En billedprædiken til 4. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang kirke den 27. juni 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: DDS 755 Gud ske lov for nattero; 435 Aleneste Gud i Himmerig; 646 Som Lilliens hjerte kan holdes i grøde; 695 Nåden hun er af kongeblod; 192, men kun vers 7: Du som har dig selv mig givet; 6 Dig være mildeste Gud Fader. Motet efter prædikenen: “Where You There (When They Crucified My Lord)”.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« AMEN 

(Lukasevangeliet 6,36-42)

Kære menighed!

”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes.” 

Og: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget?”

Der er er nok ikke nogle bibelske ord, der som disse er blevet så misforstået og misbrugt i vores tid, hvor vi dyrker frisindet og tolerancen og synes, at alle skal have lov til at leve som de selv vil. For det er så let at tage dem til indtægt for sine egne synspunkter og bruge dem til at sætte folk uden for døren, som har andre holdninger, end man selv har. Og vi lever i en tid, hvor mange siger, at enhver bliver salig i sin tro, og at man selvfølgelig må leve som man vil, så længe det ikke skader andre.

Men det er jo ikke fordi, at vores tid er mindre dømmesyg eller moraliserende end generationerne før os.   

Hvis man følger med i tidens offentlig debat, så får man snarere det modsatte indtryk.

Det er som om vi dømmer hinanden og moraliserer over hinanden som aldrig før, eller i hvert fald går til hinanden i en grad og i et sprog, som man for få generationer siden i normale pæne hjem ville have opfattet som ubehøvlet primitiv, hvis ikke patologisk.

Man siger ofte, at det hænger sammen med nutidens informationsstrøm og internettet.

Fordi det er så let, måske for let, at komme til orde i dag, og fordi det er alt for uforpligtende, når man sidder og revser andre bag sin computer, hvor man til gengæld skal råbe højt for at blive hørt.

Men det hænger vel dybest set sammen med, at vi siger, at enhver bliver salig i sin tro, dvs. med tidens relativisme.

For jo færre fælles normer et samfund har, jo mere oplagt bliver det at føle sig personligt krænket, hvis andre ikke mener det samme som mig. Og desto mere oplagt bliver det at gå efter manden og ikke bolden, som man siger.

Men hov, når jeg siger sådan, så er jeg allerede selv i fuld gang med at dømme andre!

Og dømmesygen har jo nok været udbredt verden over siden syndefaldet  . . .

Da Sjællands første lutherske biskop Peder Palladius i slutningen af 1530erne drog rundt til samtlige menigheder i sit store stift for at fortælle dem om den da nye lutherske reformations betydning, så kom han da også ind på emnet. 

Det fremgår af nogle fornøjelige bemærkninger i hans berømte visitatsbog, hvor biskoppen, som længe har talt om de kirkelige fornyelser, kommer ind på det almindelige liv i de sjællandske sogne for næste 500 år siden:

”Når I kommer sammen for at drikke et krus øl over tørsten med hinanden,” formaner Palladius, ”så bagtal ikke nogen, anse enhver for god nok, sid ikke og gennemgå hele byen fra den ene ende til den anden, sådan som de ugudelige gør: Nu sidder næsen ikke i hovedet på den eller den, sådan som de kunne tænke sig den tilskåret, nu ser de en fejl ved hvert eneste menneske, selv om de ikke ved noget som helst om det. Og inden de ser sig om, er de allermest bemøget og beklikket, for den, som sidder og bagtaler en anden, han får som regel skam og skade inden han selv forlader denne verden. Nej, sid hellere og syng en god vise med hinanden, og når du er glad, så gå hjem til din kone og lad hende få en god aften, når du har fået en god dag. Udøs ikke din galde over hende, begynd ikke at irettesætte hende, når du er drukken og fuld, sådan opfører en hædersmand sig ikke. Har hun forbrudt sig mod dig, og du vil irettesætte hende, så gør det om morgenen, når I er på lige fod i sengen . . .”. 

Sådan lød det velmente biskoppelige råd til få år efter grevens fejde og den lutherske reformations indførelse i 1536.

Palladius har forståelse for behovet for en tur på kroen i gode venners selskab, men råder den sjællandske mand til ikke at irettesætte sin kone, når han kommer fuld hjem fra kroen. 

Og det er jo såre velkendt, at vi ofte forsvarer os mod formaninger, og især når de kommer fra vores nærmeste og rammer et ømt punkt, med modangreb, hvor det ene ord hurtigt kan tage det andet.

Men man gør klogt i vente til dagen derpå, hvor man er på lige fod med sin kone i sengen, og er blevet mere ædru og mindre frembrusende, råder biskoppen.

Jeg synes, at vi her møder et eksempel på det nye menneskesyn, som brød frem med reformationen.

Vi er dybest set alle – om ikke i samme seng, så i samme båd.

Vi er alle lige for vor Herre, fordi vi alle skylder noget, som vi ikke selv kan betale.

Derfor har den ene dybest set ikke noget at lade den anden høre.

Derfor møder vi i reformationstiden et nyt syn på mennesket – på det hele menneske og på det brogede menneskeliv på godt og ondt.

En forståelse af at hver eneste menneske er en ædel skabning – kun lidt ringere end Gud, som det hedder i Salme 8 i Det gamle Testamente – skabt i Guds eget billede og til at nyde tilværelsens gode gaver og tage ansvar derfor.

Men denne reformatoriske forståelse af mennesket, som blev skabt så herligt, går hånd i hånd med synet på mennesket som en falden skabning, som kan synke helt ned på alle fire og fornedre sig.

I den gamle verden før reformationen i 1500-tallet var det kun de perfekte religiøse mennesker, som kunne leve op til kravet om ikke at dømme andre, og det var kun muligt ved at verden ryggen, dvs. ved i urkirken at blive en eneboer i ørkenen og senere i Middelalderen ved at aflægge munke- og nonneløfter om fuldstændig lydighed og så leve sit liv isoleret fra det normale menneskeliv – bag høje klostermure.

Med reformationen bryder et nyt realistisk syn på menneskelivet igennem, og et af de stærkeste eksempler derpå er det billede, som I fik udlevet i dag, og som vi nu skal fordybe os i.

Billedet er malet af den berømte hollandske maler Rembrandt i 1633, da Rembrandt var 27 år.

Motivet forstiller Jesu korsfæstelse, og er som ofte hos Rembrandt i mørke farver, men der falder lys på Kristus.

Han er naglet til korset og kigger med et lidende ansigt op mod sin himmelske far.

Det er meget usædvanligt, at korset er ved at blive rejst op, men vi ser en skovl ved siden af, som minder os om den grav, som venter.

Når vi ser på de mennesker, som er ved at korsfæste Kristus, så ser vi noget endnu mere udsædvanligt:

Vi ser en grov bøddel og en soldat i udrustning, men lige i billedets midte ser vi en mand, der er med til at rejse korset. Han er ikke klædt som en mand fra Jesus’ tid, men i en moderne, elegant blå skjorte med et hvidt mønster, og han bærer en kunstnerbaret.

Han ser ikke op på Jesus, men nærmest ud i luften, måske fordi han skammer sig, for han ser bekymret ud.

Hans fine ansigtstræk er imidlertid lette at kende: Det er Rembrandt, som har malet sig selv.

Der falder i det mørke billede også lys på en fornem rytter i baggrunden. Han har en turban på, som kunstnere på Rembrandts tid ofte bar i deres atelier for ikke at få maling i håret. 

Rytteren kigger heller ikke på korsfæstelsen, men direkte ud på billedets betragter med en opfordrende bevægelse med hånden, som holder en slags stav der ligner en pensel. 

Vi ser på billedet og bliver set. 

Sådan har Rembrandt måske villet udtrykke kunstnerens arbejde med sit motiv. 

Men han har først og fremmet udtrykt, at han opfattede sig selv som en synder og medskyldig i Kristi død.

Sådan har han opfordret enhver, der ser dette billede, til at overveje med sig selv, hvem man selv er, og hvad man selv er skyldig i. 

Den amerikanske teolog og kunsthistoriker Francis Schaeffer har engang skrevet følgende, som jeg ikke kan lade være med at citere her på falderebet:

"Rembrandt viser i alle sine billeder, at han var en mand af reformationen. Han idealiserede ikke naturen, men han nedgjorde den heller ikke. Rembrandts bibelske basis gjorde det muligt for ham at male mennesker med psykologisk dybde. Mennesket var stort og godt (man was great), men mennesket var også ondt og nedbrudt (cruel and broken), for mennesket havde gjort oprør mod Gud. Således var der højt til loftet i Rembrandt kunst og dog er den nede på jorden. Han havde ikke behov for at falde ind i den verden af illusioner, som præger så meget af den barokkunst, som udsprang af modreformationen."

Sådan skrev Francis Schaeffer.

Rembrandt malede ikke små fede trompetspillende engle som i den samtidige katolske barokkunst i 1600-tallet.

Han malede derimod med sin pensel som evangeliet med ord mennesket, som det er i dets storhed og lidenhed, i dets herlighed og i dets usselhed.  

Det evangelium der fortæller, at selv Jesus’ nærmeste disciple fornægtede og svigtede ham.

Det evangelium der handler om syndernes tilgivelse og om at få lov til at begynde forfra, ligegyldigt hvor meget man han dummet sig.

Hvad enten man har drukket mere, end ens kone synes godt om, eller gjort noget virkeligt skamfuldt.

Det evangelium der gør det muligt at forstå, at Jesus’ paradoksale ord om ikke at dømme for ikke at blive dømt ikke er en moralsk maksime til at slå sig selv oven i hovedet med eller til at sætte andre på plads med.

Men derimod er udtryk for en grundlæggende erfaring hos den, der lytter til evangeliet: 

En erfaring af selv at være tilgivet – af at have indset sin egen synd og sit eget behov for tilgivelse – af at ingen af os skal eller kan frelse sig selv 

En erfaring der vil åbne vores øjne, så vi bedre ser verden og os selv sådan som vi er på både godt og ondt.

Så vi begynder at se på hinanden med den kærlighed, som ser bort fra det uvæsentlige og ser det væsentlige i ethvert menneske.

Fordi vi ser det i lyset af, hvad vi blev skabt til, hvad vi mistede, og hvad vi i Kristus fik igen.

Så vi kan leve og lade de andre leve – ikke holdningsløst, men generøst!

AMEN

Henvisninger:

Francis A. Schaeffer: How Should We Then Life? The Rise and Decline of Western Thought and Culture, 1976 og senere, s. 98.

Peder Palladius: En Visitatsbog. Udgivet på nudansk med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten, København 2003, s. 155.