Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2021


Prædiken til 7. s. e. trinitatis, holdt i Vestervang kirke den 18 juli 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 743 Nu rinder solen op; 300 Kom Sandheds Ånd! Og vidne giv; 490 O søde Gud, din kærlighed; 506 Hjerte, lad dig ej indbilde; 472 O Jesus, søde Jesus dig; 208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« AMEN (Lukasevangeliet 19,1-10)

 

Kære menighed!

 

Hvis I i denne varme sommer tager på udflugt til Gilleleje, så tag også til Gilbjerg Hoved, lige vest for fiske- og feriebyen. Dér finder I et fantastisk smukt landskab med en helt forrygende udsigt over Kattegat fra klinten, 30 meter over havets overflade.

 

Søren Kierkegaard tog dertil den 17. juni 1835 og blev i Gilleleje til den 24. august.

Han var kun 22 år og alene på sommerferie og gik dagligt lange ture ud til Gilbjerg Hoved, hvor han tænkte over sit liv, og hvad han skulle bruge det til.

Derfor er der i dag en mindesten for Søren Kierkegaard på Gilbjerg Hoved med nogle berømte ord, som den unge mand skrev under opholdet:

"Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee?"

 

Ja, hvad er sandhed, og hvad vil det sige at leve sandt?

Sådanne tanker gjorde overtolderen Zakæus i Jeriko, som vi hører om i dagens tekst, sig måske også.

Der må jo have været en eller anden grund til, at den lille mand gerne ville se Jesus og med fare for at blive til grin løb i forvejen og endda kravlede op i et træ.

 

Navnet Zakæus betyder den retfærdige, og måske han længtes efter et andet og mere retfærdigt liv end den tilværelse som overtolder eller chef i datidens skattevæsen, som i en stor grænse- og handelsby som Jeriko gav Zakæus store indkomster, men også gjorde ham til en foragtet og af mange hadet mand.

 

Måske tænkte Zakæus, at Jesus havde en smuk og ædel ide, som kunne give ham mere mening i livet end al hans rigdom.

Ja, måske . . .  eller måske var Zakæus bare nysgerrig efter at se giraffen, den omvandrende rabbi fra Galilæa, som alle talte om.

Måske Zakæus placerede sig oppe i træet, fordi han ikke gad, eller måske fordi han ikke turde blande sig med den begejstrede mængde, som flokkedes om Jesus. Det sidste kan sagtens være tilfældet, for morbærfigentræet er ikke bare et højt og godt klatretræ, men har stedsegrønne tætte blade, som man let kan skjule sig i. 

 

Vi ved det ikke, men det er heller ikke afgørende, hvilke motiver, som fik Zakæus til at kravle op i træet.

Det afgørende i fortællingen er, at Jesus så Zakæus og fik ham ned på jorden igen.

Det afgørende er, at Jesus ville være gæst i Zakæus’ eget hjem, og at dette uventede møde med Jesus forandrede Zakæus og hans liv.

Hvorfor det er det afgørende i dagens evangelium, kan jeg måske forklare ved hjælp af en fremragende helt ny bog, selv om det er umuligt at yde den 400 sider tykke bog retfærdighed i en kort prædiken.

 

                              

 

Bogen er skrevet af dr.theol. Anders Kingo og har titlen ”Søren Kierkegaard og herrnhuterne. Om teologi og forkyndelse i en moderne tid”.

Anders Kingo blev i 2015 sognepræst nede i Sct. Olai og havde afskedsgudstjeneste den 27. juni.

Så vi kan ikke længere høre hans indtrængende prædikener her i byen, men til gengæld har han skænket os bogen som en slags fornem afskedsgave.

 

Jeg er næsten lettet over, at det er en afskedsgave, for Anders Kingos bog er så god, at den måske ville få jer til at skifte kirke, hvis det stadigvæk var muligt at høre forfatteren fra prædikestolen i Sct. Olai . . .

Den er godt skrevet og kan med stort udbytte læses af alle, for den er ikke kompliceret at forstå.

Men man kan alligevel bruge meget lang tid på at tilegne sig indholdet. 

Fordi Anders Kingo ved hjælp af Kierkegaards mange analyser af menneskelivet beskriver, hvordan vi på mangfoldige måder lever usandt, og hvordan det er en livslang opgave at leve livet sandt og noget, som vi alle må begynde forfra med hver eneste dag. 

Eller rettere: Hvordan kristendommen i modsætning til alle andre religioner og livsanskuelser gør dette muligt.

 

Da Kierkegaard tog til Gilleleje som 22-årig, havde han allerede læst teologi i næsten 5 år, men han havde slet ikke gjort fremskridt i studierne.                            

Han var ungdommelig skeptisk over kristendommen som lærdom eller viden, og han ville meget forståeligt hellere læse poesi end tørre teologiske lærebøger.

Han var også begyndt at frigøre sig fra den strenge fromhed i hans barndomshjem, som var præget af den såkaldte herrnhutisme, en slags vækkelseskristendom, som lagde stor vægt på, at man skulle omvende sig og fyldes af bestemte følelser.

Man skulle især fyldes af taknemlighed over Jesu død på korset i synderes sted.

 

Den religiøse stemning i hans barndomshjem på Nytorv i København forekom den unge Søren alt for indesluttet, tung og ufri, hvilket hang sammen med, at det var et hjem i dyb sorg.

Mens han var lille, døde to af Sørens søskende, men i årene 1832 til 34 døde hans mor og yderligere tre søskende. Foruden Søren var der nu kun hans 78-årige far og 30-årige storebror Peter Christian tilbage, og de to var i forvejen tungsindige religiøse gemytter.

 

Hvad skete der så den sommer i Gilleje?

Tja, der skete det, at det begyndte at dæmre for Søren Kierkegaard, at kristendommen ikke handler om at forbedre en del af mennesket, eller om at få en ny og mere rigtig viden om Gud eller føle bestemte følelser. 

Det handler om at hele mennesket skal blive forløst, eller som Jesus sagde til Nikodemus: Det drejer sig om at blive åndeligt født på ny (Joh 3,5). For hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning, som Paulus formulerede det (2 Kor 2,5).

 

”Jeg vil finde den idé, for hvilken jeg vil leve og dø”, udbrød den unge Kierkegaard i Gilleleje.

Men Gud ske tak og lov, udbryder Anders Kingo, så man næsten kan mærke hans lettelse, blev Kierkegaard indhentet af virkeligheden, inden ideen førte ham til virkelighedsfjerne egne.

 

Det dæmrede nemlig for den unge Søren Kierkegaard, når han i sin ensomhed stod på Gilbjerg Hoved og kiggede på det uendelige hav foran ham, at der er noget, som omslutter et menneske på forhånd, og som et menneske er en del af, hvad enten det vil det eller ej, og hvad det end føler eller selv ved og forstår.

Når han stod der og hørte fuglene synge deres aftenbøn, så fremsteg af grave hans afdøde kære så lyslevende, at det forekom ham, at de slet ikke var døde, og han følte sig så godt tilpas i deres midte.

Det var som om han var ude af sit legeme og svævede med dem i en større æter.

Han tænkte tilbage på sit liv og fik øje på al den smålighed og alle de dumme misforståelser, der ofte adskiller mennesker, men stedets storslåede skønhed gav ham også en åndelig indsigt - en fornemmelse af, at han med alle sine egne jordiske fejl og mangler – hans tvivl og usikkerhed - var en del af en dybere sammenhæng.

 

Eller som Kierkegaard også skrev i en lang dagbogsoptagelse fra dette sommerhold, dateret den 29. juli 1835:

”Når jeg således stod der ene og forladt, og havets magt og elementernes kamp erindrede mig om intethed, og på den anden side fuglenes sikre flugt erindrede mig om Kristi ord: ’Ikke en spurv falder til jorden uden jeres himmelske faders vilje’: da følte jeg på engang, hvor stor og hvor ringe jeg er; da havde hine to store magter: stolthed og ydmyghed venligt forenet sig. Og lykkelig er den mand, for hvem det er muligt i hvert enkelt moment af hans liv; i hvis bryst hine to faktorer [stolthed og ydmyghed] ikke blot har sluttet forlig, men rakt hverandre hånden og holdt bryllup – et giftermål, som hverken er et fornuftsgiftermål eller en mesalliance, men et i sandhed stille-bryllup, i det allerhelligste, hvor ikke mange vidner er til stede, men hvor alt foregår alene for dens øje, der alene bivånede det første bryllup i Edens Have og velsignede parret.” 

 

Og lidt længere fremme skriver han: Her ”midt i naturen, hvor mennesket, frit for livets ofte kvalme luft, ånder friere, her åbner sjælen sig frivilligt for ethvert ædelt indtryk. Her træder mennesket ud som naturens herre, men han føler også, at der i den viser sig noget højere, noget, han må bøje sig for; han føler en nødvendighed af at hengive sig til den magt, som styrer det hele.” (SKS 17; AA 6)

 

”Det er som om”, skriver Anders Kingo, "at det svagt er begyndt at dæmre for den unge Kierkegaard, at skal den kristeligt-eksistentielle opgave løftes, kan det ikke lade sig gøre med en løftestang og et punkt i denne verden. Nej, der må findes et evigt og åndeligt punkt uden for verden: Et åndeligt arkimedisk punkt”.                                                           

 

Det er så bogens grundlæggende pointe, at allerede på Søren Kierkegaards tid var dette punkt uden for verden blevet fortrængt eller glemt.

Mennesket var allerede dengang blevet moderne i den forstand, at det var begyndt kun at tage udgangspunkt i sig selv – i sin egen viden eller sin egen tvivl, i sine egne følelser og overbevisninger.

Sandheden er i den moderne verden blevet noget rent privat eller subjektivt, påpeger Anders Kingo, og mennesket må så selv skabe sig en mening med tilværelsen – f.eks. ved at finde eller vælge en ide at leve for.

 

Men skal jeg på den måde selv vælge og dermed selv stå inde for meningen med livet – skal jeg religiøst udtrykt selv vælge min Gud – så bliver Gud til en projektion af mine ønsker til tilværelsen.

Og så kan Gud være hvad som helst, som passer mig eller mine lunefulde følelser, og så overbebyrder jeg mig selv ved at guddommeliggøre mine egne ønsker og valg og meninger, og det ender før eller siden i en følelse af tomhed og meningsløshed.

Så bliver jeg et i mig selv splittet menneske, som ikke lever sandt, eller som jeg blev skabt til at leve.

 

Den absolutte mening med stort M må derfor komme til mig udefra, fra Gud, og den må komme til mig – her hvor jeg nu befinder mig.

Sådan som Kristus den dag i Jeriko kom til Zakæus.

Sådan som kristendommen den dag i dag forkynder det uforståelige paradoks, at Gud er blevet menneske og er død og opstanden for min skyld og på trods af min skyld.

 

For meningen med livet er ikke noget, som jeg selv skal finde eller vælge.

Meningen er, at jeg er fundet og valgt, og at det ikke er noget, som jeg kan takke mig selv for.

At der er en, som kalder på mig med en kærlig stemme, og kalder mig til at elske mit medmenneske.

 

Derfor blev Zakæus glad. ”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.” 

Derfor stod Zakæus frimodigt frem og sagde generøst: ”Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage”.

AMEN

 

Henvisninger:

Anders Kingo: Søren Kierkegaard og herrnhuterne. Om teologi og forkyndelse i en moderne tid, København 2021. Søren Kierkegaard-teksten og kommentaren dertil står på s. 368.

 

 

 




senest redigeret: onsdag 07-feb-24 13:20:29
Breaking news:

Kirken søger en ny kirketjener på fuld tid!



Nyheder

Tidspunkter og prædikanter








Andreas Peter Dornonville de la Cour




VI mødes næste gang tirsdag den 2. april kl. 16.00.