Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2021


Prædiken til 8. s. e. trinitatis 2021, holdt i Vestervang kirke den 25. juli 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard. 

 

Salmer: 392 Himlene Herre; 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes; 289 Nu bede vi den Helligånd; 320 Midt iblandt os er Guds rige; 192/vers 7; 399 Klokken slår.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« AMEN (Matthæusevangeliet 7,15-21)

 

Kære menighed!

 

I morgen tager jeg på to ugers sommerferie.

Hvilket måske er grunden til, at jeg kom i tanke om en latinsk prædikensamling, som en franciskanermunk skrev i middelalderen, og kaldte ”Sov sødt” eller på latin: "Dormi secure".

Den underlige titel forklares af bogens omstændelige undertitel: ”Prædikener til alle årets helligdage, som er særdeles nyttige for det guddommelige ords forkyndere, og som kaldes for sov sødt eller sov uden bekymring, fordi de uden store studier og uden meget arbejde kan forstås af enhver halvlærd og prædikes for folket." 

 

Som det fremgår af denne titel, var der åbenbart også dengang mange præster, som kendte til det fænomen, som min kone ofte med en overbærende hovedrysten kalder for min lørdagsfortvivlelse. For bogen ramte et stort marked. Da bogtrykkerkunsten blev opfundet 50 år efter ”Sov sødt” blev skrevet, kom den i mere end 30 oplag. Selv om vores reformator, Martin Luther, karakteriserede den som æselmøg, opfundet af Djævelen.

 

Titelbladet til et tryk fra 1523 af Johannes de Verdenas (død 1437) "Sov sødt".

 

Sov sødt!

Det var selvfølgelig præsten, som skulle sove sødt natten til søndag, og ikke menigheden, der skulle sove længe søndag morgen eller under præstens prædiken.

Men måske vi alle er begyndt at sove for sødt og ikke kun søndag morgen i kirken.

 

Sådan tænker måske de 1000 mennesker fra det såkaldt kirkelige Danmark, deriblandt fire biskopper, som i onsdags i Politiken og Kristeligt Dagblad offentliggjorde et særdeles skarpt brev til regering og folketing.

 

Brevets mange underskrivere er oprørte over, at regeringen vil sende flygtninge tilbage til Syrien, og siger, at regering og folketing giver efter for racisme og tidens fremmedfjendtlige strømninger.

De skriver, at det er lige så slemt, som da den danske regering i 1930erne sendte jødiske flygtninge tilbage til Nazityskland, og advarer mod historiens dom:

”Skal Danmark i fortællingerne blive den nation, der lukkede grænserne, slukkede håbet og viste dødens ligegyldige tavshed? . . .  Lad os leve og handle, så vores børn og børnebørn tør huske og fortælle om det. Vi håber, at regering og folketing vil besinde sig på det værdigrundlag, vi har opbygget ”det Danmark, vi kender” på."

Sådan slutter dette brev, som altså bl.a. 4 biskopper skriver under på.

 

Jeg forstår godt brevets anliggende . . .

Men jeg forstår også den undren over og kritik af dette brev, som flere de sidste dage har givet udtryk for.      

”Det er historieløst og respektløst over for Holocausts ofre at sammenligne vores politik med de forbrydelser, som jøderne blev udsat for under Anden Verdens krig”, sagde Socialdemokratiets integrationsordfører Rasmus Stoklund.

Vi har et generøst asylsystem med god retssikkerhed, og hvis man har behov for beskyttelse, får man det også i Danmark, sagde han også. 

Det er argumenterne, som er væsentlige for mig, tilføjede Rasmus Stoklund, og ikke om brevet er sendt fra 1000 kirkefolk eller 1000 skorstensfejere.

 

Ja, kære menighed!

Dette brev rejser moralske og politiske og kirkelige spørgsmål, som vi sikkert har forskellige meninger om.

De 1000 underskrivere taler ud af deres samvittighed og har selvfølgelig ret dertil. 

Men selv om f.eks. vores egen nye biskop understreger, at han med sin underskrift på brevet ikke taler på kirkens vegne, og at han aldrig ville tale sådan fra sin prædikestol, så er brevet for mig at se alligevel det samme som at politisere folkekirken. 

Hvordan kan det være anderledes, når et sådant brev sendes af 1000 mennesker, som selv fremhæver, at hvad der motiverer dem, er deres kirkelige engagement?

 

Vi skal som kristne kendes på vores frugter, siger Jesus i dagens evangelium.

Men vi skal også huske på, at han tidligere i samme tale – i sin store Bjergprædiken - meget stærkt advarer os mod dømmesyge og byder os at elske selv vores fjender.

 

De falske profeter ligner de rigtige profeter til forveksling, siger Jesus også. 

Derfor skal vi også vide, at man som kristen kan have alle de rigtige meninger og gøre de rigtige ting, men uden at der er sandhed eller ånd i det.

Derfor kan vi kritisere hinanden, men ikke dømme nogen ude som falsk profet, for frugterne, som vi alle skal dømmes på, kender vi måske ikke endnu.

Vi ved bare, at de kommer for en dag, før eller siden.

 

Jesu advarsel i dagens tekst må derfor forurolige enhver, som virkelig lytter til dem.

Forkynder vi sandheden – altså Kristus - eller svigter vi i ord eller handling?

”Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden”, siger Jesus.

Det er barske ord, og det er præcist det samme, som Johannes Døberen forkyndte.

Men til sidst i dagens evangelium antydes, hvorfor Jesus engang sagde, at Døberen var den største blandt mennesker, men den mindste i Guds rige:

”Ikke enhver, som siger Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske Faders vilje”.

 

Vi har lært Gud at kende som den, som ikke kun kræver, at vi lever moralsk rigtigt, og dømmer os derefter, men som Jesu himmelske Fader, som vi sammen kan bede til:

”Komme dit rige, ske din vilje, som i himlen, således også på jorden . . . og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.” 

Derfor skal vi som kristne passe på med at slå andre oven i hovedet med de meninger, som vi selv synes er de rette og nødvendige. Vi skal som kirke snarere offentligt bede for såvel flygtningene som for vores myndigheder og politikere – for at de med ansvar må træffe de rette beslutninger.

 

Jeg ser kirkefolkenes brev i denne uge som udtryk for en aktivistisk tendens i folkekirken, hvor man får det indtryk, at det slet ikke er så vigtigt at forkynde Kristus som at inspirere til et moralsk bedre liv.

Men man risikerer på denne måde at politisere kirken og gøre den til en uforpligtende meningsmaskine uden virkelig saft og kraft til at forandre folks liv. 

Og troen er ikke et sæt af de rigtige meninger om Gud eller f.eks. de syriske flygtninge, som vores ateistiske nabo ikke har, og som vi må skrive under på for at blive frelst eller have god samvittighed.

Tro er et levende fællesskab med Gud, dvs. erfaringen af, at Gud drager os ind i et levende fællesskab med sig selv ved hjælp af sit ord og sine sakramenter - på trods af alt hvad der skiller os fra Ham og hinanden.

Det fællesskab sætter altid frugt, og ellers er det ikke til. Det kender vi fra vores egne personlige forhold. For det giver ingen mening at tale om et personligt fællesskab, som ikke er givende og forpligtende.

 

Troens fællesskab med Gud betyder ikke, at man ikke længere mærker samvittighedens anklage i sit indre – at Gud ikke dagligt fælder dom i vore hjerter, og fortæller os, hvad som er rigtigt og forkert.

Hvis vi ikke længere kan høre den stemme, så er vi sandsynligvis ved at miste det levende fællesskab med Gud, som er troens liv.

Det fællesskab hvor vi dag for dag ligesom tvinges til at besinde os og lægge dårlige vaner bag os.

Hvor samvittigheden driver os til at gøre godt, men aldrig får lov til at blive tyrannisk og enerådende, fordi den så så at sige sættes på plads af troen eller erfaringen af, at Gud bærer over med de fejl og mangler, som vi alle har.

For fællesskabet med ham er ikke noget, som vi har købt eller byttet os til ved at have bestemte meninger eller gøre bestemte ting, men skyldes Guds nåde og barmhjertighed.  

 

Det fortælles et sted i evangelierne, at disciplene en nat er ude i en lille båd i voldsom sø. Bølgerne slår ind over rælingen, og båden synes at gå under.  

Men Jesus ligger helt uanfægtet i forstavnen og sover sødt, indtil disciplene vækker ham. De er bange for, at de ikke kan klare den voldsomme storm, men han rejser sig bare op og siger: Hvorfor er I bange I lidettroende – og får havet til at lægge sig.

Det er et billede på den fred, som troen vil skænke. Den fred der ikke er en fred for verdens store moralske udfordringer, men er en indre fred eller ro i sindet. Den fred der gør, at vi måske kan fatte store beslutninger og vove skindet – at vi kan engagere os i denne verden og skille os efter politiske anskuelser - men uden at frakende hinanden al ret og hæderlighed.

 

Vi kan miste det fællesskab med Gud, den fred eller kraft som det giver. Ligesom det kan ske, at mennesker kan glide fra hinanden, hvis man f.eks. holder op med at tale sammen eller interessere sig for hinanden.

Men hvis det sker, så nytter det ikke at tage temperaturen på sin tro. 

Eller søge ydre beviser for at den er sand.

 

Det bringer Jakob Knudsen et overbevisende billede på i et foredrag, hvor han netop på denne måde har talt om troen som et fællesskab med Gud og om forholdet mellem tro og moral.

Hvis to mennesker er blevet i tvivl om hinandens kærlighed, så nytter det ikke noget, at A forsøger at bevise sin kærlighed til B eller argumentere for, at der ikke er noget i vejen med forholdet. Det hjælper ikke. Det eneste, der hjælper, er, at de kaster sig i hinandens arme, og taler fortroligt med hinanden.

Sådan, siger Jakob Knudsen, må et menneske, der tvivler om troen også i bønnen kaste sig ind i Guds favn, som Kristus har givet os både lov til og evne til at gøre i Hans navn.

For det er Ham, og ikke os, som er det gode træ. 

Og: ”Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter”. Ligesom et dårligt træ heller ikke kan bære gode frugter.

 

”Jeg er vintræet. I er grenene og skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger Jesus et andet sted.

Det er det træ, som vi blev podet ind på, da vi blev døbt.

Det må vi holde os til, og så huske på, at træet ikke altid giver frugt, men først når tiden er inde.

For så kan vi måske også sove sødt og samle kræfter indtil da – også selv om præsten prædiker.

Ja, jeg tror faktisk, at det er mest passende, at vi i dag, slutter prædikenen af ved sammen at nynne det sidste vers af Grundtvigs dåbssalme. 

Så hvis I ikke allerede sover, så tak om I hjælper til:

 

Sov sødt barn lille!

Lig rolig og stille,

og nyn på det navn

med nåden i favn,

al jorden til salighed givet!

Nyn: Jesus er min,

så favr og så fin,

min Jesus er lyset og livet!

 

AMEN

 

Henvisninger:

Jakob Knudsen, Moral og Kristentro, tryk i sammes: Kristelige Foredrag og andre afhandlinger, Gyldendal 1956 (1. udg. 1933), s. 65-74.




senest redigeret: onsdag 01-jan-20 18:57:47