Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis


Prædiken til den 14. s. e. trinitatis, holdt i Vestervang kirke den 5. september 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: DDS 12 Min sjæl du Herren love; 308 Helligånd, vor sorg du slukke; 598 O Gud, du ved og kender; 52 Du Herre Krist, min frelser est; 11 Nu takker alle Gud; 769 Sig månen langsomt hæver.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« AMEN

(Lukasevangeliet 17,11-19)

 

Kære menighed!

 

”Jeg forstår ikke mine handlinger . .  Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det jeg hader, det gør jeg. . . Viljen har jeg, men udføre det gode, kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, der gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.

 

Sådan lyder de berømte ord af Paulus fra Romerbrevet, som vi hørte fra alteret.

Og vi kender alle sammen til at være splittet indeni mellem f.eks. lyst og pligt eller arbejde og familie eller mellem mennesker, som river i os fra hver deres retning.

Vi kender på hver vores måde vel også til, at forbuden frugt kan være den mest tillokkende, og til fristelsen ved at gøre det, som man ved er forkert.

 

Dette erfarer i hvert fald den ambitiøse unge akademiker og digterspire Thorkild Bjørnvig i Bille August nye film, ”Pagten”, som havde premiere i august, og er bygget på en erindringsbog fra 1974 af den virkelige Thorkild Bjørnvig.

 

 

Den 30-årige Thorkild bjergtages og fortrylles af den 63-årige Karen Blixen, da de møder hinanden i 1948, hvor Blixen allerede er en verdensberømt forfatter og holder fornemme selskaber for velhavende venner og intellektuelle og kunstnere på Rungstedlund.

 

På Rungstedlund åbnes døren til et overklasseliv med skønhed, kunst og kultur, som Thorkild ikke før har haft adgang til, og Karen Blixen tilbyder Thorkild en pagt: Han skal gøre alt, hvad hun siger, og til gengæld vil han blive en rigtig forfatter.

 

Men det viser sig snart at være en pagt med store omkostninger. For Blixen portrætteres i filmen som en usympatisk og intrigant kvinde, som under sit skrøbelige ydre og hendes elegante, polerede overflade af åndrigheder rummer stærke og dæmoniske kræfter. Hun kontrollerer og iscenesætter sine omgivelser og manipulerer med de unge mennesker, som hun slår kløerne i.

 

Karen Blixen har fået syfilis i Afrika og er for altid udelukket fra intimt fysisk samvær med andre mennesker. I en kort gribende scene i filmen ser man, hvordan hun på grund af sin sygdom en nat vrider sig og hyler i smerte som et forpint dyr – eller som et fortabt menneske i middelalderens makabre helvedesforestillinger. 

Hun siger selv, at hun har indgået en pagt med Djævelen, som har lovet hende, at hun mod at være Djævelens veninde skal opleve, at alt, hvad hun rører ved, bliver til historier.

 

Det er denne pagt, som hun inviterer den unge digter ind i, og den unge ukendte Thorkild føler sig udvalgt og svimlende lykkelig ved at få en sådan betroelse og tillid fra den verdensberømte forfatterinde.

”Nu, hvis du har mistet din tro på Gud, så tro på mig, og jeg vil dig beskytte”, siger hun til ham med et citat af digteren Heiberg.

 

Thorkild Bjørnvig kalder i sine erindringer Karen Blixen for Månefruen, og i en central scene i filmen nejer hun for fuldmånen over Rungstedlund og får ham til at bukke.

Månedyrkelsen lærte Blixen måske at kende i Afrika, og månen er i overtroens verden altid blevet forbundet med hemmelige og okkulte, især kvindelige urkræfter, som ikke tåler dagens lys.

Det er derfor en del af pagten med Karen Blixen, at Thorkild Bjørnvig ikke længere kan leve et almindeligt borgerligt liv. Dette må ofres på pagtens eller kunstens alter.

 

Derfor forsøger Blixen at skille Thorkild fra hans unge kone Grethe og hans søn.

Han skal bo på Rungstedlund og ikke derhjemme for at hellige sig sin digtekunst.

”Man kan ikke oplede den hellige gral med en barnevogn”, forklarer hun ham, og spørger spydigt, om han nogensinde har truffet på ordet ”kone” i et digterværk.

For at sætte triumf på sender hun ham på et af hende betalt studieophold i Bonn, og sender kunstmuseet Louisianas senere grundlægger, rigmanden og kunstmæcenen Knud W. Jensens ulykkelige kone Benedicte efter ham – og det er som en leg for Karen Blixen at få de to forelskede i hinanden.

 

Det hele ender selvfølgelig med store menneskelige omkostninger.

Benedicte bliver skilt fra Knud, og Thorkilds kone Grethe forsøger at begå selvmord, hvilket får Thorkild til at bryde pagten og tage hjem.                                       

Men Grethe har på hospitalet læst Karens Blixens værker, og selv om Grethe lider og selvfølgelig har hadet heksen på Rungstedlund, som tog hendes mand fra hende, så forstår hun nu Blixens storhed, men også hendes smerte og nederlag og den længsel efter kærtegn og misundelse, som gør, at hun ligesom snylter på de unges liv og får dem i sin magt for at sætte sig selv i scene.

”Du har tror, at du har brug for hende, men det er hende, som har brug for dig”, siger Grethe til sidst til Thorkild, og så føjer hun disse ord til, som må være er nøglen til at forstå Bille Augusts nye store film:

”Vi kan klare al smerten uden at gøre andre ondt”.

 

Der er mange spørgsmål, som man ikke får svar på i Bille Augusts film, og man kan ikke lade være med at tænke på, når man ser ”Pagten”, om Karen Blixen virkelig forstod sig selv som månedyrker og en falden engel, eller om det bare var en excentrisk rolle, som hun spillede for at virke eksotisk og sætte sig selv og andre i scene.

 

Men hvordan vi end forstår dette, så er dagens evangelium et opgør med den form for magi, som Karen Blixen ifølge filmen praktiserer, og som altid opdeler folk i de rigtige og de urigtige, i de indviede og oplyste og dem uden for det eksklusive selskab.

Eller i de kunstnerisk begavede og frigjorte, der kommer på Rungstedlund og får del i kunstens skønhed og befriende kraft, og så alle de andre, der lever et normalt borgerligt hverdagsliv med arbejde og familie og andre forpligtelser.

 

Vi hører i evangeliet, at Jesus går på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Han befinder sig i et grænseland mellem de to nabofolk, jøderne og samaritanerne, som i grunden var så nært beslægtede, og begge overholdt Moseloven, men alligevel foragtede hinanden og så på hinanden som fjender og frafaldne.

Sådan antydes det fra starten, at Jesus overvinder grænser mellem mennesker og grænser i mennesker.

 

I dette grænseland mødes Jesus af ti spedalske uden for en by, og i denne flok af syge mennesker er samfundets normale skel ophævede: De er sammen, fordi de er udstødte - udenfor det normale liv.

For de spedalske måtte på grund af deres smitsomme hudsygdom leve i isolation fra andre mennesker, og de blev regnet for urene i religiøs forstand – som mennesker uden Guds velvilje og velsignelse.

Det at være spedalsk må kort sagt have været som at leve med corona-regler udtænkt i helvede.

 

De spedalske råber til Jesus – på lang afstand, selvfølgelig, sådan som de skulle for ikke at smitte andre med deres urenhed:

”Mester, forbarm dig over os!”.

Og så siger han til dem:

”Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!”.

Det var nemlig sådan, at hvis en spedalsk blev rask, så kunne den helbredte først vende tilbage til det normale liv før sygdommen, når man var blevet undersøgt og erklæret rask af en præst – af en de jødiske præster, som gjorde tjeneste i templet i Jerusalem, eller af en af de samaritanske præster på deres helligsted på Garizimbjerget.

 

De spedalske tror Jesus på hans ord, måske fordi det er deres eneste håb, at han har magiske kræfter, som kan helbrede dem. Men de er stadigvæk helt afhængige af den gamle verdens orden, hvor man kun kan være rask og få del i livet igen, hvis præsten i templet erklærer en for rask, og man ofrer noget til Gud som tak.

 

Og så sker det egentlige under i fortællingen, som ikke er selve den mirakuløse helbredelse.

For de bliver jo alle raske undervejs til deres templer.

Men en af dem går ikke op til præsterne i templet for at blive synet og få lov til at vende til den normale verden med dens opdeling i de syge og de raske, de rene og de urene, jøder og samaritanere, troende og vantro. 

Han vender derimod tilbage Jesus og iagttager ikke længere den distance til ham, som loven krævede, indtil en præst havde erklæret en spedalsk for ren.

For han går nu helt hen til Jesus og kaster sig ned for ham og takker ham.

 

Og så afsløres det, som må have givet Jesus' jødiske tilhørere meget at tænke over:

Det var en samaritaner – en fremmed.

Det er et meget sjældent græsk ord, som oversættes med fremmed i denne tekst. Ordet bruges kun her i Det nye Testamente, men alle Jesus' tilhørere kendte det fra et andet sted.

For i templet i Jerusalem var der på græsk skrevet en berømt advarsel på muren mellem hedningenes forgård og resten af templet, og den lød: 

”Enhver fremmed som overtræder denne grænse kan kun takke sig selv for sin død”.

Sådan antydes det med brugen af dette ord, at denne grænse for altid er overskredet og fjernet i Jesus Kristus, i den lidende menneskesøn.

 

For mennesker har altid haft templer og præster, som de har brugt til at inddele verden i rent og urent, de hellige og de vantro, i os og de andre, de fremmede.

Og mennesker har altid haft templer eller hellige steder, hvor man har dyrket sine guder for at få del i noget overjordisk skønt og lyst og frydefuldt, som den almindelige hverdag ikke kunne give adgang til.

 

Et sådant tempel var også Rungstedlund for den unge Thorkild Bjørnvig, og Karen Blixen blev en slags ypperstepræstinde, som skulle indvie ham til det sande og smukke liv i kunstens tjeneste.

Men det skete på bekostning af hans virkelige liv - hans kone og lille søn . . . .

 

Thorkild bliver i filmens slutning forløst af sin kone, fordi Grethe ikke forsøger at tvinge ham tilbage, men giver sig hen til sin lidelse uden at gøre andre ondt – uden at forsøge at svare igen med Blixens manipulerende kneb. Fordi hun i sin lidelse forstår, at Karen Blixen selv er et lidende menneske og ikke den afgud eller magiske præstinde i kunstens tempel, som Thorkild har ophøjet hende til.

 

”Vi kan klare al smerten uden at gøre andre ondt”, siger Grethe til Thorkild og giver med sin hengivelse ham kraft til at frigøre sig for sin afgud, selv om det gør ondt.

Ja, det er måske en overtolkning af denne film at se Grethes ord som en forkyndelse af Kristus, men sådan forstår jeg det.

For det er jo Ham, som klarede smerten uden at skabe nye ofre: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”, sagde Kristus på korset om sine bødler, selv om han led uden skyld.

 

Og det er tankevækkende, vil jeg til sidst gerne tilføje, at de første kristne ikke havde brug for templer eller præster eller ofre for at sikre sig adgang til Gud og Guds velsignelse længere.

De forstod Kristus som deres tempel, deres præst og som det offer, som gjorde alle andre ofre overflødige.

For nu var der ikke længere noget liv, som skulle ofres, for at få adgang til det sande, det smukke, det gode og rige liv.

Det sande liv var, hvor Kristus var, og han var selv hos de lidende og fortabte mennesker, ja selv i døden.

 

Derfor blev takken eller lovprisningen - som mennesker altid skylder livets giver – til noget andet end en taknemlighed for mit held, mine evner, mine privilegier, min succes.

Derfor blev takken til en taknemlighed over, at jeg slet ikke har fortjent noget af alt dette, som jeg har, og livet til en gave, som jeg har til fælles med alle andre.

 

AMEN

 




senest redigeret: onsdag 01-jan-20 18:57:47