Prædiken til 13. s. e. trinitatis, holdt i Vestervang kirke den 28. august 2021

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: DDS 754 Se nu stiger solen; 684 O Jesus, du al nådens væld; 691 Loven er et helligt bud; 27 du gav os efter dit behag; 192/kun vers 7; 366 Nogen må våge i verdens nat.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« AMEN 

(Lukasevangeliet 10,23-37)

 

Kære menighed!

 

Den 11. september er det 20 år siden det forfærdelige terrorangreb i New York i 2001 fandt sted.

Derfor ville USA trække sig ud af Afghanistan inden den 11. september i år, og de allersidste regulære danske styrker forlod Afghanistan den 22. juni – efter 20 års krig og 43 døde danske soldater.

Vi troede, at det med Vestens soldater og penge etablerede styre i Afghanistans hovedstad Kabul kunne holde stand længe endnu mod Taliban, men det faldt sammen som et korthus i blæst.               

For forrige søndag rykkede Taliban ind i Kabul, og vi har i nyhederne de sidste to uger set vesterlændinge og afghanske medarbejdere blive evakueret under kaotiske og hjerteskærende forhold. 

 

Vi ved endnu ikke, om det nye styre i Afghanistan bliver lige så barbarisk som sidste gang de fanatiske fundamentalister i Taliban sad ved magten og indførte sharialovgivning med alt, hvad det indebærer, inkl. barbariske henrettelsesmetoder for f.eks. utroskab.

Men efter en selvmordsbomber i torsdags ved lufthavnen i Kabul tog 13 amerikanske soldater og mange flere civile afghanere med sig i døden, står det klart, at Islamisk Stat endnu opererer i Afghanistan.

 

Derfor spørger mange i disse dage, om det var prisen værd at kæmpe så mange år i dette fjerne land for vestlige værdier eller lov og orden, når det hele faldt sammen på et øjeblik, og hvis terrortruslen mod Vesten, som i 2001 var krigens anledning, ikke engang er blevet elimineret.

Tilsvarende smertefulde spørgsmål har vi måttet stille efter krigene i Irak og Syrien, og om der kan findes et overbevisende fælles svar på disse svære moralske og politiske spørgsmål, det må eksperterne og især fremtidens historikere vurdere.

 

Men vi skal ifølge dagens evangelium passe på med at definere, hvem vi burde have hjulpet, og især hvem vi fremover skal forsøge at hjælpe.

For det er vel præcist, hvad den lovkyndige i dagens evangelium gerne vil vide.

 

Den lovkyndige ved, at man ifølge Det gamle Testamente skal elske både Gud og sin næste.

Men hvem er min næste?

Tja, for Jesus omfatter næsten ethvert menneske, selv vores fjender . . .

Men vi kan indlysende ikke elske alle og enhver, endsige altid elske vores fjender.

Derfor advarer Jesus os med sin berømte lignelse om den barmhjertige samaritaner mod at tro, at vi på forhånd kan vide, hvem vi skal hjælpe. 

 

Den lovkyndige ville retfærdiggøre sig selv, hører vi.

For hvis jeg spørger, som han gør -"hvem er så min næste?" - så retfærdiggør jeg mig selv i den forstand, at jeg forsøger at skabe en slags helle, hvor jeg i forvejen ved, hvad der er min ret og min forpligtelse.

Så skaber jeg mig en slags skal i form af et regelsæt, hvor jeg kan være tryg og have god samvittighed.

Men næsten er ikke en gruppe, som jeg på den måde kan definere og afgrænse.

 

Derfor fortæller Jesus ikke en lignelse om, at adel altid forpligter, eller om en jævn, men ædel jødisk mand, som så en foragtet samaritaner i nød og i modsætning til præsten og præstemedhjælperen hjalp staklen.

Nej, Jesus fortæller en lignelse om en af Jesus’ tilhørere og jødiske landsmænd foragtet og hadet samaritaner, som helt uventet hjalp en jøde i nød og fuldstændig for egen regning og risiko.

 

Samaritaneren så den overfaldne mand, men han spurgte ikke sig selv, om han var moralsk forpligtet på at hjælpe ham eller i hvilken grad.

Samaritaneren gik ikke heller ikke op til samaritanernes helligsted på Garizimbjerget og spurgte præster og lovkyndige dér til råds, om man skulle hjælpe en jøde, samaritanernes fjende, eller om fælleskassen måske kunne træde til og refundere hans udgifter til forplejning af den tilskadekomne.

Samaritaneren stillede sig ikke det spørgsmål, om han ikke udsatte sig selv for en urimelig risiko ved at hjælpe en fremmed i et farligt bjergområde, som var fuld af voldelige banditter.  

Samaritaneren hjalp simpelthen den overfaldne med den hjælp, som den nødstedte havde behov for, uden at tænke på, hvad der var hans ret og pligt.

 

Lignelsens pointe er derfor ikke, at vi skal hjælpe alle og enhver.

Derfor spørger Jesus til sidst heller ikke den lovkyndige, hvem der var samaritanerens næste.

Han spørger derimod højest overraskende den lovkyndige: ”Hvem synes du var en næste for ham, som faldt i røverens hænder?”

 

Det er dette spørgsmål, som lignelsen stiller til enhver af os: Hvem er vi selv en næste for?

Altså: Hvem hjælper vi? Ikke: Hvem skal vi hjælpe?!

For vi kan ikke vide det på forhånd!!

Næstekærlighed er ikke et juridisk spørgsmål, som om man på forhånd kan bestemme, hvem man skal hjælpe, og med hvad man skal hjælpe.

Næstekærlighed er et moralsk og religiøst bud, som vi hver især stilles overfor i den konkrete situation.

 

Den lovkyndige stillede oprindeligt sit spørgsmål ud fra den rethaveriskes overlegne, selvtilfredse situation: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”

Men ved at forandre spørgsmålet tvinger Jesus ham til at give slip på den juridiske tankegang og i stedet for med fantasi forsøge at sætte sig i den nødstedtes sted:

Hvis du selv lå der blodig og forslået i grøften, hvem ville du så gerne hjælpes af? 

Ville du i den situation så ikke tage imod hjælp af selv den forkerte, den urene, den vantro, af selv din fjende?

Og hvis du gerne ville det, så er det vel heller ikke relevant på forhånd at vide, hvem du skal hjælpe.

Så skal du i stedet for se nærmere på dig selv og dit eget liv.

 

Og hvad dette indebærer dæmrer måske for den lovkyndige til sidst:

”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, som faldt i røvernes hænder?”, spørger Jesus ham.

”Han, som viste ham barmhjertighed”, svarer den lovkyndige.

Den græske vending lyder ordret: ”Han, som gjorde det barmhjertige med ham”.

For det at vise barmhjertig er at gøre noget godt sammen med andre – det er ikke bare at gøre noget godt imod andre eller for andre for selv at være god og blive belønnet med f.eks. evigt liv.

Derfor er det at være barmhjertig i Jesu forstand det samme som at udøve medlidenhed, som vi prægnant siger på dansk og mange andre moderne europæiske sprog. Det er at lide sammen med den lidende, og dvs.: det er at gøre sig selv sårbar og løbe den risiko for tab og nederlag, som den sande godhed altid løber.

 

Samaritaneren udsatte sig selv for en indlysende risiko, da han stoppede op. Han løftede den overfaldne mand og risikerede selv at blive blodig. Han satte ham på sit æsel og gik selv ved siden af. Han betalte af egen lomme for den ulykkelige mands rekreations-ophold på hotellet. 

Han gjorde alt dette velvidende, at han måske selv ville blive overfaldet, og måske aldrig ville få tak for sin indsats, og måske endda blive mødt med utaknemmelighed eller latterliggørelse eller had, fordi han havde hjulpet den forkerte.

 

Og Jesus’ lignelse siger, at vi alle er kaldet til at være en næste for en anden.

Ja, at selv min værste fjende kan blive en næste for mig og jeg for ham.

 

Derfor er den kristne næstekærlighed altid en farlig og for vores stolthed ofte ydmygende ting at indlade sig på.

Derfor går vi alle på samme farlige og uoverskuelige vej, som den der førte fra Jerusalem til Jeriko.

Derfor er vi dybest set i samme båd - såvel præsten og levitten, som gik forbi den nødstedte, som den nødstedte selv og den fremmede samaritaner, som hjalp ham.

For kærligheden har altid en pris, og man risikerer altid, at man enten svigter eller lider nederlag.

 

Derfor kan vi dybest set kun udleve den næstekærlighed, som Jesus kalder os til, hvis vi med hele den gamle kirke forstår, at den overfaldne, hjælpeløse, halvdøde mand i grøften er et billede på enhver af os – og at samaritaneren er et billede på Kristus, som kommer til os og siger, at vi aldrig er alene i vores hjælpeløshed, i tabet og nederlaget.

At han kommer til os netop i lidelsen og nederlagets time, og skænker os en ny begyndelse. 

For det er jo dette, som korset betyder: At der altid er en grænse for vores kærlighed, men ikke for Guds kærlighed.

 

Den svenske forfatter og dramatiker Jonas Gardell skrev i 2009 en god, om end forvirret bog, som hedder ”Om Jesus”.

Bogen slutter med en lang rablende trosbekendelse, som er patetisk og sær, men også gribende, og jeg vil gerne slutte med et uddrag deraf. 

For jeg synes, at det er ord, som vi måske har særligt brug for at høre netop i disse dage, hvor vi smerteligt må se i øjnene, at den langvarige, blodige krig mod IS og anden islamistisk terrorisme desværre ikke endte, sådan som vi håbede på.

 

Jonas Gardell skriver: ”Når et menneske har det svært, og når der ikke er nogen, har jeg et barnligt behov for at måtte tro, at der alligevel findes en, som er der. Hele tiden. Altid.

Også når det værste sker, er han der. I flyvemaskinen som brasede ind i World Trade Center den 11. september 2001, hvor mennesker blev sprængt i tusinde stykker . . . 

Jeg tror virkelig, at Gud var med i den flyvemaskine . . . 

Fra de brændende skyskrabere kastede mennesker sig ud for at komme bort fra den voldsomme hede og ild. Jeg tror Gud var den, som tog imod dem, da de faldt.

Mørket møder du aldrig i ensomhed. Det er det jeg tror.”

 

Og så fortæller Jonas Gardell også om tragedier i sit eget liv: 

Hvordan han blev misbrugt seksuelt af en ældre mand som 14-årig, og hvordan hans bror året efter døde på en sommerlejr af en overdosis amfetamin.

 

Han fortæller, hvordan han igen og igen må synge et vers, som de altid sang i hans barndoms glade baptistkirke, selv om han har mistet sin barnetro og ved, at det på mange kan virke banalt: ”Ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud ved det. Ikke en sjæl går til døden uden hans kærlighed”, sang de.

 

Og Gardell fortæller om røveren på korset, der hang ved siden af Jesus og bad Ham: ”Herre tænk på mig, når du kommer i dit rige. ” Og Jesus der svarede:  ”Allerede i dag skal du være med mig i paradis”. Her findes der, siger Gardell, ikke nogen tvivl. Ikke noget forbehold. ”Jesus siger ikke: Lad os håbe det går godt. Han siger ikke: Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt. Han siger: Du er med.”

 

Og til sidst lyder det: 

”Dette, min ven, er ikke det endelige. Det er begyndelsen. Du er ikke dømt. Du vil glemme dine nederlag. De findes ikke mere. Som efter regn. En verden Gud Herren har vasket ren.

Dette er hvad evangeliet handler om. Tro på budskabet. Gud er kærlighed. Vær ikke bange. Du er ikke en fange. Du er fri.”  

 

AMEN

 

Henvisninger: 

Jonas Gardell, Om Jesus, dansk udg. 2011, s. 350-53 (den svenske 1. udg. med samme titel kom i 2009)