Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2021


Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2021, holdt i Vestervang Kirke den 10. oktober 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

DDS 15 Op al den ting; 31 Til himlene rækker; 482 O Herre God og frelser from; 674 Sov sødt barnlille // 321 O Kristelighed; 192/kun vers 7; 752/kun vers 4 & 5.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

AMEN ( Markusevangeliet 2,1-12)

 

Kære menighed!

 

På Helsingør kirkegård findes i hjørnet mellem Møllebakken og I.L. Tvedes Vej en gravsten med følgende bibelord: ”Og de drog ud og prædikede alle vegne”. Her ligger Anna Larssen Bjørner, som levede fra 1875 til 1955, begravet sammen med sin mand Sigurd Bjørner.

Det vidste jeg ikke, før en af jer lånte mig en bog af Anna, og nu hvor jeg har læst den, så vil jeg nok aldrig gå rundt på den del af kirkegården uden at tænke på denne fascinerende kvinde og hendes forunderlige livsskæbne.

 

I sin ungdom var Anna Larssen Bjørner sin tids måske mest elskede skuespillerinde.

Hun kunne allerede som 31-årig fejre 25-års jubilæum på scenen.

Hun var beundret som et geni på grund af hendes naturlige ynde og den sjælelige dybde, som hun tilførte sine roller.

Hun var en skål af krystal, fuld af sød poesi, som en henført anmelder i samtiden udtrykte det.

 

Men med ét var hendes karriere på teatret forbi, da Anna Larssen Bjørner var blot 34 år.

Og med humor har hun selv beskrevet årsagen dertil med disse ord: 

”Den 13. dec. 1908 kl. 3 om Eftermiddagen døbte Gud mig med sin Helligaand. . . . . 

Pinsedaabens Oplevelse kan jeg steds- og tidsfæste, fordi jeg en halv Time efter, at Gud ved sin Aand havde taget Bolig i mig, brutalt blev trukket ned til de prosaiske jordiske Forhold. Jeg hørte Uret i Provstinde Mollerups Spisestue slå halv fire, og i samme nu kom jeg i Tanker om, at jeg klokken fire skulde stå omklædt og sminket i Kulissen på Dagmarteatret, rede til at gøre mig til ét med den lille sentimentale, hysteriske Avilda i [komedien] ”Brødrene Hansen”. Ak, hvilken Afgrund var der ikke den Eftermiddag mellem mig og hende [Avilda]! Guds egen levende, hellige Aand var føleligt til stede i hele min Person, jeg mærkede den guddommelige Nærværelse lige ud i mine Fingerspidser. Og i mit aandelige Væsen var der en lykkelig Erkendelse af Samfund med Gud, af Renhed og himmelsk Naade og Kærlighed. Aah, om jeg kunne have meddelt denne Lykke til mine Omgivelser!”

For Anna var det umuligt at forsætte som skuespiller på teateret efter denne oplevelse.

 

 

Sammen med sin mand, helsingoraneren Sigurd Bjørner, skabte Anna til gengæld først en religiøs vækkelse her i Helsingør. 

Da Anna i 1919 blev gendøbt i Øresund, faldt de fleste af de mange begejstrede venner i Helsingørs etablerede kirkelige liv dog fra. 

Men i årtier rejste ægteparret Bjørner så rundt og holdt vækkelsesmøder overalt i Danmark og i udlandet. 

De grundlagde den dengang helt nye pinsebevægelse herhjemme og senere Den apostolske Kirke, og selv i slutningen af 1940erne kunne man høre Anna synge og forkynde Jesus som sin frelser på Axeltorv og i ægteparrets store villa på Sdr. Strandvej 29, Villa Wisborg eller Libanon.

 

Og det skete, at folk gennem Annas stille, men indtrængende forkyndelse følte Helligåndens kraft og nogle faldt i ekstase og talte i tunger eller oplevede, at de blev helbredt for sygdomme ved at Anna bad for dem og lagde sine hænder på dem.

 

Jeg talte forleden med en, hvis mor som lille blev taget med til disse vækkelsesmøder, og han fortalte, hvordan hans mor næsten var blevet traumatiseret af denne oplevelse i hendes barndom af voksne mennesker i stærk religiøs grebethed.

 

Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, og jeg synes, at dagens evangelium indirekte fortæller, at dåben og troen ikke står og falder med sådanne oplevelser.

Vi hører i dag i hvert fald noget, som minder temmelig meget om en gudstjeneste med den barnedåb, som Anna forkastede.

For Jesus står og prædiker i et hus i Kapernaum, og usædvanligt mange folk flokkes om ham, så de spærrer for adgangen til huset.                                                            

Fire mænd bærer derfor deres lamme kammerat på en båre op på husets flade tag, og får lavet et hul i taget og sænket ham ned i husets indre, hvor Jesus er.

Derfor fremhæver Jesus deres tro, fordi de bringer den lamme hen til ham, men vi hører ikke noget om, hvad de ellers tænkte og følte.

 

Når der står, at Jesus så deres tro, så gælder ordene måske kun de fire, som bar den lamme. 

Det ville selvfølgelig være mærkeligt, hvis den lamme ikke ønskede at blive helbredt, eller var blevet bragt til Jesus mod sin vilje, men vi hører ofte i evangelierne, at Jesus helbreder besatte eller syge på andres forbøn.

Vi får altså ikke at vide, om den lamme mand i forvejen var kommet til tro på Jesus.

Og vi hører heller ikke, at den lamme, da han var sænket ned til Jesus, spurgte efter tilgivelse eller syndernes forladelse.

Han fik den bare - før han tænkte på den. 

Ligesom vi får Guds tilgivelse og evigt liv i den dåb, som de fleste af os blev båret til som små.

 

På den måde fortæller evangeliet om den lamme mand ligesom barnedåben, at vi har lov til at tro på, at Gud kan og vil tilgive os vor synd og knytte os til sig, før vi tænker på Ham, eller mens vi har travlt med at tænke på andre ting, som vi synes er mere nødvendige eller påtrængende. 

Sådan som den lamme mand sikkert også har tænkt mere på sin mulige helbredelse end på sine synders forladelse. 

 

For Anna Larssen Bjørner stod og faldt hendes tro med den stærke personlige oplevelse af Helligåndens kraft i hendes indre. 

Og det er selvfølgelig helt fint at have intense religiøse oplevelser, men kristen tro er at få skænket syndernes tilgivelse eller at få lov til at begynde forfra, ligegyldigt hvad forstanden har af indvendinger.

”Derfor må de dybeste kristne tænkere, når det drejer sig om tro, finde sig i være små børn sammen med de sidste barnedøbte”, sagde professor Regin Prenter engang.

Og det samme gælder for de mest lidenskabelige kristne, som brænder af troens ild.

Derfor er der noget selvmodsigende i at basere troen på, hvad man føler og oplever eller tænker.

For vores følelser og oplevelser og tanker er ikke bare tvetydige og flygtige, men binder os altid til fortiden på både godt og ondt.

 

Kristen tro som er jo heller ikke at gå og smage på sine egne intense religiøse oplevelser, men snarere at tænke intenst på sit medmenneske og forsøge at sætte sig ind i, hvad andre oplever og har brug for.

Og kristen tro er af samme grund at holde sig til, at et afgørende ord er blevet sagt til os, før vi selv forstod et ord deraf.

Et ord fra Gud som kan bære os gennem livet, og som er der, når vi får brug for det. 

 

Men kan et lille barn virkelig tro?

Sådan har vi nok alligevel alle tænkt . . .

Men hvis troen er en gave, som slet ikke bygger på, hvad vi selv kan og er, så kan et lille barn vel godt tro, selv om vi ikke kan se det eller forstå hvordan.

 

Det lille barn kan selvfølgelig ikke selv udsige sin tro som vi voksne, men må have sin gudmors hjælp til at svare på dåbspagtens spørgsmål.

Ligesom den lamme mand blev båret af sine venner, da han havde brug for det. 

Men gælder det i grunden ikke for os alle?

Behøver vi voksne ikke også altid de andres hjælp for at kunne bekende vores tro?

Kan vi tro, hvis vi ikke har fået troen gennem andre og deler den med andre?

Kan vi tro, hvis vi ikke tror på andres tro, og til tider lader os bære af de andres tro, når vi selv fyldes af tvivl eller mismod ved at betragte vor egen?

Det er i hvert fald min erfaring, at det ofte har været fællesskabet i gudstjenesten eller andre møder med andres tro, som har båret mig gennem perioder med tvivl - når jeg haft svært ved ligesom at finde troen inden i mig selv.

 

 

Derfor synes jeg også det er passende her til sidst at give ordet igen til Anna Larssen Bjørner. For selv om jeg aldrig har haft hendes trosoplevelser, og selv om den slags karismatisk omvendelseskristendom ofte virker forskruet og naiv og sjæleligt farlig på mig, så var det hendes tro, og den bar tilsyneladende denne sympatiske og oprigtige kvinde gennem livet og gav hende en dyb glæde og styrke uden at få hende til at dømme andre.

Hvad jeg synes meget smukt kommer til udtryk på den sidste side af Annas erindringer, bogen ”Teater og Tempel” fra 1935, hvor den engang så feterede skuespillerinde skriver:

 

”Jeg er nu kommet til Afslutningen af mit Vidnesbyrd om noget af det, jeg har oplevet på min Vej fra Scenen til Evangeliets Forkyndelse, og jeg vil slutte af her med nogle Ord til de Mennesker, som jeg har haft så meget skønt tilfælles med: Teatrets Kunstnere

Mine kære Kammerater! Mon I ikke ved Læsningen af dette Vidnesbyrd har forstået, at jeg – for at kunne forlade min Kunst, som for mig var uløseligt knyttet til selve det at leve – må have mødt en Verden, mod hvilken selv den højeste, ædleste Kunst (. . . ) kun var et surrogat.

Hvis I forstår det, så ved I også, at Døren ind til denne Verden står åben for enhver af Jer (. . .).

Guds Søn selv er Indgangen til denne vidunderlige Verden. Han som er Renhedens, Skønhedens, Kræftens og Kærlighedens højeste Aabenbaring. Vær ikke bange for at lægge Jert liv i Hans Haand. Tro ikke, at han brutalt vil rive det fra Jer, som I elsker højest i Verden. Han kender Jer bedre, end I kender Jer selv, og han er ømmere end nogen Mor overfor sit Barn. Lad Ham få Lov at bestemme over Jer! (. . . ).

Så lad derfor ikke Tanken om, at Gud kunne kalde Jer på samme Maade, som Han har kaldt mig, bevirke, at I udelukker Jer selv fra det guddommelige Liv, som aldrig skal få Ende. I kan ikke elske Kunsten højere, end jeg har elsket den, og Gud førte mig igennem alt det svære. Paa den anden Side af Krisen lå en vidunderlig Fred og Fryd i den inderligste Forbindelse med den Højeste selv.”

Og så slutter dette fine menneske med et citat af Jesus:

Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele Verden, men maatte bøde med sin Sjæl?

AMEN

 

Henvisninger:

Anna Larssen Bjørner, Hørt, tænkt og talt, København 1953

Anna Larssen Bjørner, Teater og Tempel, København 1935

Regin Prenter, Dåbens pagt, Fredericia 1975.

 

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39
Breaking news:

Kirken søger en ny kirketjener på fuld tid!



Nyheder




Andreas Peter Dornonville de la Cour




VI mødes næste gang tirsdag den 2. april kl. 16.00.