Prædiken til 11. s. e. trinitatis, holdt i Vestervang kirke den 15. august 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 756 Nu gløder øst i morgenskær; 42 I underværkers land jeg bor; 523 Min nåde er dig nok; 655 Er du modfalden, kære ven; 192/kun vers 7; 656 Ængstede hjerte.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« AMEN

(Lukasevangeliet 18,9-14)

 

Kære menighed!

 

Forleden nat havde jeg en drøm. En stærk og interessant drøm. Det frustrerende er bare, at jeg ikke kan huske og fortælle jer, hvad den handlede om. Men idet jeg vågnede, fornemmede jeg et glimt af noget, der var dybt meningsfuldt og sandt. Og så var drømmen pludselig væk. Den fortonede sig og gled ud af min bevidsthed. 

Sådan begynder den engelske teolog Tom Wright en fin bog om kristendommen. ”Simply Christian”, hedder den, ”Kristen, simpelthen”.

 

Det handler om en længsel eller en lidenskab, som Tom Wright mener, at mennesker til alle tider og på alle steder har haft. Og vores længsel efter retfærdighed ligner ofte en sådan drøm, siger Wright. 

 

I et glimt fornemmer vi en anderledes verden. 

Det føles som et ekko af stemme, der roligt og overbevisende har talt til os om en verden uden svinestreger, naturkatastrofer eller mennesker på flugt over havet i små usikre fartøjer. 

En verden hvor ting er, som de burde være. 

En verden fuld skønhed, ægte fælleskaber og udfoldelsesmuligheder for alle. 

Og har vi ikke alle har haft en sådan drøm?

 

Da vi vågnede, så ønskede vi måske at drømme videre for at høre stemmen igen, men vi har kun ekkoet, og når vi først er vågne, er vi ofte tilbøjelige til at tro dem, som afviser det hele som en naiv drøm. 

Men ekkoet er der stadigvæk og giver om dagen genlyd i vores bevidsthed og underbevidsthed.

 

Vi kan selvfølgelig afvise det som en naiv og endda farlig illusion. Vi kan affærdige det med, at en sådan verden, hvor retfærdighed, fællesskab og skønhed hersker, slet ikke findes, og at det er farligt at bilde sig det ind. Fordi vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Fordi menneskers forsøg på at skabe et paradis på jord så ofte er endt i katastrofer. 

Men hvis vi gør det, så gør vi os selv til kynikere, og overlader verden til dem, som kun forstår livet som et magtspil, som en alles kamp mod alle.

 

Vi kan også sige, at det er en verden, som vi med god grund kan drømme om i lykkelige stunder, da den måske engang vil blive realiseret et andet og bedre sted, i paradis eller himlen, men som desværre ikke har meget at gøre med vores nuværende liv på jorden. Hvilket også er en slags moralsk falliterklæring.   

 

Men der er også den tredje mulighed, siger Tom Wright. Nemlig at vi har sådanne drømme, fordi der rent faktisk er en, som taler til vores fantasi og inderste længsel – eller ligesom hvisker til os.

En der bekymrer sig om os og har skabt denne verden med et formål for øje og har en plan for, hvordan formålet skal realiseres.

 

Og det er dette sidste svar, som jødedom, islam og kristendom er fælles om, alle forskelle til trods, hævder Tom Wright videre. Gud har skabt verden med en indbygget lidenskab efter retfærdighed, fællesskab og skønhed. Fordi det er Hans lidenskab. 

 

 

Når vi hører dagens evangelium om farisæeren og tolderen i templet, så er det måske også den lidenskab, der driver farisæeren. Han gør i hvert fald sit for at gøre drømmen til virkelighed. For han er tydeligvis en idealist, som gør meget mere, end han skal. Han faster to gange om ugen, dvs. mere end der var krav om for datidens jøder. Han betaler tiende af hele sin indtægt. Hvilket også er mere, end der var krav om. 

 

Så farisæeren gør noget for andre og for at gøre verden til et bedre sted. I modsætning til tolderen der er gået i tjeneste for besættelsesmagten - for romerne - og lever af at snyde, bedrage og udnytte andre – ikke mindst de fattige. 

Men alligevel er farisæren ikke den, der går retfærdig hjem, siges det. Hvorfor? 

 

Tja, det indlysende svar er, at farisæeren i virkeligheden er en selvoptaget kærlighedsløs hykler, som kun gør, hvad han gør, for at hævde sig på andres bekostning.  

Men problemet med det svar er bare, at så hører vi nok ikke længere lignelsen, som Jesus’ tilhørere gjorde – dvs. som en provokerende og tankevækkende historie om os selv. For Jesus fortalte oprindeligt jo sin lignelse til nogle af farisæerne, som var hans tids elitejøder, og som var stolte over deres lands religiøse traditioner, og vogtede så nidkært og pedantisk over dem, at de til tider glemte, hvad der var lovens ånd til fordel for dens bogstav og følte sig bedre end alle andre. Han fortalte den til folk, der som en selvfølge gik ud fra, at farisæeren var helten – og på hvem det derfor må have virket som en syngende lussing, at det ikke var ham, der gjorde sig umage for at være bedre end gennemsnittet, men tolderen, den foragtede landsforræder, udnytter og nasserøv, som gik retfærdig hjem.

 

Ha, så fik de religiøse moralister den at tygge på, tænker vi sikkert alle uvilkårligt.

Men hvis vi på den måde er for hurtige til at dømme farisæeren ude, så viser det bare, at vi selv har glemt det ekko, som farisæeren hørte, den drøm om en retfærdig verden, som han også havde. Og ved bare at afvise ham som en hykler, så kan vi selv slippe for at gøre os lige så meget umage som han gjorde, og bliver det hele så ikke lige lovlig let for os? Glemmer vi så ikke, at man kan hykle på mange måder? 

 

Man kan hykle om sin egen religionsdyrkelse eller godhed og fortræffelighed. 

Men man kan med det Aksel Sandemose kaldte for janteloven også gøre sig til af det modsatte, af at man ikke skiller sig ud, af at man ikke tror, at man kan gøre en forskel eller har en særlig rolle at spille i livet. 

 

Hvorfor går farisæeren ikke hjem som retfærdig?

Vi kan ikke nøjes med sige, at det skyldes, at han hyklede. I hvert fald ikke uden at risikere at gøre os bedre end ham ligesom han gjorde sig bedre end tolderen og på en billig baggrund. Vi der måske ikke engang anstrenger os så lidenskabeligt, som han gjorde, for at være et godt menneske.

 

Så kære menighed, må vi ikke snarere sige, at farisæerens - og vort eget - problem ikke er, at han drømmer om en bedre verden og prøver at leve op til sin drøm. Men at han ikke drømmer storslået og dristigt nok – at hans lidenskab er for lille? 

Han drømmer for småt og glemmer, at Guds lidenskab omfatter hele verden og også det fortabte, det mislykkede.  Farisæeren glemmer, at Guds retfærdighed er større end menneskers retfærdighed, som er den retfærdighed, som siger, at enhver skal have det, som han eller hun har fortjent. At Guds retfærdighed er anderledes. For Gud giver os ikke, hvad vi har fortjent. Men hvad vi har brug for: Vore synders forladelse og Hans velsignelse.

 

Farisæeren glemmer, hvad den kærlige aldrig må glemme, men altid må forudsætte: At tolderen – at enhver - kan være mere, end det han ser ud til at være. At Gud måske har nedlagt noget godt i ham, selvom hverken farisæeren eller tolderen selv kan se det. Noget som tolderen engang skal blive til.

 

Og det er vel, hvad tolderen selv fornemmede i et svimlende, men også smertefuldt øjeblik: at der i Guds rige er muligheder – også dér hvor vores er udtømte. At der hos Gud måske også var plads til en som ham, som slet ikke havde fortjent det. 

 

Derfor gik tolderen op til templet, selvom han vidste, at folk ville sige, at han ikke havde noget at gøre dér, og at han i grunden måtte give dem ret, hvis han kun skulle lytte til sin forstand og ikke til sit hjertes længsel.

Derfor stillede han sig på et afsides sted i templet for ikke at vække opsigt.

”Gud var mig synder nådig”, bad tolderen, og slog sig brystet som et udtryk for sin sorg og fortvivlelse.

Det ord som oversættes med ”at være nådig”, er det græske ord ”hiláskomai”, som egentlig betyder "at sone". Og ordet har også den tekniske betydning at fjerne skyld ved et stedfortrædende offer. 

 

Farisæeren og tolderen var sikkert gået op for at bede ved en af de to daglige ofringer i templet, og tolderens bøn kan også oversættes således:

"Gud, lad (også) offeret gælde for mig." 

På den måde peger tolderens ord hemmelighedsfuldt på Kristus, som det offer der soner skyld og bærer verdens synd.

Tolderen har ikke selv noget at byde på. Derfor beder han om, at Gud vil bringe det offer, som han ikke selv kan bringe i form af farisæerens gode gerninger. 

 

For Jesus’ tilhørere den dag måtte det være uforståeligt, at tolderen kunne gå retfærdig hjem fra templet uden først at have lagt kursen om og bevist sin gode vilje i praksis. 

Og det havde nok været endnu mere uforståeligt for tolderen, men vi hører jo heller ikke om, at han selv bliver klar over, at han går retfærdig hjem.

Det er nemlig en lignelse, som Jesus fortæller, og den handler derfor også om os selv og om vores gudstjeneste.

 

For vi er ikke kommet herhen i vores tempel for at fortælle, hvad vi har gjort af godt. 

Vi kommer for at få at vide, at vi er elskede – ikke på grund af hvad vi har gjort, men på trods af det – for at få vores synders forladelse og Guds velsignelse.

Vi kommer for at få del i alterets hellige sakramente, og kan i dag for første gang i lang tid endda gøre det helt uden coronarestriktioner. 

Vi kommer for at få del i Kristus – i hans legeme og blod – død og opstandelse - glæde og sorg – i hele hans liv og lidenskab. 

Og måske vi netop af den grund kan få kraft eller overskud til at gøre, hvad vi ikke selv kan gøre bare ved at tage os sammen eller moralisere.

 

Det kan vi i hvert fald bede en bøn om her i dag. Lidenskabeligt – eller inderligt. Forhåbentligt.

For Gud har skabt verden med en indbygget lidenskab efter retfærdighed, efter det sande, det gode og det skønne. Fordi det også er Hans lidenskab. Og i Kristus bliver drømmen til virkelighed. I ham hører vi ikke bare et svagt ekko, men en klar tale med en menneskelig stemme, der taler med ord, som ikke bare taler om retfærdighed, sandhed, godhed og skønhed som en smuk, men fjern eller uopnåelig drøm. Men med ord som selv rummer, selv er retfærdige sande, gode og skønne og derfor kan forandre os. 

 

 

Og når Kristus i Fadervor har lært os at bede: ”ske din vilje som i himlen således også på jorden”; så betyder det, at Guds lidenskab også skal blive vores.

 

Derfor beder vi altid, før vi går til alters og samles om Herrens bord:

Opstandne Herre og frelser,

du, som selv er til stede iblandt os

med al din kærligheds rigdom!

Giv os at modtage dit legeme og blod

til din ihukommelse

og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse.

Rens os fra synd,

og styrk os i det indre menneske,

at du må bo ved troen i vores hjerter.

Gør os faste i det evige livs håb.

Giv os at vokse i kærligheden,

for at vi med alle dine troende må blive ét i dig,

ligesom du er et med Faderen. 

 

AMEN

 

Henvisninger:

Tak til min ven Anders Lundbeck Rasmussen, valgmenighedspræst i Kerteminde, for hjælp til prædikenen. 

Den engelske professor og forh. biskop i den engelske kirke, N.T. eller Tom Wright, har været den vel mest nytænkende og indflydelsesrige bibelforsker de sidste 30 år, og har foruden sine mange videnskabelige studier i Det nye testamente (under navnet N.T. Wright) skrevet en mængde folkelige bøger om kristendommen (under navnet Tom Wright). De er til at forstå, originale, skrevet med humor og lidenskab og værd at læse selv dér (eller måske netop dér), hvor man som lutheraner i en dansk folkekirkelig tradition måske har sine forbehold overfor N.T. alias Tom Wrights synspunkter. Flere af disse bøger er blevet oversat til svensk, og de kan alle varmt anbefales:

Simply Christian (1. eng. udg. 2006) // Helt enkelt kristen: Förnuftige skäl at tro (Libris Förlag 2014).

Simply Jesus: A New Vision of Who He Was, What He Did, and Why He Matters (1. eng. udg. 2011) // Jesus helt enkelt: En ny bild av vem han var, vad han gjorde och hur det förändrar allt (Libris Förlag 2013).

Surprised by Hope (1. eng. udg. 2007) // Ännu bättre (hoppet om himlen med nya ögon) (Libris Förlag 2017).

The Day the Revolution Began: The Meaning af Jesus's Crucifixion (1. eng. udg. 2016) // Dagen då revolutionen började: Jesus korsfästelse är mer omvälvande än vi någonsin förstått (Libris Förlag 2017).

Det bør også nævnes, at det akademiske, men alligevel forholdsvis letlæste danske teologiske tidsskrift "Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke", som kan anbefales alle teologisk interesserede, i 2009 viede et helt temanummer til at præsentere og diskutere N.T. eller Tom Wrights teologi og forfatterskab på dansk. Det kan læses her:

DTTK_2009_04 (1)