af hans modstand mod den tyske besættelse. Først på en aktion hos Bruun Rasmussen her i foråret dukkede novellen op i lyset igen efter 80 år i glemmebogen. 

 

[Kaj Munk 1898 - 1944. Digterpræsten og modstandsmanden blev myrdet af Gestapo den 4. januar 1944, og ses her i sit arbejdsværelse i Vedersø præstegård.]

 

Novellen hedder ”Et Barndomsminde” og er fortalt af en lillesøster til synagogeforstanderens datter. Hun var kun fire år, da hendes storesøster blev syg, men hun mindes i novellen sine forældres bekymring og sorg og fortvivlelse, da det bliver alvorligt.

Hvordan hendes far forsøger at trøste hendes mor med velmente hvide løgne: ”Saa længe der er Liv, er der Håb”, siger faren, men hans ansigt ser ud som deres gamle havekarl Tobias, da han havde hugget sin le i sin fod.

”Mod Døden formaar vi ingenting”, råber moren fortvivlet.

 

Men så rejser den syge piges 4-årige lillesøster sig op i sin seng og siger i en slags raserianfald til sine forældre:

”Dengang min Gedebuk døde, da sagde I ligesaadan, og saa gravede I den ned. Men Tolderens Juda han sagde næste Dag, at det skulde I aldrig have gjort, aldrig. I skulle have sendt Bud efter Jesus.”

Hendes voldsomme udbrud forskrækker forældrene og får dem ud af deres fortvivlede tilstand, og om natten synes pigen halvt i søvne, at hun hører forældre skændes om noget.

 

Den næste dag er storesøsteren død, og den lille pige bliver så vred på sin elskede storesøster - over, at de aldrig kan blive glade mere.

Men så kommer hendes far med Jesus og fint og indirekte fortælles, hvad der sker.

”Men giv hende nu noget at spise!”, hører hun til sidst Jesus sige i storesøsterens værelse, og da Jesus går ud af huset og forbi hende, ser han så træt ud, men sender hende alligevel et strålende smil.

 

Og så slutter Kaj Munk denne fine novelle, som han skrev i november 1941, da landets præster skulle prædike over dette evangelium og i en tid, hvor Hitlers krig på kulminerede med vold og død i ufattelig skala, med disse ord, som vi først har kunnet læse nu i år, 80 år efter:  

”Far og Mor kaldte Søster for Talitha fra den Dag af, jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde de nu. Der blev aldrig talt mellem os 4 om det underfulde, der var overgaaet vort Hus; vi regnede det vel for alt for helligt. Og først nu, da jeg er bleven meget gammel, kan jeg fortælle om det, og kun som her, naar jeg sidder mellem Børnebørn og Børnebørnsbørn. – Vi fik ikke Lov at beholde Søster saa meget længe. Hun døde allerede 3 Aar efter. Da var Jesus ikke mere på Jorden. Men dennegang græd vi ikke over Talitha. Mor pyntede hende saa smukt og var selv med til at fly hende til Jorde. Og vi sang Lovsange ved Graven. For nu vidste vi, at Jesus er Herre over alle Ting, ogsaa over Døden."

AMEN

 

Henvisninger:

Den nyopdagede novelle af Kaj Munk, Et barndomsminde, kan læses her:

http://arkiv.kajmunk.aau.dk/documents/3456

Prædikenen er delvist inspireret af tanker i N.T. eller Tom Wrights kommentar til Matthæusevangeliet: Matthew for Everybody, part 1, 2004. Tom/NT Wright er vor tids måske mest kendte og originale bibelforsker og har i 18 bind i serien "The New Testament for Everyone" skrevet fine og letlæste kommentarer til samtlige skrifter i Det nye Testamente, som kan anbefales til selvstudium. De skal ikke forveksles med Tom Wrights meget kortfattede studiehæfter, som er oversat til dansk under serietitlen "NT for alle" (ProRex Forlag), og mest består af spørgsmål til brug i bibelstudiekredse.




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39