Studiekreds om Apostlenes Gerninger


Torsdag den 7. oktober 23. kl. 16 - 17.30 mødes vi for anden gang i vores nye store studiekreds (da mødet den 23. september desværre blev aflyst på grund af sygdom).

 

Vi er kommet til kapitel 2 i Apostlenes Gerninger.

 

Derfor skal vi næste gang fokusere på den vigtige fortælling om pinsedag (ApG 2,1-13), som er en af kirkeåret tre højhelligdage, og som ofte kaldes for kirkens fødselsdag, fordi disciplene pinsedag fik del i Helligånden, så de "begyndte af tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige".

Vi vil overveje, hvad dette under indebærer, hvor de sproggrænser, som normalt adskiller folk fra hinanden, blev overvundet, og hvorfor evangeliet ifølge den første pinsefortælling bør forkyndes på ens modersmål.  Vi vil i sammenhæng med pinseunderet selvfølgelig fordybe os i, hvad Helligånden er, og hvorfor vi som kristne bekender troen på Helligånden og endda noget så ulogisk som en treenig eller en 'tre-i-en' Gud: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.

 

Vi skal også læse den første af de mange taler i Apostlenes Gerninger, Peters prædiken pinsedag (ApG 2,14-41), og overveje, hvorfor forfatteren af Apostlenes Gerninger bringer så mange taler i sit værk, og hvordan vi skal forstå dem.

I Peters prædiken skal vi ikke mindst se, hvordan den bange mand, som langfredag morgen end ikke turde vedkende sig sit kendskab til sin ven og lærer overfor en tjenestepige i ypperstepræstens gård, efter at have fået del i Helligånden nu står frem for alle i Jerusalem og forkynder Jesus som den ventede messias/Kristus, som Gud har oprejst fra de døde, og opfordrer folk til at lade sig "døbe i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse", så de også kan få "Helligånden som gave".

 

Endelig skal vi helst nå at høre om et andet udslag af Helligåndens kraft, nemlig om livet i den første menighed, hvor de nye Kristustroende "var fælles om alt" og "solgte deres ejendom og delte det ud til alle efter enhvers behov" (ApG 2,42-47).

 

Nye deltagere kan sagtens være med i studiekredsen, hvor vi hylder et ord af den unge Martin Luther: "At gå fremad (i troens verden, mener Luther), er altid at begynde forfra"

 

Man kan læse mere om studiekredsen her på hjemmesiden under "aktiviteter": https://www.vestervangkirke.dk/aktiviteter/bibelstudiekreds-apostlenes-gerninger

 

Vel mødt!

Troels Bak Stensgaard, sognepræst




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39